På alle områder har der været vækst i Risskov Surf Club i denne sæson 2011. Aldrig har der været så mange dage med vind fra øst og fine betingelse for bølger. Det har givet mange chancer, for man kunne søsætte boardet og lade skummet stå om anklerne. Specielt huskes en højsommerdag hvor klapsavlerne kunne ses på afstand ude fra vandet. Jeg havde lige afsluttet et super langt surf og de nysgerrig sommergæster i badetøj som havde fulgt mig, sås klappe i hænderne.

Se video af surf her

Andre gange lå stranden mere øde hen, da solen manglede, og kun kærestepar med hunde kikkede på, mens jeg forsøget at holde boardet over bølgerne. Men skønt gråvejr har antallet af aktive på vandet været øgende sommeren igennem.
Et par havsvømmere, triatleter (og kitesurfere) kom og fortalte, at de også ville surfe. En solskins sommerdag ankrede en båd op med tre unge fyre som ellers stod på vandski. Det viste sig at være nogen af dem som ellers surfer ved Tangkrogen (og Vesterhavet). De lånte mit board, og råbte begejstret om ”Swells man” og ”Det er sgu da fedt her” til hinanden.

Peter har fundet en bølge

Sjovest har det været senest, da Peter og en af hans venner var med, og vi var hele tre i bølgerne. Det tangerede rekorden fra sidste år, hvor det samme skete en eftermiddag med et par ukendte unge fyre. Peter, som selv er en habil surfer, og har Frankrig og Hawaii’s kyster som trofæer, har nu indset at der er fine træningsmuligheder lige her uden for hoveddøren.

Selv har klubbens præsident (formand lyder lidt tyndt), været i Californien midtvejs i sommeren for at se om kysterne der kunne tilbyde noget. Det helt afgørende er, at det jeg har lært på bølgerne i Risskov med det samme kunne overføres til Huntington og Malibu Beach. Og det er netop essensen af at surfe i Risskov. Intensiv kortbanen-træning med mange ture og mange muskler i brug. Det er meget hårdt, at padle gennem bølgerne lige netop her, fordi de kommer i tættere serier end andre steder. Til gengæld får man 10 gange flere ture, og dermed lige så mange muligheder for at øve Pop-ups, drej og balance. Hvis altså lige bølgen holder kursen og ikke glider af til en af siderne. Men gør den det, så kommer der altid en bølge til.

Peter og Aarhus

Det vil endnu være mulighed i november for surf i Risskov, men derefter er vandet nok for koldt for mig. Så skal erfaringernes overføres til en af Kanarieøernes surfkyst med forhåbentlig en rejse sidst i december.

Hvis nogen ønsker at deltage i Risskov Surf Club, er det blot at komme. Drop en mail såfremt nogen ønsker, at vi mødes og surfer på samme tidspunkt.

Huntington Beach

Wowww, udbryder jeg spontant, da en delfin springer i fuld figur over Stillehavets overflade. Over den svæver pelikanerne og det er søndag i Los Angeles. Jeg søsætter glad mit lånte board og ser min amerikanske ven Ron gør det samme. Det er Ron’s hjemmebane her på Bolsa Chica og min tredje gang i Stillehavets bølger (en gang i Chile og en gang på Påskeøen). Og sikken en velkomst jeg har fået.
På denne søndag, hvor jetlagget stadig forstyrrer min krop med søvnige signaler i utide, er mange af de lokale ude på vandet. Flere ligner fuldstændig The Dude som Jeff Bridges spiller ham i filmen The Big Lebowski. Surfere som stadig lever livet i CA som de altid har gjort, uden at det betyder noget at der er kommet årtier ekstra på bag-boardet.
Mange Dudes sidder  på linjen og venter på bølgen. Her er dog fint plads og det haster ikke med at surfe, for jeg skal lige nyde de tre delfiner der nysgerrigt snuser forbi mit board ca. 4 meter fra mig.  Bagefter er jeg overrasket over mildheden fra de gode bølger. De løfter og bære mig nænsomt, og hvor er det let at surfe, når bølgerne er brede og vandfyldte og ikke mindst regelmæssige.

The Dude and the Duke

Huntington Beach er jo stedet, hvor surf blev født i USA. Det var legenden Duke Kahanamoku der kom fra Hawaii og slog sig ned som livredder og surfinstruktør her i 20ernes Californien. Der ville ikke være surfing uden ham.  http://en.wikipedia.org/wiki/Duke_Kahanamoku

Maibu

Efter et par dage i LA tager Ron og jeg op ad kysten mod San Francisco. Vi runder som det første Malibu som den dag er meget stille. Det bliver til surf i bar mave, og med meget roligt bølger. Da vi kommer tilbage 8 dage efter, er Malibu på sit bedste.

Nu flokkes surfere om bølgerne, som bier om honning. Jeg havner midt i en flok, som vi sætter af på en stor og kraftfuld bølge. Der er tættere trafik end i Bilka op til juledagene. Heldigvis er de suveræne de surfere her – mestre i balance og timing. Mens jeg ser kanten af et board forsøge at skære snuden af mit eget, mærker jeg slipstrømme i nakken fra  en anden surfer bag mig. Og væk er de, mens jeg endnu kun er i starten af mit indledende paddel. Så er dybet der, og op må jeg, tænker jeg, mens havoverfladen forvandles til skum og jeg i et splitsekund ser overfladen forandrer sig til underfladen. Jeg lader i la ubemærkethed min surf-våddragt ændre sig til en ubådskaptajns uniform og indleder jagten på de forbistrede surfere der uforskammet har sunket mit board. De skal få en torpedo skal de, hvis jeg ellers kan finde vej i det her totale skum-inferno, som har nærmeste reference til kogevaske-programet med ekstra sæbe på min vaskemaskine hjemme i Risskov. Heldigvis dukker jeg op igen, og når en fin (mindre) tur ind mod den smukke kyst på Malibu strand. Ha, jeg sætter piratflaget og holder hovedet højt – vidende at jeg surfer på Malibu. Det bliver til flere surfture inden jeg henter kameraet for at fotografere de andre – og Ron på hans Stand up paddel.

Ron på sit elskede stand up board

Morro Bay

Ved Morro Bay er bølgerne formet af point break fra klipperne og især Morro Rock som stolt stikker sit hoved op mod himlen og ud i havet. Vi er her om eftermiddagen og her er 5 surfer foruden os og en søløve. Den stikker sit kønne hoved op 5 meter fra mig, og er temmelig ligeglad med mig. Jeg er nu ved at vende mig til det rige dyreliv i Californien, for jeg er mest koncentreret om at finde den perfekte bølge. Heldigvis er den lige dér. Formet af sit lange ridt fra måske Hawaii og slebet afslutningsvis af lige her ved foden den stolte klippe Morro Rock. Jeg vender fluks boardet og padler det bedste jeg kan, og vips er jeg oppe og afsted. Som en sidste hilsen fra det californiske dyreliv ser jeg en knaldrød brandmand rulle med i bølgerne. Godt jeg kom op lige der – puha. Til min store overraskelse foretager min krop pludselig et vægtskifte til bagbenet, og jeg drejer skrapt til venstre – og hen ad bølgen! Hurra, mit første virkelig drej, og en fantastisk glæde forplanter sig fra de saltvandsbestænkede fødder til mine lysende øjne. Jo jo, the Dude Bent danser med bølger – nu på langs. Nu er der ikke langt til at tage turen i The Tube……..

En flybillet til LA koster ca. kr. 5.500- men det er over London og Toronto og det er krævende.

Billeder fra Californien her: Picasa Webalbum – bentborn

Oscar, den flyvende hollænder

Jeps, så er der noget om at den der træner bliver bedre. Nu er min balance og timing i hvert fald bedre end tidligere. Risskovs venlige, men korte bølger, har bidt sig fast på indersiden af våddragten! Dermed kan erfaringen og den sjove træning hjemmefra nu anvendes på Fuerteventura, Europas surfer- ø numero uno. (Selv om det vel er Afrika rent geografisk).

