Ateistiske rettigheder skal indføres

 

Man kan fint rejse til Predikestolen i Norge, for at fejre ateistiske helligedage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er jo nærmest ateist og egentlig stærk overbevist for tiden. Jeg interesserer mig dog for religion, og synes at det er fascinerende at kikke indenfor i en moske, kirke, synagoge eller buddhistisk og hinduisk tempel. Jo mere jeg kikker og opserverer jo mere anerkender jeg folks behov for religion. Og jo mere bliver jeg ateist. Nå, fred med det og til alles religioner.
Nu har jeg opdaget, at der mangler nogle rettigheder for os som tilhører den ateistiske form for overbevisning. For eksempel er der jo ingen højtider, hvor vi kan finde sammen i fejring af vores ikke-tro. Det mangler jo voldsomt, jo mere man bliver klar over dette. Ligeledes indrettede lokaler, anti-bede-rum, hvor man kan trække sig tilbage og læse et videnskabeligt magasin eller kaste en let genstand mod jorden for at hylde Galileo og Newton.
Af disse to eksempler er det mest central at få igennem – helligdagene. Anti-bede-rummene kræver jo i første omgang ikke kræver særlig udsmykning eller remedier – måske bortset fra en stjernekikkert for natarbejdere.
Altså helligdagene for ateister først.
Disse bør tage udgangspunkt i antallet af tværsummen af de kristne, jødiske og muslimske dage, hvor man fejre hyldesten til Gud med en dag uden arbejde og skolegang. Når jeg forslår tværsummen er det for ikke at få mere end andre, eller at støde nogen, og samtidig ved denne matematiske metode anvende en logisk indgangsvinkel som jo bl.a. kendetegner min overbevisning.
Hvad angår indholdet af disse dage vil jeg, for at forene os ateister, foreslå at de bruges til en hyldest til livet i festligt samvær med andre eller i fordybelse alene. Indholdet af dagen er for så vidt ikke vigtigt. Det vigtige er, at ateisterne opnår samme rettigheder som religiøse troende, og kan dyrke deres ikke-tro på lige vilkår og med samme rettigheder.
Jeg vil se frem til den første dag til at fejre min overbevisning, og ikke være det mindste generet af hvis andre overvisninger skulle nyde godt af denne dag også.

 

Risskov Surf Club – balancen

Det er fantastisk. At de små bølger virker ganske fint til træning. De sidste dage har jeg kunne øve i Risskov på bølger af ca. en halv meters højde, og med længde på måske 10 – 15 meter. Og det ER nok. Til med morsomt og total motion.

Sådan gøres Pop-ups i Risskov

Det seneste jeg har fundet ud af, er at det er helt centralt, hvor kroppen befinder sig på boardet, i liggende position inden take off.  Klart, vil den uerfarne læser tænke, og denne læser har ret. Hvad der er mindre klart er, at vi taler om centimeter og millimeter. Boardet, et Malibu 7,3, er påvirkelig for selv de mindste vægtændringer. (Jeg må have fat i en tusch og får mærket nogle positioner op). Er jeg for langt fremme, tipper næsen under vandet og der er dømt ubåd. For lang tilbage og resultatet er som drivankeret er kastet og dermed bremseeffekt. Det er flowet man søger, gliddet over vandet. Jeg har alligevel, de fleste gange, fundet balancen. Jo flere gange jeg ligger korrekt, des bedre kommer jeg gennem Pop-up’ne og op og stå på boardet.  Det lykket hver fjerde gang.
Og det smitter. Mit indre har også fundet en balance. Jeg oplever et veltilfreds sted som er i bevægelse på sådan en bølgeartig måde. Jeg mener at det er det – at være.

Hill dig surfing – og hej der bølger fra Risskovs høfder som løfter.

