”Borno” med hjertes rækkevide til koncert på Royal Family Hotel


Bølgerne i Goolwa er skummende og kommer i retmæssige liner. De kommer direkte fra Antarktisk og temperaturen er kølig på Australiens sydkyst, her på kanten af sommeren. Fordelen for forholdene er dog åbenlyse klare. Her er lavvandet meget langt ud, og er man 2 meter høj som surf-instruktøren Chris, virker det som om, at han kan gå hele vejen til Sydpolen. Jeg er jo en del mindre, men vader dog fint ud og mestre surfingens bevægelser med erfaring fra Risskov Beach og alverdens kyster. Jeg får mange gode ture, og surfer nok på min længste bølge nogensinde. Helt inden ved strandkanten står jeg af, og vil sætte mig på bunden. Men bunden fortsætter som jeg sidder der, og jeg får endnu 10 meter ind, som sad jeg på et flydende tæppe. Det har jeg aldrig oplevet før, at havbunden fragter en videre. Det vidner om at det er vigtigt, at respektere advarslerne som står på skiltet ved livreddertårnet. Små børn og hunde er et ”no go” i vandet her. Høje surfere og lidt mindre går dog an. Jeg møder også Mcgee som er ren hjertekemi. Det er dog en anden historie værd.

Borno og Mcgee – surfere og hjerte-kemikere ét minut inden i første møde

Den menneskelige kemi

Jeg bor hos Chris, og selv om jeg lige har mødt ham for fem timer siden, er det som vi har kendt hinanden i årevis. Vores kemi passer fino. Da han ved siden af sin surfschool også er lærer og musiker, spørger han om jeg vil med til nabobyen og høre et reggaeband om aften. Min første tanke er, at jeg nok er lidt for gammel til at stå og høre musik med de unge. Men Chris er jo selv 45 år, og da jeg ikke skal andet takker jeg ja.
Inden vi skal til selve puppen, må vi lige omkring medlemmerne af bandet. Det er over i nabobyen hos Jimmy, som er trommeslageren.
Chris og jeg ankommer til huset, men drejer åbenbart af inden døren, for at gå ind i garagen. Her sidder, som ridderne om det runde bord, Jimmy med halvlangt sort hår puls en ung fyr med dreadlocks og tre kvinder, den ene med foden i en skinne som vidner om en brækket fod. Chris præsenterer mig med en naturlighed, som jeg var familiemedlem (hvad surfere jo er), og døber mig samtidigt som Borno. Australierne laver ofte øgenavne ud af folks rigtige navne, og mest ved at ændre lidt på en endelse. Mit efternavn Bornstein bliver så til Borno. De hilser alle venligt på Borno, og spørger lidt til mig. Jeg døber den unge kvinde med den brækkede fod som ”Broken Foot”, hvilket der smiles af. Der er noget over hende, som jeg godt kan lide. Det er mystisk, som man på ganske få sekunder kan mærke om, man svinger med en anden. Jeg mødte Shon, en kvindelig musiklærer i Alice Spring, som påstod at man nu kan måle den slags ”kemi”. Hun fortalte, at man nu har målt hjertes ”aura” til flere meter ude for nogle. Der er tale om den elektromagnetiske del af kroppens energifelt – hvoraf den kraftigste komponent dannes af hjertet. Med de teknologiske metoder man har til rådighed i dag, kan kroppens energifelt registreres op til ca. 10 meter fra kroppen. Sådan er det, ifølge Shon min kilde i Alice Spring som jeg mødte på en sveden græsplæne og udvekslede hjerteenergi med i en afstand af 2 meter.

