Surf på den bidske drage Punta Carola

Nedenstående er oplevet på øen San Cristobal, Galapagos, i januar 2019.
Læsetid, omkring 15 minutter i alt.

Dragen Punta Carola  i baggrunden og Den blå fodet sule

Navnet er legendarisk indenfor surfing. Punta Carola. Og tænker man på en væg af 3-5 meters højde….. og så med vand…. Og så vælter vand-væggen…. Og surferen er et sted i den… eller nedenfor den…. og opdager at vandvæggen i virkeligheden er en drage som hvæser og sprutter med sølvglinsende tænder, mens surferen er som en ridder – uden anden rustning end et skumfidus-board af tvivlsom kvalitet.

Den blåfodet sule med en skummende Punta Corola i baggrunden

“I am scared”, siger den amerikanske surfer (ikke Robert) i 50,erne som jeg taler med på stranden.
”I am not”, svarer jeg venligt og det passer, for jeg er ikke bange. Jeg er sjældent bange for surf (for kitesurf er jeg). Men jeg har respekt for bølgen, for jeg kender mine evner – eller mangel på samme. Der er meget langt fra Risskov Beach til Punta Carola på San Cristobal. Som fra en søløveunge til en bidsk drage. Derfor ved jeg, efter samråd med surfboard udlejeren Carlos, jeg kun skal gribe dragen i halen.

Local surfers på San Cristobal

”I will only be riding the tail”, forklarer jeg amerikaneren og der nikkes anerkendende. Sådan oplever jeg mest surf, og det er ret enestående. Jeg har aldrig været ude for, at nogen nedgør eller presser mig. Jeg har kun mødt respekt og anerkendelse (dog ikke beundring) samt hjælpsomhed. Man soul-surfer for egen fornøjelse og udviklings skyld, og alle har været på et trin længere nede. Det er kun på overfyldte spots, at der spidses albuer og bølgerne ”ejes” af nogle – mest de lokale. Her findes lokale, Daniella’s bror, Stines mand og andre, men Punta Carola er bestemt ikke overfyldt. Vi er under 6 riddere, sludder surfere, når her er flest ved højvande. Så jeg står ud på Carlos’ surfboard (som er noget slidt…) og så padler jeg…. og padler…. og padler…. og.. Mine arme syrer til, og jeg kommer ikke mange meter fremad, efter jeg har ramt midtvejs eller nærmere midtvands. Strømmen fra bølgen er meget kraftig, og selv om jeg forsøger at finde udvejen (strømmen udad) kan jeg ikke ramme den. Det er her at det er ærgerligt at der ikke er flere surfere. For havde der været det, så kunne jeg tage med dem udad – den rigtige vej. Men jeg er bekymret for de klipper som stikker op som klør fra en drage, og jeg vil ikke fanges på dem. Den korte udgave er, at jeg må opgive efter mange forsøg og til sidst manglende kræfter. Den gode udgave er, at det nok var ok, for den drage så mega voldsom og høj ud jo nærmere jeg kom. Også i halen…
Noget strøm og bølge er der dog til indvejen, og jeg får surfet et par gange – på inderbanen som jeg kalder det. Vel i land, kan jeg sætte flueben for at have surfet på Galapagos og Punta Carola – i hvert fald dusken på dragens hale.

 

Mig med udsigt til inderbanen af Punta Carola. en time efter er dragen 3 meter høj

 Go local in Baquerizo Moreno

Nogle dage inden surfingen ankom jeg en tidlig morgen til San Cristobal og her er den historie.

“I belive he is Danish, Jacob”?
Jeg har netop prøvende banket på døren til et hus, som jeg gætter på er mit airbnb sted. Mare Mio Guest House, men hvor pokker er skiltet…? Det var noget svært at finde, for det ligger for enden af vejen og ligner en bar.
I døråbningen står en kvinde med et ét årig barn på armen. Bag hende dukker en høj vikinglignede mand op, og siger på klingende dansk:
”Nåh, velkommen, jeg hedder Jacob”.
Kvinden præsenteres som Daniella, og ungen som Liv. 15 minutter senere er vi gået over hovedgaden og op på første sal i et hus. Jeg bliver bænket til morgenmad hos familien Cox med en søster, bror, far og mor. Mit fem dages ophold på San Cristobal er begyndt som havde rejseguden ”Kuffertirush” rakt sin beskyttende hånd ud og fragtet mig til lige netop dette sted i Baquerizo Moreno.

Gode naboer 30 meter fra mit overnatningssted

Under morgenmaden får jeg historien om familien Cox, som er en af de slægter som har været på øen i generationer. De ernærer sig hovedsageligt gennem turisme, som de fleste på Galapagos gør. Far er guide, barudlejer, airbnb indehaver og morgenmads-fikser. Konen tager sig af familiens tøj- og souvenirbutik. Måske butikken skal laves om til restaurant? Der tykkes på det, for og imod under morgenmaden, hvor jeg er en del af samtalen.
Der er en lethed mellem familiemedlemmerne som er smittende og også synes at rumme dem som nu er på besøg (mig). Alle tager sig af Liv med en naturlighed som synes at udspringe fra kærlighedens kilde.
Vil du bo godt, med adgang til køkken og del af en stue, direkte ud til søløverne og med en venlig vært, så er det her hos Mare Mio Guest House.

Myldretid i Baquerizo Moreno

Efter morgenmaden tages jeg på en lille rundtur i Baquerizo Moreno.
Undervejs får jeg lidt detaljer om, at Jakob og Daniela har mødt hinanden i Australien på et universitet. Det blev til et nærmere studie ud over bøgerne, og med Liv som det foreløbige eksamensbevis i kærligheden mellem de to. Verden er blevet lille og særligt de unge kan mødes på tværs af nationaliteter.
Vi havner i en surfbutik, hvor der endnu en gang tales dansk. Det er Stine som danner par med surf-læreren, og det er sjovt at møde hende. Jeg tror, at en del af opskriften på mindre konflikter i verden er kærlighedsforbindelse mellem mennesker jorden rundt. De to par som jeg har mødt her på San Cristobal lyser op som gode eksempler.

Baquerizo Moreno er hovedbyen for administration af Calapagos øerne. Det var her at de første bosættelser fandt sted i 1880 med en straffekoloni. Den lå hvor der nu er en militærbase. Her er også en rigtig havn med en mole til større skibe og et universitet. Den helt store forskel fra Santa Cruz’s by, hvor jeg kommer fra, er freden. Her er nærmest ingen biltrafik og her er omkring 6000 fastboende. Selv om turismen er altoverskyggende som faktor med hoteller, bar restauranter og ja turisterne selv, så er her alligevel luft og plads. Det gør at man hurtig lære byen og menneskerne her at kende. Det er let at “go local” og blive hilst på.


”This afternoom is better for you, my freind”, høres min nabo Carlos’ stemmen bag en menneskestor hvid støvsky. Han er cykel og surfboard-udlejer og træffes mest, når slibemaskinen høres ude bagved butikken. Her reparerer han boards, så støvet står omkring og ender på den besøgende, for et håndtryk skal man da have.
”Ola, el amigo de Stine”, råber en skøn unge fra legepladsen. Det er hende som var i surfbutikken tidligere på dagen.
”Hi, Dude”, kalder Robert, en amerikansk pensioneret surfer (50 år) som cykler frem og tilbage på hovedgaden med sit surfboard alt efter Punta Carola’s høj og lavvande. Vi har tidligere udfoldet vores teorier om søløvehanens territorium og harem. Ved samme møde og lejlighed lancerede vi også manifestet for, at surfere i vores alder burde have haft tildelt pension allerede fra 40 år – mest for surfing som årsag.


