Fantastisk sæson i Risskov Surf Club

Der kommer altid en bølge til

På alle områder har der været vækst i Risskov Surf Club i denne sæson 2011. Aldrig har der været så mange dage med vind fra øst og fine betingelse for bølger. Det har givet mange chancer, for man kunne søsætte boardet og lade skummet stå om anklerne. Specielt huskes en højsommerdag hvor klapsavlerne kunne ses på afstand ude fra vandet. Jeg havde lige afsluttet et super langt surf og de nysgerrig sommergæster i badetøj som havde fulgt mig, sås klappe i hænderne.

Se video af surf her

Andre gange lå stranden mere øde hen, da solen manglede, og kun kærestepar med hunde kikkede på, mens jeg forsøget at holde boardet over bølgerne. Men skønt gråvejr har antallet af aktive på vandet været øgende sommeren igennem.
Et par havsvømmere, triatleter (og kitesurfere) kom og fortalte, at de også ville surfe. En solskins sommerdag ankrede en båd op med tre unge fyre som ellers stod på vandski. Det viste sig at være nogen af dem som ellers surfer ved Tangkrogen (og Vesterhavet). De lånte mit board, og råbte begejstret om ”Swells man” og ”Det er sgu da fedt her” til hinanden.

Peter har fundet en bølge

Sjovest har det været senest, da Peter og en af hans venner var med, og vi var hele tre i bølgerne. Det tangerede rekorden fra sidste år, hvor det samme skete en eftermiddag med et par ukendte unge fyre. Peter, som selv er en habil surfer, og har Frankrig og Hawaii’s kyster som trofæer, har nu indset at der er fine træningsmuligheder lige her uden for hoveddøren.

Selv har klubbens præsident (formand lyder lidt tyndt), været i Californien midtvejs i sommeren for at se om kysterne der kunne tilbyde noget. Det helt afgørende er, at det jeg har lært på bølgerne i Risskov med det samme kunne overføres til Huntington og Malibu Beach. Og det er netop essensen af at surfe i Risskov. Intensiv kortbanen-træning med mange ture og mange muskler i brug. Det er meget hårdt, at padle gennem bølgerne lige netop her, fordi de kommer i tættere serier end andre steder. Til gengæld får man 10 gange flere ture, og dermed lige så mange muligheder for at øve Pop-ups, drej og balance. Hvis altså lige bølgen holder kursen og ikke glider af til en af siderne. Men gør den det, så kommer der altid en bølge til.

Peter og Aarhus

Det vil endnu være mulighed i november for surf i Risskov, men derefter er vandet nok for koldt for mig. Så skal erfaringernes overføres til en af Kanarieøernes surfkyst med forhåbentlig en rejse sidst i december.

Hvis nogen ønsker at deltage i Risskov Surf Club, er det blot at komme. Drop en mail såfremt nogen ønsker, at vi mødes og surfer på samme tidspunkt.

Huntington Beach, Malibu og Morro Bay

Huntington Beach

Wowww, udbryder jeg spontant, da en delfin springer i fuld figur over Stillehavets overflade. Over den svæver pelikanerne og det er søndag i Los Angeles. Jeg søsætter glad mit lånte board og ser min amerikanske ven Ron gør det samme. Det er Ron’s hjemmebane her på Bolsa Chica og min tredje gang i Stillehavets bølger (en gang i Chile og en gang på Påskeøen). Og sikken en velkomst jeg har fået.
På denne søndag, hvor jetlagget stadig forstyrrer min krop med søvnige signaler i utide, er mange af de lokale ude på vandet. Flere ligner fuldstændig The Dude som Jeff Bridges spiller ham i filmen The Big Lebowski. Surfere som stadig lever livet i CA som de altid har gjort, uden at det betyder noget at der er kommet årtier ekstra på bag-boardet.
Mange Dudes sidder  på linjen og venter på bølgen. Her er dog fint plads og det haster ikke med at surfe, for jeg skal lige nyde de tre delfiner der nysgerrigt snuser forbi mit board ca. 4 meter fra mig.  Bagefter er jeg overrasket over mildheden fra de gode bølger. De løfter og bære mig nænsomt, og hvor er det let at surfe, når bølgerne er brede og vandfyldte og ikke mindst regelmæssige.

