Det Langsomme Bjerg og fotonens tid (Toscana og vejen mod Vinci)

Toscana folder sine rænker ud

Hjulene spinder og fælgene glitrer i morgensolen på den lejede bil. Året er 2012 Toscana, Italien, Europa, Jorden, spiralgalaksen Mælkevejen. Universet er 14.5 milliarder år gammelt – løst anslået i menneskets opfattelse af tiden.
Det tager en foton (lys partikel) 8 minutter fra den frigives på solens overflade til den rammer fælgene. Til gengæld så tager det meget lang tid for fotonen, at komme fra solens kerne og ud til overfladen. Det anslås, at der kan gå op til 300.000 år. Det er jo noget af en rejse for sådan en bette størrelse som nu altså rammer fælgene og Gittes næse. Jeg fatter det ganske enkelte ikke. Tiden, fysikken, eksistensen og livet.
Her i Toscana sprang en hel del videnskabelige teorier ud, som i dag en del af manges opfattelse af det liv som vi lever og omgives af. Også nyere med Pisa undersøgelser der måler og vejer skole-præstationer – desværre.
Jeg fatter det ikke – stadigvæk. Men de gamle historier fra renæssancen er fantastiske. Jeg elsker historier. Det er til at forså. En mand går en dag i år 1600 op i det skæve tårn i Pisa og kaster to lige genstande i forskellige vægt ud….. Senere tilslutter manden sig Kopernikus tanker om, at Jorden drejer rundt om solen, og ikke omvendt. Nogle i kirken er rasende, for det passer ikke med Biblens historie. Nogle siger, at vi kun er, hvis vi er i en fortælling.

Gitte og jeg er med i fortællingen om to berejste danskere, som nu er på vej mod Luca. Historien forfattes via Toscanas småveje. Over bakker, måske bjerge, og dale. Højderne er mig uvisse her, men er bestemt under 1000 meter. Udsigterne er til gengæld vise og smukke. De rænker sig med vinstokke, og arter sig som et Italiensk landskab bør gøre her midt i frodighedens sommerkogende højborg.
Trille og tralle, bakke og dal med god plads på vejen. Eller; vips er der cykler med tilhørende ryttere overalt midt på idyllen.
Italien er jo ramt af det hersens moderne cykleri, og nu er vi åbenbart midt i feltet. Eller måske nærmere bag feltet i et større arrangement med følgevogne og forpustede ryttere i selvpineriets og selvrealiseringens uduelige krav. Præstation, præstation og hvad er min tid?
Bedømmelse, og det at stå i forhold til noget, er et menneskeligt træk. Desværre er det ikke nok blot at være (til).
I hvert fald ser vi foran os det moderne fritidsprojekt i alle aldre, cyklende i deres ferie. Dermed et frit fald og inflation i begrebet ferie. En verden i forandring, og et jerntæppe har sænket sig mellem nyderne og yderne – sådan sat lidt på spidsen med feriebegrebet og en vis Winston Churchill, som nu åbenbart har blandet sig i kommentarerne.

Set her gennem forruden kæmpes der bragt opad af yderne, og snart er feltet spredt, og nyderne (vi) kan liste os fremad i 2 gear. Snigende op ad et mindre bjerg, som vi på Jørgens Leth’s vis døber; Det Langsomme Bjerg. Winston og Jørgen, to gamle helte af min verdenstid, kommenterer nutiden på min livsrejse. Mærkeligt som man har følgeskab i stemmer, kender du det? Hvilke har du?
”Til forskel fra en foton, bør et menneske ikke defineres i præstation, men nærmere i det nok helt enestående; Nemlig at være et væsen, som kan sætte sig i forhold til noget – andet”, tænker jeg på Descartes’ vis frit fortolket, men uden hans stemme, da lydoptagelse var umuligt på hans tid. (Jeg tænker, altså er jeg, er det oprindelige citat).