Skøn unge i aftensolen i Baquerizo Moreno

Udgivet i Blog, Ecuador, Galapagos, Rejser, Surf, Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Galapagos, en vild oplevelse

Nedenstående (første del) er oplevet mest på Santa Cruz i januar 2019. Anden del om mine fem dage på San Cristobal er ovenpå – som du nok lige har læst.
Læsetid, omkring 15 minutter i alt. Podcast er 22 minutter og link til den er sidst i artiklen.

Santa Cruz

En skygge kommer i stor fart op imod mig fra bunden. På et øjeblik svinger en stor krop i en cirkel omkring mig, og havde jeg ikke holdt vejret i forvejen, her 3 meter nede under overfalden, ville jeg have mistet det. En anelse frygt for det store dyrs kræfter, er i baghovedet, men elegancen i søløvens bevægelser overtager fuldstændig oplevelsen. Den kredser omkring mig i nok tre sekunder, som var jeg en bekendt skikkelse på dens færd. Og vips er den væk, mens jeg må søge overfalden for luft gennem min snorkel og ilt til min oplevelse. Da jeg stikker hovedet op over vandoverfalden, råber nogle venlige strandgæster til mig om, at der er et stort dyr i vandet. Det er slet ikke en advarelse med et; ”Se at komme væk”, det er det modsatte; ”Se om du kan få øje på dyret”!
Jeg er med Gitte på øen Santa Cruz ved den lille strand nær Darwin forskningsstation, og jeg har lige danset undervands-kvikstep med en søløve. Det er en stor oplevelse, men ret almindeligt her på Galapagos. Lige inden dansede jeg Slowfox med en halvanden meter lang havskildpadde som spiste alger på klipperne.

En fredelig strand på Santa Cruz. Billedet snyder for der er dog flere mennesker, men alligevel god plads

På vej op fra Stillehavets varme hav, til skyggen under mangrovetræernes krone, må jeg udenom de havleguaner som sover middagssøvn. De ser ud som drager, men ild spyr de ikke. Også de lever af alger. Fælles for dyrene på Galapagos øerne er, at de fleste kan opleves helt tæt på for menneskerne. Altså så tæt på at spurvene lander på en, når man åbner madpakken og ikke sådan bare lige letter igen. Eller at man må flytte sig, når en søløve skal igennem sandet og vralter direkte hen over ens badehåndklæde på vej mod et hvilested eller havet. Galapagos er vildt – og kommer helt tæt på huden og går under huden.

En vældig stolt havleguan på vej….. mod mig

Vi bor på hovedøen (for menneskerne) Santa Cruz på Galapagos i den største by som hedder Puerto Ayora. Her skulle bo omkring 12.000 fastboende. På alle øerne er der 35.000 fastboende. Over 100.000 turister besøger øerne om året. Og her er turistet, dog stadig med charme og ro i de små gader – særligt om morgen. Som de fleste andre byer i verden er løsningen på biltrafik endnu ikke tilstede – altså den løsning hvor bilerne er sekundære i forhold til mennesker og dyr. I Puerto Ayora ses en evig bevægelig cirkel i hovedgaderne af pickup trucks, som enten sætter folk af eller søger at få nye om bord. Det virker absurd, særligt på denne ø, hvor bevarelsen af naturen skulle være helt i centrum. Det er den sædvanlige problemstilling og det samme dilemma; balancen mellem økonomi og natur. Jeg har endnu ikke set noget sted i verden, hvor økonomien har tabt! Jeg har et forslag: Se at få cykler! Jo, de har cykelstier, men her er nærmest ingen som cykler. Se at få; Ladcykler, Christianiacykler, cykeltaxaer, trehjulet cykler, børnecykler, tandem og ikke mindst cykler med stativ til surfboards (det findes). Start en cyklus!

Til trods for alt er baseret på turisme (og lidt fiskeri) på Galapagos øerne, er charmen fuldstændig uimodståelig. Her er en rolig atmosfære, og tempoet er nede for de fleste – både lokale og rejsende. Et godt eksempel er de mange agencies (butikker) på gaderne med ture til seværdigheder. Det foregår helt fredeligt og uden at nogle står og forsøger at sælge noget udenfor. Går man ind for at høre om en tur, modtages man roligt og uden noget pres for at booke eller købe noget. ”Nå, I har selv dykkermasker med. Det er da smart så sparer I jo det. Si si, I kan nok selv finde ud til den slugt. Gå I bare lige ned til havnen, snup en bådtaxa til German beach og så videre gennem…”, får man at vide. De større ture til nogle af de mindre ubeboede øer, skal man naturligvis købe, og de fleste gør det også. Vi er dog i afslapnings-mode, så vi daffer bare rundt på egen hånd – eller fod. Og det kan vi sagtens. Vi ser Darwin forskningsstation, og den dyrepark med bl.a. skildpadder som er der. Og vi snorkler på de strande, og de slugter som kan nås med bådtaxa eller bare ved en kort eller lang gåtur.

Priser og mad
Alle har råbt op om, at Galapagos er dyrt. Det er nu slet ikke vores oplevelse, for man må huske at man jo ikke er i Vietnam i et lille øde landdistrikt på et slidt hostel. F.eks. kan man spise frokost på alle spisesteder for omkring kr. 50. De serverer variationer af gårsdagen rester og saftevand er inklusive. Om aften er prisen ca. 150/ 200 kr. for et godt måltid mad med drikkevare. Santa Cruz har en gade, hvor de forskellige restauranter har opsat ét langt bord midt i gaden. Der finder man sit sted, og lader sig betjene. Udvalget er en anelse forskelligt, men det er nogenlunde det samme og til samme pris. Betjeningen er så det, man kan vælge mest imellem. Vores valg falder fra første aften på Erik, som er fra Guayaquil på fastlandet. Han taler fint engelsk, og er en sjov og charmerende fyr. I de godt 10 dage som vi er på øen, spiser vi nok hos Erik de 6 gange. Han har kone og to børn på fastlandet, og må tjene pengene her. Erik har et arbejdsliv, hvor der er mere vægt på første del af ordret end det sidste, forstår jeg. Det er kendetegnende for mange af de som arbejder på øerne.
”Vi arbejder konstant, men det er bedre lønnet end på fastlandet”, har Erik forklaret mig mellem forretten og hovedretten.

Restaurant gaden midt i byen. Du finder den let. Gå efter duften og strømmen af mennesker ved spisetid.

Vil man selv, kan man købe ind i de små supermarkeder og selv lave sin mad. (Det nede ved havnen er det bedste). Priserne er lidt under niveauet i Danmark.
For nattesøvnen, og et sted til siestaen, findes der et hav af variationer for hoteller, hostels, airnb og skibe. Priserne er lige så forskellige som antallet. Uanset hvor man bor, er der højst 15 minutters gåtur til nærmeste havleguan. Der er noget længere til en surfstrand, og det er her at kunne være en super idé med en cykel. Så kunne man også cykle ad den lange over 35 minutters gåbens-turs-sti ud til Tortugero Bay. Men det må man ikke. Så surferne (og andre) er udmattet, når de endelig når frem til stranden, med udkørte armmuskler af at bære surfboardet. Det er naturligvis en skandale!

Skildpadder

I højlandet midt på øen på vej mod kaffeplantagen og kæmpeskildpadderne

Efter et par dage med strand og by booker vi en taxa som skal tage os op til en kaffeplantage på øens centrum. Det er blandt andet her, at de store skildpadder lever (de lever overalt i højlandet). Vi har booket taxaen for hele den tid turen tager – ud og hjem. Vores chauffør er både køremand og lidt guide. Som vi kører ad den smukke allé op mod kaffeplantagen, ser jeg en enlig kvinde gå langs vejen. Jeg spørger taxamanden, om vi skal tilbyde hende et lift. Det gør vi. Det er en ung fransk kvinde, som fortæller at hun da sagtens kan gå, men hopper dog glad om bord. Efter tre kilometer videre ned ad alléen tænker jeg, at hun havde været ret udkørt uden os. Hun er godt selskab på vejen rundt på kaffeplantagen. Sådan er det ofte, når man er rejsende. Det er let og ubesværet, at være sammen med de fleste som man møder. Det er helt klart fordi, at vi kun skal dele oplevelser, og ingen forpligtelser eller ansvar. Samtidigt er de fleste møder med et udløbstidspunkt. Det er en ganske let og befriende verden at være befinde sig i. Mange som har fået blodet iltet fra rejser vil genkende dette. Og der er reelt fare for, at man bliver afhængig.


