Rødderne og roden

Den knirker i hængslerne som den gamle tunge dør åbnes, og Jan og jeg går ind i Kapelvejens skoles gamle bygning. Vi, to gamle klassekammerater, er kommet spadserende hertil fra Nørrebrogade, langs Assistents kirkegården og passeret gavlmaleriet af Hans Scherfig med Mælk, det er dejligt. Og de gamle værtshuse som ingen længere kan se – kun de som har dem i hukommelse. De, og altså vi på nu 51 år, kan for det indre blik se Gummihjørnet hvorfra fuldemandsråb lød og lugten af gammelt øl drev ned af Kapelvej.

Jan og jeg har nærmest talt i munden på hinanden med minder som er sprunget så rask frem fra tungerne, at nutidens rappere til sammenligning må betragtes som mundlamme. Vi knirker døren, som giver adgang fra Den lille skolegård, mere op og går ind. Her er stille. Tomt denne lørdag. Men jeg hører snart fra murerne stemmer fra rabarberkvarterets genrationer af unger som fortæller på hård nørrebro’sk tungemål. Det er den accent som ligger langt tilbage i svælget, og har en hård kant med smæld på tungen. Man kan teste om man har den ved at sige følgende sætning højt: ”De kan rende mig”!


Gymnastiksalen

Indenfor ligner trappen og opgangen sig selv – men meget mindre som de nu 51 årige ben betræder den. Her gik jeg som barn op og ind til første klasse. Jeg skulle sidde ved siden af en pige, og det var jeg bestemt ikke meget for. Senere blev vi kærester og Pia var sød. Min første dansklærer hed Torben Christoffersen og jeg fik specialundervisning. Torben sad ved siden af mig, og jeg læste op af en fantastisk bog; Søren og Mette. Jeg husker en tegning i bogen, hvor Søren og Mette åbenbart kommer fra skole og går ned ad en grusvej mod deres hus. Deres mor står i døren og venter med te og boller. Det billede passede slet ikke til mig – eller de fleste skolekammerater på Kapelvejens skole. Men sommer var det også på Nørrebro, hvor mælkebøtterne kunne gro. Det er det også i dag, hvor Jan og jeg er blevet lukket ind af den venlige kvindelig ansatte, som vi med københavner-list (”Han (mig) er taget helt fra Jylland”) og jydecharme (Vi har gået på denne skole i 9 år) har fået overtalt til lede os rundt i den gamle murstensbygning.

Skolegården mellem Den lille gård og Den store gård

På første sal lukkes vi ind i et af de mange klasselokaler som jeg har haft. (Jan kom først til skolen i 4 klasse) ”Her havde vi to klasselærere, som begge begik selvmord”, fortæller jeg kvinden, og Jan bifalder ironisk: ”Ja, det var på grund af os”. Men det var det jo ikke, men børn dengang kunne jo godt få sådan en fornemmelse. Ingen talte med os om det. Det hele blev informeret på rygtedannelse. I dag havde man nok handlet anderledes. ”I dette rum sad vi jo i hestesko, og smukke Annemette sad der”, husker jeg højt. Både Jan og jeg havde et godt øje til denne stille og dygtige pige. Men også til Helle og Kirsten og de andre piger som hjertet kaldte på gennem skoleårene. Her underviste også en lærer som overhovedet ikke havde styr på klassen. Vi farede rundt på bordene, mens han gik og læste op af en bibeltekst. Det var i religion. Lige der hvor der nu er bar væg og ingen tavle, der messede han, Mortensen.

En anden der til gengæld havde styr på klassen var Hr. Karlsen. Vi var stille, når Karlsen underviste i lokalet ovenpå, hvor der var akvarium. En noget hård mand, hvilket også kunne mærkes på hans gårdvagter, hvor ”nødder” blev uddelt, til dem var sat til vægs. Hr. Kaulsen gav mig engang et fiskenet efter en tur i Hareskoven og salamander-fiskeri. Helt hård var han ikke.
Hr. Bullow med de sorte lange hår på armene, var en rar mand og regnelærer. Han løftede den sorte bog gennem flere år i dette lokale, når larmen blev for høj – og vips var der stille. INGEN ville skrives i den sorte bog! Og gyserhistorier kunne han fortælle som ingen anden. Uha uha, og vi trak gardinerne for som ekstra forstærkning til de uhyggelige fortællinger.

