Snekastende borgerdyr

Tænk hvis huset var blevet gammelt?

Tænk hvis huset var blevet gammelt?

Skrevet om Ungdomshuset da det blev fjernet i København og brostene føg

Den stride blæst og snevejr lod sig mærke i Risskov i dag. Vi sneede ”inde” og udenfor kaldte det på aktion. Så jeg iklædte mig arbejdsmandstøjet, den blå termo kedeldragt og begav mig tappert ud i vejrgudernes vold.
Der stod jeg med sneplov på fortovet og bekæmpede driver, så det drev.
Total uventede, på line med den danske vinters ankomst, ramte en lunken følelse mig. Bent, du er en dydig samfundsborger. Jeg skovlede og følte mig GOD. Ja nærmeste sådan ordensduks-artig, på den fromme måde. Lad glorien komme til mig!

Det er en underlig en, sådan en retmæssig hellig følelse. Det er som om man ser sig over skulderen og retter ryggen. ”Ja ja, sådan skal det jo gøres”, fremmaner ens kropssprog til de få forbipasserende, der havde vovede sig ud. Med kropsproget er der også et snert; ”Har du nu også gjort dit”?
Men så blev jeg ramt af endnu en følelse, som havde samme temperatur som det hvide element der var offer for min plov. Jeg følte mig tåbelig. Tåbelig over det at føle mig god.
Jeg erkender, at jeg åbenbart ikke rigtig kan vedkende mig mit villa-syndrom, og billedet af mig selv som fortovsrydder. Det giver splittelse inden under termodragten.

Jeg er jo siden fødselen lusket frem fra en baggård i et kvarter nær Blågårds Plads (om end lige op ad det fine Frederiksberg). Den barndommens brokultur sidder dybt i rygraden, og bevirker at jeg stadig gør honnør med fuck-fingeren, hver gang navnet ”Den sorte firkant” nævnes.
Langsomt har jeg avanceret mod Jylland. Startende i Nibe som feriedrengen fra hovedstaden der turde sparke til en død ko på marken. Senere brugte jeg Rødding og Store Restrup højskoler som trædesten til det jyske. Nu er jeg altså endt i de riges skov, Risskov, mellem fantastiske (dyre) bilmærker – som man i øvrigt bliver blind for. I dag kører de ikke, sneet inde, ligesom min Renault 19 fra 1995.

Så mellem sne-kastene rykker brokraften stadig i min krop, og giver følelsen af at være tåbelig. Rabarberdrengen Bents venstreorienterede armsving kalder på en snebold mod borgerdyrene.
Imidlertid er disse dyr jo egentlig mennesker, faktisk naboer og genboer som hilser venligt og invitere på kaffe, når de altså ikke lige kaster sne som jeg selv.
Fandens også at verden ikke længere er sort og hvid, som den var i mine ungdomsår på Nørrebro, og vist stadig er for nogen derover.
For mig har jeg opnået at rumme splittelsen i mig selv. Jeg kan godt leve med at føle mig som tåbelig borgerdyr der retmæssigt må rydde fortovet for sne. Men ser jeg min nabo forbeholder jeg mig retten til at kyle en snebold efter ham.

I Risskov kaster vi ikke med brosten, vi kaster sne.

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Blog, Hverdagen, Politik, ungdomshuset. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s