The Dude and the Duke

Huntington Beach er jo stedet, hvor surf blev født i USA. Det var legenden Duke Kahanamoku der kom fra Hawaii og slog sig ned som livredder og surfinstruktør her i 20ernes Californien. Der ville ikke være surfing uden ham.  http://en.wikipedia.org/wiki/Duke_Kahanamoku

Maibu

Efter et par dage i LA tager Ron og jeg op ad kysten mod San Francisco. Vi runder som det første Malibu som den dag er meget stille. Det bliver til surf i bar mave, og med meget roligt bølger. Da vi kommer tilbage 8 dage efter, er Malibu på sit bedste.

Nu flokkes surfere om bølgerne, som bier om honning. Jeg havner midt i en flok, som vi sætter af på en stor og kraftfuld bølge. Der er tættere trafik end i Bilka op til juledagene. Heldigvis er de suveræne de surfere her – mestre i balance og timing. Mens jeg ser kanten af et board forsøge at skære snuden af mit eget, mærker jeg slipstrømme i nakken fra  en anden surfer bag mig. Og væk er de, mens jeg endnu kun er i starten af mit indledende paddel. Så er dybet der, og op må jeg, tænker jeg, mens havoverfladen forvandles til skum og jeg i et splitsekund ser overfladen forandrer sig til underfladen. Jeg lader i la ubemærkethed min surf-våddragt ændre sig til en ubådskaptajns uniform og indleder jagten på de forbistrede surfere der uforskammet har sunket mit board. De skal få en torpedo skal de, hvis jeg ellers kan finde vej i det her totale skum-inferno, som har nærmeste reference til kogevaske-programet med ekstra sæbe på min vaskemaskine hjemme i Risskov. Heldigvis dukker jeg op igen, og når en fin (mindre) tur ind mod den smukke kyst på Malibu strand. Ha, jeg sætter piratflaget og holder hovedet højt – vidende at jeg surfer på Malibu. Det bliver til flere surfture inden jeg henter kameraet for at fotografere de andre – og Ron på hans Stand up paddel.

Ron på sit elskede stand up board

Morro Bay

Ved Morro Bay er bølgerne formet af point break fra klipperne og især Morro Rock som stolt stikker sit hoved op mod himlen og ud i havet. Vi er her om eftermiddagen og her er 5 surfer foruden os og en søløve. Den stikker sit kønne hoved op 5 meter fra mig, og er temmelig ligeglad med mig. Jeg er nu ved at vende mig til det rige dyreliv i Californien, for jeg er mest koncentreret om at finde den perfekte bølge. Heldigvis er den lige dér. Formet af sit lange ridt fra måske Hawaii og slebet afslutningsvis af lige her ved foden den stolte klippe Morro Rock. Jeg vender fluks boardet og padler det bedste jeg kan, og vips er jeg oppe og afsted. Som en sidste hilsen fra det californiske dyreliv ser jeg en knaldrød brandmand rulle med i bølgerne. Godt jeg kom op lige der – puha. Til min store overraskelse foretager min krop pludselig et vægtskifte til bagbenet, og jeg drejer skrapt til venstre – og hen ad bølgen! Hurra, mit første virkelig drej, og en fantastisk glæde forplanter sig fra de saltvandsbestænkede fødder til mine lysende øjne. Jo jo, the Dude Bent danser med bølger – nu på langs. Nu er der ikke langt til at tage turen i The Tube……..

En flybillet til LA koster ca. kr. 5.500- men det er over London og Toronto og det er krævende.

Billeder fra Californien her: Picasa Webalbum – bentborn

Fuerteventura Corralejo

Oscar, den flyvende hollænder

Jeps, så er der noget om at den der træner bliver bedre. Nu er min balance og timing i hvert fald bedre end tidligere. Risskovs venlige, men korte bølger, har bidt sig fast på indersiden af våddragten! Dermed kan erfaringen og den sjove træning hjemmefra nu anvendes på Fuerteventura, Europas surfer- ø numero uno. (Selv om det vel er Afrika rent geografisk).

