Ad månens vej fra Ushuaia til Punta Arenas

Det tager 12 timer i bus. At komme fra Ushuaia (Argentina) til Punta Arenas (Chile). Og efter rygterne at hører, skulle det være en hård tur. Det viser det sig også at være fra start af, for vi skal ud af lagnerne (de har ikke dyner i Argentina og Chile, man ligger i en konvolut) kl. 04 om morgen.
Ushuaia ligger mørkt hen, og kun bjergene lyser fra toppene som snefakler. Det giver fine muligheder for et morgen-billede af det berømte skibsvrag som ligger på grund midt i havnen. I samme øjeblik jeg knipser, dukker ”vores” hund op for lige at vinke farvel med halen. Og så af sted mod Punta Arenas, vamos.

Gitte og “vores” søde hund

Bussen er klam, med dug for vinduerne. Jeg hoster snart i en rytme med 10 minutters interval. Prøver at sove, men ikke let 10 minutter af gangen. Udenfor vinduet, er det dramatiske landskab ved at vågne. Elve flyder ned af bjergene og her ligner det Sydamerika’s svar på Norge.
Efter 2 timer, er der pause og, viser det sig, busskift. Her er det godt at spørge for sig, om hvilken bus der kører den rigtige vej. Særligt fordi Gitte er ved at kaste sin rygsæk ind i bussen retur til Ushuaia. Den slags oplevelser giver naturligvis et større foredrag i hvordan man bør skilte,  fra Gitte’s side til dem der måtte lytte og interessere sig for det mystiske sprog dansk.
På plads i den nye bus, er tingene straks bedre. Her er næsten ingen dug, så nu hoster jeg kun hvert 20 minut.
Så går det gennem et ørkenlignede landskab som er i den tunge ende af kedelig. Som at kører på månen, vil jeg tro. Heldigvis stopper vi, midt på månen. Grænseovergangen i San Antonio mellem Argentina og Chile. Velkommen, står der på skiltet – til at vente åbenbart. Og det gør vi i over en time, inden i bussens træge luft. Lige inden alle er kvalt af luftmangel, genes vi ud for paskontrol og bagage-chek. Jeg tøver lige lidt i busdørens åbning. ”Et skridt for turisten, et skridt for masseturismen”, tænker jeg højt og rammes af en kold vind. Det blæser på månen, koldt, så det med månelandingen og flaget der skulle blafre er god nok. De var der, amerikanerne, eller også her….

Min honning (til hosten) opdages i gennemlysningen af rygsækken. De søde chilenske toldere beder mig udfylde endnu et stykke papir, hvor jeg X’er af i feltet for, at jeg altså har indført animalske fødevare. Derefter konfiskerer de naturligvis honningen. Pyt, jeg kan købe en ny i Chile, og sikkert den samme. Alt foregår med stor venlighed og tålmodighed (læs langsommelighed). Hvorfor man i lufthavne kan have så mange sikkerhedsfolk og toldere ansat, og så få ved grænseovergangen i San Antonio i Ildlandet – aner jeg ikke. Måske ingen vil bo på månen og kun kan få det at spise, som tolderne konfiskerer i kontrollen?
Endelig nærmere vi os selve paskontrollen, og det synes umiddelbart nemt. De sidder jo lige ved siden af hinanden, en fra Chile og en fra Argentina. Mit pas lægges efter udtjek af Argentina-officeren, de 40 cm hen til den (også) søde paskontrollør fra – Chile. Vi, turisterne, stiller derefter op i den anden kø, og kommer så planmæssigt frem til – ja rigtigt, den chilenske paskontrollør. Af en eller anden grund er chileneren i tvivl om mig. ”Hvor i al verden kommer han fra”? spørger hun, som var jeg faldet ned med et rumskib. Men heldigvis kan argentineren hjælpe. ”Si si, det er ham danskeren”, forklarer han og smiler genkendelsens smil. Så stemples i passet, og vi er klar til Chile. Som skandinav ses ganske klart de fordele vi har i Norden med vores broderfolk. Hurra for toldunionen, og også den i Europa. Hvad venter I på søde argentinere og chilenere?

En ægte delfin i Maggellan stræde

Så bus igen, to timer på grusvej som velkomst til Chile. Rumle rumle, host host. Så stop. Hvor er vi? Et månekrater? Nå, ved det berømte Maggellan stræde. Jeg forstår godt at han, Maggellan ,sejlede helt igennem strædet. Her er intet at gå i land for, med mindre man er stensamler. Men her skal vi færges over, og da vi ved fra Alex fra England og Miss Braveheart fra Skotland, som vi hyggede med på hotellet i Ushuaia, at her er delfiner, er forventningerne store. Og sørme ja. Dér springer de! Op og ned af vandoverfladen, langs med skibssiden. Vi knipser om kap med kameraerne på livet løs. Jeg får det bedste billede af den lille spækhugger som delfinen altså ligner. Sød fyr, og meget turistvenligt fra naturens side sådan at arrangere dette skue, synes jeg.