Mig

Bølgerne denne dag sigter mod kysten lidt nord for El Cotillo. De kommer i pæne størrelser på omkring halvanden meter. Bølgerne er på linje med øens befolkning og dermed meget rare og venlige, og der er god plads mellem dem.
”Perfect for bouth beginners and intermedia like you”, forklarede Oscar smilende med lidt nederlandsk accent.
Jeg har mødt denne flyvende hollænder ved havnen dagen før, hvor han som instruktør havde nogle beginners i vandet.  Han er noget dyrere end så mange andre med prisen, men forklarer det med den bedre kvalitet, hvad angår det at finde de rigtige strande, og passende bølger. Jeg må medgive at det passer. Og denne sidste dag for mig er super. Jeg rammer 6 ud af 7 forsøg, og surfer såmænd ganske pænt. Og da jeg har fået personlig træning af Oscar to dage før på Flag Beach, ja så mener jeg også det har hjulpet på stilen. Dog har jeg stadig noget svært ved at slippe boardet med blikket, og kikke op og ligeud. Men surfer, det gør jeg. Oven i købet som dages bedste mand/ kvinde – bortset fra den flyvende hollænder selv og hans hund, Jansen.

Jansen, til venstre

Den har sit eget surfboard og surfer lidt på dette. Mest trækker den boardet i land og bider i det, men Jansen kan surfe. Og Oscar kalder på den ude i vandet, og lidt efter sidder den på hans board som skibshund. Rigtigt sjov hund og meget charmerende.

Oscar’s bror

Fuerteventura i Corralejo er lidt af en oase. Her er god plads mellem turisterne, og der er virkelig tale om laid back feeling overalt. Rigtige mange er her for at surfe. Min søn Silas og hans to venner som også er her, kan have lidt svært ved at finde en fest, men det kan lade sig gøre – har de forklaret. Jeg har fået dem lokket til at tage et begynder-kursus med Oscar. Hvem ved, måske bliver der trængsel på Risskov strand til foråret…

Udsigten venstre for molen ved havnen i Corralejo

Fuerteventura er også andet end surf. Kik her for billeder:

http://picasaweb.google.com/bentborn

De der point systemer til regulering af plyndring af de offentlige kasser, kunne man vel lige så godt videre udbygge. Hvorfor stoppe der? F.eks. børn. Altså vil du have adgang til børn (og dermed må forventes at tage af de social kasser), så skal du vælge følgende børn som:
1: Er tosproget med både babysprog og dansk og som kan bestå en baby-sprogs-test og efterfølgende 2 års test.
2: Selv kunne falde i søvn uden at genere forældrene eller især naboerne. (i øvrigt vil det give bonus point at kunne skifte ble selv, smøre madpakke, og bøvse færdigt på under ét minut).
3: Stille en garanti på kr. 200.000 for tilfælde af administration af forskellige tiltag som eksempelvis: foranstaltning, støtteundervisning, udvisningssager fra vuggestuer og børnehaver samt skoler mv.

Og nu vi er i gang, hvad så med et point-system, hvor man løbende gennem livet som dansk statsborger SKAL optjene tilstrækkeligt for at opretholde adgang til ydelser og rettigheder. Der er dog ingen der siger, at du SKAL, for du er jo stadig fri til at vælge, om du overhovedet vil blive i Danmark. Det gode er, at hvis du vælger at forlade Danmark, så må du gerne tage dine point med ud.

De rødhåret fra Nordbornholm kan dog ikke komme i betragtning til point-systemet. Dem gider vi rent ud sagt ikke have.
Der må være en grænse!

Den nye surf-stil er en visuel nydelse

Endelig sydøstenvind og skum på de ellers stille bølger i Risskov. Ude var to kitesurfere, som morede sig, og så samtlige medlemmer af Risskov Surf Club – mig!
I vindens anledning havde jeg iført mig den sorte neoprenhætte, og på den måde er havets svar på Batman, Skum-manden, pludselig at finde i bølgernes brus. Mystisk og uden forudsigelse dukker denne havets betvinger op og bemægtiger sig havets urolige elementer. ”Hvem er han”?, synes folk at spørge og ser beundrende efter denne hætteklædte bølge-betvingeren. Han som, uden andre hjælpemidler end sit trofaste board, ridder skamløst over de hidsige våger. Nåh, min nabo genkendte mig dog, og derfor billederne., tak Stig Jeg kunne nu godt bruge en Robin, og det ville forøge Risskov Surf Club’s medlemstal med 100 procent.

Den smarte skum-mand finder den letteste vej udad

I dag var bølgerne de største jeg nogen siden har surfet i – på hjemmebanen. Tror over én meter, og det er temmelig meget vandtryk der rammer mig, når en sådan fætter vælger at vælte alt sit opsparede læs ud. På et tidspunkt ramte mit board mig på munden, hvor jeg heldigvis havde lukket munden. Læben fik et ordentlig slag og er hævet betragteligt. Tænderne har det godt, men for pokker jeg var bekymret et øjeblik der.  Overvejede om en amerikansk fodbold hjelm kunne være mit næste våben til beskyttelse. Det kunne måske også se fedt ud, en skum-mand med hjelm og tandbeskytter. Lærdommen ude til søs er altså, at det gælder om, at have boardet i læ og aldrig i lu (foran sig) uden total kontrol med hænderne.  Almindeligvis (andre steder på jorden) er der nogenlunde tid til at samle sig mellem bølgerne. Men her i dag i Risskov kommer bølgerne i serier, lige så hurtigt som de konservatives undskyldninger. Ingen tid til at sunde sig, før næste brager ind over. Jeg kunne godt have brugt en undskyldning for det slag, men fik nu ingen, øv.

Selve surf stilen er nu betragtelig meget bedre end sidste sommer. (Der findes et videoklip også, men teknikken driller min nabo). Det skyldes tre faktorer: Min rejse til Chile og Påskeøen hvor jeg surfede i alt i 8 dage. Mit nye board som er lidt større i volumen. Og en vigtig ting, mine armbøjninger som jeg hele sommeren har taget 3 x 20 om dagen. Altid beredt, må skum-manden være, der kunne jo komme bølger. Og i dag var de her. Batman gå hjem, her kommer skum-manden.

Nå, ok sådan ser han ud.

To sidste billeder taget af Gitte 14 dage senere.

Man tager et regnvejr med rimelige vandholdige mængder. Når bilen er helt våd, og gerne har stået i så god tid, at man kan tale om at overfladen er blødt op, går man ud. Iført det tøj man vil, i dag regntøj med gummistøvler, er man parat. Man fylder sin spand med lidt sæbe, og med Aqua natural de la cielo (himmelvand) fra aftapningen ved nedløbsrøret. Postevand kan også gøre det, såfremt man ikke er i nærheden af regnvand. (Hvis man må bruge postevand, er der jo kalk i).
Så sæber man bilen ind, og regner det som i dag så passer det med, at man kan starte forfra igen, når man når bilen rundt en gang. Imens er bilen afsæbet og skyllet, og så kan man nemt se, om det er nødvendigt at tage endnu en gang med sæbe og børste.
Når man er tilfreds, går man ind i tørvejr igen, mens bilen afsæbes af det rene Aqua natural de la cielo (himmelvand).
Når det igen bliver tørvejr, ja så står bilen ren og KALKFRI, mens selve opgaven er klaret UDEN andet forbrug end én spand vand fra himlen, lidt sæbe og et tidsforbrug på ca. det kvarte af en tørvejrs-vask.
Husk at hænge regntøjet i entreen og tage gummistøvlerne af.

Det tager 12 timer i bus. At komme fra Ushuaia (Argentina) til Punta Arenas (Chile). Og efter rygterne at hører, skulle det være en hård tur. Det viser det sig også at være fra start af, for vi skal ud af lagnerne (de har ikke dyner i Argentina og Chile, man ligger i en konvolut) kl. 04 om morgen.
Ushuaia ligger mørkt hen, og kun bjergene lyser fra toppene som snefakler. Det giver fine muligheder for et morgen-billede af det berømte skibsvrag som ligger på grund midt i havnen. I samme øjeblik jeg knipser, dukker ”vores” hund op for lige at vinke farvel med halen. Og så af sted mod Punta Arenas, vamos.