Shon, underviser unge aboriginals i rytmisk afrikansk musik i Alice Springs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg sidder lige ved siden af ”Broken Foot” kan jeg tydeligt mærke, at to meters afstand er tilstrækkeligt til at få forbindelse. Også fordi jeg helt sikkert på denne rejse har mit hjerte løst hængende og er glad for at det rummer fire kamre. Det lønner sig deslige med mit åbent sind.
Over det runde bord rulles nu en joint med pot. Måske derfor vi sidder i garagen. Jointen sendes rundt. Der ryges, lidt på skift. Jeg tilbydes, takker nej. ”Jeg holder af at have et greb i virkeligheden”, forklarer jeg.  Der nikkes anerkendende. Der ryges mere. Nogen forandring hos dem mærker jeg slet ikke. De virker søde og fattet. ”Broken Foot” mener, at hun nok har skandinaviske rødder. Jeg giver hende ret. Også fordi hun ligner en af os ”Skandi’er”. Jeg adler hende med det samme med et imaginært sværd i luften, og melder hende fluks ind i Os. Det mener jeg, at jeg har ret til, som repræsentant for Os og udsending i vildmarken. Jeg er en slags korsfarer ridende på et surfboard og som våbenskjold bærer jeg mit hjerte med vidtfavnende aura og kemimåler. Nu har jeg erobret Jerusalem, som åbenbart er en garage i Port Elliot.
Jeg spørger forsigtigt ”Broken Foot”, hvordan hun er kommet til skade. På trods af adlingen, og det nylige medlemskab og forbrødring, er ”Broken Foot” nu ikke helt parat til at give historien fra sig. Hun skulle dog have haft et bryllup ”comming up, men det er nu aflyst – vist nok”, fortæller hun. Det gør mig ikke mindre nysgerrig. Jimmy bryder ind ved at sætte noget selvkomponeret hård rockmusik på. Det er ganske godt lavet, og passer fuldstændig kontra til både ham og de andre. Sådan er sjovt nok med heavy musik, og dens udøver. Meget rolige mennesker som sender voldsomme rytmiske toner ud i verden. ”En kvindestemme ind over, vil være oplagt”, mener jeg højt og der nikkes. Der lyttes. Der ryges…
På et signal som jeg i hvert fald ikke hører, er tiden åbenbart kommet til, hvor vi skal til Pubben Royal Family Hotel. Selskabet rejser sig bræt, og søger mod døren. Det er bare om at hænge på. Jeg kommer afsted med ”Broken Foot”, og drister mig endnu en gang til at spørge om foden. Om det nu er fordi hun er blevet mere tryg, hvor vi har fordelt os, mere skæv eller blot kan mærke min elektromagnetiske hjerteaura’s gode vilje, ved jeg ikke. Men på vej over vejen mod pubben, får jeg historien. Alice, som hun rigtigt hedder, skulle giftes. Alt var såre godt, men så kommer hun hjem, og finder den kommende ægtemand i seng med en veninde. Alice bliver rasende og – sparker så hårdt til sengen at foden brækker. Hendes fod. Hvor dum kan man være, og her tænker jeg på fyren. Alice er en skøn kvinde, og på alle måder en god fangst. Nu ved hun ikke, hvor hun står angående bryllup eller ej. Jeg siger medfølende; ”Nu har du både a broken heart and a broken foot”. Jeg håber for tøsen, at hun ikke skal skifte navn til ”Broken Heart”.  Selv om jeg ikke siger det højt, så har jeg et øgenavn til ham fyren som han bør bære en god tid. Det er ikke pænt…

Verdens bedste pub

Pubben Royal Family Hotel

Ind ad døren til pubben, mødes jeg af en stemning som oser af velkommen. Her er tilpas med mennesker, så rummet på en gang opleves som fyldt, men samtidigt ikke mere end at man fint kan komme omkring mellem hinanden. Så det gør folk, med øl i hånden og lys i ånden. Der hilses på alle, også mig, med en gensynsglæde og hjertelighed. For mit vedkommen hilser jeg mest tilbage med hjertelighed, afstand 1 meter,  for jeg mener bestemt, at det er første gang jeg møder flere af de som trykker min hånd. Det er dog tydeligt, at her kender folk hinanden, eller har et bekendtskab fælles, og det er nok her jeg passer ind, som et goddaw til en nok bekendt.
Det overrasker mig at se, at spredningen i alderen blandt gæsterne er fra 22 til nok 80 år. Og vi er flest mellem 40 og 65. Her går de lokale på pub uden tanke for alder. Ægtefæller står kælent sammen, venner slår hinanden på skulderen og der skules til singler som genskuler. Dresskoden er åbenlyst frit valg med alt fra skovhuggerskjorter over kjoler til en enkelt maori-prinsesse som ses med blomster i håret. Imidlertid skal håret for mændenes vedkommende helst være lidt surfer-dude-rastafari-artigt, til nød blot langhåret. Lydbilledet summer af samtaler, grin og instrumenter som stemmes fra scenen bagerst i lokalet. Og nu sætter musikken i gang, med ska/ reggae toner fra guitar, bas og trommer som fylder lokalet. Det pumper, det flyder det bølger. En hæs mandestemme i front synger løs, mens et tvivlsomt keyboard understøtter ham og indimellem også rammer rigtigt. Men mest hænger bandet sammen og unoderne er jo ofte, specielt i reggae, forklædt som den skæve takt og tone. Musikken og energien er utvivlsom og de caribiske vibrationer som udspilles her i Sydaustralien, har sat hele puppen på et gigantisk surfboard og sendt os afsted mod Jamaica. Yah man!
Jeg er ganske sikker på, at her er beviset på virkelighedens kemi. Den som man ifølge Shon fra Alice Spring kan måle med et videnskabeligt instrument. Vi er alle på cafeen ude med hjerterne, og vores vips flettes ind i hinandens rytmer. Kvinderne vugger i takten, mens fyrrerne falder i, eller ud, som de bevæger sig mest som fjortenårige drengekroppe ret op og ned. Det er dog kun mig som bedømmer, alle andre er optaget af samværet og musikken. Med eller uden måler så virker vibrationer. Jeg ved det fra egen krop, og senest fra verdens bedste pub; Royal Family Hotel.
Og i morgen skal jeg surfe igen med min hjerteveninde og soulmate Mcgee.

Udgivet i Australien, Blog, Musik, Surf, Uncategorized | Skriv en kommentar

En båd fødes af et træ og sjælen skal ikke trækkes i

Australien rejse, her med lidt om Aboriginals

Uluru

 

 

 

 

 

 

 

 

Uluru et særligt sted for Aboriginals

Første dag alene i Adelaide besøger jeg South Australian Museum. Jeg bruger en del tid i Aboriginals udstillingen, som er stor og rig på fakta og effekter. Jetlaget har dog lidt fat i min energi, og jeg tillader mig at lægge mig på en bænk og se en dokumentar på en skærm. En ældre amerikaner som kommer forbi, spørger om jeg er en del af udstillingen. Det er jeg, og tilbyde ham at være det også. Han betakker sig, men er misundelig kan jeg se.