Helt elektrisk i Punta Arenas, når det virker

I Punta Arenas viser det sig, at hotellet, som jeg på forhånd har booket, ligger nogle få gader fra hvor bussen sætter os af. Desværre for mig, og til glæde for Gitte, glemmer jeg min surferkasket i bussen.
Vores nye hotelvært er en midaldrende kone, som taler glimrende spansk – i afsindigt tempo! Tilmed er hun halvdøv, så lyd er der masser af. Når jeg fortæller hende, at jeg ikke lige forstår hende, ja så fortsætter hun naturligvis i sammen stil, og gerne med næste kapitel af den ukendelige historie. Graci-Elleas, hedder hun, får jeg opsnappet. Tak skæbnen – frit oversat. Hun virker ægte. Det gør computerne til gengæld ikke. Altså virker. Eller jo, nogle gange, når man sidder helt stille,, så det automatiske lys i rummet IKKE tænder, og slår netforbindelsen fra i computerrummet. På den måde kan jeg jo være på nettet i ca. fem minutter – inden hosten sætter ind. Da jeg fortæller min viden til vores vært, Graci-elleas ,svarer hun med et smil, at det er sandt. Gøre noget ved det, ligger ikke i svaret.

Antonio Banderes og julemanden på byens plaza

Se det er en rigtig by vi er kommet til. Mange mennesker og hunde. Vi er lidt højere nordpå, end Ushuaia, og træerne vokser længere ind i himmelen her. For her er løvtræer. Dejligt, og tilmed er vores fine vejr rejst med. Sol og varme, og hygge på plazaen i byens midte. Sjovt at se en julemand der sveder i solskin. Gennem skægget fortæller han os, at vi da lige skal huske at besøge den gode butik lige derovre med alt det krimskrams man kan ønske sig.

Omkring aftens-skumringen, som starter kl. 22 og slutter lang tid efter vi er krøbet i konvolutten, går vi tur i bagsiden af byen. Det knirker her, det er råt og stemningen er forfald. Vi besøger kirkegården, som altid en oplevelse værd når man er på rejse navnlig her. Vi finder nogle af de første (ikke indianske) indvandrere i gravene og udvandringshistorien fra Europa lever med de døde her på den ældste del af kirkegården. Der er mange europæiske sektorer, med Skotland og Tyskland som falder særligt i øjnene. Næ, der ligger sørme også danske aner. Flere endda. På stenene kan vi læse, at de var født i Logstor (ingen ø’er i spanske alfabet). Svenskere er her også. Det er en hel europæisk koloni som ligger her. (Et lille retskrivningstips hvad angår ordret ligger/ lægger. Når noget ligger stille, staves det med i – ligger. Når noget er i bevægelse staves det med æ -lægger. Et lig ligger stille. Et æg lægges).
De sidst ankommende på kirkegården ligger i noget der minder om en miniature af et boligkompleks fra Gellerup/ Ishøj. Hver etværelses ”lejlighed” er udstyret med vindue, hvor de efterladte har opstillet billeder af den afdøde og effekter. I en af lejlighederne er der nogle hjemme, lyder det som. I hvert fald spiller en julemelodi. Jeg kravler op på stigen, og ser at det er et julekort som spiller en metallisk julesang i uendelig gentagelser. ”Hvil i fred”, tænker jeg.

Punto Arenas 2009 svar på Nørrebro 1960’erne

Efter kirkegården går vi mod strædet for at se lidt vand. Pludselig befinder vi os tydeligvis i arbejderkvarteret som genkendes let, for mig som er vokset op i Den sorte firkant på Nørrebro i 60’erne.
Her er fattigt og slidt, men ungerne er søde og farmand, som lige står og grille over den åbne ild, fortæller Stolt, at han er rebmager.

Jep, man er rebmager og har en sød unge


Jep, man er en sød unge, og har en rebmager til far

Og nu er det hjem i seng, mener Gitte, skønt det endnu er temmelig lyst.

Billeder ligger jo på to sider:
http://www.flickr.com/photos/bentborn/
http://picasaweb.google.dk/bentborn

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Argentina, Chile, De bedste skriv, Rejser, Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s