Vi ser de store skildpadder, og jeg får et af mine bedre foto, med en flok unge kvinder fra USA som baggrund. I forgrunden er Galapagosskildpadden som er verdens største landlevende skildpadde. Den her på Santa Cruz er den største art i verden. Den kan bære et skjold med en længde på op til 1,3 meter. Tung er den også. Den kan veje op til 200 kg. I sejlskibenes tid kom disse forbi, og besætningen supplerede kosten med skildpadder. Man kender til historier om skildpadder med vægt på til 400 kg. Der har været endnu flere arter af skildpadder, men mens vi er der er antallet af skildpaddearter på Galapagos-øerne 15. Da vi kommer hjem opdager man i februar 2019 en ny art på øen øen Fernandina. Den er dog ikke så stor, og har gemt sig godt. Nu er den på Darwin stationen, hvor man håber på at finde et genetisk match, eller endnu bedre at der dukker endnu flere op på Fernandian.
Ordet Galapagos er i øvrigt spansk for saddel. De spanier som navngav øerne, syntes at skjoldet på skildpadderne lignede sadlen til deres hest. Så derfor hedder øerne således.

Morgentur til fiskemarkedet i Santa Cruz og fotoshoot med havleguaner

Jeg tager en tidlig morgen afsted for at finde fiskemarkedet. Jeg har læst et sted, at der er mulighed for at se søløver der. De skulle valte omkring på selve markedet. På vejen er jeg lige omkring politistationen, idet jeg søger efter de havleguanerne som skulle holde til på klipperne bag. Jeg møder en betjent, og vi taler om kriminaliteten på øerne. Der er ikke meget. Men bunken af konfiskerede scootere, som er temmelig stor vidner om, at mange ser løst på regler om lydpotter og bremser der burde virke. Det gør politiet ikke.


Bag bunken er klipperne, og straks jeg balancerer ud møder jeg havleguanerne. Store som små. Jeg ser direkte ind i øjet på den. Øjnene sidder mest på siden. Jeg kommer helt tæt på, så tæt som jeg nu fornemmer at dyret vil, og i mit baghoved jeg husker reglerne er for afstand – også til politistationen. Man må ikke røre dyr på Galapagos. Det tror jeg nu heller ikke, at ret mange vil eller tør for leguanernes vedkommende. De har et kraftigt bid og er meget stærke, når de er først er varmet op. De er afhængig af solen for at få varme i blodet. Så de er ofte på land mellem jagten på alger på klipperne under havet. De er meget fotogene og sidder helt stille. Og det med regler for afstand, er leguanerne ikke bekendt med. På strandene og vejene går de lige ind i folk uden frygt, så man må flytte sig. Den som jeg sigter på med kameraet har et blik som virker intelligent, men er det nok ikke. Jeg har usvigeligt øjenkontakt, og vi er begge rolige. Jeg knipser adskillige eksemplar også af de som har iført sig læbestik, er det for fotografens skyld? Nej, farverne er kraftigere, når de er i parringshumør. Af reptiler er de nogle af de mest smukke.

Her er en som man skulle tro har iført sig læbestik.

En havleguan hviler sig nær et hus

Efter fotoshoot med havleguanerne leder jeg efter fiskemarkedet. Det skulle være lige i nærheden af politistationen. Jeg slentrer langs kystvejen og har havet på højre side. De små butikker holder lukket her i morgentimerne, og kun et par søvnige lokale ses på gaden. En lille havn med ti både, kan det være der? Men her er tomt og det ligner ikke fiskerbåde. Jeg går videre og opdager først senere min fejl. Jeg søger efter et marked, der ligner noget som jeg kender det fra andre steder. Med mange boder og folk i livlig handel. Som jeg når et godt stykke ud ad kystvejen og byens tynder ud, må jeg vender om. Hvor pokker er det fiskemarked? Jeg finder det dog på tilbagevejen, med havet til venstre, også fordi det nu er ved at åbne. Det ér ved den lille havn, og nu er tilmed kommet nogen. Det vil sige tre. En smuk kvinde og en travl mand som åbenbart er hele fiskemarkedet, og så – en søløve. Og lad mig sige det med det samme og som en advarsel: Det er umuligt at undgå at blive forelsket i beboerne på Galapagos. Jeg taler her om – søløverne!

Vandsjov med en hunsøløve på fiskemarkedet. Den er hel fri og kommer ad sig selv

Hør podcast om min morgentur blandt søløverne på San Cristobal ved at klikke på youtube’en nederst (men læs lige færdig først…).

En sikker gæst på markedet er søløverne. De er som hunde, og folk elsker dem ligesådan

Ad søvejen mod San Cristobal

Søløve og surfing på San Cristobal – et oplagt par

Vi tager en dagstur fra Santa Cruz til øen San Cristobal. Vi vil opleve søløverne som skulle være i rigt antal på denne ø. Det kræver en bådtur på omkring 3 timer hen over Stillehavet, som ikke nødvendigvis er helt så stille. Vi ankommer på havnen tidligt kl. 06. Vi har nemlig fået fortalt at det er meget vigtigt, at være der til tiden. Vi er jo nordboer, så vi gør som vi har fået fortalt. Men vi er kun meget få på dette tidspunkt. Så vi venter en god stund, mens folk langsomt dukker op som tiden går. Til sidst er vi ganske mange, og en lille forvirring synes at brede sig i den voksende flok. Hvor er båden? Og alle de mennesker kan jo ikke være i én? Men det viser sig, at der er fint styr på det hele. Nogle billetfolk opstår som ad sig selv pludseligt, og åbner nogle boder med fotos af den båd man skal med. Det er ikke helt let, for alle bådene er skåret af samme list, og ligner hinanden som søløver ligner søløver. Men heldigvis har bådene navne, og derfra kan man så finde den man skal med. Alle afleverer deres billet i en bod, og bliver velsignet med et halsbånd med navn på den båd de skal med. Og de venlige galapagos-folk tjekker grundigt efter; ” Senior Bent y Senoritta Gitte”? ”Si si” det er os. “Og turen går til San Cristobal”?
Jo jo, det foregår organiseret, og vi skal jo helst ikke til øen Isabella. Inden afgang med bådtaxaerne (husk altid 1 Dollars) og ud til selve speedbådene, må alle gennem kontrollen. Kontrollører med hunde tjekker bagagen for eventuel smuglervare som dyr, mad eller effekter. Man er meget påpasselig med biologi som kan viderebringe vira og smitsomme sygdomme. Det virker oprigtigt, og de er bestemt grundige. Jeg er dog tvivlende på, at det har en virkning på længere sigt. Jeg så en stewardesse med anti-insekt spray gå sprøjtende gennem kabinen i flyet fra Ecuador inden landing på Galapagos. Dette forsøg på at forhindre, at insekter bliver invasive arter på Galapagos er nok forgæves. Jeg kunne sagtens have noget med om bord mellem øerne, hvis jeg ville, eller uforvaret kom til det. Der er 100.000 turister om året på Galapagos øerne. Det er i virkeligheden den invasive art. Ja, jeg selv inklusive….