En time efter tager jeg og en mindre gruppe (med amerikaneren) på rundvisning med en guide som forklarer og fortæller med stor viden og endnu større begejstring. Om Aboriginernes tid, inden de hvides ankomst, hvor de eksisterede som et stenalderfolk med rig kultur og naturkendskab. På linje med andre naturfolk, under ekstrem vanskelige geografiske vilkår, formåede de at leve og overleve ud fra en stor viden tilpasset naturen. Og med en respekt for naturen som er enestående. En af de helt fantastiske historier som fortælles, er om hvordan i de grupper som boede ved en kyst, en flod eller stort vandhul, skabte både. De skar selve rammen af båden i et træ. Men ikke således at båden kunne komme af med det samme. Den var kun ligesom antydet, dog med tilstrækkelig mening. Træet tog så med tiden anstød af formen, og med mere tid, frastødte det formen og dermed fødtes en båd. Træet voksede videre uden sår, og aboriginerne havde ikke forbrudt sig mod træet.
Videnskaben kan fortælle os mange løsninger og fremskridt (og hurra for de fleste), men som et samlede jordiske folk midt i en klimakatastrofe, bør vi nok se til de oprindelige folk for metoder til at overleve i og efter vores tidsalder.

Alice Spring

Jeg tager til Alice Spring som er den by i Australien, hvor Aboriginerne ses mest i gadebilledet. Det er også her at de er mest talrige i forhold til andre befolkningsgrupper (navnlig hvide med europæisk oprindelse). Jeg har forsøgt at samtale med nogle i gaden, hvilket er lidt vanskeligt. Men jeg oplever at de tør lidt op, som jeg spørger. Det er ikke fordi jeg har tænkt nærmere over det, men jeg spøger til mere personlig emner, og jeg tror at det gør en forskel.

Jannie fortæller at hun har tre børn, og den ene arbejder som Ranger. Hun er bekymret for de unge, som hun ser omgives af Drugs, ugidelighed og rodløshed (min tolkning). Hun selv bor 350 kilometer fra Alice Spring, forklarer hun mig. Men jeg ved at ikke er at bo som hos os. Aboriginerne bor overalt i deres land (område). De er et vandrende flok og dette er stadig eksisterende for nogle. De har samtidig en kultur, hvor man deler. Man ejer (for de som endnu lever mest i den Aboriginesiske kultur) som sådan ikke særligt meget og slet ikke land. Det er baseret på, at man kun overlever ved at dele. Så Jannie kan fint dukke op i Alice Spring hos nogle bekendte, uden at melde sin ankomst. Ingen spørger til hvor længe hun bliver. Det kan godt være længe i vores terminologi. Ingen kunne drømme om at lave regnskab. Aboriginerne har overlevet i over 50.000 år – nogle nyere fund tyder på endnu længere. De har overlevet ved at dele viden og ressourcer. Da den hvide mand landede, ankom han med stik modsatte filosofi.

Jeg spørger om lov til at tage et foto. Jannie spørger hvorfor? Jeg forklarer, at jeg gerne vil dele det jeg oplever, med dem som jeg kender, og vise dem hvem jeg taler med. Hun giver mig lov til at tage hendes foto. Læg mærke til den sætning! Man tager et foto. Og for de aboriginere som lever mest efter de gamle ideer, og ikke (endnu) er blevet helt westernized, er der meget på spil. Det handler om at komme herfra uden at efterlade sig nogle aftryk – på alle måder. Når en aboriginer dør, tager denne til stjernerne i mælkevejen. Til sine forfædre. Hvis nogle tilbage på jorden holder i ånden, via effekter (som et foto kan skabe gensyn), ja så har denne svært ved at komme af sted på rejsen. Også den dødes navn kan ændres til; ‘Kumanjayi’, ‘Kwementyaye’ eller ‘Kunmanara’ for at mindske båndet. Det er samme idé, man skal slippe relationen til ånden. Det kan synes som om, at det at opleve sorg ikke kan have større plads i og hos de efterladte. Ud fra et eksistens-synpunkt er dette dog praktisk for et naturfolk, som er i virkelig minimum med fødevare og vand. Al energi har været koncentrer på at skulle overleve. Ud fra moderne psykologi og freudiansk forståelse, er det svært at forstå at en følelse som sorg kan være (nærmest) ikke tilstede eller forsøges gemt og glemt. Måske er den tilstede, men det er ikke så acceptabelt at ”dyrke” den.

Jeg er glad for at jeg spurgte, inden jeg tog fotos i går i Alice Spring. Ibson mente, at jeg godt kunne give et par dollars for et foto. Det tog hans sjæl vist ingen skade af. Det ville jeg gerne have gjort, men jeg havde dog ingen kontanter. Jeg fik lov trods pengeløs, at tage Ibson’s foto.

