Støjplagernes anmarch

stoj

Billedet er fra Frankfurt Lufthavn, ingen ser på den visuelle støjsender TV’et.

Verden er plaget af støj, både lydmæssigt og visuelt. Som mennesket har man intet valg og kun ganske få midler for at undgå at blive ramt.

Overalt findes menneskeskabt larm, der masser sig ind i øregangene. Længe har vi fået tudet ørene fulde af især motorkøretøjer, som nu tilmed har dybe baslyde, som sendes ud fra bilernes sub-lydanlæg. Angiveligt må de som sidder indenfor pådrage sig høreskader, Her kunne man jo passende skelne og mene: Dem om det, det er jo deres hørelse.
Fint for mig, hvis altså blot jeg slap for at høre på det, hvad jeg desværre er frataget valget for.
Der findes, så vidt jeg ved, ingen lov for hvor høj musik, eller motorstøj, i db. man må larme med. (Findes loven, mangler vi et lyd-politi!)
Det generer mig, at andre vælger for mig. Jeg må ty til ørepropper, hvis jeg ønsker lidt mere fred i øregangene. Men jeg kan højst dæmpe lyden, og dunkene rammer mig alligevel. Lyd har stor kraft på den menneskelige psyke og krop.

Nu har endnu en plage langsomt voksede sig større: Den visuelle støj.
Den er kommet snigende langs gader og stræder. Ofte om natten, sprunget frem fra fredfyldte skygger. Ved busstoppesteder er der nu elektrisk oplyste reklamer, og snart sikkert også rullende for at fange blikket. Det genererer mit øje og mine tanker afbrydes. Vælge, kan jeg ikke. Jeg er frataget valget for at slippe, endskønt jeg skulle finde på at køre rundt på cykel med et af postens røde ”Reklamer, nej tak” placeret midt på panden. Det er offentlig vej, vi taler om. Der findes åbenbart ingen lov for, hvor høj og skarp, en lyskilde man må placere i offentligt rum.

Angående visuelle støjplager i anmarch, er fænomenet tydeligst i lufthavnene verden over.
Her ruller reklamen lystigt og konstant i oplyste plexiglas-bokse, mens man selv kører forbi på de rullende fortove. Reklamerne er tydeligvis timet, så de vender billedet tilpas antal gange til at serien kan begynde forfra, inden den rejsende er halset forbi. Når den rejsende så er nået sit endemål, gaten, må denne nu forholde sig til seneste nyskabelse. Et fladskærms TV som er centralt placeret og altså umuligt at undgå. Dette TV, med lyd og billede samt et logo som hylder opsætteren, står som et oplyst alter og hvæser sit budskab ud. Og det netop der hvor den rejsende måske endelig havde lidt tid til at hvile sig.
Bagtanken må helt klart være reklamen og altså penge. Men nu kommer det måske overraskende, for pengene bag, i form af en lille undersøgelse jeg har foretaget på min ferierejse:
Gennem tre lufthavne (6 gate tur/ retur) i Hamburg, Frankfurt og Lissabon kunne jeg konstatere følgende: Ingen, overhovedet ingen, så på TV-skærmene. Faktisk satte folk sig, så vidt muligt, med ryggen til, og søgte fred og ro i deres egne skærme (computere) eller en bog.
Jeg sad der også, med ørepropper. Hvis jeg skulle undgå tv’et, måtte jeg tage et bind for øjne.

Reklamer

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Politik, Rejser, Støj. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s