Kantsening – TV på den nye måde

Jeg har bemærket, at jeg er begyndt at lægge mærke til, at jeg ser TV på en ny måde. Ja, jeg ser stadig TV, over i købet med stueantenne. Selv om den tekniske opstilling således kan virke af ældre og simpel dato, er min udvikling som seer topmoderne. Jeg er som aldeles nuskabende og nyskabende kantseer begyndt at holde øjets opmærksomhed i kanten, eller i baggrunden, af billedet. Når for eksempel en person fylder skærmen, flakker mit blik vanedannent bag ham, eller ude i siderne ved skærmkanten, i jagten på de oversete detaljer. Endnu lytter jeg, om end jeg oftest fortaber hørelsen for at bliver overtaget af mine indre tanker som lydspor. De kan lyde således og på denne vis:
”Nåh, det er sådan, at de har lavet den slags plankeværk der med diagonale striber..”.
Plankeværk findes jo, for den opmærksomme kantseer, i en myriade af variationer og er et stort hit, når det præsenteres i TV. Man finder oftest plankeværkerne i kanten og særligt i højre side – uvist af hvilken grund. Også brolægninger er værd at bemærke, og kan også stille trangen for et sefix for den hungrende kantseer. Fliser kan lægges på rigtig mange måder, særligt der hvor brosten medvirker til, at skabe uventede mønstre mellem større flade sten – ofte kvadratiske. Brolægningerne er som sædvanligvis i nederste del af kantbilledet. Plankeværker og flisemønstre er i variationernes topliga, det ved vi kantseer. Græsplæner vinder også ved nærmere eftersyn, men nu skal jeg ikke fratage andre muligheden for selv at få oplevelsen. Tillad mig dog en enkelt observation mere, tekster.

Tekster er helt på linje i kvalitet med de førnævnte eksempler fundet ved kantsening. Vi taler her om en kvalitet som er lige i øje for varianternes variationer. Særligt når ord står alene på mørk baggrund. For eksempel de ord i de tekster som åbner en film. Der findes formentlig ikke en ensartet måde, hvorpå de præsenteres – navne med titler i grafiske forunderligheder. De ruller og glider, de drysser de ramler de fragmenterer, de…. Jeg efterlyser hermed det stærkt savnede værk, fra Filmhistorie på universitet, som kan kategoriser og bagatellisere de mange introer og outtro’s tekster. Et overset og hidtil uskrevet værk. Det uendelige værk om – Teksterens præsentation. Men se nu lod jeg mig aflede, og kom ud i kanten af mit egentlig ærene – TV-kantsening. Tilbage til dette.

Et skønt og kærkommen fundament til kantsening, er de evige genudsendelser, som hermed hylles, hylles og hylles. I min husstand modtager vi kun DR’s udsendelser og TV2- Østjylland. Begge stationer sender vedvarende deres udsendelser i et stabilt genudsendelses-tempo, på samme vis som bilerne i et formel 1 løb tager omgang efter omgang efter omgang. Dog kører de racerbiler jo kun omkring 20 runder, så de er jo egentlig begrænset. Det er genudsendelserne vist ikke, heldigvis. Man kan fint forlade et program og være sikker på at se videre næste dag, eller i hvert fald i løbet af ugen. ”Vestkystfiskerne” (TV-2 Østjylland), kører hele aften afløst af ”Vestkystfiskerne” som afløses af … ja.
Samlet er det forrygende, og jeg mener det seriøst, seriøst, helt seriøst. Jeg elsker genudsendelser. Mest fordi jeg slet ikke længere ser noget som helst færdigt. Og selv om jeg skulle bemærke, at jeg ser mig selv være fordybet i ”De andres liv” (Tysk film på DR K nu på ? omgang), har jeg endnu ikke formået at se mere end omkring ti samlede minutter. Det er jo også en slags fordybelse – sådan set i denne tidsalders (skærm)lys, som vi er forblændet i. Men det gør ingenting, altså det afbrudte seerri. Jeg står jo bare på igen ved næste genudsendelse. På den vis og måde ved jeg nu, efter omkring femte omgangs kikkeri, at det var konen der forrådte de der forfattere. Og at det var ham aflytnings-fyren fra kælderen (med mursten som ikke var forbandt i baggrunden) som havde fjernet skrivemaskinen, og dermed hjulpet manden (til konen som forrådte ham…. ). Jeg mangler stadig lige et afsnit midt i filmen, hvor de sammensværgende formentlig aftaler, at skrive det der på den der skrivemaskine. Men afsnittet når jeg helt sikkert en af dagene, eller en af de kommende uger. Jeg skal også lige være sikker på, om det nu var 8 Trabanter der var i gadescenen, og om de tre af dem var i DDR blå farve? Ja, jeg blev lige lidt usikker på antallet og farverne, fordi konen fylder en ret betragtelig plads ud i et nærbillede, som hun dør efter en påkørsel – eller måske selvmord. Det er ikke altid der tages hensyn til os kantseer.
Imens jeg venter på genudsendelsen, vil jeg tælle antallet af de venstredrejede bølgers hvide skum, bag ham fiskeren i ”Vestkystfiskerne”. Det er en skam, at han ikke kommer på land, og står på nogle fliser. Men det gør han ikke. Jeg har set efter.