Udgivet i Australien, Rejser, Religion, Uncategorized | Skriv en kommentar

Kantsening – TV på den nye måde

Jeg har bemærket, at jeg er begyndt at lægge mærke til, at jeg ser TV på en ny måde. Ja, jeg ser stadig TV, over i købet med stueantenne. Selv om den tekniske opstilling således kan virke af ældre og simpel dato, er min udvikling som seer topmoderne. Jeg er som aldeles nuskabende og nyskabende kantseer begyndt at holde øjets opmærksomhed i kanten, eller i baggrunden, af billedet. Når for eksempel en person fylder skærmen, flakker mit blik vanedannent bag ham, eller ude i siderne ved skærmkanten, i jagten på de oversete detaljer. Endnu lytter jeg, om end jeg oftest fortaber hørelsen for at bliver overtaget af mine indre tanker som lydspor. De kan lyde således og på denne vis:
”Nåh, det er sådan, at de har lavet den slags plankeværk der med diagonale striber..”.
Plankeværk findes jo, for den opmærksomme kantseer, i en myriade af variationer og er et stort hit, når det præsenteres i TV. Man finder oftest plankeværkerne i kanten og særligt i højre side – uvist af hvilken grund. Også brolægninger er værd at bemærke, og kan også stille trangen for et sefix for den hungrende kantseer. Fliser kan lægges på rigtig mange måder, særligt der hvor brosten medvirker til, at skabe uventede mønstre mellem større flade sten – ofte kvadratiske. Brolægningerne er som sædvanligvis i nederste del af kantbilledet. Plankeværker og flisemønstre er i variationernes topliga, det ved vi kantseer. Græsplæner vinder også ved nærmere eftersyn, men nu skal jeg ikke fratage andre muligheden for selv at få oplevelsen. Tillad mig dog en enkelt observation mere, tekster.

Tekster er helt på linje i kvalitet med de førnævnte eksempler fundet ved kantsening. Vi taler her om en kvalitet som er lige i øje for varianternes variationer. Særligt når ord står alene på mørk baggrund. For eksempel de ord i de tekster som åbner en film. Der findes formentlig ikke en ensartet måde, hvorpå de præsenteres – navne med titler i grafiske forunderligheder. De ruller og glider, de drysser de ramler de fragmenterer, de…. Jeg efterlyser hermed det stærkt savnede værk, fra Filmhistorie på universitet, som kan kategoriser og bagatellisere de mange introer og outtro’s tekster. Et overset og hidtil uskrevet værk. Det uendelige værk om – Teksterens præsentation. Men se nu lod jeg mig aflede, og kom ud i kanten af mit egentlig ærene – TV-kantsening. Tilbage til dette.

Et skønt og kærkommen fundament til kantsening, er de evige genudsendelser, som hermed hylles, hylles og hylles. I min husstand modtager vi kun DR’s udsendelser og TV2- Østjylland. Begge stationer sender vedvarende deres udsendelser i et stabilt genudsendelses-tempo, på samme vis som bilerne i et formel 1 løb tager omgang efter omgang efter omgang. Dog kører de racerbiler jo kun omkring 20 runder, så de er jo egentlig begrænset. Det er genudsendelserne vist ikke, heldigvis. Man kan fint forlade et program og være sikker på at se videre næste dag, eller i hvert fald i løbet af ugen. ”Vestkystfiskerne” (TV-2 Østjylland), kører hele aften afløst af ”Vestkystfiskerne” som afløses af … ja.
Samlet er det forrygende, og jeg mener det seriøst, seriøst, helt seriøst. Jeg elsker genudsendelser. Mest fordi jeg slet ikke længere ser noget som helst færdigt. Og selv om jeg skulle bemærke, at jeg ser mig selv være fordybet i ”De andres liv” (Tysk film på DR K nu på ? omgang), har jeg endnu ikke formået at se mere end omkring ti samlede minutter. Det er jo også en slags fordybelse – sådan set i denne tidsalders (skærm)lys, som vi er forblændet i. Men det gør ingenting, altså det afbrudte seerri. Jeg står jo bare på igen ved næste genudsendelse. På den vis og måde ved jeg nu, efter omkring femte omgangs kikkeri, at det var konen der forrådte de der forfattere. Og at det var ham aflytnings-fyren fra kælderen (med mursten som ikke var forbandt i baggrunden) som havde fjernet skrivemaskinen, og dermed hjulpet manden (til konen som forrådte ham…. ). Jeg mangler stadig lige et afsnit midt i filmen, hvor de sammensværgende formentlig aftaler, at skrive det der på den der skrivemaskine. Men afsnittet når jeg helt sikkert en af dagene, eller en af de kommende uger. Jeg skal også lige være sikker på, om det nu var 8 Trabanter der var i gadescenen, og om de tre af dem var i DDR blå farve? Ja, jeg blev lige lidt usikker på antallet og farverne, fordi konen fylder en ret betragtelig plads ud i et nærbillede, som hun dør efter en påkørsel – eller måske selvmord. Det er ikke altid der tages hensyn til os kantseer.
Imens jeg venter på genudsendelsen, vil jeg tælle antallet af de venstredrejede bølgers hvide skum, bag ham fiskeren i ”Vestkystfiskerne”. Det er en skam, at han ikke kommer på land, og står på nogle fliser. Men det gør han ikke. Jeg har set efter.

Udgivet i Blog, De bedste skriv, TV, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Skrivemaskinernes eventyrs klang

dav

De vidner om store ord og tankers vider, endskønt de skrivemaskiner ikke længere klaprer. For fingrene som skrev har forladt denne verden for andre eventyr og rejser.
De skrivemaskiner tilhørte mine helte, Troels Kløvedal, Knud Rasmussen og Ernest Hemingway. Legender som skrev historie(r) fra det liv som levedes, der hvor stormenes vinde hyler og geværernes skud knalder i fjelde og på savanner.