Mig

Bølgerne denne dag sigter mod kysten lidt nord for El Cotillo. De kommer i pæne størrelser på omkring halvanden meter. Bølgerne er på linje med øens befolkning og dermed meget rare og venlige, og der er god plads mellem dem.
”Perfect for bouth beginners and intermedia like you”, forklarede Oscar smilende med lidt nederlandsk accent.
Jeg har mødt denne flyvende hollænder ved havnen dagen før, hvor han som instruktør havde nogle beginners i vandet.  Han er noget dyrere end så mange andre med prisen, men forklarer det med den bedre kvalitet, hvad angår det at finde de rigtige strande, og passende bølger. Jeg må medgive at det passer. Og denne sidste dag for mig er super. Jeg rammer 6 ud af 7 forsøg, og surfer såmænd ganske pænt. Og da jeg har fået personlig træning af Oscar to dage før på Flag Beach, ja så mener jeg også det har hjulpet på stilen. Dog har jeg stadig noget svært ved at slippe boardet med blikket, og kikke op og ligeud. Men surfer, det gør jeg. Oven i købet som dages bedste mand/ kvinde – bortset fra den flyvende hollænder selv og hans hund, Jansen.

Jansen, til venstre

Den har sit eget surfboard og surfer lidt på dette. Mest trækker den boardet i land og bider i det, men Jansen kan surfe. Og Oscar kalder på den ude i vandet, og lidt efter sidder den på hans board som skibshund. Rigtigt sjov hund og meget charmerende.

Oscar’s bror

Fuerteventura i Corralejo er lidt af en oase. Her er god plads mellem turisterne, og der er virkelig tale om laid back feeling overalt. Rigtige mange er her for at surfe. Min søn Silas og hans to venner som også er her, kan have lidt svært ved at finde en fest, men det kan lade sig gøre – har de forklaret. Jeg har fået dem lokket til at tage et begynder-kursus med Oscar. Hvem ved, måske bliver der trængsel på Risskov strand til foråret…

Udsigten venstre for molen ved havnen i Corralejo

Fuerteventura er også andet end surf. Kik her for billeder:

http://picasaweb.google.com/bentborn

Udbyg point systemerne

De der point systemer til regulering af plyndring af de offentlige kasser, kunne man vel lige så godt videre udbygge. Hvorfor stoppe der? F.eks. børn. Altså vil du have adgang til børn (og dermed må forventes at tage af de social kasser), så skal du vælge følgende børn som:
1: Er tosproget med både babysprog og dansk og som kan bestå en baby-sprogs-test og efterfølgende 2 års test.
2: Selv kunne falde i søvn uden at genere forældrene eller især naboerne. (i øvrigt vil det give bonus point at kunne skifte ble selv, smøre madpakke, og bøvse færdigt på under ét minut).
3: Stille en garanti på kr. 200.000 for tilfælde af administration af forskellige tiltag som eksempelvis: foranstaltning, støtteundervisning, udvisningssager fra vuggestuer og børnehaver samt skoler mv.

Og nu vi er i gang, hvad så med et point-system, hvor man løbende gennem livet som dansk statsborger SKAL optjene tilstrækkeligt for at opretholde adgang til ydelser og rettigheder. Der er dog ingen der siger, at du SKAL, for du er jo stadig fri til at vælge, om du overhovedet vil blive i Danmark. Det gode er, at hvis du vælger at forlade Danmark, så må du gerne tage dine point med ud.

De rødhåret fra Nordbornholm kan dog ikke komme i betragtning til point-systemet. Dem gider vi rent ud sagt ikke have.
Der må være en grænse!