Gitte og “vores” søde hund

Bussen er klam, med dug for vinduerne. Jeg hoster snart i en rytme med 10 minutters interval. Prøver at sove, men ikke let 10 minutter af gangen. Udenfor vinduet, er det dramatiske landskab ved at vågne. Elve flyder ned af bjergene og her ligner det Sydamerika’s svar på Norge.
Efter 2 timer, er der pause og, viser det sig, busskift. Her er det godt at spørge for sig, om hvilken bus der kører den rigtige vej. Særligt fordi Gitte er ved at kaste sin rygsæk ind i bussen retur til Ushuaia. Den slags oplevelser giver naturligvis et større foredrag i hvordan man bør skilte,  fra Gitte’s side til dem der måtte lytte og interessere sig for det mystiske sprog dansk.
På plads i den nye bus, er tingene straks bedre. Her er næsten ingen dug, så nu hoster jeg kun hvert 20 minut.
Så går det gennem et ørkenlignede landskab som er i den tunge ende af kedelig. Som at kører på månen, vil jeg tro. Heldigvis stopper vi, midt på månen. Grænseovergangen i San Antonio mellem Argentina og Chile. Velkommen, står der på skiltet – til at vente åbenbart. Og det gør vi i over en time, inden i bussens træge luft. Lige inden alle er kvalt af luftmangel, genes vi ud for paskontrol og bagage-chek. Jeg tøver lige lidt i busdørens åbning. ”Et skridt for turisten, et skridt for masseturismen”, tænker jeg højt og rammes af en kold vind. Det blæser på månen, koldt, så det med månelandingen og flaget der skulle blafre er god nok. De var der, amerikanerne, eller også her….

Min honning (til hosten) opdages i gennemlysningen af rygsækken. De søde chilenske toldere beder mig udfylde endnu et stykke papir, hvor jeg X’er af i feltet for, at jeg altså har indført animalske fødevare. Derefter konfiskerer de naturligvis honningen. Pyt, jeg kan købe en ny i Chile, og sikkert den samme. Alt foregår med stor venlighed og tålmodighed (læs langsommelighed). Hvorfor man i lufthavne kan have så mange sikkerhedsfolk og toldere ansat, og så få ved grænseovergangen i San Antonio i Ildlandet – aner jeg ikke. Måske ingen vil bo på månen og kun kan få det at spise, som tolderne konfiskerer i kontrollen?
Endelig nærmere vi os selve paskontrollen, og det synes umiddelbart nemt. De sidder jo lige ved siden af hinanden, en fra Chile og en fra Argentina. Mit pas lægges efter udtjek af Argentina-officeren, de 40 cm hen til den (også) søde paskontrollør fra – Chile. Vi, turisterne, stiller derefter op i den anden kø, og kommer så planmæssigt frem til – ja rigtigt, den chilenske paskontrollør. Af en eller anden grund er chileneren i tvivl om mig. ”Hvor i al verden kommer han fra”? spørger hun, som var jeg faldet ned med et rumskib. Men heldigvis kan argentineren hjælpe. ”Si si, det er ham danskeren”, forklarer han og smiler genkendelsens smil. Så stemples i passet, og vi er klar til Chile. Som skandinav ses ganske klart de fordele vi har i Norden med vores broderfolk. Hurra for toldunionen, og også den i Europa. Hvad venter I på søde argentinere og chilenere?

En ægte delfin i Maggellan stræde

Så bus igen, to timer på grusvej som velkomst til Chile. Rumle rumle, host host. Så stop. Hvor er vi? Et månekrater? Nå, ved det berømte Maggellan stræde. Jeg forstår godt at han, Maggellan ,sejlede helt igennem strædet. Her er intet at gå i land for, med mindre man er stensamler. Men her skal vi færges over, og da vi ved fra Alex fra England og Miss Braveheart fra Skotland, som vi hyggede med på hotellet i Ushuaia, at her er delfiner, er forventningerne store. Og sørme ja. Dér springer de! Op og ned af vandoverfladen, langs med skibssiden. Vi knipser om kap med kameraerne på livet løs. Jeg får det bedste billede af den lille spækhugger som delfinen altså ligner. Sød fyr, og meget turistvenligt fra naturens side sådan at arrangere dette skue, synes jeg.

Helt elektrisk i Punta Arenas, når det virker

I Punta Arenas viser det sig, at hotellet, som jeg på forhånd har booket, ligger nogle få gader fra hvor bussen sætter os af. Desværre for mig, og til glæde for Gitte, glemmer jeg min surferkasket i bussen.
Vores nye hotelvært er en midaldrende kone, som taler glimrende spansk – i afsindigt tempo! Tilmed er hun halvdøv, så lyd er der masser af. Når jeg fortæller hende, at jeg ikke lige forstår hende, ja så fortsætter hun naturligvis i sammen stil, og gerne med næste kapitel af den ukendelige historie. Graci-Elleas, hedder hun, får jeg opsnappet. Tak skæbnen – frit oversat. Hun virker ægte. Det gør computerne til gengæld ikke. Altså virker. Eller jo, nogle gange, når man sidder helt stille,, så det automatiske lys i rummet IKKE tænder, og slår netforbindelsen fra i computerrummet. På den måde kan jeg jo være på nettet i ca. fem minutter – inden hosten sætter ind. Da jeg fortæller min viden til vores vært, Graci-elleas ,svarer hun med et smil, at det er sandt. Gøre noget ved det, ligger ikke i svaret.

Antonio Banderes og julemanden på byens plaza

Se det er en rigtig by vi er kommet til. Mange mennesker og hunde. Vi er lidt højere nordpå, end Ushuaia, og træerne vokser længere ind i himmelen her. For her er løvtræer. Dejligt, og tilmed er vores fine vejr rejst med. Sol og varme, og hygge på plazaen i byens midte. Sjovt at se en julemand der sveder i solskin. Gennem skægget fortæller han os, at vi da lige skal huske at besøge den gode butik lige derovre med alt det krimskrams man kan ønske sig.

Omkring aftens-skumringen, som starter kl. 22 og slutter lang tid efter vi er krøbet i konvolutten, går vi tur i bagsiden af byen. Det knirker her, det er råt og stemningen er forfald. Vi besøger kirkegården, som altid en oplevelse værd når man er på rejse navnlig her. Vi finder nogle af de første (ikke indianske) indvandrere i gravene og udvandringshistorien fra Europa lever med de døde her på den ældste del af kirkegården. Der er mange europæiske sektorer, med Skotland og Tyskland som falder særligt i øjnene. Næ, der ligger sørme også danske aner. Flere endda. På stenene kan vi læse, at de var født i Logstor (ingen ø’er i spanske alfabet). Svenskere er her også. Det er en hel europæisk koloni som ligger her. (Et lille retskrivningstips hvad angår ordret ligger/ lægger. Når noget ligger stille, staves det med i – ligger. Når noget er i bevægelse staves det med æ -lægger. Et lig ligger stille. Et æg lægges).
De sidst ankommende på kirkegården ligger i noget der minder om en miniature af et boligkompleks fra Gellerup/ Ishøj. Hver etværelses ”lejlighed” er udstyret med vindue, hvor de efterladte har opstillet billeder af den afdøde og effekter. I en af lejlighederne er der nogle hjemme, lyder det som. I hvert fald spiller en julemelodi. Jeg kravler op på stigen, og ser at det er et julekort som spiller en metallisk julesang i uendelig gentagelser. ”Hvil i fred”, tænker jeg.

Punto Arenas 2009 svar på Nørrebro 1960’erne

Efter kirkegården går vi mod strædet for at se lidt vand. Pludselig befinder vi os tydeligvis i arbejderkvarteret som genkendes let, for mig som er vokset op i Den sorte firkant på Nørrebro i 60’erne.
Her er fattigt og slidt, men ungerne er søde og farmand, som lige står og grille over den åbne ild, fortæller Stolt, at han er rebmager.

Jep, man er rebmager og har en sød unge

Jep, man er en sød unge, og har en rebmager til far

Og nu er det hjem i seng, mener Gitte, skønt det endnu er temmelig lyst.