 

San Cristobal i baggrunden

Gitte finder et hjørne på det åbne bagdæk i båden, mens jeg foretrækker kahytten…. eller kabinen. Vi er begge bekymret for søsyge, selv om vi er nogenlunde søstærke. Jeg propper høretelefonerne i ørerne og finder Peter Frampton små 2 timers livekoncert og nynner med på; ”I want you to show me the way”, mens båden forcerer Stillehavet for fuld kraft. Det hjælper, men måske også at Stillehavet viser sig at have bølger som er mere som dønninger. Snart sidder jeg og ser ud gennem koøjet og ind i en væg af hav, mens jeg lidt efter løftes op over og ser ned på det samme hav. Stille hav er det ikke, men har man prøvet færgen fra Aarhus til Odden i en vindstyrke 12 s/m, så ved man at salget af kaffe går i stå og folk sidder ned for at undgå rusketurerne. Mellem Santa Cruz og San Cristobal er der ingen kaffe, og bådens bevægelser midt i Stillehavet er laaaange glid op og ned med udsigt til hav eller himmel -over eller under horisontlinjen. Midtvejs er Peter Frampton nået til ”Do you feel like we do”, og jeg kan se op og ned på noget land. Det er øen Isla Santa Fé som er ubeboet, men besøges af guidede ture. Så ved jeg, at vi næsten er halvdelen af (sø)vejen, for jeg kan mit indre søkort. Herefter flader søerne lidt ud for til sidst at aftage helt. Det passer mægtigt, for Peter er helt færdig og afløses af John Mayer’s forrygende koncert; Live in LA. Da John når til ”Gravity”, har vi landkending af San Cristobal. Det passer jo forrygende, og ingen er søsyge. Lad os få noget tyndekraft under sålerne.

Søløver

God stemning og let trafik er kendetegnede for Puerto Baquerizo

I land på San Cristobal er oplevelsen slående vedrørende selve befolkningstæthed eller måske nærmere utætheden. For her er betragtelig færre mennesker, end hvor vi kommer fra. Hvor Puerto Ayora’s 12.000 indbygger til tider kunne opleves sådan lidt storbys-agtigt, er vi nu som ankommet til provinsen med de lidt under 7000 som bor her. Men byen Puerto Baquerizo Moreno er faktisk hovedby for Galapagos øerne og har bl.a. et universitet, en stor fiskeflåde samt en flådebase for militæret. Her til formiddag er hovedgaden nærmest uden trafik. Vi finder et morgenmadssted og kan sidde udenfor og nyde roen i gadebilledet. Jeg kan mærke, at denne ø er endnu bedre for mig. Freden er velsignende.


Gode motiver findes overalt

Efter morgenmaden er målet søløverne. Vi leder lidt, men ser ingen. Det skal senere vise sig, at det nærmest har været umuligt, men sådan var det. Da jeg vender tilbage 5 dage efter, for at bo en lille uge i Puerto Baquerizo, finder jeg søløverne overalt langs stranden og havnen. Men denne morgen ser vi ingen. Vi snupper en taxa og kører et lille stykke ud af vejen til stranden Playa Loberia. Her er de, søløverne og nogle lokale surfere. Det er et herligt syn, begge dele. Vi bader og snorkler med søløverne. Man må og skal ikke røre dem, så vi nøjes med at sidde sammen med dem i vandkanten og snorkle. De svømmer elegant rundt om mig, og en hun svømmer hen til min dykkermaske og ser mig direkte ind i øjnene. Havde jeg spidset læberne der, havde vi kysset. Man er ikke helt det samme menneske efter sådan et møde.

En søløve er et af verdens skønneste dyr. På Galapagos er de skønnest

Vi bliver et lang stykke tid på stranden, og nyder selskabet af især søløverne, men også de lokale surfere. På tilbagevejen til Santa Cruz beslutter jeg, at jeg vil forlænge mit ophold på Galapagos, og droppe min jungletur i regnskoven i Ecuador. San Cristobal er gået mig i blodet, og det er søløvernes skyld – mest.

Hvem kan stå for sådan en ….. altså den til højre…

Husk at abonnerer på min blog for at få den fortsatte historie om de forrygende dage på San Cristobal – når den udkommer. Det bliver med historier om surf, blåfodet suler, lokale beboer og fred og ro. Kan du ikke vente, så se eller hør min Podcast om min morgen på stranden med søløverne her:

Fakta om Galapagos

Galapagosøerne ligger i Stillehavet, 1000 km fra det nærmeste landområde – Sydamerika

Galápagosøerne blev opdaget i 1535, og der er ingen spor af forhistorisk beboelse.

1832 anlagde Ecuador den første koloni på øerne; i dag er de en ecuadoriansk provins. Hovedbyen er Puerto Baquerizo.

Fastboende befolkning på omkring 35.000 på alle øerne. I Puerto Ayora lever omkring 20.000.

100.000 turister hvert år.

Udgivet i Blog, Dyr, Ecuador, Galapagos, Rejser, Uncategorized | Tagget , , | 1 kommentar

”Borno” med hjertes rækkevide til koncert på Royal Family Hotel


Bølgerne i Goolwa er skummende og kommer i retmæssige liner. De kommer direkte fra Antarktisk og temperaturen er kølig på Australiens sydkyst, her på kanten af sommeren. Fordelen for forholdene er dog åbenlyse klare. Her er lavvandet meget langt ud, og er man 2 meter høj som surf-instruktøren Chris, virker det som om, at han kan gå hele vejen til Sydpolen. Jeg er jo en del mindre, men vader dog fint ud og mestre surfingens bevægelser med erfaring fra Risskov Beach og alverdens kyster. Jeg får mange gode ture, og surfer nok på min længste bølge nogensinde. Helt inden ved strandkanten står jeg af, og vil sætte mig på bunden. Men bunden fortsætter som jeg sidder der, og jeg får endnu 10 meter ind, som sad jeg på et flydende tæppe. Det har jeg aldrig oplevet før, at havbunden fragter en videre. Det vidner om at det er vigtigt, at respektere advarslerne som står på skiltet ved livreddertårnet. Små børn og hunde er et ”no go” i vandet her. Høje surfere og lidt mindre går dog an. Jeg møder også Mcgee som er ren hjertekemi. Det er dog en anden historie værd.

Borno og Mcgee – surfere og hjerte-kemikere ét minut inden i første møde

Den menneskelige kemi

Jeg bor hos Chris, og selv om jeg lige har mødt ham for fem timer siden, er det som vi har kendt hinanden i årevis. Vores kemi passer fino. Da han ved siden af sin surfschool også er lærer og musiker, spørger han om jeg vil med til nabobyen og høre et reggaeband om aften. Min første tanke er, at jeg nok er lidt for gammel til at stå og høre musik med de unge. Men Chris er jo selv 45 år, og da jeg ikke skal andet takker jeg ja.
Inden vi skal til selve puppen, må vi lige omkring medlemmerne af bandet. Det er over i nabobyen hos Jimmy, som er trommeslageren.
Chris og jeg ankommer til huset, men drejer åbenbart af inden døren, for at gå ind i garagen. Her sidder, som ridderne om det runde bord, Jimmy med halvlangt sort hår puls en ung fyr med dreadlocks og tre kvinder, den ene med foden i en skinne som vidner om en brækket fod. Chris præsenterer mig med en naturlighed, som jeg var familiemedlem (hvad surfere jo er), og døber mig samtidigt som Borno. Australierne laver ofte øgenavne ud af folks rigtige navne, og mest ved at ændre lidt på en endelse. Mit efternavn Bornstein bliver så til Borno. De hilser alle venligt på Borno, og spørger lidt til mig. Jeg døber den unge kvinde med den brækkede fod som ”Broken Foot”, hvilket der smiles af. Der er noget over hende, som jeg godt kan lide. Det er mystisk, som man på ganske få sekunder kan mærke om, man svinger med en anden. Jeg mødte Shon, en kvindelig musiklærer i Alice Spring, som påstod at man nu kan måle den slags ”kemi”. Hun fortalte, at man nu har målt hjertes ”aura” til flere meter ude for nogle. Der er tale om den elektromagnetiske del af kroppens energifelt – hvoraf den kraftigste komponent dannes af hjertet. Med de teknologiske metoder man har til rådighed i dag, kan kroppens energifelt registreres op til ca. 10 meter fra kroppen. Sådan er det, ifølge Shon min kilde i Alice Spring som jeg mødte på en sveden græsplæne og udvekslede hjerteenergi med i en afstand af 2 meter.