“Jeg præsterer, altså er jeg”, som Descartes fortolkes i dag

Til sidst rammer vi alle toppen. Bent, Gitte, Winston, Descartes og Jørgen samt det spredte felt.
”Her på toppen (der høres en Jørgen Leth’s stemme) samles de anstrengte udhvilede nydere. Som konger af bjerget tager de imod de tapre kæmpende ydere. Hylder dem i dette øjebliks nu. I triumf over viljens sejr på Det Langsomme Bjerg”.
Heldigvis finder vi en parkeringsplads ganske let.
”Aldrig har så få, trådt så meget, for at generer så mange”, får jeg erklæret på bedste Churchill vis – med en vis portion arrighed og høj cigarføring – nu ingen gider høre på mig alligevel.
Heldigvis er der lidt køligt her på toppen, og herligt med tydelige vejskilte mod Vince. Det er let nok, enten til højre eller venstre.

Vinci, enten til højre eller venstre

Vinci
Vi vil besøge et museum med Leonado da Vinci opfindelser. Det ligger i byen Vinci, og som er hvor Leo er født. Skulle man følge den måde at få et efternavn på i vore dage, ville vi være mange med slægtsnavnet, Af København.
Ideen til besøget har vi fået en lumsk og hed eftermiddag, på et skyggefyldt spisested i San Gimignamo. En hollandsk mand, med en Mona Lisa lignende kvinde, sad ved nabobordet. Manden fortalte os venligt om museet, og anbefalende det. Selve huset som den lille Leo voksede op i, i Vinci, skulle der ikke være noget at komme efter, forklarede manden, mens hans mørklødige kvindelige ledsager nikkede. Selv sagde hun intet, for hun kunne ikke sproget, forklarede manden, hvortil kvinden nikkede på smukkeste vis. På mange måde enhver mands drøm af en kvinde, tænkte jeg stille, og holdt øje med om Gitte nikkede.

Jo, det er Mona Lisa der kikker og museet ovenpå

Vi kommer fint ind i Vinci, for det er mig der kører bilen. Ud går det helt gak.
Mellem ind og udkørsel er Museet et besøg værd. En genial mand ham Leonado da Vinci, som var forud af sin tid (født 15. april 1452), og blot ikke havde de materialer der skulle til for at virkeliggøre sine ideer. (Jeg tror egentlig, at jeg selv er bagud for min tid). Havde Leo haft materialerne, var mennesket nok blevet flyvende i hans tidsalder, og magthaver ville have vundet krige med hans tanks og næsten selvkørende maskiner som er udstillet. Lægevidenskaben ville have fået et løft, krigsindustrien ligeledes.
Jeg falder i staver midt i museet foran en af Leo’s ingeniør-konstruktioner, mens jeg husker at jeg som barn var opslugt af en tv-film om Leo og hans liv. Imens Gitte bliver væk i sit eget tempo og tidsalder. Det er ganske almindeligt sådan et sted – og for Gitte. Man bliver optaget af noget forskelligt, og har brug for egen tid.
Vi ender nogenlunde samtidig i tårnet for at fotograferer den flotte udsigt. Jeg vælger trappen nedad igen til skyggens land, inden Gitte. Jeg frygter at blive opløst af varmen, og som damp forsvinde ud over landskaberne.

Udsigten fra tårnet i Vinci museet.

Da vi skal ud af Vince kører Gitte, hvilket betyder at vi ikke kommer ud. Vi kører tre gange ad ensrettet veje samme rute igennem den (meget) lille Vinci. Jeg tror, at jeg sætter menneskelig rekord i undertrykkelse af raseri, desværre uden testudstyr og måler på. Fotonens lange vej gennem solen føles oplevet. Kun det at airconditionen virker, holder netop mig og bilen fra at eksploderer i det som ellers ville blive det auto/menneskelige svar på Big Bang. Dybt i tilbageholdelsens sidste rest af fornuft, fortryder jeg, at jeg ikke lod mig opløse i tårnet. Tidsaldre i opløsning og forstøvelse. Jeg er svævende i uendelighedens møde i Vinci. Fotoner, Leonado og jeg. Ved tredje gennemkørsel ad Via Halleluja, er universets gåde løst: Heureka; Universet er genopstået tre gange. Det springer i raseri. Alt kører i ring!
”Vi er ude nu”, knitre Gitte.

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Italien, Rejser, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s