Jeg har besøgt dem – ofte – deres ord i bøger, podcast, film og foredrag. Og på museer, hvor beskueren kan opleve og genopleve eventyrenes effekter i deres rummelige dagligstuer eller den snævre skibskahyt.
Det har forandret min verden, deres ord, deres liv. Jeg sejler med på oceanet og synger med hvalerne, skønt det er fra færgen Hundested – Rørvig. Jeg rejser med hundeslæder over indlandsisen og smælder med en pisk, mens jeg klapper en puddelhund i snor i Risskov. Jeg skyder gazeller på savannen, i zoologisk have med mit kamera, og lader klikket fra udløseren ekkorerer, så løverne brøler til svar.
Uden eventyrernes historier ville min verden være steril. En sten en sten, en lyd en lyd og en til en ensomen.

De skrivemaskiner står som vidner om en mission, der ville lade folk forstå, hvorledes man skal opleve verden. Det er bevægende, så man bevæges. Og se nu der; Skrivemaskinernes tastearmene springer atter frem, og i slagfast takt skrives der så det klapre: ”Drag ud i verden som de modige og udlængselsfulde. Lad livet favntage dig ad blæstens støvede veje og frådens skumsprøjtende havbølger”.
Kom Troels, kom Knud, kom Ernest. Vi står ud, reber topsejlene, knalder med hundepisken og lader geværet!
Klap klap, klap klap…  klap

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kangerlussuaq-slowness

 

Man skal kunne lide fly, lufthavne, sol og indlandsis samt ikke at have travlt – overhovedet ikke travlt, slet ikke…  Kan man det, så er Kangerlussuaq lige stedet. Og er heldet med én, så er der tilmed forlængelse på ubestemt tid. I hvert fald sidder jeg nu på hotellet for en ekstra overnatning – lige op ad landingsbanen. Her har mange fly tøffet glade ud og ind – dog ikke den som jeg skulle have været med i morges til Nuuk kl. 8.40. Men det er ikke Kangerlussuaq skyld, slet ikke. Det er Nuuk, kan jeg forstå på mine allierede som også venter, for der er tåge i den grønlandske hovedstad.
Jeg ankom i går til et kæmpe land med en lille befolkning. Grønland eller på grønlandsk Kalaallit Nunaat (grønlændernes land) har et areal af 2.175.600 Km2. Her bor de ca. 56.000 indbyggere, hvoraf 80% af dem bor i 16 forskellige byer og resten bor i 60 forskellige bygder. Her i Kangerlussuaq bor omkring 500 indbyggere, jeg ved en af dem hedder Allan, men jeg kender ham ikke.
Inden jeg måske slet ikke kommer af sted i morgen, så har jeg været omkring stedet, som ved første indtryk minder om en westernby. Det var for en evighed siden – i går ifølge kalenderen. Sikken en dag det var i går:

 

   Den berejste gardinstang

Jeg landede i går med samme fart indeni som flyveren til Kangalussuaq, og jeg fortsatte i det tempo til min bagage kom. En kuffert og en 2 meter lang papkasse, som kunne forveksles med alt fra oppustelig ski til fiskestang, men var et gardin med stang til at mørklægge min søn’s (og kærestens) soveværelsesvindue i Nuuk. Over telefonen havde sønnike  forklaret mig, at det var et gardin. Jeg kan vel have det med i kufferten, havde jeg naivt troet. Jeg kan berette, at det er ikke let at gå ind og ud af Letbanen, metroen, busser, taxaer, check in og check ud og check ud og check in, lange hotelgange og vandrehjems receptioner og værelse…. med en gardinpapkasse.  Jeg sender hermed en advarsel til alle forældre med børn i Grønland; ”Nej”, bør svaret være til at tage noget som helst med! Gardinet bliver senere navngivet af en klog grønlandsk kvinde, som; Verdens mest berejste gardin (læg mærke til navnet, læs senere om dette).

Jeg tog en taxa til vandrehjemmet fra lufthavnen. Jeg ville have taget en bus, men flere mente at der ikke kørte en bus på en helligdag. Så det blev en taxa med gardinkassen mellem chaufføren og mig. Ved vandrehjemmet tog Louise godt imod mig og bemærkede kassen. ”Den er lang”, konstaterede hun med medfølelse i stemmen. ”Historien om dens færd er endnu længere”, svarede jeg tørt som luften udenfor. Jeg fik en køje, den nederst, og kassen fik den øverste. ”Husk den i morgen”, påpegede Louise med en vis frygt mente jeg. ”Helst ikke” svarede jeg lavt…