Billeder ligger jo på to sider:

http://www.flickr.com/photos/bentborn/

http://picasaweb.google.dk/bentborn

Sådan startes der

I dag har jeg surfet for tredje dag, og det er tydeligt at jeg forbedrer mig. Med afsæt i en ca. 3 meters bølge, og på et board som ligner mit Malibu hjemmefra, tager jeg dykket og suset. Ligger på maven til jeg er i horisontalt stilling, og presses indad mod den lille strand. Vips op og stå, og balance, balance, balance…. det virker! Jeg surfer og surfer! Med over 30 km i timen hen over klippebunden – som jeg noget bekymret ved befinder sig lige under. Faktisk kun 40 til 60 cm. Av, hvis man lander forkert der! Men det gor jeg ikke, sørger for at flade helt ud i faldene og tager overfladen så vidt som muligt med maveplaskere.

Balancen er afgørende i den rene sport

Indad og af sted går det, mens jeg vipper med siderne af boardet og drejer. Jeps, jeg er ved at lære det. ”Aprender”, som knægten med de brune øjne smilende forklarede mig, at vi jo alle gør. Han er ca. 11 år og ligger som en professionel totalt sikkert i vandet og med flot stil. De noget ældre og unge mennesker surfer, som havde de aldrig gået på land. Det er forrygende, så gode de er.

Jeg tror nogen af verdens bedste surfere findes på Påskeøen

Jeg surfer det længste jeg nogen siden har gjort i dag. Ca. 150 meter, og er temmelig stolt bagefter. Tager en lille pause på stranden, mens ungerne leger med mit board (lejet kr. 100 for en dag).!
Så er det nok, unger, hit med boad’et”! , siger jeg på plat-spansk, og må kæmpe lidt for det, for nu hygger de jo lige så sjovt. Men jeg får erobret det, og kastet den sidste unge på fire år af. Og så lige vende i strandkanten og ”Flyt dig lige, havskildepadde”! What!!! Jo jo, den er god nok. En kæmpe havskildpadde ligger og snøfter i vandoverfladen, mens jeg padler forbi. De fleste kender jo til dette hjemmefra, blot med krabber. I ved, man tager dem i skjoldet med fingre på den ene hånd. Det er præcist det samme her. Man tager skildpadden i skjoldet mellem sine to arme!!! Og så bliver man trukket en lille tur – hvis man er lokal pollyniser.

Sådan surfer man med skildpadde, Gittes billede

Verdens sjoveste sport?

Påskeøen er ganske enkelt et surfer paradis til havs, og tilmed en ø som er Edens have i land.
Jeg har i anledning af dagens oplevelse, taget navneforandring til: Danser med bølger.
”Go man go”, råber min gode ven, surfboard-udlejeren som selv lige er stået til havs for at prøve et standup board med paddel. Han har en lille T-shirt på, mest for solens skyld. Selv har jeg neoprendragt på denne dag, men det er slet ikke nødvendigt. Vandet er varmt, og de fleste her surfer i bar mave og bikini for tøsernes vedkommende. For i Stillehavet surfer de kvindelige polynesier, og er fuld ud så dygtige som mændene (bare smukkere).

Det er ægte moai, stenansigter og ægte surfer-dude

Når nogen spørger hvad der er så godt ved (ægte) surf, er svaret; En ren sport. Kun et board og en snor til anklen. Alt andet er natur og balance. Og balancen kommer kun ved at øve og øve. Hvor kunne jeg godt bruge min ungdoms styrke fra da jeg var 48 år. For selv om jeg nu er ude ved bølge-meter igen, så er det mærkbart at det tapper voldsomt på energien. Heldigvis er jeg her en uge endnu. Men nu kommer den næste bølge -af sted.

Billeder her: http://picasaweb.google.dk/bentborn

Man kan fint rejse til Predikestolen i Norge, for at fejre ateistiske helligedage

Jeg er jo nærmest ateist og egentlig stærk overbevist for tiden. Jeg interesserer mig dog for religion, og synes at det er fascinerende at kikke indenfor i en moske, kirke, synagoge eller buddhistisk og hinduisk tempel. Jo mere jeg kikker og opserverer jo mere anerkender jeg folks behov for religion. Og jo mere bliver jeg ateist. Nå, fred med det og til alles religioner.
Nu har jeg opdaget, at der mangler nogle rettigheder for os som tilhører den ateistiske form for overbevisning. For eksempel er der jo ingen højtider, hvor vi kan finde sammen i fejring af vores ikke-tro. Det mangler jo voldsomt, jo mere man bliver klar over dette. Ligeledes indrettede lokaler, anti-bede-rum, hvor man kan trække sig tilbage og læse et videnskabeligt magasin eller kaste en let genstand mod jorden for at hylde Galileo og Newton.
Af disse to eksempler er det mest central at få igennem – helligdagene. Anti-bede-rummene kræver jo i første omgang ikke kræver særlig udsmykning eller remedier – måske bortset fra en stjernekikkert for natarbejdere.
Altså helligdagene for ateister først.
Disse bør tage udgangspunkt i antallet af tværsummen af de kristne, jødiske og muslimske dage, hvor man fejre hyldesten til Gud med en dag uden arbejde og skolegang. Når jeg forslår tværsummen er det for ikke at få mere end andre, eller at støde nogen, og samtidig ved denne matematiske metode anvende en logisk indgangsvinkel som jo bl.a. kendetegner min overbevisning.
Hvad angår indholdet af disse dage vil jeg, for at forene os ateister, foreslå at de bruges til en hyldest til livet i festligt samvær med andre eller i fordybelse alene. Indholdet af dagen er for så vidt ikke vigtigt. Det vigtige er, at ateisterne opnår samme rettigheder som religiøse troende, og kan dyrke deres ikke-tro på lige vilkår og med samme rettigheder.
Jeg vil se frem til den første dag til at fejre min overbevisning, og ikke være det mindste generet af hvis andre overvisninger skulle nyde godt af denne dag også.

Det er fantastisk. At de små bølger virker ganske fint til træning. De sidste dage har jeg kunne øve i Risskov på bølger af ca. en halv meters højde, og med længde på måske 10 – 15 meter. Og det ER nok. Til med morsomt og total motion.

Sådan gøres Pop-ups i Risskov

Det seneste jeg har fundet ud af, er at det er helt centralt, hvor kroppen befinder sig på boardet, i liggende position inden take off.  Klart, vil den uerfarne læser tænke, og denne læser har ret. Hvad der er mindre klart er, at vi taler om centimeter og millimeter. Boardet, et Malibu 7,3, er påvirkelig for selv de mindste vægtændringer. (Jeg må have fat i en tusch og får mærket nogle positioner op). Er jeg for langt fremme, tipper næsen under vandet og der er dømt ubåd. For lang tilbage og resultatet er som drivankeret er kastet og dermed bremseeffekt. Det er flowet man søger, gliddet over vandet. Jeg har alligevel, de fleste gange, fundet balancen. Jo flere gange jeg ligger korrekt, des bedre kommer jeg gennem Pop-up’ne og op og stå på boardet.  Det lykket hver fjerde gang.
Og det smitter. Mit indre har også fundet en balance. Jeg oplever et veltilfreds sted som er i bevægelse på sådan en bølgeartig måde. Jeg mener at det er det – at være.

Hill dig surfing – og hej der bølger fra Risskovs høfder som løfter.

Seje padle-tag i dovne bølger.
Det er august ved klitmøller og Vesterhavet testes for tredje gang.
Det skuffer denne dag, og især i forhold til Hvide Sande, hvor jeg var sidst i juli. Dengang var der bølger med energi og vægt i – meget vægt. Her denne dag i Klitten, er bølgerne noget sløve. Det gør det svært at komme op, for netop som jeg vil tage fart nedad, forsvinder bølgen i noget plask og skvulp. Alligevel er det en pragtfuld dag. Solen skinner og vandet er varmt. Og Klitmøller har den fordel, her ved bugten, at man kan gå tilbage på land og så starte forfra ved at stå ud fra spidsen. Dét er et klart privilegium for aldrende surfere. Og armene er denne gang heller ikke så slidte som ellers, men jeg er også ved at komme i surfer-form. Men bølgerne skuffer… Det lykkes dog at komme op et par gange og en gang med et laaaaangt flow og sørme også et lille drej. Jeg råber begejstret, da bølgeenergien ender på nul, og skuden synker. Møder anerkendende blikke fra to ungersvende der på uforskammet vis har fundet opskriften på at komme op langt flere gange end jeg. Den ungdom, den ungdom….