Shon, underviser unge aboriginals i rytmisk afrikansk musik i Alice Springs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg sidder lige ved siden af ”Broken Foot” kan jeg tydeligt mærke, at to meters afstand er tilstrækkeligt til at få forbindelse. Også fordi jeg helt sikkert på denne rejse har mit hjerte løst hængende og er glad for at det rummer fire kamre. Det lønner sig deslige med mit åbent sind.
Over det runde bord rulles nu en joint med pot. Måske derfor vi sidder i garagen. Jointen sendes rundt. Der ryges, lidt på skift. Jeg tilbydes, takker nej. ”Jeg holder af at have et greb i virkeligheden”, forklarer jeg.  Der nikkes anerkendende. Der ryges mere. Nogen forandring hos dem mærker jeg slet ikke. De virker søde og fattet. ”Broken Foot” mener, at hun nok har skandinaviske rødder. Jeg giver hende ret. Også fordi hun ligner en af os ”Skandi’er”. Jeg adler hende med det samme med et imaginært sværd i luften, og melder hende fluks ind i Os. Det mener jeg, at jeg har ret til, som repræsentant for Os og udsending i vildmarken. Jeg er en slags korsfarer ridende på et surfboard og som våbenskjold bærer jeg mit hjerte med vidtfavnende aura og kemimåler. Nu har jeg erobret Jerusalem, som åbenbart er en garage i Port Elliot.
Jeg spørger forsigtigt ”Broken Foot”, hvordan hun er kommet til skade. På trods af adlingen, og det nylige medlemskab og forbrødring, er ”Broken Foot” nu ikke helt parat til at give historien fra sig. Hun skulle dog have haft et bryllup ”comming up, men det er nu aflyst – vist nok”, fortæller hun. Det gør mig ikke mindre nysgerrig. Jimmy bryder ind ved at sætte noget selvkomponeret hård rockmusik på. Det er ganske godt lavet, og passer fuldstændig kontra til både ham og de andre. Sådan er sjovt nok med heavy musik, og dens udøver. Meget rolige mennesker som sender voldsomme rytmiske toner ud i verden. ”En kvindestemme ind over, vil være oplagt”, mener jeg højt og der nikkes. Der lyttes. Der ryges…
På et signal som jeg i hvert fald ikke hører, er tiden åbenbart kommet til, hvor vi skal til Pubben Royal Family Hotel. Selskabet rejser sig bræt, og søger mod døren. Det er bare om at hænge på. Jeg kommer afsted med ”Broken Foot”, og drister mig endnu en gang til at spørge om foden. Om det nu er fordi hun er blevet mere tryg, hvor vi har fordelt os, mere skæv eller blot kan mærke min elektromagnetiske hjerteaura’s gode vilje, ved jeg ikke. Men på vej over vejen mod pubben, får jeg historien. Alice, som hun rigtigt hedder, skulle giftes. Alt var såre godt, men så kommer hun hjem, og finder den kommende ægtemand i seng med en veninde. Alice bliver rasende og – sparker så hårdt til sengen at foden brækker. Hendes fod. Hvor dum kan man være, og her tænker jeg på fyren. Alice er en skøn kvinde, og på alle måder en god fangst. Nu ved hun ikke, hvor hun står angående bryllup eller ej. Jeg siger medfølende; ”Nu har du både a broken heart and a broken foot”. Jeg håber for tøsen, at hun ikke skal skifte navn til ”Broken Heart”.  Selv om jeg ikke siger det højt, så har jeg et øgenavn til ham fyren som han bør bære en god tid. Det er ikke pænt…

Verdens bedste pub

Pubben Royal Family Hotel

Ind ad døren til pubben, mødes jeg af en stemning som oser af velkommen. Her er tilpas med mennesker, så rummet på en gang opleves som fyldt, men samtidigt ikke mere end at man fint kan komme omkring mellem hinanden. Så det gør folk, med øl i hånden og lys i ånden. Der hilses på alle, også mig, med en gensynsglæde og hjertelighed. For mit vedkommen hilser jeg mest tilbage med hjertelighed, afstand 1 meter,  for jeg mener bestemt, at det er første gang jeg møder flere af de som trykker min hånd. Det er dog tydeligt, at her kender folk hinanden, eller har et bekendtskab fælles, og det er nok her jeg passer ind, som et goddaw til en nok bekendt.
Det overrasker mig at se, at spredningen i alderen blandt gæsterne er fra 22 til nok 80 år. Og vi er flest mellem 40 og 65. Her går de lokale på pub uden tanke for alder. Ægtefæller står kælent sammen, venner slår hinanden på skulderen og der skules til singler som genskuler. Dresskoden er åbenlyst frit valg med alt fra skovhuggerskjorter over kjoler til en enkelt maori-prinsesse som ses med blomster i håret. Imidlertid skal håret for mændenes vedkommende helst være lidt surfer-dude-rastafari-artigt, til nød blot langhåret. Lydbilledet summer af samtaler, grin og instrumenter som stemmes fra scenen bagerst i lokalet. Og nu sætter musikken i gang, med ska/ reggae toner fra guitar, bas og trommer som fylder lokalet. Det pumper, det flyder det bølger. En hæs mandestemme i front synger løs, mens et tvivlsomt keyboard understøtter ham og indimellem også rammer rigtigt. Men mest hænger bandet sammen og unoderne er jo ofte, specielt i reggae, forklædt som den skæve takt og tone. Musikken og energien er utvivlsom og de caribiske vibrationer som udspilles her i Sydaustralien, har sat hele puppen på et gigantisk surfboard og sendt os afsted mod Jamaica. Yah man!
Jeg er ganske sikker på, at her er beviset på virkelighedens kemi. Den som man ifølge Shon fra Alice Spring kan måle med et videnskabeligt instrument. Vi er alle på cafeen ude med hjerterne, og vores vips flettes ind i hinandens rytmer. Kvinderne vugger i takten, mens fyrrerne falder i, eller ud, som de bevæger sig mest som fjortenårige drengekroppe ret op og ned. Det er dog kun mig som bedømmer, alle andre er optaget af samværet og musikken. Med eller uden måler så virker vibrationer. Jeg ved det fra egen krop, og senest fra verdens bedste pub; Royal Family Hotel.
Og i morgen skal jeg surfe igen med min hjerteveninde og soulmate Mcgee.

Udgivet i Australien, Blog, Musik, Surf, Uncategorized | Skriv en kommentar

En båd fødes af et træ og sjælen skal ikke trækkes i

Australien rejse, her med lidt om Aboriginals

Uluru

 

 

 

 

 

 

 

 

Uluru et særligt sted for Aboriginals

Første dag alene i Adelaide besøger jeg South Australian Museum. Jeg bruger en del tid i Aboriginals udstillingen, som er stor og rig på fakta og effekter. Jetlaget har dog lidt fat i min energi, og jeg tillader mig at lægge mig på en bænk og se en dokumentar på en skærm. En ældre amerikaner som kommer forbi, spørger om jeg er en del af udstillingen. Det er jeg, og tilbyde ham at være det også. Han betakker sig, men er misundelig kan jeg se.

En time efter tager jeg og en mindre gruppe (med amerikaneren) på rundvisning med en guide som forklarer og fortæller med stor viden og endnu større begejstring. Om Aboriginernes tid, inden de hvides ankomst, hvor de eksisterede som et stenalderfolk med rig kultur og naturkendskab. På linje med andre naturfolk, under ekstrem vanskelige geografiske vilkår, formåede de at leve og overleve ud fra en stor viden tilpasset naturen. Og med en respekt for naturen som er enestående. En af de helt fantastiske historier som fortælles, er om hvordan i de grupper som boede ved en kyst, en flod eller stort vandhul, skabte både. De skar selve rammen af båden i et træ. Men ikke således at båden kunne komme af med det samme. Den var kun ligesom antydet, dog med tilstrækkelig mening. Træet tog så med tiden anstød af formen, og med mere tid, frastødte det formen og dermed fødtes en båd. Træet voksede videre uden sår, og aboriginerne havde ikke forbrudt sig mod træet.
Videnskaben kan fortælle os mange løsninger og fremskridt (og hurra for de fleste), men som et samlede jordiske folk midt i en klimakatastrofe, bør vi nok se til de oprindelige folk for metoder til at overleve i og efter vores tidsalder.

Alice Spring

Jeg tager til Alice Spring som er den by i Australien, hvor Aboriginerne ses mest i gadebilledet. Det er også her at de er mest talrige i forhold til andre befolkningsgrupper (navnlig hvide med europæisk oprindelse). Jeg har forsøgt at samtale med nogle i gaden, hvilket er lidt vanskeligt. Men jeg oplever at de tør lidt op, som jeg spørger. Det er ikke fordi jeg har tænkt nærmere over det, men jeg spøger til mere personlig emner, og jeg tror at det gør en forskel.

Jannie fortæller at hun har tre børn, og den ene arbejder som Ranger. Hun er bekymret for de unge, som hun ser omgives af Drugs, ugidelighed og rodløshed (min tolkning). Hun selv bor 350 kilometer fra Alice Spring, forklarer hun mig. Men jeg ved at ikke er at bo som hos os. Aboriginerne bor overalt i deres land (område). De er et vandrende flok og dette er stadig eksisterende for nogle. De har samtidig en kultur, hvor man deler. Man ejer (for de som endnu lever mest i den Aboriginesiske kultur) som sådan ikke særligt meget og slet ikke land. Det er baseret på, at man kun overlever ved at dele. Så Jannie kan fint dukke op i Alice Spring hos nogle bekendte, uden at melde sin ankomst. Ingen spørger til hvor længe hun bliver. Det kan godt være længe i vores terminologi. Ingen kunne drømme om at lave regnskab. Aboriginerne har overlevet i over 50.000 år – nogle nyere fund tyder på endnu længere. De har overlevet ved at dele viden og ressourcer. Da den hvide mand landede, ankom han med stik modsatte filosofi.

Jeg spørger om lov til at tage et foto. Jannie spørger hvorfor? Jeg forklarer, at jeg gerne vil dele det jeg oplever, med dem som jeg kender, og vise dem hvem jeg taler med. Hun giver mig lov til at tage hendes foto. Læg mærke til den sætning! Man tager et foto. Og for de aboriginere som lever mest efter de gamle ideer, og ikke (endnu) er blevet helt westernized, er der meget på spil. Det handler om at komme herfra uden at efterlade sig nogle aftryk – på alle måder. Når en aboriginer dør, tager denne til stjernerne i mælkevejen. Til sine forfædre. Hvis nogle tilbage på jorden holder i ånden, via effekter (som et foto kan skabe gensyn), ja så har denne svært ved at komme af sted på rejsen. Også den dødes navn kan ændres til; ‘Kumanjayi’, ‘Kwementyaye’ eller ‘Kunmanara’ for at mindske båndet. Det er samme idé, man skal slippe relationen til ånden. Det kan synes som om, at det at opleve sorg ikke kan have større plads i og hos de efterladte. Ud fra et eksistens-synpunkt er dette dog praktisk for et naturfolk, som er i virkelig minimum med fødevare og vand. Al energi har været koncentrer på at skulle overleve. Ud fra moderne psykologi og freudiansk forståelse, er det svært at forstå at en følelse som sorg kan være (nærmest) ikke tilstede eller forsøges gemt og glemt. Måske er den tilstede, men det er ikke så acceptabelt at ”dyrke” den.

Jeg er glad for at jeg spurgte, inden jeg tog fotos i går i Alice Spring. Ibson mente, at jeg godt kunne give et par dollars for et foto. Det tog hans sjæl vist ingen skade af. Det ville jeg gerne have gjort, men jeg havde dog ingen kontanter. Jeg fik lov trods pengeløs, at tage Ibson’s foto.

Udgivet i Australien, Rejser, Religion, Uncategorized | Skriv en kommentar

Kantsening – TV på den nye måde

Jeg har bemærket, at jeg er begyndt at lægge mærke til, at jeg ser TV på en ny måde. Ja, jeg ser stadig TV, over i købet med stueantenne. Selv om den tekniske opstilling således kan virke af ældre og simpel dato, er min udvikling som seer topmoderne. Jeg er som aldeles nuskabende og nyskabende kantseer begyndt at holde øjets opmærksomhed i kanten, eller i baggrunden, af billedet. Når for eksempel en person fylder skærmen, flakker mit blik vanedannent bag ham, eller ude i siderne ved skærmkanten, i jagten på de oversete detaljer. Endnu lytter jeg, om end jeg oftest fortaber hørelsen for at bliver overtaget af mine indre tanker som lydspor. De kan lyde således og på denne vis:
”Nåh, det er sådan, at de har lavet den slags plankeværk der med diagonale striber..”.
Plankeværk findes jo, for den opmærksomme kantseer, i en myriade af variationer og er et stort hit, når det præsenteres i TV. Man finder oftest plankeværkerne i kanten og særligt i højre side – uvist af hvilken grund. Også brolægninger er værd at bemærke, og kan også stille trangen for et sefix for den hungrende kantseer. Fliser kan lægges på rigtig mange måder, særligt der hvor brosten medvirker til, at skabe uventede mønstre mellem større flade sten – ofte kvadratiske. Brolægningerne er som sædvanligvis i nederste del af kantbilledet. Plankeværker og flisemønstre er i variationernes topliga, det ved vi kantseer. Græsplæner vinder også ved nærmere eftersyn, men nu skal jeg ikke fratage andre muligheden for selv at få oplevelsen. Tillad mig dog en enkelt observation mere, tekster.

Tekster er helt på linje i kvalitet med de førnævnte eksempler fundet ved kantsening. Vi taler her om en kvalitet som er lige i øje for varianternes variationer. Særligt når ord står alene på mørk baggrund. For eksempel de ord i de tekster som åbner en film. Der findes formentlig ikke en ensartet måde, hvorpå de præsenteres – navne med titler i grafiske forunderligheder. De ruller og glider, de drysser de ramler de fragmenterer, de…. Jeg efterlyser hermed det stærkt savnede værk, fra Filmhistorie på universitet, som kan kategoriser og bagatellisere de mange introer og outtro’s tekster. Et overset og hidtil uskrevet værk. Det uendelige værk om – Teksterens præsentation. Men se nu lod jeg mig aflede, og kom ud i kanten af mit egentlig ærene – TV-kantsening. Tilbage til dette.

Et skønt og kærkommen fundament til kantsening, er de evige genudsendelser, som hermed hylles, hylles og hylles. I min husstand modtager vi kun DR’s udsendelser og TV2- Østjylland. Begge stationer sender vedvarende deres udsendelser i et stabilt genudsendelses-tempo, på samme vis som bilerne i et formel 1 løb tager omgang efter omgang efter omgang. Dog kører de racerbiler jo kun omkring 20 runder, så de er jo egentlig begrænset. Det er genudsendelserne vist ikke, heldigvis. Man kan fint forlade et program og være sikker på at se videre næste dag, eller i hvert fald i løbet af ugen. ”Vestkystfiskerne” (TV-2 Østjylland), kører hele aften afløst af ”Vestkystfiskerne” som afløses af … ja.
Samlet er det forrygende, og jeg mener det seriøst, seriøst, helt seriøst. Jeg elsker genudsendelser. Mest fordi jeg slet ikke længere ser noget som helst færdigt. Og selv om jeg skulle bemærke, at jeg ser mig selv være fordybet i ”De andres liv” (Tysk film på DR K nu på ? omgang), har jeg endnu ikke formået at se mere end omkring ti samlede minutter. Det er jo også en slags fordybelse – sådan set i denne tidsalders (skærm)lys, som vi er forblændet i. Men det gør ingenting, altså det afbrudte seerri. Jeg står jo bare på igen ved næste genudsendelse. På den vis og måde ved jeg nu, efter omkring femte omgangs kikkeri, at det var konen der forrådte de der forfattere. Og at det var ham aflytnings-fyren fra kælderen (med mursten som ikke var forbandt i baggrunden) som havde fjernet skrivemaskinen, og dermed hjulpet manden (til konen som forrådte ham…. ). Jeg mangler stadig lige et afsnit midt i filmen, hvor de sammensværgende formentlig aftaler, at skrive det der på den der skrivemaskine. Men afsnittet når jeg helt sikkert en af dagene, eller en af de kommende uger. Jeg skal også lige være sikker på, om det nu var 8 Trabanter der var i gadescenen, og om de tre af dem var i DDR blå farve? Ja, jeg blev lige lidt usikker på antallet og farverne, fordi konen fylder en ret betragtelig plads ud i et nærbillede, som hun dør efter en påkørsel – eller måske selvmord. Det er ikke altid der tages hensyn til os kantseer.
Imens jeg venter på genudsendelsen, vil jeg tælle antallet af de venstredrejede bølgers hvide skum, bag ham fiskeren i ”Vestkystfiskerne”. Det er en skam, at han ikke kommer på land, og står på nogle fliser. Men det gør han ikke. Jeg har set efter.

Udgivet i Blog, De bedste skriv, TV, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Skrivemaskinernes eventyrs klang

dav

De vidner om store ord og tankers vider, endskønt de skrivemaskiner ikke længere klaprer. For fingrene som skrev har forladt denne verden for andre eventyr og rejser.
De skrivemaskiner tilhørte mine helte, Troels Kløvedal, Knud Rasmussen og Ernest Hemingway. Legender som skrev historie(r) fra det liv som levedes, der hvor stormenes vinde hyler og geværernes skud knalder i fjelde og på savanner.

Jeg har besøgt dem – ofte – deres ord i bøger, podcast, film og foredrag. Og på museer, hvor beskueren kan opleve og genopleve eventyrenes effekter i deres rummelige dagligstuer eller den snævre skibskahyt.
Det har forandret min verden, deres ord, deres liv. Jeg sejler med på oceanet og synger med hvalerne, skønt det er fra færgen Hundested – Rørvig. Jeg rejser med hundeslæder over indlandsisen og smælder med en pisk, mens jeg klapper en puddelhund i snor i Risskov. Jeg skyder gazeller på savannen, i zoologisk have med mit kamera, og lader klikket fra udløseren ekkorerer, så løverne brøler til svar.
Uden eventyrernes historier ville min verden være steril. En sten en sten, en lyd en lyd og en til en ensomen.

De skrivemaskiner står som vidner om en mission, der ville lade folk forstå, hvorledes man skal opleve verden. Det er bevægende, så man bevæges. Og se nu der; Skrivemaskinernes tastearmene springer atter frem, og i slagfast takt skrives der så det klapre: ”Drag ud i verden som de modige og udlængselsfulde. Lad livet favntage dig ad blæstens støvede veje og frådens skumsprøjtende havbølger”.
Kom Troels, kom Knud, kom Ernest. Vi står ud, reber topsejlene, knalder med hundepisken og lader geværet!
Klap klap, klap klap…  klap

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kangerlussuaq-slowness

 

Man skal kunne lide fly, lufthavne, sol og indlandsis samt ikke at have travlt – overhovedet ikke travlt, slet ikke…  Kan man det, så er Kangerlussuaq lige stedet. Og er heldet med én, så er der tilmed forlængelse på ubestemt tid. I hvert fald sidder jeg nu på hotellet for en ekstra overnatning – lige op ad landingsbanen. Her har mange fly tøffet glade ud og ind – dog ikke den som jeg skulle have været med i morges til Nuuk kl. 8.40. Men det er ikke Kangerlussuaq skyld, slet ikke. Det er Nuuk, kan jeg forstå på mine allierede som også venter, for der er tåge i den grønlandske hovedstad.
Jeg ankom i går til et kæmpe land med en lille befolkning. Grønland eller på grønlandsk Kalaallit Nunaat (grønlændernes land) har et areal af 2.175.600 Km2. Her bor de ca. 56.000 indbyggere, hvoraf 80% af dem bor i 16 forskellige byer og resten bor i 60 forskellige bygder. Her i Kangerlussuaq bor omkring 500 indbyggere, jeg ved en af dem hedder Allan, men jeg kender ham ikke.
Inden jeg måske slet ikke kommer af sted i morgen, så har jeg været omkring stedet, som ved første indtryk minder om en westernby. Det var for en evighed siden – i går ifølge kalenderen. Sikken en dag det var i går:

 

   Den berejste gardinstang

Jeg landede i går med samme fart indeni som flyveren til Kangalussuaq, og jeg fortsatte i det tempo til min bagage kom. En kuffert og en 2 meter lang papkasse, som kunne forveksles med alt fra oppustelig ski til fiskestang, men var et gardin med stang til at mørklægge min søn’s (og kærestens) soveværelsesvindue i Nuuk. Over telefonen havde sønnike  forklaret mig, at det var et gardin. Jeg kan vel have det med i kufferten, havde jeg naivt troet. Jeg kan berette, at det er ikke let at gå ind og ud af Letbanen, metroen, busser, taxaer, check in og check ud og check ud og check in, lange hotelgange og vandrehjems receptioner og værelse…. med en gardinpapkasse.  Jeg sender hermed en advarsel til alle forældre med børn i Grønland; ”Nej”, bør svaret være til at tage noget som helst med! Gardinet bliver senere navngivet af en klog grønlandsk kvinde, som; Verdens mest berejste gardin (læg mærke til navnet, læs senere om dette).

Jeg tog en taxa til vandrehjemmet fra lufthavnen. Jeg ville have taget en bus, men flere mente at der ikke kørte en bus på en helligdag. Så det blev en taxa med gardinkassen mellem chaufføren og mig. Ved vandrehjemmet tog Louise godt imod mig og bemærkede kassen. ”Den er lang”, konstaterede hun med medfølelse i stemmen. ”Historien om dens færd er endnu længere”, svarede jeg tørt som luften udenfor. Jeg fik en køje, den nederst, og kassen fik den øverste. ”Husk den i morgen”, påpegede Louise med en vis frygt mente jeg. ”Helst ikke” svarede jeg lavt…

Tiden og ekspeditionen

Udstyr til at komme frem i Kangerlussuaq her i de sidste dage i maj er: Sommertøj med antimyg camouflage (ikke opfundet endnu, men verden venter….) Jeg er glad for ikke at have pakket skibukserne. Og fortrudt ikke at have mine sommerbenklæder med…. For her er sommer med fuld solkraft og med tørke som i et ørkenland eller en westernby i Clint Eastwood-land. Mine cowboybukser og skjorte samt vinterjakke passer perfekt til min ekspedition til indlandsisen. Jo, ekspedition er nødvendig som glose her, for alene at vide hvor afgangen til turen er, er lidt at en prøvelse i ukendt land. Louise ved det ikke. Men kort fortalt, så tør jeg ikke tage chancen for at blive hentet ved vandrehjemmet, som ellers aftalt, idet rygterne fortæller, at man kun hentes i lufthaven. Så jeg vandre fra søde Louise’s vandrehjem tilbage til lufthaven ad den støvede landevej. Undervejs kommer bussen forbi, som jo ikke kører i dag på helligdagen. Måske er det en anden bus…. Militær? Jeg går så…. Og mit indre går også….. eller overgår, fra storbys galop med gardinpapkasse over Kastrup lufthavns trængsel og mas med gardinpapkasse, til westernbys slow. Imens jeg skridt for skridt vandrer slår jeg fra, eller til, transformerer til noget fredeligt. Det er ikke sådan et klarsyn eller ud af kroppen eller andre pludselig ”kvikfix”. Det sker bare på vejen i Kangerlussuaq. En rolighed ankommer. Jeg opdager det mest klart, som jeg når lufthavnen. Jeg kan vente – i tålmodighed. Jeg kan bare være.
Så udenfor lufthaven, som jeg forlod for små 2 timer siden efter landing med københavnerflyveren, venter jeg med en gruppe pensionister fra Hanstholm som trisser, og en gruppe unge mennesker med fuld læsset rygsække samt en enlig kvinde i joggingbukser og vandrestøvler. Jeg venter, jeg er her bare.
Jeg har hjemmefra booket plads i en jeep, som jeg nu husker beskrivelsen af turen, så selvfølgelig kommer en stor bus, som jeg finder ud af, at jeg også skal med. Hanstholm’erne strømmer ind med de andre i kølvandet. Laila er chaufføren, guiden og venligheden selv, og fastslår at det var godt jeg selv gik til lufthaven, for hun fandt mig ikke ved vandrehjemmet, et andet. Det viser sig, at der er ca. 3 vandrehjem, som jeg forstår det, og de henter kun ved det ene…. Eller slet ikke… som jeg forstår det…
Se her ville jeg normalt skulle begrænse et mindre vulkanudbrud af vrede og frustration, men jeg er forbavsende rolig og nærmest i buddhistisk balance-stangs-ligevægt/ gardinstangs-ligevægt. Selv overrasket over denne tilstand (stilstand) må jeg accepter det hele – både tilstanden og forviklingerne. Jeg kan ikke andet. Jeg har ganske enkelt fået Kangerlussuaq-slowness (som jeg må kalde tilstanden) i kroppen og det har på magisk vis bredt sig til sindet. Efter små to timer…
Man skal aldrig undervurdere omgivelsernes indflydelse på ens sindstilstand. Jo ældre jeg bliver, desto mere hælder jeg til den opfattelse, at al individuel (indefra) forsøg på kontrol af verden er total sekundært i forhold til al det som er udenfor én.  Er du i tvivl, så prøv stresstesten med kuffert, rygsæk og gardinpapkasse gennem Danmark og dernæst landevejen i Kangerlussuaq frem og tilbage (tilbage uden Den berejste gardinpapkasse). Jeg er fortaler for at være i den sidste tilstand og på det sidste sted. Chancen er her for at opnå Kangerlussuaq-slowness!

Turen mod indlandsisen

Turen ad Grønlands længste vej, på omkring 35 kilometer, er – slow. Også fordi det er en grusvej med huller, så Chauffør Laila må manøvrere i adstadigt tempo. Det foregår med den ene hånd på rattet og en anden til mikrofonen med informationerne om alt som er udenfor ruden. For eksempel om Volkswagen som anlagde selve vejen som fører til indlandsisen, hvor de ville teste biler. Projektet blev opgivet – efter vejen var anlagt. Og om sneharen som sidder udenfor under en sten….. hvor…? Åh der i sin hvide pels. Og om flyvraget vi lige må ud og se på, som nu er en bunke metal. Senere om Ross floden og Russel gletsjeren, som har navne efter personer. Og her er noget virkeligt interessant; Vestens opdagelsesrejsende navngiver steder efter egoer (hvide menneskers navne), mens grønlænderne har navne som beskriver stederne. For eksempel, Det irriterende bjerg (fordi det bliver ved med at stige), eller Evighedsfjorden (som synes at blive ved med at være længere bag hvert fjeld-knæk). Jeg er klart for grønlændernes måde at beskrive steder på! Dog kunne en mellemløsning måske være; Det smukke bjerg Bent, med den pæne udsigt på vej op og ned…..

Uanset, så kommer busselskabet fremad, og jeg lære jogging-bukse-kvinden at kende. Ann C som er tysk-underviser på gymnasiet et sted i København, viser sig at være hende som er i bukserne. Kemien passer fino, og vi danner nærmeste et par fra indlandsisen ad, en slags modpol til Hansholmgruppen og de unge fjeldvandrere som i øvrigt bliver herude for at gå de 12 dage til Sisimiut. “Når I går på indlandsisen, må I kun gå der hvor isen knaser”, forklarer Laila, og i næste sætning slipper hun de unge løs på egen hånd. Hvorfor vi andre ikke må, er uklart, særlig for det nyetablerede par. Måske ved Laila ikke, at jeg har erfaring fra Ushuaia’s (Sydamerika’s sydligste by) fjelde og snerydningen i Risskov. Men det er egentlig lige meget, for de unge er kun 50 meter væk og vil ikke videre. Selv er jeg galant, og hjælper Ann C over det som jeg mener er en farlig våge med en håndsrækning. Havde jeg ikke frelst hende der, kunne hun godt have fået en våd sko.
Det er utroligt som man kan komme tæt på folk her i Kangerlussuaq, på et langsomt øjeblik. Da vi er retur i Kangerlussuaq lufthavn skal Ann C desværre på flyet til Nuuk. Det er som at sige farvel til en god rejsekammerat efter flere uger, endskønt vi kun har kendt hinanden i tre timer. Jeg må drage hjemad mod vandrehjemmet ene, og på gåben, da bussen vist ikke kører…..
Pyt, nede for enden af landingsbanen, hvor man holder for rødt når fly letter og ankommer, møder jeg to kvinder i en pickup og får et lift. ”Vi har lige besøgt Allan”, fortæller de uden forklaring om hvem Allan er og med en forventning om, at jeg da ved hvem Allan er. I Grønland virker det som om at alle kender hinanden. Men det er også sandt for den ene i bilen genkender jeg fra flyet fra København, som jeg ankom med for 100 år siden, men samme dag som i dag. Kvinden i rød kjole, navngiver jeg hende i grønlandsk stil, for jeg ser hende i rød kjole mest. Vi kører ad landevejen og tiden er trukket ud som universet udvider sig, åbenlyst med startpunkt her i Kangerlussuaq. Langsomheden virker udstrakt som udsigten til fjeldene. Klar og udefinerlig i afstand. Indeni er trætheden eneste vidne om, at min dag er tilført 4 timer ekstra og kroppen har gået på Frederiksberg, Kastrup, støvede westernby-vej og indlandsis – sidste sted uden gardinkasse. Midnatssolen har forstærket langsomheden, idet skumringen synes umærkelig. Her er lyst… hele natten, nord for polarcirklen. Og nu sætter Allan’s venner mig af på vandrehjemmet – det rigtige. Jeg ville have været på Thai restauranten, som måske har åbent… vist nok…. Men jeg tager et langsomt bad og finder min køje. Som jeg slumre ind på Kangerlussuaq-slowness vis,tungt og Laaangggsss….., mener jeg at bemærke, at Verdens mest berejste gardin vender sig i den øverste køje.

Udgivet i De bedste skriv, Grønland, Kangerlussuaq, Rejser, Uncategorized | 1 kommentar