Hornfisk, in the Hemingway’s spirit

Hemingway i Cuba eller Horsens fjord

Ben gik langs den stenede strandbred, hvor det stille vand stod i læ af holmen længere ude. Gummistøvlerne skubbede til de små sten som blinkede i solens refleks. Længere ude mellem horisonten og det landfaste stod Michael i sine waders til livet, svingende sin fiskestang i en skrå vinkel fra hoften mod himmelen. Han kastede sit blink ud. Det lille glimt stod et øjeblik i luften, inden det forvandlede sig til et sprøjt i nedslaget, der hvor den mørke bund vidnede om dybde og søgræs.
”Omtrent 20 meter”, konstaterede Ben højt, og bedømte samtidig bevægelsen som fuldkommen. Det var tydeligt at hele Michael’s måde at sende krogen af sted på, vidnede om års tillærte færdighed som sad i kroppen. Kendere af kystfiskeriet ved Horsens fjord ville tilmed vide, at netop der hvor han stod, var den bedste fiskeplads. Det var Hornfiskenes foretrækkende sted.
Ben’s fødder satte ud fra kysten og videre ud i det gennemsigtige fjordvand. Han trak et vandspor efter sig, som delte sig i to, mens holmen kom nærmere. Der var lavvandet her mellem fastlandet og øen. Så lavt at Ben lagde mærke til stenene på bunden vekslede i nuancerne mellem sort, grå og enkelte røde. Mærkeligt som sten forandre farve, når de bliver våde, tænkte han, mens øen lod ham gå i land og gjorde færden lettere. Et bildæk, halvt opløst, lå midt på og syntes at markerer et centrum for afstanden på den korte led. Han tog fra dækket op ad holmen og gik rask til. I hånden bar han den blå nyindkøbte fiskestang med Shimano-fiskehjulet i stål og guldfarve. 4000 stod der. Det skulle nok kunne holde til en stor fisk. For enden sad allerede blinket, som lignede en lille blank sardin og i halen af blinket den røde fangstråd. Ben havde et lignede reserveblink i lommen som lignede en sardin – blot i en anden farve – rødlig. Det lå i lommen, han vidste det. Alligevel klappede han sig på lommen for at sikre sig.


Ben på Holmen

Nu var afstanden af holmen på den lange led brugt op, og Ben lod støvlerne dreje 90 grader og ud i fjordens vand. Dybden skyldende snart op over kanten på de grønne støvler, mens neopren wadernes bukseben klemte sig ind mod benene. Som han stak dybere og dybere, snart til hoften, sugende wadernes sig til, og hver en lille fold fra bukserne mellem hud og neopren meldte om ubehag. Han huskede det råd fra Michael, om at gå forsigtigt frem, og undgå at ramme de store sten. Snart stod vandet ham til livet, og Ben udså sig en sandplet som ståsted. Til højere for ham svingede Michael atter sin stang, og den hvislende lyd forplantede sig i luften og ramte Ben’s øre. ”Plup”, lød det umiddelbart derefter, eller også gjorde det ikke? Ben kunne ikke afgøre om lyden af plumpet faktisk hørtes, eller om det var forventningen af lyden, der afspilledes for hans indre.
Han lod sin venstre hånd tage fat om den nederste del af sin fiskestang. Med den højre hånd låste han linen fast mellem pegefingeren og korken. Lang ude gik en streg hurtigt gennem vandets overflade. Stangen nu mod hoften, og slippe med venstre hånd, frigøre linen ved at svinge buen over hjulet, tilbage med hånden og svinge stangen, slippe fingeren, og ”swwwiiiipppppp”. Langt ude foran stangens spids, strakte linen sig udad i stor fart. For til sidst anerkendende at fremvise et mindre sprøjt, der hvor blinket landende. Omtrent 20 meter mente Ben, og klikkede samtidigt buen over på hjulet, og lod det spinde langsomt rundt.
”Hemingway, Marlins og jagten på ubåde i Cuba”. Ordene kom, mens hjulet spandt. ”Den gamle mand og havet”. Daiquiri i Havanas barer i 50’erne som middel mod depressionens snigende skyggeland. ”Til tasterne, til tasterne”, nogle gange i tårnet i hjemmet uden for Cubas hovedstad, men mest i stuen – nær flaskerne. Her skrev forfatteren så sveden sprang, og opfandt sproget til nye former. Ind imellem fiskede han, og gik på jagt. I stuen hænger stadig trofæerne med horn, fra Afrika. I tårnet står den forladte skrivemaskine, endnu med farvebåndet tyst intakt. Papa, skrev mest i hånden. Han skrev meget om livets intensitet i fiskeriet og jagten.