Tiden og ekspeditionen

Udstyr til at komme frem i Kangerlussuaq her i de sidste dage i maj er: Sommertøj med antimyg camouflage (ikke opfundet endnu, men verden venter….) Jeg er glad for ikke at have pakket skibukserne. Og fortrudt ikke at have mine sommerbenklæder med…. For her er sommer med fuld solkraft og med tørke som i et ørkenland eller en westernby i Clint Eastwood-land. Mine cowboybukser og skjorte samt vinterjakke passer perfekt til min ekspedition til indlandsisen. Jo, ekspedition er nødvendig som glose her, for alene at vide hvor afgangen til turen er, er lidt at en prøvelse i ukendt land. Louise ved det ikke. Men kort fortalt, så tør jeg ikke tage chancen for at blive hentet ved vandrehjemmet, som ellers aftalt, idet rygterne fortæller, at man kun hentes i lufthaven. Så jeg vandre fra søde Louise’s vandrehjem tilbage til lufthaven ad den støvede landevej. Undervejs kommer bussen forbi, som jo ikke kører i dag på helligdagen. Måske er det en anden bus…. Militær? Jeg går så…. Og mit indre går også….. eller overgår, fra storbys galop med gardinpapkasse over Kastrup lufthavns trængsel og mas med gardinpapkasse, til westernbys slow. Imens jeg skridt for skridt vandrer slår jeg fra, eller til, transformerer til noget fredeligt. Det er ikke sådan et klarsyn eller ud af kroppen eller andre pludselig ”kvikfix”. Det sker bare på vejen i Kangerlussuaq. En rolighed ankommer. Jeg opdager det mest klart, som jeg når lufthavnen. Jeg kan vente – i tålmodighed. Jeg kan bare være.
Så udenfor lufthaven, som jeg forlod for små 2 timer siden efter landing med københavnerflyveren, venter jeg med en gruppe pensionister fra Hanstholm som trisser, og en gruppe unge mennesker med fuld læsset rygsække samt en enlig kvinde i joggingbukser og vandrestøvler. Jeg venter, jeg er her bare.
Jeg har hjemmefra booket plads i en jeep, som jeg nu husker beskrivelsen af turen, så selvfølgelig kommer en stor bus, som jeg finder ud af, at jeg også skal med. Hanstholm’erne strømmer ind med de andre i kølvandet. Laila er chaufføren, guiden og venligheden selv, og fastslår at det var godt jeg selv gik til lufthaven, for hun fandt mig ikke ved vandrehjemmet, et andet. Det viser sig, at der er ca. 3 vandrehjem, som jeg forstår det, og de henter kun ved det ene…. Eller slet ikke… som jeg forstår det…
Se her ville jeg normalt skulle begrænse et mindre vulkanudbrud af vrede og frustration, men jeg er forbavsende rolig og nærmest i buddhistisk balance-stangs-ligevægt/ gardinstangs-ligevægt. Selv overrasket over denne tilstand (stilstand) må jeg accepter det hele – både tilstanden og forviklingerne. Jeg kan ikke andet. Jeg har ganske enkelt fået Kangerlussuaq-slowness (som jeg må kalde tilstanden) i kroppen og det har på magisk vis bredt sig til sindet. Efter små to timer…
Man skal aldrig undervurdere omgivelsernes indflydelse på ens sindstilstand. Jo ældre jeg bliver, desto mere hælder jeg til den opfattelse, at al individuel (indefra) forsøg på kontrol af verden er total sekundært i forhold til al det som er udenfor én.  Er du i tvivl, så prøv stresstesten med kuffert, rygsæk og gardinpapkasse gennem Danmark og dernæst landevejen i Kangerlussuaq frem og tilbage (tilbage uden Den berejste gardinpapkasse). Jeg er fortaler for at være i den sidste tilstand og på det sidste sted. Chancen er her for at opnå Kangerlussuaq-slowness!

Turen mod indlandsisen

Turen ad Grønlands længste vej, på omkring 35 kilometer, er – slow. Også fordi det er en grusvej med huller, så Chauffør Laila må manøvrere i adstadigt tempo. Det foregår med den ene hånd på rattet og en anden til mikrofonen med informationerne om alt som er udenfor ruden. For eksempel om Volkswagen som anlagde selve vejen som fører til indlandsisen, hvor de ville teste biler. Projektet blev opgivet – efter vejen var anlagt. Og om sneharen som sidder udenfor under en sten….. hvor…? Åh der i sin hvide pels. Og om flyvraget vi lige må ud og se på, som nu er en bunke metal. Senere om Ross floden og Russel gletsjeren, som har navne efter personer. Og her er noget virkeligt interessant; Vestens opdagelsesrejsende navngiver steder efter egoer (hvide menneskers navne), mens grønlænderne har navne som beskriver stederne. For eksempel, Det irriterende bjerg (fordi det bliver ved med at stige), eller Evighedsfjorden (som synes at blive ved med at være længere bag hvert fjeld-knæk). Jeg er klart for grønlændernes måde at beskrive steder på! Dog kunne en mellemløsning måske være; Det smukke bjerg Bent, med den pæne udsigt på vej op og ned…..

