Det cubanske menneske – vestens sidste håb

Cubanske kvinder på pladsen i Santa Clara

Gitte og jeg lander i Havanas lufthavn, samme dag Obama meddeler, at handelsembargoen mod Cuba skal ophæves. Vi (Gitte og jeg) har tit talt om, at vi skal nå at se Cuba, inden amerikanerne vælter ind, og forandringen nok kommer. Således i sidste øjeblik, tager vi en taxa fra lufthavnen til vores Casa Paticulare som ligger på kanten af det ældgamle Havana.
Allerede i taxaen aner jeg, at forandringen er i gang. Chaufføren er mægtig sød, og lever op til ryet om de venlige mennesker i Cuba, mens jeg overraskes af den musikvideo som afspilles på en skærm mellem os under kørslen. Også af alt det lys der er i gaderne, og en del flere biler end jeg troede. De gamle amerikanske naturligvis, men også nyere japanske og europæiske. Det er tydeligt, at den materielle forandring nok alligevel er i gang. Og det er særligt turismen som synes at have reddet Cuba’s økonomi, hvilket taxachaufføren bekræfter, inden han ganske fikst forklarer os trætte rejsende, at han ikke har byttepenge, og vi derfor lader ham beholde omkring 30 kr. ekstra. Han er vores første eksempel på noget der måske er en enestående situation i verden. At håndens arbejdere i Cuba for tiden, er og bliver rigere end åndens arbejdere. De nyrige i Cuba er de som arbejder med og ved turisterne. Som en guide senere fortæller os, er det vanskeligt for en læge at se ideen i at arbejde i sundhedssektoren, når en taxachauffør kan tjene det samme på et par dage, som lægen gør på én måned. Senere på vores tur, kører vi i taxa med en uddannet økonom, der taler godt engelsk og som forklarer os det yderligere. Selv kan han på ingen måde tjene nok som økonom, i forhold til taxachauffør. Vi spurgte ham, om han troede det ville ændre sig, nu amerikanerne kommer. Som mange andre vi talte med i Cuba, er der en stor opgivelse i svaret; ”Det er jo politisk”.

 

Der er mange fine gamle biler i Cuba, mange kører som taxaer. Dog ikke denne som stadig har den originale motor.

Vedrørende transport i Cuba, så kan det at kører med busser kan simpelt hen ikke betale sig, i forhold til hvad man sparer af besvær og tid. Man kan kører med taxa i cirka 4 timer for omkring 700 kr. Og chaufføren har god tid til at vise passagerne seværdigheder undervejs.

Cubaner med den største selvfølge

I Danmark er alle svar i den politiske debat, på spørgsmålet: ”Hvad er et godt liv”? mest rettet mod forbedring af økonomi. Og løsning synes at være at det enkelte menneske presses konstant mere i præstation, i tid, og fjernes fra at være noget for andre og med andre. Vores (økonomiske) model kaster desværre flere og flere ud med sygdomme, som for en stor del er stress-relateret og bunder i umenneskelige krav. Og med udstødelsen kommer ofte isolation. Også vores forbrug af nyere teknologier anser jeg for at have en del af årsagen til isolation. Jeg arbejder med børn og unge til dagligt, og har set en hel del eksempler på hvordan unges liv spildes og forkrøbles foran computerspil og telefoner. Dét ses IKKE i Cuba – endnu! Til gengæld ses ofte tilfredse børn og unge som ser aldeles selv-hvilende ud. Og med det som jeg på turistens afstand vil anse som med en fast kerne af selvværd.

Ungerne leger den gamle leg med at stå stille og løbe når der vendes om. Det er i Trinidad, og disse unger har endnu ingen Ipad.