Her overhales ungdommen af …. en ihærdig surfer

Klitmøller med den sikre bugt

Opskriften på succes ved surf-sport er at tage hele oplevelsen med. Det er det hele værd, først man rejser sig og surfer. Hele køreturen fra Århus, som er lang, men heldigvis i godt selskab med min marker Thomas som også er blevet bidt af et galt surfbræt. Men måler man kun selve gliddet, altså de måske 10 sekunder man står på vandet, så er det for anstrengende. Kan man til gengæld tage hele turen, fra ankomsten til stranden til man står under bruseren hjemme igen, som essensen af surf – ja så er det lige ved at der er dømt Zen. Zen og kunsten at opleve. Det kan jeg. Jeg nyder hele oplevelsen, og tror at det er kommet med alderen. At være mere i nuet, det lange nu, men naturligvis helst i flowet på bølgen.
”Go with the flow”, er min indgang til livet her midtvejs. And let the flow be looooong. Måske skulle jeg prøve et longboard…..?

Jeg har i øvrigt købt mig et kamera. Se billeder (nogle ældre) på http://images.search.yahoo.com/search/images?p=bentborn&ei=utf-8

Billederne nederst er Thomas,  The surf dude.

Så skete det. Boardet ramte de små lunkende bølger, og deres forsøg på at piske en stemning op. Spottet er Risskov strand, Bellevue. Århus svar på Huntington Beach (Californien). Det blå vand i bugten er nu et lunket svar på Stillehavet’s brøl, i hvert fald denne aften, hvor jeg prøver mit nye surfboard. Luften er lun, vandet er varmt, og pigen er over 40, som tager billederne.  Jeg padler, og rykker fremover det som skulle være bølger. De er bestemt små – alt for små – men det gør ikke så meget. Jeg er fuld af fornemmelsen af surf, og tager fart med dybe tag. Stillehavet, Århus bugten, og en sømand har sin egen gang – og en surfer ligeså. Herlige perler af hvidblåt saltvand rammer mig, og det er skønt at saltkoncentrationen er nær det som smører mit øjeæble indefra. Dér kommer en måske egnet bølge, den har i hvert fald skumlignende tænder. Hey, mit nye board vender lynhurtig!  Nåh, vandskabningen kollapser og glider ud til højre. Hmm, det er ikke let, med den slags små vuggende bølger. De er for små. Jeg anende det godt, men har alligevel taget det som en aftentur, med en mulighed for at teste både boardet og mine rustne surf-evner af. Begge dele virker på højde med bølgerne – småt. Bølger, board og mit talent. Til gengæld er humøret højt som himmelen. Hvis bølgerne havde været på samme niveau, ja så skulle de tre strandgæster på land bare se bagskum. I stedet ser de surf a la Titanic. Ud over størrelsen er forskellen den, at hvor Titanic sank på en time, sænker jeg mit board på et sekund. Men jeg kommer dog op igen, og padler lystig udad endnu en gang.

Jeg træner i surfing og er klar over, at i aften er det umuligt at surfe. Sådan bliver det såmænd nok også den dag, hvor blæsten vælger at være i strid østenvind og bølgerne vokser sig store. For Risskov er simpelthen ikke egnet til at padelsurfe. Bunden er for kort og ujævn ind mod land. Men træne kan jeg. Balancen kan øves, og op-på-boardet-i-en-fart-teknikken, også kaldet pop up. Og det er dette, jeg bruger aftens sidste kræfter på. Igen og igen løfter jeg mig, og forsøger at placerer benene i ét nu. For pokker hvor det er svært og trættende. Jeg har ikke taget armbøjninger i lang tid, og det mærkes. Vips armstræk, og bensvip – og tilt. Det er godt jeg er alene i vandet, for boardet farer som et projektil af sted, når jeg vælter til siden.  Min leash stopper det dog, fluks hiver jeg retur, og forfra igen.
Planen er, at jeg vil øve mig i Risskov’s skæve og temmelig uegnede bølger, blot for at få lidt fornemmelse for balancen og teknikken. Forhåbentlig kan jeg så gå lettere til den, når jeg en dag forsøger mig i Vesterhavet eller Huntington Beach. Indtil da, holder jeg åbent i Risskov Surf Club.

Efterskrift:
Lørdag 28. juni. Vind fra nord og høje bølger. Sol og klokken er 9. Mellem de to broer i Bellevue lykkes det at surfe i noget der ligner 2 sekunder på boardet. Kort tid, MEN paddel og timingen øves, og det er der fin tid til at gøre bedre. Jeg ligger flere gange i skubbet fra en bølge på en halv meters højde, og mærker kræfterne fra vandet. Det kan lade sig gøre i Risskov, og vandet er fantastisk varmt. Nu glæder jeg mig til, at det blæser rigtigt op. Surf surf.

Det er den trådløse kite, der ses til højre i billedet

I dag i år 2020 er det fantastisk sommer vejr, og det blæser. DMI har meldt deres pålidelige vindmeldning som 9 ud af 10 gange træffer med samme sikkerhed som, at sommeren nu varer fra april til november -næsten hvert år.

På min vej til Ahl strand nyder jeg stilheden i min el-bil, som kun lader friktionen fra dækkene svagt forstyrre min surfermusik med gode gamle Jack Johnson.  ”I am still surfing”, synger Jack, mens Ebeltoft bliver gennemkørt og min lyskurve-pilot automatisk tilpasser farten, så jeg undgår at stoppe for rødt. Herligt, men alligevel tankevækkende at man stadig ikke har etableret en omfartsvej rundt om byen.

Lige inden ankomsten til Ahl ser jeg ca. 10 kiter ude over træerne. Det er nu ingen overraskelse for på displayet, i den seneste udvikling af GPS/Visual til biler, har de forskellige profiler meldt sig ind. Derfor ved jeg at både Sørøveren, Hang Loose og No Big Deal netop nu er på vandet. Hvis jeg vil, kan jeg også stille om til dem og følge dem direkte fra kameraet placeret i kiten. Sjov opfindelse, men jeg sejler nu med min egen slukket – lidt privatliv skal man jo have.

Efter parkering af bilen og låsen med fingreaftryk, er vejen nem mod stranden. Udstyret er jo blevet noget let efterhånden. Nano-dragten er jo nærmest gennemsigtig tynd i forhold til den gamle neopren dragt. Den seneste model har jeg hørt kun skulle være 1 millimeter tyk, og med indstillelige farvevalg – alt efter dagens humør. Farverne er mest for sjov, men isolationen er nu så tynd, da det ikke er nødvendigt med mere. Vandets gennemsnitlige temperatur i de næsten 6 sommermåneder er jo også oppe på 25 grader.

Ved strandkanten ser jeg at DMI igen har ret. Vinden er præcis 9 sekundmeter, som min vindmåler i Multi-tekno’en, der lidt retro ligner et gammeldags ur, på mit håndled viser. Utroligt at der findes en harddisk på 1000 GB, og at den selv lader sig op med solvarme. Lyden er dog noget skrammel, hvis ikke man køber de stinkende dyre vandtætte ørepropper fra SONY/B&O. Jeg plejer nu at sejle med den lydløs, da jeg så er forskånet for alle de unges evindelige samtaler om: ”Så du lige mig og mit trick”.  Jeg ved ikke hvorfor separatoren ikke virker til havs, men glæder mig til den en dag gør det. Men det rigtige fede for kitesurfere er, at man nu altid kan findes, hvis man skulle drive til havs. Multi-tekno’en har jo indbygget GPS/Visual med hele molevitten, også alarmtjenesten – alt efter pakken.