Uanset, så kommer busselskabet fremad, og jeg lære jogging-bukse-kvinden at kende. Ann C som er tysk-underviser på gymnasiet et sted i København, viser sig at være hende som er i bukserne. Kemien passer fino, og vi danner nærmeste et par fra indlandsisen ad, en slags modpol til Hansholmgruppen og de unge fjeldvandrere som i øvrigt bliver herude for at gå de 12 dage til Sisimiut. “Når I går på indlandsisen, må I kun gå der hvor isen knaser”, forklarer Laila, og i næste sætning slipper hun de unge løs på egen hånd. Hvorfor vi andre ikke må, er uklart, særlig for det nyetablerede par. Måske ved Laila ikke, at jeg har erfaring fra Ushuaia’s (Sydamerika’s sydligste by) fjelde og snerydningen i Risskov. Men det er egentlig lige meget, for de unge er kun 50 meter væk og vil ikke videre. Selv er jeg galant, og hjælper Ann C over det som jeg mener er en farlig våge med en håndsrækning. Havde jeg ikke frelst hende der, kunne hun godt have fået en våd sko.
Det er utroligt som man kan komme tæt på folk her i Kangerlussuaq, på et langsomt øjeblik. Da vi er retur i Kangerlussuaq lufthavn skal Ann C desværre på flyet til Nuuk. Det er som at sige farvel til en god rejsekammerat efter flere uger, endskønt vi kun har kendt hinanden i tre timer. Jeg må drage hjemad mod vandrehjemmet ene, og på gåben, da bussen vist ikke kører…..
Pyt, nede for enden af landingsbanen, hvor man holder for rødt når fly letter og ankommer, møder jeg to kvinder i en pickup og får et lift. ”Vi har lige besøgt Allan”, fortæller de uden forklaring om hvem Allan er og med en forventning om, at jeg da ved hvem Allan er. I Grønland virker det som om at alle kender hinanden. Men det er også sandt for den ene i bilen genkender jeg fra flyet fra København, som jeg ankom med for 100 år siden, men samme dag som i dag. Kvinden i rød kjole, navngiver jeg hende i grønlandsk stil, for jeg ser hende i rød kjole mest. Vi kører ad landevejen og tiden er trukket ud som universet udvider sig, åbenlyst med startpunkt her i Kangerlussuaq. Langsomheden virker udstrakt som udsigten til fjeldene. Klar og udefinerlig i afstand. Indeni er trætheden eneste vidne om, at min dag er tilført 4 timer ekstra og kroppen har gået på Frederiksberg, Kastrup, støvede westernby-vej og indlandsis – sidste sted uden gardinkasse. Midnatssolen har forstærket langsomheden, idet skumringen synes umærkelig. Her er lyst… hele natten, nord for polarcirklen. Og nu sætter Allan’s venner mig af på vandrehjemmet – det rigtige. Jeg ville have været på Thai restauranten, som måske har åbent… vist nok…. Men jeg tager et langsomt bad og finder min køje. Som jeg slumre ind på Kangerlussuaq-slowness vis,tungt og Laaangggsss….., mener jeg at bemærke, at Verdens mest berejste gardin vender sig i den øverste køje.

Udgivet i De bedste skriv, Grønland, Kangerlussuaq, Rejser, Uncategorized | 1 kommentar

Lov på vej om gyldent håndtryk til alle statens og kommunernes medarbejdere

Renæschancen-posten

Renæschancen-postens artikler, debat og nyheder er pure opspind med et vist genkendelighedstræk i virkeligheden. Skulle der være lighed og genkendelse med personer og institutioner kan det godt være med vilje.
Nedenstående er helt på linje med Renæschancen-postens ovenstående deklaration.

Lov på vej om gyldent håndtryk til alle statens og kommunernes medarbejdere

For at være helt sikker på at de offentlige ansatte er på det rene med, hvad det vil sige at være dansk, og leve efter dansk kultur, vil stat og kommuner komme til at skulle indføre et såkaldt; gyldnet håndtryk, til alle deres medarbejdere. Dette lovforslag er nu på vej og skal vedtages i samme lovpakke som det obligatoriske håndtryk for nyt statsborgerskab.
En talsmand for regeringen forklarer:
– Det er jo vigtigt for regeringen i det første forslag, at være sikker på folk oplever sig som lige netop danske, allerede fra første statsborgerskabsdag. Men lige så vigtigt er det, at medborgerne også oplever sig som danske resten af livet i Danmark. Derfor tilføjer vi loven med det gyldne håndtryk, som i første omgang kun er til offentligt ansatte. Det er fordi vi har svært ved at finde lovhjemmel til at få de resterende danskere til at møde op og trykke hånd med myndighedspersonerne. Men offentligt ansatte skal jo heldigvis, og de er jo også dem som får løn – trods alt.

Reelt kommer den nye lov til at betyde, at offentligt ansatte kan se frem til en fratrædelsesgodtgørelse på mellem en halv og en hel million kroner. Den halve vil komme til udbetaling, hvis medarbejderen skulle blive afskediget, og den hele million såfremt de selv siger op.
Talsmanden fra regeringen fortæller at:
– Denne model er hentet fra den nuværende kulturministers erfaring, og har dermed afsæt i ægte dansk arbejdskultur. Og mere dansk end selve kulturministeren bliver det jo ikke, når vi taler om dansk kultur.

Det er et flertal i regeringen og et par støttepartier som står bag lovforslaget, som dermed har store udsigter til at blive vedtaget ved folketingets åbning.
Selve håndtrykket vil ske til en ceremoni, hvor borgmesteren personligt skal sikre sig at medarbejderne trykker korrekt. Gør nogle ikke det, skal de dog ikke fortvivle, idet de får lov til at gå om i køen til endnu et forsøg.
Talsmanden forklarer:
– Vi er tolerante her i landet, og det har aldrig været sådan at de som indstilles til et gyldent håndtryk lades i stikken. Skulle nogle dog falde helt igennem, vil der være opsamlingskurser først på direktionsgangen dernæst hos vores samarbejdspartner i det private erhvervsliv. Der skal nok være nogle der banker det håndtryk fast her, slutter talsmanden.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kommunernes børnehaver vil bruge Egoland kø-bånd ideen

Renæschancen-posten

Renæschancen-postens artikler, debat og nyheder er pure opspind med et vist genkendelighedstræk i virkeligheden. Skulle der være lighed og genkendelse med personer og institutioner kan det godt være med vilje.
Nedenstående er helt på linje med Renæschancen-postens ovenstående deklaration.