_MG_6747-001

Skrivetårnet i Hemingsway’s hjem udenfor Havana

Ben havde læst ham, og oplevede at Papa’s forfatterskab i dag strandede noget på tidens nådeløse forandring. Som et forlist skib slået ind på stranden, til skue for alverden. Man kan gå om bord, men grundstødt er det. Ved kølen i sandet står et prægtigt skilt: Kom med om bord, vi sejler ikke længere. Ønsker de søgang, søg længere op ad tidens kyst, eller byg selv en tømmerflåde.
Ben havde fundet, at Papa for en del var kedelig læsning – omend også til tider fangende. Ikke at det var Hemingsway’s fejl, det kedelige, men måske mere et udslag af fortravlingens tempo, og det elektroniske billedsprogs eksplosion i det 21 århundreds fart. Tidens tunge bølger kan få mange til at forlise. Sammen har det i nogen grad overhalet forfatteren, og måske er det i dag mere Hemingways liv der fascinerer folk, end selve hans forfatterskab. Det mandlige macho-lignende liv, med rullekravesweaters, gevær og fiskestang i solnedgangens naturligheder til lyden af brølende løver og snøftende næsehorn. Nutidens mennesker ønsker ofte, at være et andet sted end lige netop der hvor de er. Længsel efter et liv a la Hemingway, med idylliseret drys til at fuldende drømmene. In the spirit of Hemingway. I skyggen af Hemingway’s eget liv rumlede dog depression, alkohol, og forliste drømme om succes hos kvinderne.
_MG_6738-001

Stuen med baren imellem de to stole. Hemingway’s ynglingsstol til højre

Hemingway kræver ro og fordybelse, og måske et par Daiuiri’s eller Whisky. Noget de færreste har i dag – eller drikker, fastslog Ben, og lod stangen swippe igen. Denne gang et endnu længere udkast. Han lod hjulet snurre i højere fart, og træk stangen lidt til siden indimellem. Snøren spandt op og ned, for pludselige at give modstand.
Der var bid! En dyrisk forbindelse til livet sprang umiddelbart ind i Ben. Gennem snøren og ind i sjælen på Ben forplantede den urgammel følelse sig. Det var ikke glæde, skønt en del af denne var repræsenteret. Ej hellere aggression, der dog let fortyndet kunne forveksles med tilstanden. Det var nærmere en fryd som slap en mængde energi løs i kroppen, og helt klart havde et anker i noget dyrisk – overlevelseskamp! Mad på bålet, og en dag mere at leve i! Primitiv var den, som alle følelser er, og med mobilisering af energi til overlevelse.
Ben lod linen slække lidt, og skævede til Michael. Mere nåede han ikke. 20 meter ude brød overfladen og en slank sort fisk viste sin rygfinne for at forsvinde igen. Et kort nu, men nok til en bedømmelse. En prægtig fisk! Forbandede prægtigt! Marlin, Havkat, Hvidhaj, eller slørhale! Umuligt at sige hvad det var der kæmpede for enden af linen. Mest fordi Ben ikke havde haft noget på krogen, siden han var dreng for over 44 år siden og havde fisket på Langeline i København, og tilmed var stolt akvarium-ejer med Gubbier. Uanset hvilken eksemplar der nu sloges for sit liv, var Ben midt i det som i sportsfiskers sprog hed Fighten. Præcis som Hemingway. Sammen dybe resonans til urmennesket, om det er ud for Cuba’s kyst i turkisblåt hav, eller Horsens fjord. Marlin eller Hornfisk. Daiquiri og Whisky eller kaffe med passende mængde mælk og Michael’s obligatoriske kage. Hemingway og Ben, liv eller dø.