På rygsækken toucher jeg fingerprint-displayet, og et OK melder sig med en grøn farve. Tyveri af udstyr i år 2020 er totalt nytteløst uden at få en tommefinger med fra ejeren. Herefter finder jeg den lille snor, frigør den fra sikringen og trækker. Ud folder kiten sig, og puster sig selv op på under et minut. Det lille vindror i toppen drejer selv kiten rundt, så den ligger korrekt sikkerhedsmæssigt. Trapez skal man nu stadig have på, men krogen er forandret. Det er den helt store forandring i forhold til gamle dage. Teknologien tog fart efter Nintendo havde lancerede Wii. Nogle unge studerende på Princeton universitetet i USA kom ved et uheld i et forsøgslokale (under et spil tennis i en pause) til at rette en Wii mod en bunke kortsluttede elektromagneter, som tilfældigvis lå i en pose. Så skete der noget. Posen bevægede sig rykvis fra bordet og op i luften. Der hang den til de studerende igen sænkede Wii’en. Som virkelighedens Harry Potter havde de opfundet den trådløse genstandsflytter. Sidste år nåede teknologien så til kitesurfing. Den trådløse kite. Super opfindelse. Væk er nu alt det med at sejle med høj eller lav kite forbi hinanden for at undgå de farlige snore. Og med den neutrale midtstilling, er sikkerheden jo helt i top. Ligeledes selvslukkeren og nedpakkeren der starter, hvis forbindelsen skulle afbrydes. Angående fart er den også forrygende, med den nye flap-teknologi der kendes fra fly. Jeg har dog endnu ikke formået at komme til gear 5, for jeg synes at kiten trække lidt uregelmæssigt i den position. Nok noget med Ionerne der ikke kan følge med fra senderen i trapezen. Man skal også lige vende sig til at der ikke som i gamle dage er en bar. Men joysticket virker nu ganske fint, og efter et par ganges øvning, slipper de fleste den automatiske stabilisator og kalibrator.
Boardet er sjovt nok stadig som i gamle dage, bortset fra sænkekølen for dem som synes det er et fremskridt. Jeg synes det noget rod, men de unge morer sig med zig zag twist på bølgetoppe. Det er åbenbart det helt store – siger de. Men det er det ikke. Det er altså den trådløse kite!

Nå, men jeg skal på vandet. Vi ses i år 2020.

I forgrunden en gammeldaws kite med liner, i baggrunden trådløse kites

Tænk hvis huset var blevet gammelt?

Skrevet om Ungdomshuset da det blev fjernet i København og brostene føg

Den stride blæst og snevejr lod sig mærke i Risskov i dag. Vi sneede ”inde” og udenfor kaldte det på aktion. Så jeg iklædte mig arbejdsmandstøjet, den blå termo kedeldragt og begav mig tappert ud i vejrgudernes vold.
Der stod jeg med sneplov på fortovet og bekæmpede driver, så det drev.
Total uventede, på line med den danske vinters ankomst, ramte en lunken følelse mig. Bent, du er en dydig samfundsborger. Jeg skovlede og følte mig GOD. Ja nærmeste sådan ordensduks-artig, på den fromme måde. Lad glorien komme til mig!

Det er en underlig en, sådan en retmæssig hellig følelse. Det er som om man ser sig over skulderen og retter ryggen. ”Ja ja, sådan skal det jo gøres”, fremmaner ens kropssprog til de få forbipasserende, der havde vovede sig ud. Med kropsproget er der også et snert; ”Har du nu også gjort dit”?
Men så blev jeg ramt af endnu en følelse, som havde samme temperatur som det hvide element der var offer for min plov. Jeg følte mig tåbelig. Tåbelig over det at føle mig god.
Jeg erkender, at jeg åbenbart ikke rigtig kan vedkende mig mit villa-syndrom, og billedet af mig selv som fortovsrydder. Det giver splittelse inden under termodragten.

Jeg er jo siden fødselen lusket frem fra en baggård i et kvarter nær Blågårds Plads (om end lige op ad det fine Frederiksberg). Den barndommens brokultur sidder dybt i rygraden, og bevirker at jeg stadig gør honnør med fuck-fingeren, hver gang navnet ”Den sorte firkant” nævnes.
Langsomt har jeg avanceret mod Jylland. Startende i Nibe som feriedrengen fra hovedstaden der turde sparke til en død ko på marken. Senere brugte jeg Rødding og Store Restrup højskoler som trædesten til det jyske. Nu er jeg altså endt i de riges skov, Risskov, mellem fantastiske (dyre) bilmærker – som man i øvrigt bliver blind for. I dag kører de ikke, sneet inde, ligesom min Renault 19 fra 1995.

Så mellem sne-kastene rykker brokraften stadig i min krop, og giver følelsen af at være tåbelig. Rabarberdrengen Bents venstreorienterede armsving kalder på en snebold mod borgerdyrene.
Imidlertid er disse dyr jo egentlig mennesker, faktisk naboer og genboer som hilser venligt og invitere på kaffe, når de altså ikke lige kaster sne som jeg selv.
Fandens også at verden ikke længere er sort og hvid, som den var i mine ungdomsår på Nørrebro, og vist stadig er for nogen derover.
For mig har jeg opnået at rumme splittelsen i mig selv. Jeg kan godt leve med at føle mig som tåbelig borgerdyr der retmæssigt må rydde fortovet for sne. Men ser jeg min nabo forbeholder jeg mig retten til at kyle en snebold efter ham.

I Risskov kaster vi ikke med brosten, vi kaster sne.

Måske mødte de hinanden forleden....

Når mænd bliver ældre, forandre de så smag og interesse?

Det er stort set stadig de samme temaer der vækker liv i mit bryst, her hvor jeg netop er trådt over mit livs ækvator. Is, kager og kvinder er stadig mine livretter, uden nødvendigvis altid i nævnte rækkefølge.

De to første nydelser er på sin vis, hvad angår smag, på samme skala som i min barndom og ungdom. Jo vist er selve produkterne undergået en forandring undervejs i den Bent’ske ældning. I de sommerfulde børneår hed det Regnbueis (trefarvede) og i de snedækkede ungdomsår hentede jeg chokoladeboller hos H.C. Ørstedvejens bageri i København.
I dag er det måske italiensk is, hvilken er suveræn bedst i moderlandet, som tager vejen forbi min tunge. Og kagerne lyder vist amerikansk klingende navne og kalder fra Risskov bagernes vinduer på Nodre Strandvej.
46 års Bent liv er passeret, men selve oplevelsen af nydelsen takser jeg imidlertid som den samme, is som kager.

Det er imidlertid anderledes med det sidste emne, kvinderne. Smagsoplevelsen er her under forandring, endog varierende og ekspanderende.
I sommerhuset hvor mælkebøtterne var så høje, hed hun Sheila. Vi kunne trække bukserne ned skiftevis i det halvmørke legehus. De er så søde, sagde vores forældre, der intet så.
I skolegården ved kobbervandhanen hed hun Kirsten, havde fletninger og var blondine. Jeg havde købt hende en ring i legetøjsbutikken, hun ville ikke have den.
Under skolefesten i gymnasiet kyssede jeg i en port med en krølhåret sen- teenager. I et flakkende neonlys udvekslende vi tunger, omsluttede af tonerne fra DC-Army band, og Jomfru Anne band. To nummer, ét kys, så var det forbi. Pointen fra disse børne- og ungdomsår, og en god del senere år, er at pigerne var i samme årgang som jeg. Altså nærmest aldersvarende hvis de skulle have min interesse. Se det gælder ikke længere.

Naturligvis drages alle af ungdommens skønhed, vildskab og uskyld, også jeg. Det er der intet overraskende i, måske kun i styrken. Næ, det er den anden siden af ungdommen, der er livets store surprise. Nemlig at interessen også kommer til at gælde kvinder som er ældre! En smuk og attraktiv kvinde er ikke nødvendigvis en ung kvinde, eller en alderssvarende, længere. Det kan så ganske udmærket være en kvinde langt ældre end jeg.
Jeg så en sådan forleden dag, som jeg kom cyklede vinterklædt på arbejde.
Ude foran ejendomshandleren vred en skikkelse, iført afrikansk plettede rovdyrs-jakke og solbriller, sig ud af et bilmærke. Hun sprang elegant, som den gazelle hun formentlig jagtede, ind på fortovet og vraltende mod butikken. Hun må have været 60 år, og bar sin kvindelighed som tidløst design.

Den dag kom foråret i Risskov. Jeg ser frem mod sommeren og har åbnet mine sanser for kvinder mod nye årgange.

Ung eller gammel?