Go with the flow

Seje padle-tag i dovne bølger.
Det er august ved klitmøller og Vesterhavet testes for tredje gang.
Det skuffer denne dag, og især i forhold til Hvide Sande, hvor jeg var sidst i juli. Dengang var der bølger med energi og vægt i – meget vægt. Her denne dag i Klitten, er bølgerne noget sløve. Det gør det svært at komme op, for netop som jeg vil tage fart nedad, forsvinder bølgen i noget plask og skvulp. Alligevel er det en pragtfuld dag. Solen skinner og vandet er varmt. Og Klitmøller har den fordel, her ved bugten, at man kan gå tilbage på land og så starte forfra ved at stå ud fra spidsen. Dét er et klart privilegium for aldrende surfere. Og armene er denne gang heller ikke så slidte som ellers, men jeg er også ved at komme i surfer-form. Men bølgerne skuffer… Det lykkes dog at komme op et par gange og en gang med et laaaaangt flow og sørme også et lille drej. Jeg råber begejstret, da bølgeenergien ender på nul, og skuden synker. Møder anerkendende blikke fra to ungersvende der på uforskammet vis har fundet opskriften på at komme op langt flere gange end jeg. Den ungdom, den ungdom….

Her overhales ungdommen af …. en ihærdig surfer

Klitmøller med den sikre bugt

Opskriften på succes ved surf-sport er at tage hele oplevelsen med. Det er det hele værd, først man rejser sig og surfer. Hele køreturen fra Århus, som er lang, men heldigvis i godt selskab med min marker Thomas som også er blevet bidt af et galt surfbræt. Men måler man kun selve gliddet, altså de måske 10 sekunder man står på vandet, så er det for anstrengende. Kan man til gengæld tage hele turen, fra ankomsten til stranden til man står under bruseren hjemme igen, som essensen af surf – ja så er det lige ved at der er dømt Zen. Zen og kunsten at opleve. Det kan jeg. Jeg nyder hele oplevelsen, og tror at det er kommet med alderen. At være mere i nuet, det lange nu, men naturligvis helst i flowet på bølgen.
”Go with the flow”, er min indgang til livet her midtvejs. And let the flow be looooong. Måske skulle jeg prøve et longboard…..?

Jeg har i øvrigt købt mig et kamera. Se billeder (nogle ældre) på http://images.search.yahoo.com/search/images?p=bentborn&ei=utf-8

Billederne nederst er Thomas,  The surf dude.

Risskov Surf Club

Så skete det. Boardet ramte de små lunkende bølger, og deres forsøg på at piske en stemning op. Spottet er Risskov strand, Bellevue. Århus svar på Huntington Beach (Californien). Det blå vand i bugten er nu et lunket svar på Stillehavet’s brøl, i hvert fald denne aften, hvor jeg prøver mit nye surfboard. Luften er lun, vandet er varmt, og pigen er over 40, som tager billederne.  Jeg padler, og rykker fremover det som skulle være bølger. De er bestemt små – alt for små – men det gør ikke så meget. Jeg er fuld af fornemmelsen af surf, og tager fart med dybe tag. Stillehavet, Århus bugten, og en sømand har sin egen gang – og en surfer ligeså. Herlige perler af hvidblåt saltvand rammer mig, og det er skønt at saltkoncentrationen er nær det som smører mit øjeæble indefra. Dér kommer en måske egnet bølge, den har i hvert fald skumlignende tænder. Hey, mit nye board vender lynhurtig!  Nåh, vandskabningen kollapser og glider ud til højre. Hmm, det er ikke let, med den slags små vuggende bølger. De er for små. Jeg anende det godt, men har alligevel taget det som en aftentur, med en mulighed for at teste både boardet og mine rustne surf-evner af. Begge dele virker på højde med bølgerne – småt. Bølger, board og mit talent. Til gengæld er humøret højt som himmelen. Hvis bølgerne havde været på samme niveau, ja så skulle de tre strandgæster på land bare se bagskum. I stedet ser de surf a la Titanic. Ud over størrelsen er forskellen den, at hvor Titanic sank på en time, sænker jeg mit board på et sekund. Men jeg kommer dog op igen, og padler lystig udad endnu en gang.

