Kommunernes børnehaver vil bruge Egoland kø-bånd ideen

Renæschancen-posten

Renæschancen-postens artikler, debat og nyheder er pure opspind med et vist genkendelighedstræk i virkeligheden. Skulle der være lighed og genkendelse med personer og institutioner kan det godt være med vilje.
Nedenstående er helt på linje med Renæschancen-postens ovenstående deklaration.

Kommunernes børnehaver vil bruge Egolands kø-bånd ideen

En kendt dansk forlystelsespark, som er anonymiseret i denne artikel, Egoland, er blevet kendt for en ny filosofi, som er banebrydende indenfor oplevelsesindustrien. Kø-bånd.
Det går ud på, at parken har indført forskellige former for betaling med ulige adgangstid til forlystelserne. Der er lige nu på fire niveauer til kortere kø. Det dyreste og hurtigste adgangs-kø-forkorter koster kr. 600-

Det helt store argument for denne indførelse er; at dette i forvejen er noget der eksisterer alle steder i alle samfund. Og at der er god økonomi i det.
Dermed er selve ideen om, at der findes et særligt sted i livet, kaldet barndom væk – sjovt nok i netop dette Egoland, som indtil videre har bygget deres eksistens og forretning på barndommens land. Nu er barndommen væltet som et babelstårn bygget i materialer som er stablet sammen og let kan skilles af og falde.

Og med dette argument har ideen fået indtog i kommunernes trængte økonomi.
Her i kommunen Holdslør, hvor borgmesteren her bliver interviewet af Renæschancen-postens reporter, om de nye gradueringer:

Borgmesteren:
– Argumenterne for kø-bånd, og båse fra parken, passer så fint på den økonomiske udvikling i vores kommune. Så vi har ganske enkelt videreført denne tanke, og gjort den til en politik helt i tråd med vores fundament om, at Borgeren skal være i centrum. Også vækstbegrebet passer perfekt, idet de små mennesker, man tidligere kaldte børn, jo af størrelse er mindre end de højre mennesker. Så de skal naturligvis vækste, mens vi tilpasser dem til livets vilkår i de moderne tider. Derfor har vi nu på forsøgsbasis indført systemet i børnehaverne i kommunen.
Børnene har her fået tre bånd at vælge imellem, og deraf vil de blive pædagogisk betjent.

Er der ikke nogen, der med kø-båndne, er mere i centrum end andre?

–  Nej, de har alle bånd og på den vis lige vigtige. Det er så tilmed denne vigtige overførelse fra det virkelig samfund, som nu slår gennem helt ind i de mindre menneskers liv. Det vil skabe gode borgere, som vil være klar til det moderne voksenliv allerede i de unge år.
Vi har indkøbt et computerprogram til kr. 25.000.000 – for at sikre at vi kommer godt fra start.

Sagde De ikke, at det var på forsøgt basis?

–  Ja, og derfor skal vi sikre os, med den gode plat-form som start.

Er det så rigtigt forstået, at personalet skal tage sig først, af de børn som græder med blå bånd på, inden de tager dem med gule?

–  Ja, det er helt korrekt.

Hvad nu hvis alle forældre køber blå bånd til deres børn, og således skal betjenes først? Så er der jo ingen til at vente?

– Nej, Det er sandt. Men det er naturligvis noget, som vi også har tænkt over. Og derfor vil man i den situation kunne opgraderer sine kø-rettigheder til lilla bånd. Men, det er endnu alt for tidligt, at se dette som et problem, og som jeg lige har fortalt, har vi jo allerede løst det.

Nogle vil måske anførere, at børn bør vokse op i et miljø, hvor der i højre grad er fokus på samarbejde og socialitet samt oplevelsen af fællesskab. Endda med lige rettigheder for alle. Er det ikke kommunens pædagogiske grundlag?

– Jeg forstår ikke spørgsmålet…?

Er der ikke god økonomi i at alle børn får oplevelsen af at være lige betydningsfulde?

– Nåh, nu forstår jeg. Nej, det er jo en gammeldags opfattelse som er helt ude af trit med det moderne menneske. Det kan vi jo nu se fra oplevelsesindustrien. Et lille menneske vil hellere opleve, at være mere værd end andre. Altså mere betydningsfuld.
Og det er jo vores nye pædagogiske motto her i kommunen – som vi har hentet inspiration i fra de mindre menneskers eget land – nemlig sangen: ”Der bor en bager”. Det lyder jo således (synger): ”Har du penge kan du få, har du ingen så må du ….”

Der er måske nogle psykologer og forskere der vil mene, at der iboende i et menneske er en retfærdigheds-sans og at denne kan blive krænget ved turbåndene. Og at dette til alle tider har givet grobund for oprør og ballade. Har I tænkt på det?

– Hmm. Der er endnu aldrig blevet bevist, at der findes en sådan sans. Sagde du retfærdigheds-sans? Vi har ikke kunne finde den i det exelark for Iteriar som vores program hedder. Men jeg kan da godt se efter…..

Der er måske så nogle forældre der ikke vil være med til det?

– Ja, men det har vi taget højde for i programmet. De får de hvide bånd. Alle har jo ret til ikke at ville være med – det er jo derfor det hedder et samfund.

 

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Retten til mit blik på min …

På en rasteplads på E 20 fra Fyn mod Aarhus, findes der nu på mandetoilettet en LCD- skærm på selve urinalet. Lige i det synsfelt, hvor mænd sædvanligvis i fred tidligere kunne præciserer deres stråle via blikket. Den tid er nu forbi, og må vige for virksomheders ønske om at reklamere for produkter – tæt på den potentielle kunde. På skærmen vrimler nu tilbud med alt fra plæneklipper til motorbåde. Og det er helt umuligt at kikke væk, for det er med stor stænkerisiko at lukke øjnene. Med andre ord man(d) er chanceløs, hvis man ønsker at skærme sig mod skærmens budskab. Nogen vil mene, at det sidste frihedsrum er forsvundet, og at nogen har solgt rettet til mit eget blik på min pik. Jeg er enig, og det ærgrer mig, for jeg synes at den profit burde tilfalde mig. En ophavsret. Jeg forlanger, at eje mit synsfelt.

Hvis du synes, at urinal-reklamen er et pikant og lidt overraskende udtryk for markedsførernes iderigdom (også kaldet markedsføringens glubske og uhæmmede rovdrift på menneskers opmærksomhed), så har du ikke set nok om, hvor vidt det er kommet.

I vejkrydset på Grenåvej og Lystrupvej i Risskov, er der nu foreløbig sat to storskærme op på private grunde, med levende billede-reklamer der spiller konstant ud i Det offentlige rum – vejkrydset. Selve skærmene hænger på en husvæg og på en trailervogn, nemt og smart. I modsætning til herretoilettes urinal-skærm, som afspiller i et lukket privat rum, et rum du kun kan afskærme dig fra ved ikke at benytte det, så sendes reklamerne i Risskov ud i vores allesammens rum, Det offentlige rum. Reklamemulighedernes frie land, som det rum nok bør kaldes fremover.
I krydset er folk chanceløse, såfremt de ønsker at styre deres blik væk fra reklameskærmene. For levende billeder fanger øjet. Sådan er det. En overvågningsrefleks fra vores biologiske alarmsystem. Derfor kan nogle måske også mene, at det kan være farligt med disse skærme for trafiksikkerheden, for forbrugerne (tidligere kaldet trafikanterne) burde jo holde øje med de andre forbrugere og ikke med en reklameskærm. Heldigvis for markedsføringsfolkene kan de færreste målgrupper (tidligere trafikanter) vælge at kører en anden vej eller lukke øjnene. Den ret har de jo ikke. Det står i loven, at man skal køre med åbne øjne. Det er også godt … for omsætning af produkter og øget indtjening.

Levende reklamebilleder på Grenåvejen i Risskov

For ikke at stå tilbage for udviklingen og blive sat i bås som en brokrøv, er jeg selv i gang med at konstruerer en LCD-skærm til cykler, som kan fremvise reklamer. Foreløbig til at sidde på bagagebærere så cyklisten bagved kan se frem på budskaberne. Jeg påtænker også en duftspreder med forstøver med 20 meters rækkevidde ved sæbe og parfumereklamer. Jeg er ved at ansøge om patent på samme idé for en cykehjelmsmodel med en LCD-skærm på, med højtalere til at fremme reklamebudskaberne. Også selve storskærmene agter jeg, at blive forhandler af med et samlesæt: Over-hæk-højde-på-et-stilads-opstillede-LCD-skærm til landets husejere. Jeg overvejer et smartere og positivt navn til sættet; SMASK. Det bliver stort. Det bliver rigtigt stort!

Imens jeg udvikler de nye reklameideer, undrer jeg mig dog over de tabte markedsmuligheder, som gik mig forbi.
Hvem har solgt Det offentlige rum til udsendelse af video-reklamer? Og hvor er de penge?
Og hvem har solgt retten til mit blik på min pik? ­­­­­

 

Udgivet i De bedste skriv, Foto, Hverdagen, opfindelser, Penge, Politik, Reklamer, Støj, Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg har altid været en sur gammel mand i en ung krop


Forskellen på mine lidt yngre dage og nu, hvad angår mine personlighedstræk, er som forskellen på kogende vand og kogende vand. Ingen altså. Men for dem som betragter mig, vil selve kedlen være forandret i det fysiske. Den er noget slidt i lakken og har buler samt ridser her og der. Måske også en hel del kalk indenbords. Selve emmen der slipper ud – er dog den samme som altid. Altså; jeg siger min mening om dit og dat om diverse emner som altid, og brokker mig – som jeg har gjort i de 57 år jeg har kogt over, når det er nødvendigt.

Det er jeg altid blevet taget alvorligt for og på. Men ikke længere. Nævner jeg i dag en kritisk bemærkning om et emne, oplever jeg tiltagende bemærkninger fra folk omkring mig som; Pas nu på at du ikke bliver en sur gammel mand.
Det er mystisk, for jeg har ikke tidligere i mit liv, oplevet bemærkninger som; pas nu på at du ikke bliver en sur ung mand. Eller, pas nu på at du ikke bliver en sur midaldrende mand.

Jeg har en ide om, hvad der er på færre her. En mærkelig, og nok (forhåbentlig) særlig dansk, klassificering og inddeling af mennesker i faser og kasser – med tilhørende værdiansættelse. Og i min alder er det med en klar værdiforringelse på etiketten; gammel mand. Argumenterne høres ikke længere så vægtigt, idet rynker og grå hår synes at trække fra og benævnes først i stedet for selve argumenterne eller kommentarerne. Samtidigt er det også tydeligt, i betragternes øjne, at der ikke er tale om en fase som jeg åbenbart lige skal igennem. Der er ingen overbærenhed som ved for eksempel; en teenager, en nybagt mor eller en mand i en 40 års krise. Altså noget man har en slags ret til at være, da der er forhåbninger om at det ændrer sig på den anden side af fasen. Den sure gamle mand er åbenbart ingen fase. Her er tale om udsigten til en permanent tilstand, hvor ingen variation kan være til stede. Kun ringeagt samt isolation står for døren, såfremt man ikke kan styre sig. Derfor advares der: pas nu på at du ikke bliver en sur gammel mand.

Men jeg har aldrig styret mig, eller været en ikke-brokke-røv. Vrøvl og sludder samt sure opstød er mine mellemnavne. I mit tilfælde er det at have meninger om al verden i verden, og gerne kritiske holdninger været i mig altid. Det er fordi, at jeg altid har været undrende, og kunne tage det modsattes synspunkt og set efter bedre løsninger. Før min nu anløbende diagnose som; Sur-gammel-mand stilstand, har jeg altså været et positivt skoleeksempel på den kritiske samfundsborger. Et succesfuldt resultat af den kritiske pædagogik i 70’ernes skoler. Jeg fik gode karakter i kritiske spørgsmål og i at rakke det eksisterende ned – og tilmed kunne komme med ændringsforslag. Samme egenskaber har jeg stadig. Samme personlighed har jeg stadig. Jeg har ikke forandret mig – kun min alder er blevet ældre. Derfor agter jeg fortsat, at være mig selv. Som en ung mand fanget i en; Kritisk, vidende, sjov, analyserende, konstruktiv krop – med spidset pen, albuer og med tilhørende spidsrøv og brokrøv.
Og hvis det her virker som et surt opstød, så er det helt på sin plads. Sådan har jeg ofte virket på folk, en sur gammel mand i en ung krop.
Jeg tror blot, at det er en fase som I skal igennem.

Udgivet i De bedste skriv, Hverdagen, Uncategorized | Skriv en kommentar

Classic Race Aarhus 2018 fotos

Udgivet i biler, Foto, Motorcykel | Skriv en kommentar

Japansk have på Shogunzuka Seiryuden Templet i Kyoto

Endnu en podcast fra min rejse til Kyoto. Denne gang et besøg i en japansk have på Shogunzuka Seiryuden Templet i Kyoto. En blanding af stemningsreportage, fakta og oplevelse af; Japanske haver, Zenbuddhisme, shogun Zuka og en rejsendes oplevelse af fred.
Der er to udgaver (samme lyd); en podcast uden foto her:
https://soundcloud.com/bent-bornstein/japansk-have-pa-shogunzuka-seiryuden-templet-i-kyoto

og en fra Youtube med fotos på her (det er helt den samme lyd kun de mange fotos er lagt på):
https://t.co/tsE1FyNgn5

Udgivet i Buddhisme, Kyoto, Rejser | Tagget , | Skriv en kommentar

Blomsterceremonien og Buddha i Chion-In templet i Kyoto

Shinto munk venter utålmodig udenfor Chion Templet – inden ceremonien. I hånden har han sin hat som er aflang.

 

Så er min første podcast udgivet.
Det er en optagelse og dokumentar af Blomstercermonien i det Buddhistiske Chion-In templet (Jodo Shu Pure Land sect) i Kyoto, Japan. Optaget april 2017 i ugen hvor Hõner fejres.
Det er en lidt lang udgave på 38,4o minutter, men absolut værd at lytte til. Den er beskåret en hed del, og den faktiske ceremoni varede langt over en time. Hvis man mest er til at lytte til munkesangene, skal man hen i slutningen af udsendelsen.
Der er information undervejs om Chion-In Templet og om Hõner og dennes fortolkning af Buddhisme. Også om Kyoto og Japan.

Linket til podcasten er her (samme som ovenover):
https://soundcloud.com/user-147618807/chion-in-templet-honer

Fine borde til munkene

Munkene læser op fra skrifter

Lamaen Hõner i Chion templet i Kyoto

 

Udgivet i Buddhisme, Kyoto, Rejser, Religion | Skriv en kommentar

Hurra, Din dåse er fundet

Se hvor på kortet under

Se hvor på kortet under

Tjek fotoet af din tabte dåse ved at klikke på ikonet, og
kom ind i kortet. (Kortet kan være lidt tid om at åbne, vent).
Her kan du Zoome ind, og se hvor din dåse er fundet.
Der er også et foto af dåsen til venstre, så du kan være helt sikker.
Dåsen er nu samlet op, så du kan få den tilbage.
Du kan hente den på Genbrugsstation,
Lystrupvej 190, 8240 Risskov.
Ved henvendelse til personalet, vil den kunne udleveres.
Den er i posen med de andre tabte dåser.


Disse 450 tabte dåser er samlet op indenfor godt 7 måneder.
Jeg har primært cyklet forbi, men slet ikke taget alle og kun de fladmaste.
Der er virkelig mange dåser, som folk har mistet. Der må ganske enkelt ligge millioner overalt i Danmark. Over halvdelen er med pant.
Af 100 brugte dåser kan der laves 80 nye.
En dåse nedbrydes i naturen efter 500 år.

Denne dåse, fundet i ørken Dunas på Fuerteventura 2016, satte mig i gang med at fotograferer og samle dåserne.

Udgivet i Forurening, Uncategorized | Skriv en kommentar