Fiat’en (Grande Punto’en, for de som følger med fra forrige indlæg), tager det ene fjeld efter det andet. Undervejs lader Norge sit forførende slør af gråvejr falde, og afslører sine smukke dale. Fra fjeldvæggene kaster larmende fos’er sig dristigt mod afgrunden for at forsvinder i hast ad elve til.

Jeg er her, fordi jeg har sagt til Gitte, da vi stod på et af verdens smukkeste steder – Milford Sound i New Zealand – at sådan skøn-syn har vi også ”derhjemme”.

Gitte er dog ikke med, idet der jo ikke er palmer i Norge, mens Kasper heldigvis sagtens kan se sig ud af det. Så nu er det mandehørm, travesko, sol og en ”far/ søn – ting”.

Vi har bosæde for enden af Sognefjorden på campingpladsen i Flåm. Vores hytte har udsigt til fjeldet med et vandfald skråt til højre, set fra terrassen hvor man sidder godt med kaffe i kop. Lyden af fjeldvand hvisler og klukker fra floden som farer af sted ca. 100 meter ligefrem i jordhøjde.

En af dagene tager vi Flåmsbana 20 km op til Myrdal og vælger at gå ned langs Rallarvagen. (Togturen er en fantastisk rejse i sig selv, men springes over her).

Hvis nogen mangler en betydning af ordet smuk, kan det anbefales at starte her. Fra toppen i 850 meters højde ad går vi ad sten- og grusvejen langs elven. Inden længe slår den ene pragtfulde udsigt efter den anden sig ind på nethinden. Man bliver ganske enkelt bjergtaget, og Kasper og jeg fotografer konstant. Den ene vandfald efter det andet byder sig til, og det er umuligt at finde det helt rigtige billede. Sådan et stillbillede favner simpelthen ikke tilstrækkeligt. Derfor er det heldigt, at jeg har lånt Gittes kamera, der også kan snuppe en video-sekvens.

Vi går 8,5 kilometer og løber efter toget, da det pludseligt kører ind i Blomheller. Derfra er vi endnu engang togpassagerer midt i det fantastiske smukke. Vi må næsten dække øjnene for landskabs-billeder som passere forbi vinduet på vejen til endestationen i Flåm. Det er blændende kønt.

Sognefjorden skal opleves fra to sider. Fra fjeldsiden og op til toppen af ved vandring, samt fra fjordens vand på en båd. Vi har købt en rundtur med bus til Lædal, via verdens længste tunnel på 24,5 km. Derfra færge til Gudvangen og så bus hjemad til Flåm.

Vi er heldigvis næsten ingen turister ombord på den lille færge, og kan alle sidde på soldækket. Sognefjorden består af mange fjorde og selv anser nordmændene Nærøyfjorden som en af de yppigste, hvad angår skønhed. Det er forståeligt nok. Som båden drejer ind i den smalle fjord, er det tydeligt hvorfor. Der er ligesom en frodighed i denne fjord, som vi ikke har set i Aurlandsfjorden, hvor Flåm ligger. I Nærøyfjorden er langt flere vandfald, og skråningerne er beklædt med grønt i rigt mål. Samtidigt er der en hel del bosteder, hvoraf nogle dog er noget spøgelsesartige forladt. Men de fleste er beboet, og jeg kunne sagtens se mig selv sidde derinde en hel sommer og lave absolut ingenting! Andet end at overveje betydning af ordret smukt.

I aften, på vej hjem fra Århus på cykel langs Risskov skov, klinger de fra oven. Hvis du hører som jeg, ved du at man først opdager det, som man slipper havnen. Her blinker den røde mole-lanterne, som altid giver mig lyst til at tage et stemningsbillede. Jeg har nu aldrig gjort det, for så kan jeg ikke genfinde lysten – tror jeg. Jeg suser blot forbi, og gør mig fri af byens lys.
Så klarer det op i mørket, og ude over Århus bugten prikker stjernerne i øjnene. Og så kommer lyden, krystalklart klingende og bedst i frostvejr. Altid når man er alene, altid uden vidner. Lyden er sprød og hænger under de nøgne bøgetræers kroner i ekko-klokker som nattepynt. De enøjede stjerner blinker til mig, som jeg lader cyklen få fart på de nye dæk – som jeg har en klar aftale med om, at de aldrig må punkter. Jeg har selv skiftet dem, det har jeg forstand på, eller retter mine hænder har – håndelag. Det er værre med stjernerne. Der har jeg ikke forstand, eller åndelag, på. Jeg kender Karlsvognen og Orions bælte. Så er der sorte huller i min forstand for resten af stjernernes vedkommende.
Vel hjemme i min (egentlig Gittes) gårdhave har endnu flere stjernelys brændt sig huller i nattens tæppe. Jeg står helt stille og venter til den selvantændelige glødepære brænder ud og glor så bare løs. Det sammen gjorde jeg for lidt over et år siden på den anden side af jorden i New Zealand. Der fattede jeg heller ikke ét gram stjernestøv af nattehimmelen, og fandt aldrig Sydkorset. Men tænk: på syd- og nordsiden af jorden er stjernebillederne forskellige, men krystal-klangen er den samme.

En motorcykel i smukke omgivelser

Brum, brum. Det brummer, det brummer. Lyden kommer fra under min bag, og forsvinder sammen med udstødningen bagud, mens vi suser ad landevejen over Djursland mod Mols. Gitte giver gas, og op ad bakken angriber maskinen vejen, der i fuld sommer-kådskab har overskåret en gylden rapsmark. Selv om jeg sidder bagpå, er det som om at jeg kan se os fra oven af den blå himmel. Det er filmisk, med tekster i udstødningsrøg: Hovedrollerne Gitte og Bent, birolle Honda Rebel. Der er oven i købet årstal; 2008 og endnu et; 450. Det sidste, kubik, tilhørende birollen.

Inden fra hjelmen føles oplevelsen noget osteklokke- artigt og lidt som titlen der nu toner frem på himlen: ”Passager ved et tilfælde”. For motorcyklen er Gittes, og selv er jeg overrasket over, at jeg mest af alt er ikke er benovet over den tohjulede og ”born to be wild”. Frihedsfornemmelsen, som er besunget af alle motorcyklister, genkender jeg næsten ikke. Kun momentvis når lejligheden til at løfte på visiret ind i mellem lader sig gøre. Så får jeg blæst i øjnene, og det er da lidt ”Wild”, vist nok. Dog skal plastikvinduet hurtig ned igen, for sæt der kommer et insekt i øjet – måske endda en bi? ”Det kan godt ske”, har Gitte forklaret. Ned med klappen, og brum brum igen i osteklokken. Insekter er i øvrigt det mindst farefulde, set fra bagsædet synsvinkel. Skulle Gitte finde på at rykke voldsomt og pludseligt i gashåndtaget, kan ses i tegnefilms-agtigt kameravinkel, fra siden; jeg selv sidde tilbage i luften, mens motorcyklen fortsætter. Derfra kan man selv instruere fortsættelsen, alt efter lyst til blod, ambulance og osteklokken som ikke kan komme af hovedet.
Heldigvis sidder jeg stadig på, og virkeligheden banker på flere gange, bogstaveligt talt. Det sker når min osteklokke rammer Gittes hjelm. Det sker samtidigt med, at Gitte taler til mig. Hvad hun siger, er umuligt at høre, men det synes ikke at påvirke hende. Jeg nikker til svar, og min hjelm slår atter mod Gittes. Efterhånden således at to klik betyder Nej, et klik Ja. Det virker fantastisk som svar, kun mangler selve spørgsmålet, men hvad pokker det blæser vel i vinden.

Dækkene kradser videre i asfalten, mens Rebel’en synes at lade vingerne på tanken folde sig ud. Hvorfor der er vinger på, forstår jeg ikke. Det må vel være friheden fra cowboyen til hest der er nærmeste slægtning og stamfar til motorcyklen?
Med udsigt til den blå bugt ved Kalø, sidder jeg og brummer bag Gitte. Jeg glæder mig til at min nye bil. Fiat Grande Punto skal kommer sidste på ugen.  Der er aircondition indenfor. Det er da vildt!

Hov, der er slutteksten. “Fin”, det er italiensk.