Kommunernes børnehaver vil bruge Egolands kø-bånd ideendav

En kendt dansk forlystelsespark, som er anonymiseret i denne artikel, Egoland, er blevet kendt for en ny filosofi, som er banebrydende indenfor oplevelsesindustrien. Kø-bånd.
Det går ud på, at parken har indført forskellige former for betaling med ulige adgangstid til forlystelserne. Der er lige nu på fire niveauer til kortere kø. Det dyreste og hurtigste adgangs-kø-forkorter koster kr. 600-

Det helt store argument for denne indførelse er; at dette i forvejen er noget der eksisterer alle steder i alle samfund. Og at der er god økonomi i det.
Dermed er selve ideen om, at der findes et særligt sted i livet, kaldet barndom væk – sjovt nok i netop dette Egoland, som indtil videre har bygget deres eksistens og forretning på barndommens land. Nu er barndommen væltet som et babelstårn bygget i materialer som er stablet sammen og let kan skilles af og falde.

Og med dette argument har ideen fået indtog i kommunernes trængte økonomi.
Her i kommunen Holdslør, hvor borgmesteren her bliver interviewet af Renæschancen-postens reporter, om de nye gradueringer:

Borgmesteren:
– Argumenterne for kø-bånd, og båse fra parken, passer så fint på den økonomiske udvikling i vores kommune. Så vi har ganske enkelt videreført denne tanke, og gjort den til en politik helt i tråd med vores fundament om, at Borgeren skal være i centrum. Også vækstbegrebet passer perfekt, idet de små mennesker, man tidligere kaldte børn, jo af størrelse er mindre end de højre mennesker. Så de skal naturligvis vækste, mens vi tilpasser dem til livets vilkår i de moderne tider. Derfor har vi nu på forsøgsbasis indført systemet i børnehaverne i kommunen.
Børnene har her fået tre bånd at vælge imellem, og deraf vil de blive pædagogisk betjent.

Er der ikke nogen, der med kø-båndne, er mere i centrum end andre?

–  Nej, de har alle bånd og på den vis lige vigtige. Det er så tilmed denne vigtige overførelse fra det virkelig samfund, som nu slår gennem helt ind i de mindre menneskers liv. Det vil skabe gode borgere, som vil være klar til det moderne voksenliv allerede i de unge år.
Vi har indkøbt et computerprogram til kr. 25.000.000 – for at sikre at vi kommer godt fra start.

Sagde De ikke, at det var på forsøgt basis?

–  Ja, og derfor skal vi sikre os, med den gode plat-form som start.

Er det så rigtigt forstået, at personalet skal tage sig først, af de børn som græder med blå bånd på, inden de tager dem med gule?

–  Ja, det er helt korrekt.

Hvad nu hvis alle forældre køber blå bånd til deres børn, og således skal betjenes først? Så er der jo ingen til at vente?

– Nej, Det er sandt. Men det er naturligvis noget, som vi også har tænkt over. Og derfor vil man i den situation kunne opgraderer sine kø-rettigheder til lilla bånd. Men, det er endnu alt for tidligt, at se dette som et problem, og som jeg lige har fortalt, har vi jo allerede løst det.

Nogle vil måske anførere, at børn bør vokse op i et miljø, hvor der i højre grad er fokus på samarbejde og socialitet samt oplevelsen af fællesskab. Endda med lige rettigheder for alle. Er det ikke kommunens pædagogiske grundlag?

– Jeg forstår ikke spørgsmålet…?

Er der ikke god økonomi i at alle børn får oplevelsen af at være lige betydningsfulde?

– Nåh, nu forstår jeg. Nej, det er jo en gammeldags opfattelse som er helt ude af trit med det moderne menneske. Det kan vi jo nu se fra oplevelsesindustrien. Et lille menneske vil hellere opleve, at være mere værd end andre. Altså mere betydningsfuld.
Og det er jo vores nye pædagogiske motto her i kommunen – som vi har hentet inspiration i fra de mindre menneskers eget land – nemlig sangen: ”Der bor en bager”. Det lyder jo således (synger): ”Har du penge kan du få, har du ingen så må du ….”

Der er måske nogle psykologer og forskere der vil mene, at der iboende i et menneske er en retfærdigheds-sans og at denne kan blive krænget ved turbåndene. Og at dette til alle tider har givet grobund for oprør og ballade. Har I tænkt på det?

– Hmm. Der er endnu aldrig blevet bevist, at der findes en sådan sans. Sagde du retfærdigheds-sans? Vi har ikke kunne finde den i det exelark for Iteriar som vores program hedder. Men jeg kan da godt se efter…..

Der er måske så nogle forældre der ikke vil være med til det?

– Ja, men det har vi taget højde for i programmet. De får de hvide bånd. Alle har jo ret til ikke at ville være med – det er jo derfor det hedder et samfund.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar