Surferens kamp mod de syngende bølger

Som små nodeprikker ligger vi og vipper udenfor bølgernes hvide tænder.
Vi, fire surfere i sorte våddragter, hviler efter kampen ud gennem brændingen og tæskene fra de frådsende og rivende bølger. Her er det havet der spiller op til dans og synes at bruge pauker og bækkener som forstærkning.
Vi ligger på boards som, for nogles vedkommende, er mindre end surferen selv. Som med en navlestreng er jeg forbundet til boardet af en tre meter lang line af stærk plastik, som er forankret om min højere ankel. Vi løftes op og øjner store og kraftige bølger ude i horisonten. Så daler vi atter mens dønningen er passeret under os. Den fortsætter og tager fart for at brydes 20 meter længere ind mod stranden. Kun lyden af dens dødsarie og brøl høres som et bulder, mens den synger sine sidste toner ud efter en uendelig lang rejse over Atlanten. Den afslutter med et hviskende ”Thcisss”, som de sidste skummende dråber siver ned i det lune sand på Ericeira strand i Portugal.


Surferen inderst mod stranden vender sit board, mens han kikker sig over skulderen. Han er opsat på at tage den næste lovende bølge. Armene begynder at padle langs siden af boardet, hurtigere og hurtigere. Som han tager fart, bliver han underhalet af bølgen. På det rigtige tidspunkt løfter han sig i et snuptag op på boardet og forsvinder stående mod stranden.
Jeg er selv i gang med at vende mit board, for jeg har erfaret at det ofte er bølge nummer to, man skal satse på. Men det er stort set også al erfaring jeg har. Det er kun tredje gang i mit liv jeg surfer – og første gang på tre meter høje bølger. Indtil nu er det gået fint, altså hvis man vurderer mine forsøg på at komme op og stå ud fra selve dét – op og stå. For det tager kun et øjeblik, så vælter jeg af og tumler i bølgerne. Men en anden teknik er jeg blevet bedre til, mavesurf på boardet. Det har jeg øvet alle de gange, hvor jeg ikke har nået at komme op, inden bølgen har taget mig. Så er det lykkedes at suse ind maveliggende på boardet. I øvrigt en disciplin som også dyrkes med stor alvor af mange og kaldes bodyboard-surf. Udstyret er et halvt board, som man lægger overkroppen på, mens man med nogle korte ande-svømmefødder styrer med benene. Jeg har set mange macho-fyre med stor alvor stå og diskutere de forskellige manøvrere – iført ande-svømmefødder i røde og gule farver. Men for mig er konge-disciplinen surf med ét board – op og stå.


Nu løfter muren af vand sig bag mig, og jeg padler som besat. Underhales og mærker trykket, der som en kæmpe hånd lægger sig på min røv og lænd, mens jeg presses af sted. Det er nu. Næsen på boardet er rigtig, fri af vandet og farten er allerede rigelig til at jeg føler mig som en delfin foran et containerskibs bov. Nu skal der springes! Benene svinges ind under kroppen med venstre forrest og op kommer jeg, hep, hop, top… og tilt!
Jeg vælter, og i samme øjeblik vælter bølgen også og viser sit hvide tandsæt. Den bider over og under mig. Som en kødklump tygges sammen i mundvand, vælter jeg rundt i bølgeskum og brus. Op og ned er forsvundet, alt skummer hvidt, og det suser af luftbobler. Jeg husker min første, og eneste, surf-lærers råd om at krydse hænderne for at skærme for boardet, hvis det skulle komme mod mit ansigt. Jeg ser det dog ikke under vandet. Mest fordi sigtbarheden er total skum, og jeg hellere vil forsøge at finde retningen op. Det er dog umuligt, alt er hvidt og syder af luftbobler.
Nu er det bare om at holde vejret, så kommer jeg vel op, tænker jeg. Øjeblikket efter rammer solen mine øjne, og mit hoved er oven vande.
Dér ligger mit board, midt i en bølgedal. Et hurtigt træk i snoren og jeg når op på maven, inden bølge nummer tre rammer mig. Jeg farer mod stranden i stor fart som ufrivillige boddysurfer på et rigtigt surfboard. Var jeg ikke lettere rystet, bogstaveligt talt, ville jeg nyde turen. Jeg kastes i land og lader boardet med sine tre finner skrabe bunden, så jeg er sikker på det ligger stille. Helt stille. Jeg rejser mig, bærer boardet ind på stranden, og sætter mig på det.


Det tager 10 minutter at komme sig og få hældt vandet ud af svælget og ørene. Så er jeg klar igen. Jeg skal nok komme op og stå.
De næste bølger synger på sidste vers!

Fotos: Gitte

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Kitesurfing, Rejser, Surf. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s