Udgivet i Blog, De bedste skriv, TV, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Skrivemaskinernes eventyrs klang

dav

De vidner om store ord og tankers vider, endskønt de skrivemaskiner ikke længere klaprer. For fingrene som skrev har forladt denne verden for andre eventyr og rejser.
De skrivemaskiner tilhørte mine helte, Troels Kløvedal, Knud Rasmussen og Ernest Hemingway. Legender som skrev historie(r) fra det liv som levedes, der hvor stormenes vinde hyler og geværernes skud knalder i fjelde og på savanner.

Jeg har besøgt dem – ofte – deres ord i bøger, podcast, film og foredrag. Og på museer, hvor beskueren kan opleve og genopleve eventyrenes effekter i deres rummelige dagligstuer eller den snævre skibskahyt.
Det har forandret min verden, deres ord, deres liv. Jeg sejler med på oceanet og synger med hvalerne, skønt det er fra færgen Hundested – Rørvig. Jeg rejser med hundeslæder over indlandsisen og smælder med en pisk, mens jeg klapper en puddelhund i snor i Risskov. Jeg skyder gazeller på savannen, i zoologisk have med mit kamera, og lader klikket fra udløseren ekkorerer, så løverne brøler til svar.
Uden eventyrernes historier ville min verden være steril. En sten en sten, en lyd en lyd og en til en ensomen.

De skrivemaskiner står som vidner om en mission, der ville lade folk forstå, hvorledes man skal opleve verden. Det er bevægende, så man bevæges. Og se nu der; Skrivemaskinernes tastearmene springer atter frem, og i slagfast takt skrives der så det klapre: ”Drag ud i verden som de modige og udlængselsfulde. Lad livet favntage dig ad blæstens støvede veje og frådens skumsprøjtende havbølger”.
Kom Troels, kom Knud, kom Ernest. Vi står ud, reber topsejlene, knalder med hundepisken og lader geværet!
Klap klap, klap klap…  klap

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kangerlussuaq-slowness

 

Man skal kunne lide fly, lufthavne, sol og indlandsis samt ikke at have travlt – overhovedet ikke travlt, slet ikke…  Kan man det, så er Kangerlussuaq lige stedet. Og er heldet med én, så er der tilmed forlængelse på ubestemt tid. I hvert fald sidder jeg nu på hotellet for en ekstra overnatning – lige op ad landingsbanen. Her har mange fly tøffet glade ud og ind – dog ikke den som jeg skulle have været med i morges til Nuuk kl. 8.40. Men det er ikke Kangerlussuaq skyld, slet ikke. Det er Nuuk, kan jeg forstå på mine allierede som også venter, for der er tåge i den grønlandske hovedstad.
Jeg ankom i går til et kæmpe land med en lille befolkning. Grønland eller på grønlandsk Kalaallit Nunaat (grønlændernes land) har et areal af 2.175.600 Km2. Her bor de ca. 56.000 indbyggere, hvoraf 80% af dem bor i 16 forskellige byer og resten bor i 60 forskellige bygder. Her i Kangerlussuaq bor omkring 500 indbyggere, jeg ved en af dem hedder Allan, men jeg kender ham ikke.
Inden jeg måske slet ikke kommer af sted i morgen, så har jeg været omkring stedet, som ved første indtryk minder om en westernby. Det var for en evighed siden – i går ifølge kalenderen. Sikken en dag det var i går:

 

   Den berejste gardinstang

Jeg landede i går med samme fart indeni som flyveren til Kangalussuaq, og jeg fortsatte i det tempo til min bagage kom. En kuffert og en 2 meter lang papkasse, som kunne forveksles med alt fra oppustelig ski til fiskestang, men var et gardin med stang til at mørklægge min søn’s (og kærestens) soveværelsesvindue i Nuuk. Over telefonen havde sønnike  forklaret mig, at det var et gardin. Jeg kan vel have det med i kufferten, havde jeg naivt troet. Jeg kan berette, at det er ikke let at gå ind og ud af Letbanen, metroen, busser, taxaer, check in og check ud og check ud og check in, lange hotelgange og vandrehjems receptioner og værelse…. med en gardinpapkasse.  Jeg sender hermed en advarsel til alle forældre med børn i Grønland; ”Nej”, bør svaret være til at tage noget som helst med! Gardinet bliver senere navngivet af en klog grønlandsk kvinde, som; Verdens mest berejste gardin (læg mærke til navnet, læs senere om dette).

Jeg tog en taxa til vandrehjemmet fra lufthavnen. Jeg ville have taget en bus, men flere mente at der ikke kørte en bus på en helligdag. Så det blev en taxa med gardinkassen mellem chaufføren og mig. Ved vandrehjemmet tog Louise godt imod mig og bemærkede kassen. ”Den er lang”, konstaterede hun med medfølelse i stemmen. ”Historien om dens færd er endnu længere”, svarede jeg tørt som luften udenfor. Jeg fik en køje, den nederst, og kassen fik den øverste. ”Husk den i morgen”, påpegede Louise med en vis frygt mente jeg. ”Helst ikke” svarede jeg lavt…

Tiden og ekspeditionen

Udstyr til at komme frem i Kangerlussuaq her i de sidste dage i maj er: Sommertøj med antimyg camouflage (ikke opfundet endnu, men verden venter….) Jeg er glad for ikke at have pakket skibukserne. Og fortrudt ikke at have mine sommerbenklæder med…. For her er sommer med fuld solkraft og med tørke som i et ørkenland eller en westernby i Clint Eastwood-land. Mine cowboybukser og skjorte samt vinterjakke passer perfekt til min ekspedition til indlandsisen. Jo, ekspedition er nødvendig som glose her, for alene at vide hvor afgangen til turen er, er lidt at en prøvelse i ukendt land. Louise ved det ikke. Men kort fortalt, så tør jeg ikke tage chancen for at blive hentet ved vandrehjemmet, som ellers aftalt, idet rygterne fortæller, at man kun hentes i lufthaven. Så jeg vandre fra søde Louise’s vandrehjem tilbage til lufthaven ad den støvede landevej. Undervejs kommer bussen forbi, som jo ikke kører i dag på helligdagen. Måske er det en anden bus…. Militær? Jeg går så…. Og mit indre går også….. eller overgår, fra storbys galop med gardinpapkasse over Kastrup lufthavns trængsel og mas med gardinpapkasse, til westernbys slow. Imens jeg skridt for skridt vandrer slår jeg fra, eller til, transformerer til noget fredeligt. Det er ikke sådan et klarsyn eller ud af kroppen eller andre pludselig ”kvikfix”. Det sker bare på vejen i Kangerlussuaq. En rolighed ankommer. Jeg opdager det mest klart, som jeg når lufthavnen. Jeg kan vente – i tålmodighed. Jeg kan bare være.
Så udenfor lufthaven, som jeg forlod for små 2 timer siden efter landing med københavnerflyveren, venter jeg med en gruppe pensionister fra Hanstholm som trisser, og en gruppe unge mennesker med fuld læsset rygsække samt en enlig kvinde i joggingbukser og vandrestøvler. Jeg venter, jeg er her bare.
Jeg har hjemmefra booket plads i en jeep, som jeg nu husker beskrivelsen af turen, så selvfølgelig kommer en stor bus, som jeg finder ud af, at jeg også skal med. Hanstholm’erne strømmer ind med de andre i kølvandet. Laila er chaufføren, guiden og venligheden selv, og fastslår at det var godt jeg selv gik til lufthaven, for hun fandt mig ikke ved vandrehjemmet, et andet. Det viser sig, at der er ca. 3 vandrehjem, som jeg forstår det, og de henter kun ved det ene…. Eller slet ikke… som jeg forstår det…
Se her ville jeg normalt skulle begrænse et mindre vulkanudbrud af vrede og frustration, men jeg er forbavsende rolig og nærmest i buddhistisk balance-stangs-ligevægt/ gardinstangs-ligevægt. Selv overrasket over denne tilstand (stilstand) må jeg accepter det hele – både tilstanden og forviklingerne. Jeg kan ikke andet. Jeg har ganske enkelt fået Kangerlussuaq-slowness (som jeg må kalde tilstanden) i kroppen og det har på magisk vis bredt sig til sindet. Efter små to timer…
Man skal aldrig undervurdere omgivelsernes indflydelse på ens sindstilstand. Jo ældre jeg bliver, desto mere hælder jeg til den opfattelse, at al individuel (indefra) forsøg på kontrol af verden er total sekundært i forhold til al det som er udenfor én.  Er du i tvivl, så prøv stresstesten med kuffert, rygsæk og gardinpapkasse gennem Danmark og dernæst landevejen i Kangerlussuaq frem og tilbage (tilbage uden Den berejste gardinpapkasse). Jeg er fortaler for at være i den sidste tilstand og på det sidste sted. Chancen er her for at opnå Kangerlussuaq-slowness!

Turen mod indlandsisen

Turen ad Grønlands længste vej, på omkring 35 kilometer, er – slow. Også fordi det er en grusvej med huller, så Chauffør Laila må manøvrere i adstadigt tempo. Det foregår med den ene hånd på rattet og en anden til mikrofonen med informationerne om alt som er udenfor ruden. For eksempel om Volkswagen som anlagde selve vejen som fører til indlandsisen, hvor de ville teste biler. Projektet blev opgivet – efter vejen var anlagt. Og om sneharen som sidder udenfor under en sten….. hvor…? Åh der i sin hvide pels. Og om flyvraget vi lige må ud og se på, som nu er en bunke metal. Senere om Ross floden og Russel gletsjeren, som har navne efter personer. Og her er noget virkeligt interessant; Vestens opdagelsesrejsende navngiver steder efter egoer (hvide menneskers navne), mens grønlænderne har navne som beskriver stederne. For eksempel, Det irriterende bjerg (fordi det bliver ved med at stige), eller Evighedsfjorden (som synes at blive ved med at være længere bag hvert fjeld-knæk). Jeg er klart for grønlændernes måde at beskrive steder på! Dog kunne en mellemløsning måske være; Det smukke bjerg Bent, med den pæne udsigt på vej op og ned…..

Uanset, så kommer busselskabet fremad, og jeg lære jogging-bukse-kvinden at kende. Ann C som er tysk-underviser på gymnasiet et sted i København, viser sig at være hende som er i bukserne. Kemien passer fino, og vi danner nærmeste et par fra indlandsisen ad, en slags modpol til Hansholmgruppen og de unge fjeldvandrere som i øvrigt bliver herude for at gå de 12 dage til Sisimiut. “Når I går på indlandsisen, må I kun gå der hvor isen knaser”, forklarer Laila, og i næste sætning slipper hun de unge løs på egen hånd. Hvorfor vi andre ikke må, er uklart, særlig for det nyetablerede par. Måske ved Laila ikke, at jeg har erfaring fra Ushuaia’s (Sydamerika’s sydligste by) fjelde og snerydningen i Risskov. Men det er egentlig lige meget, for de unge er kun 50 meter væk og vil ikke videre. Selv er jeg galant, og hjælper Ann C over det som jeg mener er en farlig våge med en håndsrækning. Havde jeg ikke frelst hende der, kunne hun godt have fået en våd sko.
Det er utroligt som man kan komme tæt på folk her i Kangerlussuaq, på et langsomt øjeblik. Da vi er retur i Kangerlussuaq lufthavn skal Ann C desværre på flyet til Nuuk. Det er som at sige farvel til en god rejsekammerat efter flere uger, endskønt vi kun har kendt hinanden i tre timer. Jeg må drage hjemad mod vandrehjemmet ene, og på gåben, da bussen vist ikke kører…..
Pyt, nede for enden af landingsbanen, hvor man holder for rødt når fly letter og ankommer, møder jeg to kvinder i en pickup og får et lift. ”Vi har lige besøgt Allan”, fortæller de uden forklaring om hvem Allan er og med en forventning om, at jeg da ved hvem Allan er. I Grønland virker det som om at alle kender hinanden. Men det er også sandt for den ene i bilen genkender jeg fra flyet fra København, som jeg ankom med for 100 år siden, men samme dag som i dag. Kvinden i rød kjole, navngiver jeg hende i grønlandsk stil, for jeg ser hende i rød kjole mest. Vi kører ad landevejen og tiden er trukket ud som universet udvider sig, åbenlyst med startpunkt her i Kangerlussuaq. Langsomheden virker udstrakt som udsigten til fjeldene. Klar og udefinerlig i afstand. Indeni er trætheden eneste vidne om, at min dag er tilført 4 timer ekstra og kroppen har gået på Frederiksberg, Kastrup, støvede westernby-vej og indlandsis – sidste sted uden gardinkasse. Midnatssolen har forstærket langsomheden, idet skumringen synes umærkelig. Her er lyst… hele natten, nord for polarcirklen. Og nu sætter Allan’s venner mig af på vandrehjemmet – det rigtige. Jeg ville have været på Thai restauranten, som måske har åbent… vist nok…. Men jeg tager et langsomt bad og finder min køje. Som jeg slumre ind på Kangerlussuaq-slowness vis,tungt og Laaangggsss….., mener jeg at bemærke, at Verdens mest berejste gardin vender sig i den øverste køje.

Udgivet i De bedste skriv, Grønland, Kangerlussuaq, Rejser, Uncategorized | 1 kommentar

Lov på vej om gyldent håndtryk til alle statens og kommunernes medarbejdere

Renæschancen-posten

Renæschancen-postens artikler, debat og nyheder er pure opspind med et vist genkendelighedstræk i virkeligheden. Skulle der være lighed og genkendelse med personer og institutioner kan det godt være med vilje.
Nedenstående er helt på linje med Renæschancen-postens ovenstående deklaration.

Lov på vej om gyldent håndtryk til alle statens og kommunernes medarbejdere

For at være helt sikker på at de offentlige ansatte er på det rene med, hvad det vil sige at være dansk, og leve efter dansk kultur, vil stat og kommuner komme til at skulle indføre et såkaldt; gyldnet håndtryk, til alle deres medarbejdere. Dette lovforslag er nu på vej og skal vedtages i samme lovpakke som det obligatoriske håndtryk for nyt statsborgerskab.
En talsmand for regeringen forklarer:
– Det er jo vigtigt for regeringen i det første forslag, at være sikker på folk oplever sig som lige netop danske, allerede fra første statsborgerskabsdag. Men lige så vigtigt er det, at medborgerne også oplever sig som danske resten af livet i Danmark. Derfor tilføjer vi loven med det gyldne håndtryk, som i første omgang kun er til offentligt ansatte. Det er fordi vi har svært ved at finde lovhjemmel til at få de resterende danskere til at møde op og trykke hånd med myndighedspersonerne. Men offentligt ansatte skal jo heldigvis, og de er jo også dem som får løn – trods alt.

Reelt kommer den nye lov til at betyde, at offentligt ansatte kan se frem til en fratrædelsesgodtgørelse på mellem en halv og en hel million kroner. Den halve vil komme til udbetaling, hvis medarbejderen skulle blive afskediget, og den hele million såfremt de selv siger op.
Talsmanden fra regeringen fortæller at:
– Denne model er hentet fra den nuværende kulturministers erfaring, og har dermed afsæt i ægte dansk arbejdskultur. Og mere dansk end selve kulturministeren bliver det jo ikke, når vi taler om dansk kultur.

Det er et flertal i regeringen og et par støttepartier som står bag lovforslaget, som dermed har store udsigter til at blive vedtaget ved folketingets åbning.
Selve håndtrykket vil ske til en ceremoni, hvor borgmesteren personligt skal sikre sig at medarbejderne trykker korrekt. Gør nogle ikke det, skal de dog ikke fortvivle, idet de får lov til at gå om i køen til endnu et forsøg.
Talsmanden forklarer:
– Vi er tolerante her i landet, og det har aldrig været sådan at de som indstilles til et gyldent håndtryk lades i stikken. Skulle nogle dog falde helt igennem, vil der være opsamlingskurser først på direktionsgangen dernæst hos vores samarbejdspartner i det private erhvervsliv. Der skal nok være nogle der banker det håndtryk fast her, slutter talsmanden.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kommunernes børnehaver vil bruge Egoland kø-bånd ideen

Renæschancen-posten

Renæschancen-postens artikler, debat og nyheder er pure opspind med et vist genkendelighedstræk i virkeligheden. Skulle der være lighed og genkendelse med personer og institutioner kan det godt være med vilje.
Nedenstående er helt på linje med Renæschancen-postens ovenstående deklaration.

Kommunernes børnehaver vil bruge Egolands kø-bånd ideendav

En kendt dansk forlystelsespark, som er anonymiseret i denne artikel, Egoland, er blevet kendt for en ny filosofi, som er banebrydende indenfor oplevelsesindustrien. Kø-bånd.
Det går ud på, at parken har indført forskellige former for betaling med ulige adgangstid til forlystelserne. Der er lige nu på fire niveauer til kortere kø. Det dyreste og hurtigste adgangs-kø-forkorter koster kr. 600-

Det helt store argument for denne indførelse er; at dette i forvejen er noget der eksisterer alle steder i alle samfund. Og at der er god økonomi i det.
Dermed er selve ideen om, at der findes et særligt sted i livet, kaldet barndom væk – sjovt nok i netop dette Egoland, som indtil videre har bygget deres eksistens og forretning på barndommens land. Nu er barndommen væltet som et babelstårn bygget i materialer som er stablet sammen og let kan skilles af og falde.

Og med dette argument har ideen fået indtog i kommunernes trængte økonomi.
Her i kommunen Holdslør, hvor borgmesteren her bliver interviewet af Renæschancen-postens reporter, om de nye gradueringer:

Borgmesteren:
– Argumenterne for kø-bånd, og båse fra parken, passer så fint på den økonomiske udvikling i vores kommune. Så vi har ganske enkelt videreført denne tanke, og gjort den til en politik helt i tråd med vores fundament om, at Borgeren skal være i centrum. Også vækstbegrebet passer perfekt, idet de små mennesker, man tidligere kaldte børn, jo af størrelse er mindre end de højre mennesker. Så de skal naturligvis vækste, mens vi tilpasser dem til livets vilkår i de moderne tider. Derfor har vi nu på forsøgsbasis indført systemet i børnehaverne i kommunen.
Børnene har her fået tre bånd at vælge imellem, og deraf vil de blive pædagogisk betjent.

Er der ikke nogen, der med kø-båndne, er mere i centrum end andre?

–  Nej, de har alle bånd og på den vis lige vigtige. Det er så tilmed denne vigtige overførelse fra det virkelig samfund, som nu slår gennem helt ind i de mindre menneskers liv. Det vil skabe gode borgere, som vil være klar til det moderne voksenliv allerede i de unge år.
Vi har indkøbt et computerprogram til kr. 25.000.000 – for at sikre at vi kommer godt fra start.

Sagde De ikke, at det var på forsøgt basis?

–  Ja, og derfor skal vi sikre os, med den gode plat-form som start.

Er det så rigtigt forstået, at personalet skal tage sig først, af de børn som græder med blå bånd på, inden de tager dem med gule?

–  Ja, det er helt korrekt.

Hvad nu hvis alle forældre køber blå bånd til deres børn, og således skal betjenes først? Så er der jo ingen til at vente?

– Nej, Det er sandt. Men det er naturligvis noget, som vi også har tænkt over. Og derfor vil man i den situation kunne opgraderer sine kø-rettigheder til lilla bånd. Men, det er endnu alt for tidligt, at se dette som et problem, og som jeg lige har fortalt, har vi jo allerede løst det.

Nogle vil måske anførere, at børn bør vokse op i et miljø, hvor der i højre grad er fokus på samarbejde og socialitet samt oplevelsen af fællesskab. Endda med lige rettigheder for alle. Er det ikke kommunens pædagogiske grundlag?

– Jeg forstår ikke spørgsmålet…?

Er der ikke god økonomi i at alle børn får oplevelsen af at være lige betydningsfulde?

– Nåh, nu forstår jeg. Nej, det er jo en gammeldags opfattelse som er helt ude af trit med det moderne menneske. Det kan vi jo nu se fra oplevelsesindustrien. Et lille menneske vil hellere opleve, at være mere værd end andre. Altså mere betydningsfuld.
Og det er jo vores nye pædagogiske motto her i kommunen – som vi har hentet inspiration i fra de mindre menneskers eget land – nemlig sangen: ”Der bor en bager”. Det lyder jo således (synger): ”Har du penge kan du få, har du ingen så må du ….”

Der er måske nogle psykologer og forskere der vil mene, at der iboende i et menneske er en retfærdigheds-sans og at denne kan blive krænget ved turbåndene. Og at dette til alle tider har givet grobund for oprør og ballade. Har I tænkt på det?

– Hmm. Der er endnu aldrig blevet bevist, at der findes en sådan sans. Sagde du retfærdigheds-sans? Vi har ikke kunne finde den i det exelark for Iteriar som vores program hedder. Men jeg kan da godt se efter…..

Der er måske så nogle forældre der ikke vil være med til det?

– Ja, men det har vi taget højde for i programmet. De får de hvide bånd. Alle har jo ret til ikke at ville være med – det er jo derfor det hedder et samfund.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Retten til mit blik på min …

På en rasteplads på E 20 fra Fyn mod Aarhus, findes der nu på mandetoilettet en LCD- skærm på selve urinalet. Lige i det synsfelt, hvor mænd sædvanligvis i fred tidligere kunne præciserer deres stråle via blikket. Den tid er nu forbi, og må vige for virksomheders ønske om at reklamere for produkter – tæt på den potentielle kunde. På skærmen vrimler nu tilbud med alt fra plæneklipper til motorbåde. Og det er helt umuligt at kikke væk, for det er med stor stænkerisiko at lukke øjnene. Med andre ord man(d) er chanceløs, hvis man ønsker at skærme sig mod skærmens budskab. Nogen vil mene, at det sidste frihedsrum er forsvundet, og at nogen har solgt rettet til mit eget blik på min pik. Jeg er enig, og det ærgrer mig, for jeg synes at den profit burde tilfalde mig. En ophavsret. Jeg forlanger, at eje mit synsfelt.

Hvis du synes, at urinal-reklamen er et pikant og lidt overraskende udtryk for markedsførernes iderigdom (også kaldet markedsføringens glubske og uhæmmede rovdrift på menneskers opmærksomhed), så har du ikke set nok om, hvor vidt det er kommet.

I vejkrydset på Grenåvej og Lystrupvej i Risskov, er der nu foreløbig sat to storskærme op på private grunde, med levende billede-reklamer der spiller konstant ud i Det offentlige rum – vejkrydset. Selve skærmene hænger på en husvæg og på en trailervogn, nemt og smart. I modsætning til herretoilettes urinal-skærm, som afspiller i et lukket privat rum, et rum du kun kan afskærme dig fra ved ikke at benytte det, så sendes reklamerne i Risskov ud i vores allesammens rum, Det offentlige rum. Reklamemulighedernes frie land, som det rum nok bør kaldes fremover.
I krydset er folk chanceløse, såfremt de ønsker at styre deres blik væk fra reklameskærmene. For levende billeder fanger øjet. Sådan er det. En overvågningsrefleks fra vores biologiske alarmsystem. Derfor kan nogle måske også mene, at det kan være farligt med disse skærme for trafiksikkerheden, for forbrugerne (tidligere kaldet trafikanterne) burde jo holde øje med de andre forbrugere og ikke med en reklameskærm. Heldigvis for markedsføringsfolkene kan de færreste målgrupper (tidligere trafikanter) vælge at kører en anden vej eller lukke øjnene. Den ret har de jo ikke. Det står i loven, at man skal køre med åbne øjne. Det er også godt … for omsætning af produkter og øget indtjening.

Levende reklamebilleder på Grenåvejen i Risskov

For ikke at stå tilbage for udviklingen og blive sat i bås som en brokrøv, er jeg selv i gang med at konstruerer en LCD-skærm til cykler, som kan fremvise reklamer. Foreløbig til at sidde på bagagebærere så cyklisten bagved kan se frem på budskaberne. Jeg påtænker også en duftspreder med forstøver med 20 meters rækkevidde ved sæbe og parfumereklamer. Jeg er ved at ansøge om patent på samme idé for en cykehjelmsmodel med en LCD-skærm på, med højtalere til at fremme reklamebudskaberne. Også selve storskærmene agter jeg, at blive forhandler af med et samlesæt: Over-hæk-højde-på-et-stilads-opstillede-LCD-skærm til landets husejere. Jeg overvejer et smartere og positivt navn til sættet; SMASK. Det bliver stort. Det bliver rigtigt stort!

Imens jeg udvikler de nye reklameideer, undrer jeg mig dog over de tabte markedsmuligheder, som gik mig forbi.
Hvem har solgt Det offentlige rum til udsendelse af video-reklamer? Og hvor er de penge?
Og hvem har solgt retten til mit blik på min pik? ­­­­­

 

Udgivet i De bedste skriv, Foto, Hverdagen, opfindelser, Penge, Politik, Reklamer, Støj, Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg har altid været en sur gammel mand i en ung krop


Forskellen på mine lidt yngre dage og nu, hvad angår mine personlighedstræk, er som forskellen på kogende vand og kogende vand. Ingen altså. Men for dem som betragter mig, vil selve kedlen være forandret i det fysiske. Den er noget slidt i lakken og har buler samt ridser her og der. Måske også en hel del kalk indenbords. Selve emmen der slipper ud – er dog den samme som altid. Altså; jeg siger min mening om dit og dat om diverse emner som altid, og brokker mig – som jeg har gjort i de 57 år jeg har kogt over, når det er nødvendigt.

Det er jeg altid blevet taget alvorligt for og på. Men ikke længere. Nævner jeg i dag en kritisk bemærkning om et emne, oplever jeg tiltagende bemærkninger fra folk omkring mig som; Pas nu på at du ikke bliver en sur gammel mand.
Det er mystisk, for jeg har ikke tidligere i mit liv, oplevet bemærkninger som; pas nu på at du ikke bliver en sur ung mand. Eller, pas nu på at du ikke bliver en sur midaldrende mand.

Jeg har en ide om, hvad der er på færre her. En mærkelig, og nok (forhåbentlig) særlig dansk, klassificering og inddeling af mennesker i faser og kasser – med tilhørende værdiansættelse. Og i min alder er det med en klar værdiforringelse på etiketten; gammel mand. Argumenterne høres ikke længere så vægtigt, idet rynker og grå hår synes at trække fra og benævnes først i stedet for selve argumenterne eller kommentarerne. Samtidigt er det også tydeligt, i betragternes øjne, at der ikke er tale om en fase som jeg åbenbart lige skal igennem. Der er ingen overbærenhed som ved for eksempel; en teenager, en nybagt mor eller en mand i en 40 års krise. Altså noget man har en slags ret til at være, da der er forhåbninger om at det ændrer sig på den anden side af fasen. Den sure gamle mand er åbenbart ingen fase. Her er tale om udsigten til en permanent tilstand, hvor ingen variation kan være til stede. Kun ringeagt samt isolation står for døren, såfremt man ikke kan styre sig. Derfor advares der: pas nu på at du ikke bliver en sur gammel mand.

Men jeg har aldrig styret mig, eller været en ikke-brokke-røv. Vrøvl og sludder samt sure opstød er mine mellemnavne. I mit tilfælde er det at have meninger om al verden i verden, og gerne kritiske holdninger været i mig altid. Det er fordi, at jeg altid har været undrende, og kunne tage det modsattes synspunkt og set efter bedre løsninger. Før min nu anløbende diagnose som; Sur-gammel-mand stilstand, har jeg altså været et positivt skoleeksempel på den kritiske samfundsborger. Et succesfuldt resultat af den kritiske pædagogik i 70’ernes skoler. Jeg fik gode karakter i kritiske spørgsmål og i at rakke det eksisterende ned – og tilmed kunne komme med ændringsforslag. Samme egenskaber har jeg stadig. Samme personlighed har jeg stadig. Jeg har ikke forandret mig – kun min alder er blevet ældre. Derfor agter jeg fortsat, at være mig selv. Som en ung mand fanget i en; Kritisk, vidende, sjov, analyserende, konstruktiv krop – med spidset pen, albuer og med tilhørende spidsrøv og brokrøv.
Og hvis det her virker som et surt opstød, så er det helt på sin plads. Sådan har jeg ofte virket på folk, en sur gammel mand i en ung krop.
Jeg tror blot, at det er en fase som I skal igennem.

Udgivet i De bedste skriv, Hverdagen, Uncategorized | Skriv en kommentar