Tyrefægtning, går jeg ind for

Tyrefægtning set fra ringsiden

Madrid, søndag d. 29.maj. Plaza de Toros de Las Ventas.
I den cirkelformede arena sidder min søn Kasper på 21 og jeg. Vi venter på den første tyr skal lukkes ind, og priser os lykkelig over skyerne der er trukket sammen og lær for solen. Her er plads til 10.000 mennesker, men er kun godt 2500. Der drikkes rødvin af spaniernes kendte dunk, hvor man kan trykke en stråle ud i den frie luft og derfra lige ned i halsen. Flot ser det ud, også de spanske ibenholt-hårfarvet skønheder pryder billedet.
Nu gjalder trompeterne, og ind kommer hele cirkuset med aktørerne, minus tyrene. Her er ryttere, matadorer, og muldyrs-driver i firspand. De sidste til at trække tyren væk, efter den har stanget dens sidste horn. Matadorerne er klædt i et udstyr der faktisk er mere feminint end den danske repræsentants gevandter i årets Melodigrandprix. Men så holder det kvindeartige udtryk også i Madrids centrum denne eftermiddag (og det rækker så rigeligt). For disse mænd der spankulerer manegen rundt for at modtage publikums forventningsfulde klap har, inden bag palietterne og under Mickey Mouse hatten, stort mod og macho-udtryk. Det ses med det samme, da den første tyr, noget forvirret, drøner ind i arenaen. De ivrige Capotes (de ligner også tyrefægtere) kalder på tyren og får den til at løbe efter sig, inden de lige netop når i skjul bag træskærme. Dette gentager sig en tid, hvorefter musikken pludselig gjalder til Kaspers, min og tyrens overraskelse.
Ind kommer nu picadoerene højt til hest som heldigvis til lejligheden er iført en brynjeartig beskyttelse. Fluks farer tyren på hesten, der intet ved idet den har bind for øjnene. Til gengæld ved rytteren nok at holde tyren stangen, med stangen som er spids og stikkes i ryggen flere gange. Ikke for dybt, noget der ligner ca. 7 cm idet der er et metalstykke på tværs på standens spids. Virkningen er dog uomtvistelig, tyren bliver såret og aggressiv (hvis ikke den var det i forvejen). Så brydes publikums benovelse over tyrens kræfter, der næsten kan løfte en hest med rytter, da hornorkesteret atter gjalder, og picadoren forlader begivenhedernes centrum. På dette tidspunkt er Kasper, jeg og enkelte udlandske tilskuer klart på tyrens side. Vi sidder med en tilskueres magtesløse viden om dødens snarlige ankomst og har en lille klump i halsen.
Nu løbes der mod tyren med farverige banderillos som sættes i tyrens ryg. Her må man beundre modet hos mændene der løbende i spring undgår hornene og dekorere tyren. Der klappes når det lykkes bedst og hujes når der rammes forbi.
Så kommer matadoren og den egentlig kamp er begyndt. Tyren er på dette tidspunkt ved at være mat i klovene, men tirres dog af kappen som angribes igen og igen. Og så begynder magien og klumpen i halsen løsnes.
Matadoren tryllebinder samtlige tilskuer, inklusive Kasper og jeg. Med elegante kast med kappen og dristige krumninger med kroppen forvandles henrettelses-proceduren til en dødedans. Vi sidder med tilbageholdt åndedræt, mens det meste af folkemængden begejstret råber hver gang matadoren udfører en dristig manøvrer og nærmest får tyren på knæ i rundkreds omkring sig. Bag os råber en amerikaner “Go for it”, uvist om det er tyren eller fælgteren han mener. Kasper og jeg har forladt følelsen af medlidenhed for tyren og i stedet overgivet os til benovelse over matadorens kunstart. Kækt holder han en spændstig bue med kroppen, og lader tyrens horn sætte en blød markering i kappen, mens den tvinges på knæ omkring mesteren i midten. Det er fascinerende, elegance, mandlighed, palietter, blod og fem hundrede kilo i dødsforagt. Folk råber i begejstring og matadoren vender ryggen til tyren og kaster nakken bagud i triumf.
Det er flot det her, ingen tvivl om det og tanker om dyrevelfærd og dyrplageri er lige så langt væk som afstanden til Danmark. Matadoren henter det rigtige sværd, stiller sig an foran tyren. Stilheden sænker sig. I en rask bevægelse placerer han det dræbende instrument ned gennem nakken og er så sikker på sin dont, at han atter vender tyren ryggen. Som i ærbødighed lægger tyren sig først på forbenene for så at dejse helt om – død.
Lommetørklæder i hvide farver vinkes overalt, jeg vinker med min hvide surf-kasket. Der hujes og hujes (Olé siger man åbenbart ikke) og amerikaneren bag mig råber “Yahoo”. Lydbrølet er stigende lige indtil præsidenten for arenaen anerkender fægtningen, og tildeler matadoren tyrens ører. En stor ære. Hatte kastes mod den lykkelige macho-mand iklædt palietterer og røde strømper, mens han går sejresrunden i publikums beundring.
Tyrefægtning er en oplevelse for livet, ganske vist ikke for tyren. Men tyren har haft et godt liv i fire år og ender sine dage i en kortvarig kamp.
Inden vi skal tale om afskaffelse af tyrefægtning, synes jeg vi skal starte med burhøns, tremmekalve og grise.
Indtil da er jeg for tyrefægtning!

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i De bedste skriv, Dyr, Hverdagen, Madrid, Politik, Rejser, Tyrefægtning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s