Jeg træner i surfing og er klar over, at i aften er det umuligt at surfe. Sådan bliver det såmænd nok også den dag, hvor blæsten vælger at være i strid østenvind og bølgerne vokser sig store. For Risskov er simpelthen ikke egnet til at padelsurfe. Bunden er for kort og ujævn ind mod land. Men træne kan jeg. Balancen kan øves, og op-på-boardet-i-en-fart-teknikken, også kaldet pop up. Og det er dette, jeg bruger aftens sidste kræfter på. Igen og igen løfter jeg mig, og forsøger at placerer benene i ét nu. For pokker hvor det er svært og trættende. Jeg har ikke taget armbøjninger i lang tid, og det mærkes. Vips armstræk, og bensvip – og tilt. Det er godt jeg er alene i vandet, for boardet farer som et projektil af sted, når jeg vælter til siden.  Min leash stopper det dog, fluks hiver jeg retur, og forfra igen.
Planen er, at jeg vil øve mig i Risskov’s skæve og temmelig uegnede bølger, blot for at få lidt fornemmelse for balancen og teknikken. Forhåbentlig kan jeg så gå lettere til den, når jeg en dag forsøger mig i Vesterhavet eller Huntington Beach. Indtil da, holder jeg åbent i Risskov Surf Club.

Efterskrift:
Lørdag 28. juni. Vind fra nord og høje bølger. Sol og klokken er 9. Mellem de to broer i Bellevue lykkes det at surfe i noget der ligner 2 sekunder på boardet. Kort tid, MEN paddel og timingen øves, og det er der fin tid til at gøre bedre. Jeg ligger flere gange i skubbet fra en bølge på en halv meters højde, og mærker kræfterne fra vandet. Det kan lade sig gøre i Risskov, og vandet er fantastisk varmt. Nu glæder jeg mig til, at det blæser rigtigt op. Surf surf.

Den trådløse kite år 2020

Det er den trådløse kite, der ses til højre i billedet

I dag i år 2020 er det fantastisk sommer vejr, og det blæser. DMI har meldt deres pålidelige vindmeldning som 9 ud af 10 gange træffer med samme sikkerhed som, at sommeren nu varer fra april til november -næsten hvert år.

På min vej til Ahl strand nyder jeg stilheden i min el-bil, som kun lader friktionen fra dækkene svagt forstyrre min surfermusik med gode gamle Jack Johnson.  ”I am still surfing”, synger Jack, mens Ebeltoft bliver gennemkørt og min lyskurve-pilot automatisk tilpasser farten, så jeg undgår at stoppe for rødt. Herligt, men alligevel tankevækkende at man stadig ikke har etableret en omfartsvej rundt om byen.

Lige inden ankomsten til Ahl ser jeg ca. 10 kiter ude over træerne. Det er nu ingen overraskelse for på displayet, i den seneste udvikling af GPS/Visual til biler, har de forskellige profiler meldt sig ind. Derfor ved jeg at både Sørøveren, Hang Loose og No Big Deal netop nu er på vandet. Hvis jeg vil, kan jeg også stille om til dem og følge dem direkte fra kameraet placeret i kiten. Sjov opfindelse, men jeg sejler nu med min egen slukket – lidt privatliv skal man jo have.

Efter parkering af bilen og låsen med fingreaftryk, er vejen nem mod stranden. Udstyret er jo blevet noget let efterhånden. Nano-dragten er jo nærmest gennemsigtig tynd i forhold til den gamle neopren dragt. Den seneste model har jeg hørt kun skulle være 1 millimeter tyk, og med indstillelige farvevalg – alt efter dagens humør. Farverne er mest for sjov, men isolationen er nu så tynd, da det ikke er nødvendigt med mere. Vandets gennemsnitlige temperatur i de næsten 6 sommermåneder er jo også oppe på 25 grader.

Ved strandkanten ser jeg at DMI igen har ret. Vinden er præcis 9 sekundmeter, som min vindmåler i Multi-tekno’en, der lidt retro ligner et gammeldags ur, på mit håndled viser. Utroligt at der findes en harddisk på 1000 GB, og at den selv lader sig op med solvarme. Lyden er dog noget skrammel, hvis ikke man køber de stinkende dyre vandtætte ørepropper fra SONY/B&O. Jeg plejer nu at sejle med den lydløs, da jeg så er forskånet for alle de unges evindelige samtaler om: ”Så du lige mig og mit trick”.  Jeg ved ikke hvorfor separatoren ikke virker til havs, men glæder mig til den en dag gør det. Men det rigtige fede for kitesurfere er, at man nu altid kan findes, hvis man skulle drive til havs. Multi-tekno’en har jo indbygget GPS/Visual med hele molevitten, også alarmtjenesten – alt efter pakken.

På rygsækken toucher jeg fingerprint-displayet, og et OK melder sig med en grøn farve. Tyveri af udstyr i år 2020 er totalt nytteløst uden at få en tommefinger med fra ejeren. Herefter finder jeg den lille snor, frigør den fra sikringen og trækker. Ud folder kiten sig, og puster sig selv op på under et minut. Det lille vindror i toppen drejer selv kiten rundt, så den ligger korrekt sikkerhedsmæssigt. Trapez skal man nu stadig have på, men krogen er forandret. Det er den helt store forandring i forhold til gamle dage. Teknologien tog fart efter Nintendo havde lancerede Wii. Nogle unge studerende på Princeton universitetet i USA kom ved et uheld i et forsøgslokale (under et spil tennis i en pause) til at rette en Wii mod en bunke kortsluttede elektromagneter, som tilfældigvis lå i en pose. Så skete der noget. Posen bevægede sig rykvis fra bordet og op i luften. Der hang den til de studerende igen sænkede Wii’en. Som virkelighedens Harry Potter havde de opfundet den trådløse genstandsflytter. Sidste år nåede teknologien så til kitesurfing. Den trådløse kite. Super opfindelse. Væk er nu alt det med at sejle med høj eller lav kite forbi hinanden for at undgå de farlige snore. Og med den neutrale midtstilling, er sikkerheden jo helt i top. Ligeledes selvslukkeren og nedpakkeren der starter, hvis forbindelsen skulle afbrydes. Angående fart er den også forrygende, med den nye flap-teknologi der kendes fra fly. Jeg har dog endnu ikke formået at komme til gear 5, for jeg synes at kiten trække lidt uregelmæssigt i den position. Nok noget med Ionerne der ikke kan følge med fra senderen i trapezen. Man skal også lige vende sig til at der ikke som i gamle dage er en bar. Men joysticket virker nu ganske fint, og efter et par ganges øvning, slipper de fleste den automatiske stabilisator og kalibrator.
Boardet er sjovt nok stadig som i gamle dage, bortset fra sænkekølen for dem som synes det er et fremskridt. Jeg synes det noget rod, men de unge morer sig med zig zag twist på bølgetoppe. Det er åbenbart det helt store – siger de. Men det er det ikke. Det er altså den trådløse kite!

Nå, men jeg skal på vandet. Vi ses i år 2020.

I forgrunden en gammeldaws kite med liner, i baggrunden trådløse kites

Snekastende borgerdyr

Tænk hvis huset var blevet gammelt?

Skrevet om Ungdomshuset da det blev fjernet i København og brostene føg

Den stride blæst og snevejr lod sig mærke i Risskov i dag. Vi sneede ”inde” og udenfor kaldte det på aktion. Så jeg iklædte mig arbejdsmandstøjet, den blå termo kedeldragt og begav mig tappert ud i vejrgudernes vold.
Der stod jeg med sneplov på fortovet og bekæmpede driver, så det drev.
Total uventede, på line med den danske vinters ankomst, ramte en lunken følelse mig. Bent, du er en dydig samfundsborger. Jeg skovlede og følte mig GOD. Ja nærmeste sådan ordensduks-artig, på den fromme måde. Lad glorien komme til mig!

Det er en underlig en, sådan en retmæssig hellig følelse. Det er som om man ser sig over skulderen og retter ryggen. ”Ja ja, sådan skal det jo gøres”, fremmaner ens kropssprog til de få forbipasserende, der havde vovede sig ud. Med kropsproget er der også et snert; ”Har du nu også gjort dit”?
Men så blev jeg ramt af endnu en følelse, som havde samme temperatur som det hvide element der var offer for min plov. Jeg følte mig tåbelig. Tåbelig over det at føle mig god.
Jeg erkender, at jeg åbenbart ikke rigtig kan vedkende mig mit villa-syndrom, og billedet af mig selv som fortovsrydder. Det giver splittelse inden under termodragten.

Jeg er jo siden fødselen lusket frem fra en baggård i et kvarter nær Blågårds Plads (om end lige op ad det fine Frederiksberg). Den barndommens brokultur sidder dybt i rygraden, og bevirker at jeg stadig gør honnør med fuck-fingeren, hver gang navnet ”Den sorte firkant” nævnes.
Langsomt har jeg avanceret mod Jylland. Startende i Nibe som feriedrengen fra hovedstaden der turde sparke til en død ko på marken. Senere brugte jeg Rødding og Store Restrup højskoler som trædesten til det jyske. Nu er jeg altså endt i de riges skov, Risskov, mellem fantastiske (dyre) bilmærker – som man i øvrigt bliver blind for. I dag kører de ikke, sneet inde, ligesom min Renault 19 fra 1995.