Jeg har aldrig rejst i noget land, hvor mennesker synes at hvile så solidt i sig selv, og hvor det sociale fællesskab konstant var synligt i gadebilledet. Og jeg ved godt, at mange cubanere også kæmper for at klare dagen og vejen økonomisk, og min pointe er ikke at fattigdom skaber glade mennesker. Pointen er at adgang til sociale fællesskaber, og sikring af arbejde og tid til at være, skaber mennesker der hviler i sig selv. Og måske også særligt vigtigt, at det at blive målt i forhold til noget ideelt, som reklamer og forbrugsindustrien konstant presser mennesker med i Danmark, er ikke eksisterende i Cuba. Jeg så ingen reklamer i Cuba. I stedet mener jeg, at cubanerne generelt oplever et større Vi i deres indre, en oplevelse af at være en del af andre.

Cuba er nok fattigt, dog måske et af de rigeste lande i verden på smil

Det cubanske menneske er centrum for latter og kindkys, og tiden synes altid at være der for socialt samvær. Der er mange ansatte de fleste steder, og de er mange om funktionerne. For os danskere kan det virke som helt overvældene og til tider ueffektivt. F.eks. var der mindst 8 ansatte i sikkerheden, da vi skulle tjekkes ind og ud af Cuba. Ikke at de lavede så meget, men de hyggede sig vældigt med hinanden. Der bliver grinet og flirtet, så man skulle lidt naivt tror, at kommende datingsider på Internettet ingen grobund får i Cuba. Da vi kom til Frankfurt lufthavn, var der én stresset ansat til at gene folk op i den rigtige kø. Han så ikke ud til at have det godt, og ville bestemt lyse rødt i en stresstest. Jeg ved godt, hvor jeg helst vil være som menneske og som ansat.

Cubansk tid

Det kræver at man har tid, for at kører i denne “bus”. Men det har mange cubaner også

Den tid som cubanerne lever med, inden i, synes langstrakt og vidner om det sande i, at tid er relativt. I Cuba er der god tid til langt det meste. Travlhed er ikke noget man ser, som turist. Stress som det kendes i Danmark, hvor et menneske spændes ud mellem forskellig-rettet krav, som det har svært at leve op til, har jeg ikke oplevet på nogen under vores 31 dages rejse. Men stress i den form, at overleve og kæmpe for det daglige måltid, og mere, har jeg set en del af. Overraskende mange i Cuba synes, at have svært ved at klare sig. Der sælges de mindste ting på markederne, og ældre kvinder tigger omkring cafeerne i Santa Clara. De kan på en god eftermiddag nok tjene mere, end pensionen for en måned. Og igen er det historien om, at hvor turisterne er, er pengene store.

Det er nødvendigt at sælge alt muligt på marked, for at få det til at løbe rundt. Jeg påstår ikke, at man er lykkelig som fattig.

Og sådan er det også i Cuba. Og det slår mig meget i øjnene, at fattigdommen og særlig forskellen mellem cubanerne er så stort tilstede i dette socialistiske land. Der er meget stor forskel på dem på bunden, og de som er længere oppe. Fra den oksekærre der trækker byggemateriale for bonden i Vinales til den BMW der står foran hotellet i Havana. Begge ejere af hver deres køretøj, har dog fri ret til lægehjælp og uddannelse.

Tobaksbonde, fattig, men med ret til lægehjælp og uddannelse. Han venter på regn til sine planter, og bød mig på caffesito. Jeg gav ham 5 Cuc (25 kr. – én ananas koster 1 kr.).

Men de menneskelige egenskaber er stadig det mest slående for mig. (Fattigdom findes i mange lande og udgaver). De fleste cubanere virker meget hvilende i deres indre, og med stor selvfølgelighed for at de er i verden, og at den er venlig og rar. Så det er de også. Overalt er venligheden stor. Ikke bare over for os, men også mellem cubanerne selv. Møder de en som de kender (eller sågar bare en ny), skal der tales og grines og diskuteres. Jeg er ikke etnolog eller antropolog eller biolog. Men jeg har en ide om, hvad der er grundlaget for de hvilende mennesker i Cuba. Jeg tror, at der er tale om at de opvokser i stærke tilhørsforhold. Og at netop dette ligger tæt på vores dyriske (abe) flokmentalitet. Familie og gruppetilhørs-forhold. Tilmed at de ikke så udpræget, som i den vestlige verden og andre steder, er så udsat for konkurrencementaliteten og evig krav om mere præstation. Det sidste skaber i høj grad ensomme mennesker, og det er ikke det jeg ser i Cuba.