Risskov Surf Club er åben – for den mystiske hætteklædte skum-mand

Den nye surf-stil er en visuel nydelse

Endelig sydøstenvind og skum på de ellers stille bølger i Risskov. Ude var to kitesurfere, som morede sig, og så samtlige medlemmer af Risskov Surf Club – mig!
I vindens anledning havde jeg iført mig den sorte neoprenhætte, og på den måde er havets svar på Batman, Skum-manden, pludselig at finde i bølgernes brus. Mystisk og uden forudsigelse dukker denne havets betvinger op og bemægtiger sig havets urolige elementer. ”Hvem er han”?, synes folk at spørge og ser beundrende efter denne hætteklædte bølge-betvingeren. Han som, uden andre hjælpemidler end sit trofaste board, ridder skamløst over de hidsige våger. Nåh, min nabo genkendte mig dog, og derfor billederne., tak Stig Jeg kunne nu godt bruge en Robin, og det ville forøge Risskov Surf Club’s medlemstal med 100 procent.

Den smarte skum-mand finder den letteste vej udad

I dag var bølgerne de største jeg nogen siden har surfet i – på hjemmebanen. Tror over én meter, og det er temmelig meget vandtryk der rammer mig, når en sådan fætter vælger at vælte alt sit opsparede læs ud. På et tidspunkt ramte mit board mig på munden, hvor jeg heldigvis havde lukket munden. Læben fik et ordentlig slag og er hævet betragteligt. Tænderne har det godt, men for pokker jeg var bekymret et øjeblik der.  Overvejede om en amerikansk fodbold hjelm kunne være mit næste våben til beskyttelse. Det kunne måske også se fedt ud, en skum-mand med hjelm og tandbeskytter. Lærdommen ude til søs er altså, at det gælder om, at have boardet i læ og aldrig i lu (foran sig) uden total kontrol med hænderne.  Almindeligvis (andre steder på jorden) er der nogenlunde tid til at samle sig mellem bølgerne. Men her i dag i Risskov kommer bølgerne i serier, lige så hurtigt som de konservatives undskyldninger. Ingen tid til at sunde sig, før næste brager ind over. Jeg kunne godt have brugt en undskyldning for det slag, men fik nu ingen, øv.

Selve surf stilen er nu betragtelig meget bedre end sidste sommer. (Der findes et videoklip også, men teknikken driller min nabo). Det skyldes tre faktorer: Min rejse til Chile og Påskeøen hvor jeg surfede i alt i 8 dage. Mit nye board som er lidt større i volumen. Og en vigtig ting, mine armbøjninger som jeg hele sommeren har taget 3 x 20 om dagen. Altid beredt, må skum-manden være, der kunne jo komme bølger. Og i dag var de her. Batman gå hjem, her kommer skum-manden.

Nå, ok sådan ser han ud.

To sidste billeder taget af Gitte 14 dage senere.

Vask bil i Aqua natural de la cielo (himmelvand)

Man tager et regnvejr med rimelige vandholdige mængder. Når bilen er helt våd, og gerne har stået i så god tid, at man kan tale om at overfladen er blødt op, går man ud. Iført det tøj man vil, i dag regntøj med gummistøvler, er man parat. Man fylder sin spand med lidt sæbe, og med Aqua natural de la cielo (himmelvand) fra aftapningen ved nedløbsrøret. Postevand kan også gøre det, såfremt man ikke er i nærheden af regnvand. (Hvis man må bruge postevand, er der jo kalk i).
Så sæber man bilen ind, og regner det som i dag så passer det med, at man kan starte forfra igen, når man når bilen rundt en gang. Imens er bilen afsæbet og skyllet, og så kan man nemt se, om det er nødvendigt at tage endnu en gang med sæbe og børste.
Når man er tilfreds, går man ind i tørvejr igen, mens bilen afsæbes af det rene Aqua natural de la cielo (himmelvand).
Når det igen bliver tørvejr, ja så står bilen ren og KALKFRI, mens selve opgaven er klaret UDEN andet forbrug end én spand vand fra himlen, lidt sæbe og et tidsforbrug på ca. det kvarte af en tørvejrs-vask.
Husk at hænge regntøjet i entreen og tage gummistøvlerne af.

Ad månens vej fra Ushuaia til Punta Arenas

Det tager 12 timer i bus. At komme fra Ushuaia (Argentina) til Punta Arenas (Chile). Og efter rygterne at hører, skulle det være en hård tur. Det viser det sig også at være fra start af, for vi skal ud af lagnerne (de har ikke dyner i Argentina og Chile, man ligger i en konvolut) kl. 04 om morgen.
Ushuaia ligger mørkt hen, og kun bjergene lyser fra toppene som snefakler. Det giver fine muligheder for et morgen-billede af det berømte skibsvrag som ligger på grund midt i havnen. I samme øjeblik jeg knipser, dukker ”vores” hund op for lige at vinke farvel med halen. Og så af sted mod Punta Arenas, vamos.