Så mellem sne-kastene rykker brokraften stadig i min krop, og giver følelsen af at være tåbelig. Rabarberdrengen Bents venstreorienterede armsving kalder på en snebold mod borgerdyrene.
Imidlertid er disse dyr jo egentlig mennesker, faktisk naboer og genboer som hilser venligt og invitere på kaffe, når de altså ikke lige kaster sne som jeg selv.
Fandens også at verden ikke længere er sort og hvid, som den var i mine ungdomsår på Nørrebro, og vist stadig er for nogen derover.
For mig har jeg opnået at rumme splittelsen i mig selv. Jeg kan godt leve med at føle mig som tåbelig borgerdyr der retmæssigt må rydde fortovet for sne. Men ser jeg min nabo forbeholder jeg mig retten til at kyle en snebold efter ham.

I Risskov kaster vi ikke med brosten, vi kaster sne.

Forskel på is, kager og kvinder

Måske mødte de hinanden forleden....

Når mænd bliver ældre, forandre de så smag og interesse?

Det er stort set stadig de samme temaer der vækker liv i mit bryst, her hvor jeg netop er trådt over mit livs ækvator. Is, kager og kvinder er stadig mine livretter, uden nødvendigvis altid i nævnte rækkefølge.

De to første nydelser er på sin vis, hvad angår smag, på samme skala som i min barndom og ungdom. Jo vist er selve produkterne undergået en forandring undervejs i den Bent’ske ældning. I de sommerfulde børneår hed det Regnbueis (trefarvede) og i de snedækkede ungdomsår hentede jeg chokoladeboller hos H.C. Ørstedvejens bageri i København.
I dag er det måske italiensk is, hvilken er suveræn bedst i moderlandet, som tager vejen forbi min tunge. Og kagerne lyder vist amerikansk klingende navne og kalder fra Risskov bagernes vinduer på Nodre Strandvej.
46 års Bent liv er passeret, men selve oplevelsen af nydelsen takser jeg imidlertid som den samme, is som kager.

Det er imidlertid anderledes med det sidste emne, kvinderne. Smagsoplevelsen er her under forandring, endog varierende og ekspanderende.
I sommerhuset hvor mælkebøtterne var så høje, hed hun Sheila. Vi kunne trække bukserne ned skiftevis i det halvmørke legehus. De er så søde, sagde vores forældre, der intet så.
I skolegården ved kobbervandhanen hed hun Kirsten, havde fletninger og var blondine. Jeg havde købt hende en ring i legetøjsbutikken, hun ville ikke have den.
Under skolefesten i gymnasiet kyssede jeg i en port med en krølhåret sen- teenager. I et flakkende neonlys udvekslende vi tunger, omsluttede af tonerne fra DC-Army band, og Jomfru Anne band. To nummer, ét kys, så var det forbi. Pointen fra disse børne- og ungdomsår, og en god del senere år, er at pigerne var i samme årgang som jeg. Altså nærmest aldersvarende hvis de skulle have min interesse. Se det gælder ikke længere.

Naturligvis drages alle af ungdommens skønhed, vildskab og uskyld, også jeg. Det er der intet overraskende i, måske kun i styrken. Næ, det er den anden siden af ungdommen, der er livets store surprise. Nemlig at interessen også kommer til at gælde kvinder som er ældre! En smuk og attraktiv kvinde er ikke nødvendigvis en ung kvinde, eller en alderssvarende, længere. Det kan så ganske udmærket være en kvinde langt ældre end jeg.
Jeg så en sådan forleden dag, som jeg kom cyklede vinterklædt på arbejde.
Ude foran ejendomshandleren vred en skikkelse, iført afrikansk plettede rovdyrs-jakke og solbriller, sig ud af et bilmærke. Hun sprang elegant, som den gazelle hun formentlig jagtede, ind på fortovet og vraltende mod butikken. Hun må have været 60 år, og bar sin kvindelighed som tidløst design.