Hemingway protraet

Hemingway (Papa)  i en stille stund

Hornfisken forsøgte sig igen med et voldsomt befrielsesryk som sendte advarende smerter op gennem Ben’s ryg– forgæves. Næbet sad ubehjælpeligt fast i silkekrogen, som bestod af moderne modhager ligesom velcro. ” Hold on tight….”. hørte han i højre øre. Rykket i stangen, solens refleks i øjet, og Hemingway’s fiskeråd i ørene….. eller? Ben så op, en skikkelse råbte hen over vandet, var det Michael? ”…olll laaa… ”, umuligt at høre. Samtidig sprang fisken igen op i vandoverfladen, viste rygfinnen og piskede rasende skum omkring sig. ”Let go, let go that wire”, råbte Hemingway. ”Hold the rod low”!
Ben vippede buen over på hjulet, og linen rasede atter udad i fri position. Fisken havde kurs mod den dybe havbunds kulde og beskyttelse. ”Let it use the fishline all up. Tired it, fight it”, messede Papa, og Ben kunne mærke sit skæg gro og manddommens urkraft med det. En smag af whisky ramte tungen, og røg fra pibetobak sad pludselig i næsen. ”Damn it”, sprang det fra Ben’s mund, mens han igen klikkede hjulet i lås og trak indad. Det dirrede i stangen, og musklerne i Ben’s arme og ryg værkede. ”Damn it, marlin”, skreg Ben nu ud over havet, og lod stangen trække til højre og i modbevægelsen drejede han voldsomt ind på hjulet. Resultatet lod sig ikke fornægte. Overfladen brød igen med den sorte skikkelse og rygfinnen – denne gang åbenlys mere langsomt. Igen stangen til højre og snurre på linen i kontraen. ”Go go, get it on land. And hold that rod high”! hyllede Papa, i stanken af whisky som nu havde bredt sig på havet, mens tobaksrøgen lå som en gusten dis over hele Caribien. Ben holdt stangen højt, og gik med små skridt mod Holmens sikre land. Fisken virkede nu mere træt, og hvis bare linen ville holde, skulle han nok få den krabat ind. Et pludselig ryk i stangen ramte de ømme armmuskler, og instinktivt trak Ben kroppen sammen i en modbevægelse og tippede fremad. Fisken sprang op af vandet, og stod som en sort silhuet med et sejl bredt ud fra ryggen. Et øjebliks fastfrosset billede om hensunket tider. Ben faldt forover og tænkte, nu falder jeg i, men gjorder det ikke. Som fisken tog vandet igen, fandt Ben’s venstre fod et ståsted i et skridt fremad, mens overkroppen strakte sig og balancen blev genvundet. ”God damn it. That’s it”, skrålende og skålende Papa. Ben løftede stangen, og fisken fulgte med indad. Han tog vandkanten, og da var det ude med den sorte fisk. Den snoede sig et par gange i det lave vand for at blive trukket helt op på land. Ben slap en vejrtrækning og en spænding forløstes i ham. Fisken gav et slag med halen og lettede kort fra stenene. Det var dette det handlede om. Manddom, fiskeri, gråt skæg og linjer der danser som bølger på havet med whiskysmag. Nu skulle den slås ihjel, fangsten. Helt ihjel! I det fjerne ankom i stor fart som en voksende skygge Hemingway til øen.
”We are still alive”, vrissede Papa gennem skægget og grinede højt. Han så stolt ud i sine waders, og lagde forsigtigt……..

Hemingway tager fotoet….

Advertisements

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Cuba, De bedste skriv, Fiskeri, Hemingway, Rejser, Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s