Den store skolegård på vej ud mod kapelvej

Fra gangen, hvor knagerne nu er væk og ingen skoletasker længere flyder, kommer vi ud på bagtrappen med adgang til Den store gård. I klasselokalerne her underviste Frk. Sørensen i regning. John og jeg sad forrest og havde konkurrence med Helle’rne om, hvem der først blev færdige. Frk. Sørensen var skarp, og ro var der i klassen. Jeg fik lært at regne nogenlunde og opstille et budget bestående af forbrug af cremeboller og Jolly cola’er. På lejrskolen på Bornholm lærte jeg en klappe-tal-leg af Frk. Sørensen, som jeg senere har brugt i arbejdet med børn og unge. Historien om hvor søsyge hele båden var, da vi ankom til Christiansø, har jeg også fortalt mange gange. Puha, aldrig har de solgt så mange søsygepiller i den lille købmand på øen. Da vi skulle retur til Bornholm, var Østersøen flad som en pandekage, mens hjertet var højt om aften på gåturen i mørket, da Lene’s hånd gled ind i min.
Overfor ved biblioteket havde vi klasselokale fra 8 og tilmed 9 klasse. Her underviste Hans Jensen, som talte om metaforer, mens mange elever gabte som havde de været til midnatsforestilling i Colosseum Bio på Jagtvej. Jeg husker, at det var en hård post for en lærer. Mange elever var trætte af skolen, og at motiverer os må have været en stor pædagogisk udfordring. Jeg stavede som en brækkede arm, men computeren har senere givet adgang til færre stavefejl. Mon Hans Jensen så i fremtiden denne artikel fra min hånd?
Richard, som underviste i Geografi og det nye fag Orientering, havde lidt nemmere adgang til øre og øjne fra eleverne. Jeg husker, at han forudsagde at Nørrebro og Den sorte firkant, ville blive en attraktiv bydel engang, hvor folk med penge ville ønske at komme til at bo. Det lød fuldstændig nonsens for mig. Alle var jo dømt til at tabe her, eller overleve på trods. Måske var tidsperspektivet meget langt for Richard, for der er dæleme sket flere positive ting i bydelen i dag set udefra og fra Jylland. Så måske fik han alligevel ret – eller får det.

På toppen af skolen under taget havde vi tegning med hr. Paludan. Petroleum kunne redde enhver halvmislykkedes kreation, ved at trække farverne lidt sammen. I sanglokalet på anden sal lød den danske sangskat, og heldigvis kunne man gemme sig bag de opslåede borde, og lade som om man sang med på Blæsten går frisk over Limfjordens vande. Langt fra Nørrebro syntes det forjættet land – Jylland med blæst og vande. Men Ud i naturen var et hit, og her skrålede vi munter med for den var rytmisk – sådan da. Paludan hamrede i klaveret. En gang hamrede han også mig en, og så nægtede jeg at spille med i skole-musicalen. Senere har jeg fundet ud af, at jeg er temmelig musikalsk. Ved ikke om Paludan bidrog her.
Engelsk med Gert var altid rart. Og hun opdagede måske ikke, at da jeg spurgte om hvad en lommekniv hed på engelsk, var det fordi jeg havde en sådan i lommen. Det måtte man ikke, men jeg var stolt af den. Jeg for min del oplevede altid varme fra denne underviser, og engelsk taler og skriver jeg temmelig godt i dag.
Ned af trappen går Jan og jeg og forbi inspektørens kontor. Her sad jeg flere gange, når jeg var blevet smidt ud af en lærer. I den periode drak de i mit hjem, og vi unger gik for lud og kold vand. Den gamle inspektør lærte mig Ottekabalen og det var varmt og pænt af ham. Det skulle være en straf at sidde der, men den gode oplevelse husker jeg endnu som en forandringsskabende handling indeni mig. Rare mennesker flytter bedst på folk.
Det modsatte var Viceren. Denne tyran stod altid som tavshedens vogter på trappen, hvor Jan og jeg nu går ned på vejen ud. Eleverne tav i frygt for Viceren’s blik, og jeg husker at jeg i de større klasser med fuldt overlæg talte videre til Jan og John, som vi passerede denne følelsesmæssige iskolde statue. ”Mig skulle han fan’me ikke tysse ned”, tænkte jeg på nørrebro’sk.
Døren knalder i bag os, og vi står udenfor i Den store gård. Bag os forsvinder fortidens skolebøger, faderlandssange, eftersidninger, gymnastiksalens gulv-svaber, gårdfodbold med petroleumslåg, Sweet og Slade’s glitterock-melodier og billeder af 70’ernes ungdom i Wangler-jakker med hårbørste i lommen og lyden af Puck knallerter ned af Kapelvejens brosten.


De gamle rødder på Kapelvejens skole

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Blog, De bedste skriv, Hverdagen, Skole. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s