Den dag kom foråret i Risskov. Jeg ser frem mod sommeren og har åbnet mine sanser for kvinder mod nye årgange.

Ung eller gammel?

Norge – og betydningen af ordet Smuk

Fiat’en (Grande Punto’en, for de som følger med fra forrige indlæg), tager det ene fjeld efter det andet. Undervejs lader Norge sit forførende slør af gråvejr falde, og afslører sine smukke dale. Fra fjeldvæggene kaster larmende fos’er sig dristigt mod afgrunden for at forsvinder i hast ad elve til.

Jeg er her, fordi jeg har sagt til Gitte, da vi stod på et af verdens smukkeste steder – Milford Sound i New Zealand – at sådan skøn-syn har vi også ”derhjemme”.

Gitte er dog ikke med, idet der jo ikke er palmer i Norge, mens Kasper heldigvis sagtens kan se sig ud af det. Så nu er det mandehørm, travesko, sol og en ”far/ søn – ting”.

Vi har bosæde for enden af Sognefjorden på campingpladsen i Flåm. Vores hytte har udsigt til fjeldet med et vandfald skråt til højre, set fra terrassen hvor man sidder godt med kaffe i kop. Lyden af fjeldvand hvisler og klukker fra floden som farer af sted ca. 100 meter ligefrem i jordhøjde.

En af dagene tager vi Flåmsbana 20 km op til Myrdal og vælger at gå ned langs Rallarvagen. (Togturen er en fantastisk rejse i sig selv, men springes over her).

Hvis nogen mangler en betydning af ordet smuk, kan det anbefales at starte her. Fra toppen i 850 meters højde ad går vi ad sten- og grusvejen langs elven. Inden længe slår den ene pragtfulde udsigt efter den anden sig ind på nethinden. Man bliver ganske enkelt bjergtaget, og Kasper og jeg fotografer konstant. Den ene vandfald efter det andet byder sig til, og det er umuligt at finde det helt rigtige billede. Sådan et stillbillede favner simpelthen ikke tilstrækkeligt. Derfor er det heldigt, at jeg har lånt Gittes kamera, der også kan snuppe en video-sekvens.

Vi går 8,5 kilometer og løber efter toget, da det pludseligt kører ind i Blomheller. Derfra er vi endnu engang togpassagerer midt i det fantastiske smukke. Vi må næsten dække øjnene for landskabs-billeder som passere forbi vinduet på vejen til endestationen i Flåm. Det er blændende kønt.

Sognefjorden skal opleves fra to sider. Fra fjeldsiden og op til toppen af ved vandring, samt fra fjordens vand på en båd. Vi har købt en rundtur med bus til Lædal, via verdens længste tunnel på 24,5 km. Derfra færge til Gudvangen og så bus hjemad til Flåm.

Vi er heldigvis næsten ingen turister ombord på den lille færge, og kan alle sidde på soldækket. Sognefjorden består af mange fjorde og selv anser nordmændene Nærøyfjorden som en af de yppigste, hvad angår skønhed. Det er forståeligt nok. Som båden drejer ind i den smalle fjord, er det tydeligt hvorfor. Der er ligesom en frodighed i denne fjord, som vi ikke har set i Aurlandsfjorden, hvor Flåm ligger. I Nærøyfjorden er langt flere vandfald, og skråningerne er beklædt med grønt i rigt mål. Samtidigt er der en hel del bosteder, hvoraf nogle dog er noget spøgelsesartige forladt. Men de fleste er beboet, og jeg kunne sagtens se mig selv sidde derinde en hel sommer og lave absolut ingenting! Andet end at overveje betydning af ordret smukt.

Sydkorset krystal-klang

I aften, på vej hjem fra byen på cykel langs Risskov skov, klingede de fra oven. Hvis du hører som jeg, ved du at man først opdager det, som man slipper havnen og den røde mole-lanterne, som altid giver mig lyst til at tage et stemningsbillede. Jeg har aldrig gjort det, for så kan jeg ikke genfinde lysten – tror jeg. Jeg suser blot forbi og gør mig fri af byens lys. Så klarer det op i mørket, og ude over Århus bugten prikker stjernerne i øjnene. Og så kommer lyden, krystalklart klingende og bedst i frostvejr. Altid når man er alene, uden vidner. Lyden er sprød og hænger under de nøgne bøgetræers kroner i ekko-klokker som nattepynt. De enøjede stjerner blinker til mig, som jeg lader cyklen få fart på de nye dæk – som jeg har en klar aftale med om aldrig at punkter. Jeg har selv skiftet dem, det har jeg forstand på, eller retter mine hænder har – håndelag. Det er værre med stjernerne. Der har jeg ikke forstand eller åndelag. Jeg kender Karlsvognen og Orions bælte. Så er der sorte huller i min forstand for resten af stjernernes vedkommende. Vel hjemme i min (egentlig Gittes) gårdhave har flere stjernelys brændt hul i nattens tæppe. Jeg står helt stille og venter til det selvantændelige lys brænder ud og glor så bare løs. Det sammen gjorde jeg for lidt over et år siden på den anden side af jorden i New Zealand. Der fattede jeg heller ikke ét gram stjernestøv af nattehimmelen, og fandt aldrig Sydkorset. Men tænk: på syd- og nordsiden af jorden er stjernebillederne forskellige, men krystal-klangen er den samme.

Brum brum, motorcykel

En motorcykel i smukke omgivelser

Brum, brum. Det brummer, det brummer. Lyden kommer fra under min bag, og forsvinder sammen med udstødningen bagud, mens vi suser ad landevejen over Djursland mod Mols. Gitte giver gas, og op ad bakken angriber maskinen vejen, der i fuld sommer-kådskab har overskåret en gylden rapsmark. Selv om jeg sidder bagpå, er det som om at jeg kan se os fra oven af den blå himmel. Det er filmisk, med tekster i udstødningsrøg: Hovedrollerne Gitte og Bent, birolle Honda Rebel. Der er oven i købet årstal; 2008 og endnu et; 450. Det sidste, kubik, tilhørende birollen.

Inden fra hjelmen føles oplevelsen noget osteklokke- artigt og lidt som titlen der nu toner frem på himlen: ”Passager ved et tilfælde”. For motorcyklen er Gittes, og selv er jeg overrasket over, at jeg mest af alt er ikke er benovet over den tohjulede og ”born to be wild”. Frihedsfornemmelsen, som er besunget af alle motorcyklister, genkender jeg næsten ikke. Kun momentvis når lejligheden til at løfte på visiret ind i mellem lader sig gøre. Så får jeg blæst i øjnene, og det er da lidt ”Wild”, vist nok. Dog skal plastikvinduet hurtig ned igen, for sæt der kommer et insekt i øjet – måske endda en bi? ”Det kan godt ske”, har Gitte forklaret. Ned med klappen, og brum brum igen i osteklokken. Insekter er i øvrigt det mindst farefulde, set fra bagsædet synsvinkel. Skulle Gitte finde på at rykke voldsomt og pludseligt i gashåndtaget, kan ses i tegnefilms-agtigt kameravinkel, fra siden; jeg selv sidde tilbage i luften, mens motorcyklen fortsætter. Derfra kan man selv instruere fortsættelsen, alt efter lyst til blod, ambulance og osteklokken som ikke kan komme af hovedet.
Heldigvis sidder jeg stadig på, og virkeligheden banker på flere gange, bogstaveligt talt. Det sker når min osteklokke rammer Gittes hjelm. Det sker samtidigt med, at Gitte taler til mig. Hvad hun siger, er umuligt at høre, men det synes ikke at påvirke hende. Jeg nikker til svar, og min hjelm slår atter mod Gittes. Efterhånden således at to klik betyder Nej, et klik Ja. Det virker fantastisk som svar, kun mangler selve spørgsmålet, men hvad pokker det blæser vel i vinden.

Dækkene kradser videre i asfalten, mens Rebel’en synes at lade vingerne på tanken folde sig ud. Hvorfor der er vinger på, forstår jeg ikke. Det må vel være friheden fra cowboyen til hest der er nærmeste slægtning og stamfar til motorcyklen?
Med udsigt til den blå bugt ved Kalø, sidder jeg og brummer bag Gitte. Jeg glæder mig til at min nye bil. Fiat Grande Punto skal kommer sidste på ugen.  Der er aircondition indenfor. Det er da vildt!

Hov, der er slutteksten. “Fin”, det er italiensk.