Det handler om at være iskold i aktiemarkedet

Jeg har trukket mine penge fra investeringsforeningen i Dorske Bank. Jeg fik bank. Det skete i efteråret 2009. Ingen kontaktende mig, sådan for at give et råd om for eksempel muligheden for at trække dem helt ud og gå kontant. For sent opdagede jeg bank’ene og tabet alt for meget. Heldigvis meldte jeg mig ud i oktober og fik derfor et mindre tab – end hvis jeg var blevet. Men tab fik jeg.

Nu styrer jeg selv min kapitalpension – og det går fremad. Det er naturligvis uden forstand, men alligevel så kører det nogenlunde. Hvorfor? Enkel strategi: Køb efter røde tal, sælg på grønne. Imens du venter på grøn – hold. Køb kun de store selskaber i f.eks. OMXC20, og hvor det er muligt at sælge hele tiden. Ganske enkelt strategi. Om jeg kan holde den? Nej da!
For psyken spiller ind. Alligevel går det ganske godt. Jeg har overskud – indtil nu. Ikke meget, for jeg er en bangebuks og panikker nogen gange for hurtigt. Kan pludselig blive ramt af en ”sikker” anelse om nedtur, og farer i salgsknappen med rødglødende tastatur. (Den slags hedder at undgå tab, eller stop loss.) Andre gange reagerer jeg modsat, og er kølig som isterning på antarktisk. Koldt venter jeg på at markedet tør, og går i plus.

Det morsomme er, at jeg også her slår min gamle investeringsforening i Dorske Bank. I hele 2009 har Dorske Bank minus på 3,6 procent. Det havde jeg på et tidspunkt, men kun kortvarig. Nu er jeg i plus. Sammenligner jeg med marts måned med Dorske Bank’s højvækst pulje (80 procent ren aktier), så er jeg langt over deres formåen. Dorske Bank havde – 0,4 (altså tab) mens jeg havde plus. Hvordan det kan lykkes banken at mestre et underskud i en måned hvor hele markedet racer frem – tja.

Havde jeg ikke været så forsigtigt, så havde jeg i dag haft større overskud, sådan som de sidste stigninger på aktiemarkedet har været. MEN til gengæld har jeg haft ro i maven, og ingen tab. Det har fået mig til at opdage noget vedrørende psyken ang. at være inden og ude: At være kontant og miste et opsving giver mindre bekymring, end at være inden og mærke uro over – hvis det går ned. Lige nu har jeg det bedst med kun at være inde med under en fjerdedel af min opsparing. Jeg ligger i Carlsberg. Resten står kontant og giver ro i maven. Når markedet næste gang er faldet, satser jeg nok lidt igen. Men jeg sætter aldrig mere min opsparing i en investeringsforening. Og slet ikke i Dorske Bank.
Men det kan godt være, at jeg på et tidspunkt køber nogle aktier i dem, for med den strategi de udøver, må pengene gå til aktionærerne.

Lad mig sige det med det samme: at surfe tage tid, at lære at surfe, synes at tage endnu længere.

Med 5 dages erfaring fra bølger i New Zealand og Portugal, mente jeg nu at balancen på bølgerne måtte være indenfor rækkevidde.

Derfor var jeg blandt andet taget på ferie til Tenerife’s sydkyst i turistparadiset Playa de las America, hvor surfen ligger lige uden for hoteldøren. De surfer overalt på sydkysten, både begyndere og de mere bølgevante. Selv om der på de anerkendte web-surf-sites står beskrevet, hvor strandene er mest egnet for de som starter i denne vanskelig sport, er realiteten at de fleste blot bedømmer fra kysten, hvor de nu finder det bedst at tage ud. Det afhænger af vejret, tidevandet – og ikke mindst modet hos den enkelte bølgefare. Det sidste, modet, fejer af en eller anden grund intet hos mig. Jeg har altid været tryg ved havet, og mine evner i dette element. Denne viden taget i betragtning (mit frygtløse element) gør dog, at jeg er forsigtigt og forsøger at vælge de mindre bølger – til start.

Det skal hurtig vise sig, at de små bølger ikke findes den mandag, hvor jeg starter ud. Som skudt ud af et kælvende isbjerg fra Antarktis, har bølgerne taget den lange vej fra syd, inden de lader sig stolt stige i brændingen, for at kaste sig ind mod klippekysten. Det er et smukt syn, også de mange surfere der på lang afstand ligger og ligner pingviner, mens de lader brodsøerne gå under sig i venten på den rigtige bølge. Det er dér jeg skal ud.

Nu viser det sig, at min sparsomme erfaring alligevel kan akkumulere et afkast i form af besparelse af energi. Jeg har lært i Portugal, at man skal se havet an. De fleste egnede bølger kommer i stimer med en serie på ca. 10 (her denne mandag). Det er dem de venter på, ”pingvinerne”. For mig i land gælder det om foreløbig at finde de modsatte. De bølger hvor der ikke er så meget energi i søerne, og hvor vandet pludselig ligger som en flad pandekage. Pludselig er det nu og så af sted i en fart. Og mine arme pisker langs boardet, som jeg ligger på, og har lejet hos den søde kvindelige italienske ekspedient, der med glød i øjnene fastslog, at hun ikke kunne lyve.
Jeg mærker hurtigt, at armene ikke er vant til denne form for arbejde. Jeg syrer til. Kun med viljen kommer jeg fremad og når lige at kommer forbi punktet, hvor en serie bølger nu bryder ind mod stranden. Ha, så langt så godt. Nu er jeg blandt ”pingvinerne” og kan vente i fred, mens bølgerne placere under mig.  Det er fredeligt her ude på den rigtige side af revet. Surferne sidder overskrævs på deres boards og venter på den rette bølge. Jeg forsøger at få salten til at balancere igen i mine øjne, for det sviger voldsomt. Da øjnene har kommet sig, kan jeg nyde den flotte udsigt ind mod kysten.

Pludselig er der aktivitet, surferne vender sig med front mod kysten og så kommer de – stimerne af rene bølger med stor kraft. Af sted er de første, og på næste bølge resten. Så er det min tur. Piske med armene og…. Pludselige er der fire meter direkte ned til haveoverfladen, mens skummet perler i mine ører. Jeg tager turen på maven, ned ad bølgen som trykker mig af sted i stor fart. Liggende med overkroppen ud ad bølgen og underkroppen inden i bølgen, presses jeg i vild fart med kysten. Jeg ville gerne op på boardet, men det er umuligt, jeg har overhovedet ikke styr på noget som helst, andet end at brøle; Uhhhhu. Så flader oplevelsen og bølgen ud, og jeg farer ind over klippegrunden og tænker; Hvis jeg rammer med finnerne i en sprække, og boardet stå fast, kunne jeg godt bruge en styrthjelm. Heldigvis sker det ikke, jeg ender hel og pænt inden på kanten til havet, og kan rejse mig op på klippegrunden i knæhøjt vand. Imens er bølgerne blot blevet endnu større og flottere. Jeg har endnu tre dages surf tilbage, og vil nyde dem voldsomt.

Nej, jeg kommer desværre ikke op og stå, sådan rigtigt, denne gang heller. Det bliver til et par gange på knæene og 2 gange helt stående i 1,5 sekund.
Surf er svært, og det er en lang læretid man er i.
Det er dog fantastisk sjovt, og jeg har jo resten af livet til at få det lært i.

Ryan air, luft under vingerne og sol over Århus bugten som forsvinder bag haleroret. Hjulhvin i una aeropuerto del Barcelona og autobus en time ind til centrum. “Hola”, vi er her og har 3 dage til at smutte rundt i verdensbyen Barcelona puls. Overraskende for os har de lokale åbenbart valgt at holde Barcelona Festuge, netop som vi holder indtog i byen. Der er mennesker alle vegne, så mange at flere åbenbart står i stakke oven på hinanden midt på torvet Plaza De Jaume. Og det er jo helt galt, især for Gitte’s gensyn med byen. Hun boede her i sine ungdommelig år og levede af at spille musik i et helt år i de dengang stille gader. “Dér sad vi i solen hver eftermiddag”, fortæller hun glad, og peger på et cafévindue som tidligere var en varm bænkeplads på et fredeligt torv. Det er lidt svært at se for folk som er stuvet sammen på pladsen for at følge en konkurrence i at lave mennesketårn.