Gitte og “vores” søde hund

Bussen er klam, med dug for vinduerne. Jeg hoster snart i en rytme med 10 minutters interval. Prøver at sove, men ikke let 10 minutter af gangen. Udenfor vinduet, er det dramatiske landskab ved at vågne. Elve flyder ned af bjergene og her ligner det Sydamerika’s svar på Norge.
Efter 2 timer, er der pause og, viser det sig, busskift. Her er det godt at spørge for sig, om hvilken bus der kører den rigtige vej. Særligt fordi Gitte er ved at kaste sin rygsæk ind i bussen retur til Ushuaia. Den slags oplevelser giver naturligvis et større foredrag i hvordan man bør skilte,  fra Gitte’s side til dem der måtte lytte og interessere sig for det mystiske sprog dansk.
På plads i den nye bus, er tingene straks bedre. Her er næsten ingen dug, så nu hoster jeg kun hvert 20 minut.
Så går det gennem et ørkenlignede landskab som er i den tunge ende af kedelig. Som at kører på månen, vil jeg tro. Heldigvis stopper vi, midt på månen. Grænseovergangen i San Antonio mellem Argentina og Chile. Velkommen, står der på skiltet – til at vente åbenbart. Og det gør vi i over en time, inden i bussens træge luft. Lige inden alle er kvalt af luftmangel, genes vi ud for paskontrol og bagage-chek. Jeg tøver lige lidt i busdørens åbning. ”Et skridt for turisten, et skridt for masseturismen”, tænker jeg højt og rammes af en kold vind. Det blæser på månen, koldt, så det med månelandingen og flaget der skulle blafre er god nok. De var der, amerikanerne, eller også her….

Min honning (til hosten) opdages i gennemlysningen af rygsækken. De søde chilenske toldere beder mig udfylde endnu et stykke papir, hvor jeg X’er af i feltet for, at jeg altså har indført animalske fødevare. Derefter konfiskerer de naturligvis honningen. Pyt, jeg kan købe en ny i Chile, og sikkert den samme. Alt foregår med stor venlighed og tålmodighed (læs langsommelighed). Hvorfor man i lufthavne kan have så mange sikkerhedsfolk og toldere ansat, og så få ved grænseovergangen i San Antonio i Ildlandet – aner jeg ikke. Måske ingen vil bo på månen og kun kan få det at spise, som tolderne konfiskerer i kontrollen?
Endelig nærmere vi os selve paskontrollen, og det synes umiddelbart nemt. De sidder jo lige ved siden af hinanden, en fra Chile og en fra Argentina. Mit pas lægges efter udtjek af Argentina-officeren, de 40 cm hen til den (også) søde paskontrollør fra – Chile. Vi, turisterne, stiller derefter op i den anden kø, og kommer så planmæssigt frem til – ja rigtigt, den chilenske paskontrollør. Af en eller anden grund er chileneren i tvivl om mig. ”Hvor i al verden kommer han fra”? spørger hun, som var jeg faldet ned med et rumskib. Men heldigvis kan argentineren hjælpe. ”Si si, det er ham danskeren”, forklarer han og smiler genkendelsens smil. Så stemples i passet, og vi er klar til Chile. Som skandinav ses ganske klart de fordele vi har i Norden med vores broderfolk. Hurra for toldunionen, og også den i Europa. Hvad venter I på søde argentinere og chilenere?

En ægte delfin i Maggellan stræde

Så bus igen, to timer på grusvej som velkomst til Chile. Rumle rumle, host host. Så stop. Hvor er vi? Et månekrater? Nå, ved det berømte Maggellan stræde. Jeg forstår godt at han, Maggellan ,sejlede helt igennem strædet. Her er intet at gå i land for, med mindre man er stensamler. Men her skal vi færges over, og da vi ved fra Alex fra England og Miss Braveheart fra Skotland, som vi hyggede med på hotellet i Ushuaia, at her er delfiner, er forventningerne store. Og sørme ja. Dér springer de! Op og ned af vandoverfladen, langs med skibssiden. Vi knipser om kap med kameraerne på livet løs. Jeg får det bedste billede af den lille spækhugger som delfinen altså ligner. Sød fyr, og meget turistvenligt fra naturens side sådan at arrangere dette skue, synes jeg.

Helt elektrisk i Punta Arenas, når det virker

I Punta Arenas viser det sig, at hotellet, som jeg på forhånd har booket, ligger nogle få gader fra hvor bussen sætter os af. Desværre for mig, og til glæde for Gitte, glemmer jeg min surferkasket i bussen.
Vores nye hotelvært er en midaldrende kone, som taler glimrende spansk – i afsindigt tempo! Tilmed er hun halvdøv, så lyd er der masser af. Når jeg fortæller hende, at jeg ikke lige forstår hende, ja så fortsætter hun naturligvis i sammen stil, og gerne med næste kapitel af den ukendelige historie. Graci-Elleas, hedder hun, får jeg opsnappet. Tak skæbnen – frit oversat. Hun virker ægte. Det gør computerne til gengæld ikke. Altså virker. Eller jo, nogle gange, når man sidder helt stille,, så det automatiske lys i rummet IKKE tænder, og slår netforbindelsen fra i computerrummet. På den måde kan jeg jo være på nettet i ca. fem minutter – inden hosten sætter ind. Da jeg fortæller min viden til vores vært, Graci-elleas ,svarer hun med et smil, at det er sandt. Gøre noget ved det, ligger ikke i svaret.

Antonio Banderes og julemanden på byens plaza

Se det er en rigtig by vi er kommet til. Mange mennesker og hunde. Vi er lidt højere nordpå, end Ushuaia, og træerne vokser længere ind i himmelen her. For her er løvtræer. Dejligt, og tilmed er vores fine vejr rejst med. Sol og varme, og hygge på plazaen i byens midte. Sjovt at se en julemand der sveder i solskin. Gennem skægget fortæller han os, at vi da lige skal huske at besøge den gode butik lige derovre med alt det krimskrams man kan ønske sig.

Omkring aftens-skumringen, som starter kl. 22 og slutter lang tid efter vi er krøbet i konvolutten, går vi tur i bagsiden af byen. Det knirker her, det er råt og stemningen er forfald. Vi besøger kirkegården, som altid en oplevelse værd når man er på rejse navnlig her. Vi finder nogle af de første (ikke indianske) indvandrere i gravene og udvandringshistorien fra Europa lever med de døde her på den ældste del af kirkegården. Der er mange europæiske sektorer, med Skotland og Tyskland som falder særligt i øjnene. Næ, der ligger sørme også danske aner. Flere endda. På stenene kan vi læse, at de var født i Logstor (ingen ø’er i spanske alfabet). Svenskere er her også. Det er en hel europæisk koloni som ligger her. (Et lille retskrivningstips hvad angår ordret ligger/ lægger. Når noget ligger stille, staves det med i – ligger. Når noget er i bevægelse staves det med æ -lægger. Et lig ligger stille. Et æg lægges).
De sidst ankommende på kirkegården ligger i noget der minder om en miniature af et boligkompleks fra Gellerup/ Ishøj. Hver etværelses ”lejlighed” er udstyret med vindue, hvor de efterladte har opstillet billeder af den afdøde og effekter. I en af lejlighederne er der nogle hjemme, lyder det som. I hvert fald spiller en julemelodi. Jeg kravler op på stigen, og ser at det er et julekort som spiller en metallisk julesang i uendelig gentagelser. ”Hvil i fred”, tænker jeg.

Punto Arenas 2009 svar på Nørrebro 1960’erne

Efter kirkegården går vi mod strædet for at se lidt vand. Pludselig befinder vi os tydeligvis i arbejderkvarteret som genkendes let, for mig som er vokset op i Den sorte firkant på Nørrebro i 60’erne.
Her er fattigt og slidt, men ungerne er søde og farmand, som lige står og grille over den åbne ild, fortæller Stolt, at han er rebmager.

Jep, man er rebmager og har en sød unge

Jep, man er en sød unge, og har en rebmager til far

Og nu er det hjem i seng, mener Gitte, skønt det endnu er temmelig lyst.

Billeder ligger jo på to sider:

http://www.flickr.com/photos/bentborn/

http://picasaweb.google.dk/bentborn

Danser med bølger på Påskeøen/ Rapa Nui

De brækker uden ved revet. Ganske fint, og som et bølge-meter står skærene og stritter over Stillehavets overflade. Det virker totalt godt, og vi bruger alle dette øjemål til at vurdere, hvilke bølge vi vil satse på. Og de, bølgerne, kommer HELE tiden. Man venter højst 2 min, så er der afgang, hvis man vil. Og det vil jeg!

Sådan startes der

I dag har jeg surfet for tredje dag, og det er tydeligt at jeg forbedrer mig. Med afsæt i en ca. 3 meters bølge, og på et board som ligner mit Malibu hjemmefra, tager jeg dykket og suset. Ligger på maven til jeg er i horisontalt stilling, og presses indad mod den lille strand. Vips op og stå, og balance, balance, balance…. det virker! Jeg surfer og surfer! Med over 30 km i timen hen over klippebunden – som jeg noget bekymret ved befinder sig lige under. Faktisk kun 40 til 60 cm. Av, hvis man lander forkert der! Men det gor jeg ikke, sørger for at flade helt ud i faldene og tager overfladen så vidt som muligt med maveplaskere.

Balancen er afgørende i den rene sport

Indad og af sted går det, mens jeg vipper med siderne af boardet og drejer. Jeps, jeg er ved at lære det. ”Aprender”, som knægten med de brune øjne smilende forklarede mig, at vi jo alle gør. Han er ca. 11 år og ligger som en professionel totalt sikkert i vandet og med flot stil. De noget ældre og unge mennesker surfer, som havde de aldrig gået på land. Det er forrygende, så gode de er.

Jeg tror nogen af verdens bedste surfere findes på Påskeøen

Jeg surfer det længste jeg nogen siden har gjort i dag. Ca. 150 meter, og er temmelig stolt bagefter. Tager en lille pause på stranden, mens ungerne leger med mit board (lejet kr. 100 for en dag).!
Så er det nok, unger, hit med boad’et”! , siger jeg på plat-spansk, og må kæmpe lidt for det, for nu hygger de jo lige så sjovt. Men jeg får erobret det, og kastet den sidste unge på fire år af. Og så lige vende i strandkanten og ”Flyt dig lige, havskildepadde”! What!!! Jo jo, den er god nok. En kæmpe havskildpadde ligger og snøfter i vandoverfladen, mens jeg padler forbi. De fleste kender jo til dette hjemmefra, blot med krabber. I ved, man tager dem i skjoldet med fingre på den ene hånd. Det er præcist det samme her. Man tager skildpadden i skjoldet mellem sine to arme!!! Og så bliver man trukket en lille tur – hvis man er lokal pollyniser.

Sådan surfer man med skildpadde, Gittes billede

Verdens sjoveste sport?

Påskeøen er ganske enkelt et surfer paradis til havs, og tilmed en ø som er Edens have i land.
Jeg har i anledning af dagens oplevelse, taget navneforandring til: Danser med bølger.
”Go man go”, råber min gode ven, surfboard-udlejeren som selv lige er stået til havs for at prøve et standup board med paddel. Han har en lille T-shirt på, mest for solens skyld. Selv har jeg neoprendragt på denne dag, men det er slet ikke nødvendigt. Vandet er varmt, og de fleste her surfer i bar mave og bikini for tøsernes vedkommende. For i Stillehavet surfer de kvindelige polynesier, og er fuld ud så dygtige som mændene (bare smukkere).

Det er ægte moai, stenansigter og ægte surfer-dude

Når nogen spørger hvad der er så godt ved (ægte) surf, er svaret; En ren sport. Kun et board og en snor til anklen. Alt andet er natur og balance. Og balancen kommer kun ved at øve og øve. Hvor kunne jeg godt bruge min ungdoms styrke fra da jeg var 48 år. For selv om jeg nu er ude ved bølge-meter igen, så er det mærkbart at det tapper voldsomt på energien. Heldigvis er jeg her en uge endnu. Men nu kommer den næste bølge -af sted.

Billeder her: http://picasaweb.google.dk/bentborn

Ateistiske rettigheder skal indføres

 

Man kan fint rejse til Predikestolen i Norge, for at fejre ateistiske helligedage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er jo nærmest ateist og egentlig stærk overbevist for tiden. Jeg interesserer mig dog for religion, og synes at det er fascinerende at kikke indenfor i en moske, kirke, synagoge eller buddhistisk og hinduisk tempel. Jo mere jeg kikker og opserverer jo mere anerkender jeg folks behov for religion. Og jo mere bliver jeg ateist. Nå, fred med det og til alles religioner.
Nu har jeg opdaget, at der mangler nogle rettigheder for os som tilhører den ateistiske form for overbevisning. For eksempel er der jo ingen højtider, hvor vi kan finde sammen i fejring af vores ikke-tro. Det mangler jo voldsomt, jo mere man bliver klar over dette. Ligeledes indrettede lokaler, anti-bede-rum, hvor man kan trække sig tilbage og læse et videnskabeligt magasin eller kaste en let genstand mod jorden for at hylde Galileo og Newton.
Af disse to eksempler er det mest central at få igennem – helligdagene. Anti-bede-rummene kræver jo i første omgang ikke kræver særlig udsmykning eller remedier – måske bortset fra en stjernekikkert for natarbejdere.
Altså helligdagene for ateister først.
Disse bør tage udgangspunkt i antallet af tværsummen af de kristne, jødiske og muslimske dage, hvor man fejre hyldesten til Gud med en dag uden arbejde og skolegang. Når jeg forslår tværsummen er det for ikke at få mere end andre, eller at støde nogen, og samtidig ved denne matematiske metode anvende en logisk indgangsvinkel som jo bl.a. kendetegner min overbevisning.
Hvad angår indholdet af disse dage vil jeg, for at forene os ateister, foreslå at de bruges til en hyldest til livet i festligt samvær med andre eller i fordybelse alene. Indholdet af dagen er for så vidt ikke vigtigt. Det vigtige er, at ateisterne opnår samme rettigheder som religiøse troende, og kan dyrke deres ikke-tro på lige vilkår og med samme rettigheder.
Jeg vil se frem til den første dag til at fejre min overbevisning, og ikke være det mindste generet af hvis andre overvisninger skulle nyde godt af denne dag også.

 

Risskov Surf Club – balancen

Det er fantastisk. At de små bølger virker ganske fint til træning. De sidste dage har jeg kunne øve i Risskov på bølger af ca. en halv meters højde, og med længde på måske 10 – 15 meter. Og det ER nok. Til med morsomt og total motion.

Sådan gøres Pop-ups i Risskov

Det seneste jeg har fundet ud af, er at det er helt centralt, hvor kroppen befinder sig på boardet, i liggende position inden take off.  Klart, vil den uerfarne læser tænke, og denne læser har ret. Hvad der er mindre klart er, at vi taler om centimeter og millimeter. Boardet, et Malibu 7,3, er påvirkelig for selv de mindste vægtændringer. (Jeg må have fat i en tusch og får mærket nogle positioner op). Er jeg for langt fremme, tipper næsen under vandet og der er dømt ubåd. For lang tilbage og resultatet er som drivankeret er kastet og dermed bremseeffekt. Det er flowet man søger, gliddet over vandet. Jeg har alligevel, de fleste gange, fundet balancen. Jo flere gange jeg ligger korrekt, des bedre kommer jeg gennem Pop-up’ne og op og stå på boardet.  Det lykket hver fjerde gang.
Og det smitter. Mit indre har også fundet en balance. Jeg oplever et veltilfreds sted som er i bevægelse på sådan en bølgeartig måde. Jeg mener at det er det – at være.

Hill dig surfing – og hej der bølger fra Risskovs høfder som løfter.