Unge kvinder på torvet i Vinales. De spiller musik for turisterne, og måske afholder det dem fra studier. Den friske bød mig på kaffe. Andre steder ses unge cubanske kvinder med midaldrene mænd af turistisk herkomst. Jeg svarede hende, at jeg ventede på Gitte. “Hun kommer da bare med”, mente hun. Måske ville hun blot have kaffe med os.

Jeg frygter for det cubanske menneske. For lige om hjørnet og allerede ankommet, er mobiltelefoner og Internettet. Mobildækningen er super overalt i Cuba, mens Internettets tempo er som ventetiden ved visum og udrejsekontoret i Cienfuegos – for cubanerne. Det tager lang tid, og måske opnår man intet. (Vi fik god service på kontoret i Cienfuegos, og blev ledt foran de andre). Den dag cubanerne får råd til computer og internet, bliver den dag hvor det cubanske menneske bliver udfordret på det sociale fællesskab. Jeg frygter det bliver et farvel til glæden ved det sociale, for som i resten af den ”udviklede” (indviklede) verden at mennesker ender foran elektroniske skærme.

En sjældent fredelig stund i Matanzas

Cuba er et besøg værd, men overraskende også et temmelig hårdt land at rejse rundt i selv. Lige så søde de er, lige så larmende er de. Så det er meget larm. Jeg har set, at danskerne er udpeget til det mest skamløse folkefærd i verden. (Hvordan man nu ellers måler det). Men hvad angår fornemmelse for at andre kan have en anden opfattelse og tage hensyn vinder cubanerne i manglende evne her. Der er musik (larm) overalt. Sidder vi og spiser på en restaurant er der høj (meget højt) musik, som de ansatte undrende skruer ned for, når vi beder om det. Men det hjælper ikke meget, for en amigo på sin motorcykel som er udstyret med hulet lydpotte, arriverer foran og med motoren kørende råber efter sin bekendte indenfor. Hen over gaden råbes der når venner ”mødes” og med største selvfølgelighed udveksles hilsner og tanker om alt. At gå over for at tale med vennen, falder dem ikke ind.

Gitte har en teori om at cubanerne taler så højt, p.g.a støjen fra bl.a. biler

Om det kan hænge sådan sammen, at det at hvile i sig selv, også er præget af ikke at have så travlt med hvad andre måtte tænke (dømme) om en, kan være en tanke værd. Og det er IKKE fordi cubanerne er egoistiske eller uhøflige, de ejer bare ikke hensynets side særligt meget. Et par ansatte i baren på vores sidste hotel i Havana, diskuterer meget højt, mens vi tre gæster står og venter på betjening. En kvindelig ansat genner de to diskutanter ud i køkkenet, til min store overraskelse. Jeg fortæller hende, at det er første gang jeg i Cuba har set at nogen være opmærksom på, at larm kunne være generende for andre. Og jeg spørg hende, om den opførelse også er gældende i alle lag og steder. ”Ja”, svarer hun, og er en af de få der syntes at det godt måtte være anderledes.

 


Et billede der fortæller….

Cubanerne burde ophøjes til eksempler på hvordan vi bør stræbe efter at indrette vores liv. Med vægt på det at være i orden som vi er som mennesker, og med rige adgangen til sociale fællesskaber. Bekæmpelse af økonomisk fattigdom bør ikke være et argument for at kaste det vigtigste over bord. At vi først og fremmest skal være i verden på menneskeligt fundament – ikke materielt. Vi er flokdyr – ikke individuelle komponenter i en maskine. Vi er mest cubanere.

Fotos her: Fotos – Google+

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i biler, Cuba, Politik, Rejser, Støj, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s