Kangerlussuaq-slowness

 

Man skal kunne lide fly, lufthavne, sol og indlandsis samt ikke at have travlt – overhovedet ikke travlt, slet ikke…  Kan man det, så er Kangerlussuaq lige stedet. Og er heldet med én, så er der tilmed forlængelse på ubestemt tid. I hvert fald sidder jeg nu på hotellet for en ekstra overnatning – lige op ad landingsbanen. Her har mange fly tøffet glade ud og ind – dog ikke den som jeg skulle have været med i morges til Nuuk kl. 8.40. Men det er ikke Kangerlussuaq skyld, slet ikke. Det er Nuuk, kan jeg forstå på mine allierede som også venter, for der er tåge i den grønlandske hovedstad.
Jeg ankom i går til et kæmpe land med en lille befolkning. Grønland eller på grønlandsk Kalaallit Nunaat (grønlændernes land) har et areal af 2.175.600 Km2. Her bor de ca. 56.000 indbyggere, hvoraf 80% af dem bor i 16 forskellige byer og resten bor i 60 forskellige bygder. Her i Kangerlussuaq bor omkring 500 indbyggere, jeg ved en af dem hedder Allan, men jeg kender ham ikke.
Inden jeg måske slet ikke kommer af sted i morgen, så har jeg været omkring stedet, som ved første indtryk minder om en westernby. Det var for en evighed siden – i går ifølge kalenderen. Sikken en dag det var i går:

 

   Den berejste gardinstang

Jeg landede i går med samme fart indeni som flyveren til Kangalussuaq, og jeg fortsatte i det tempo til min bagage kom. En kuffert og en 2 meter lang papkasse, som kunne forveksles med alt fra oppustelig ski til fiskestang, men var et gardin med stang til at mørklægge min søn’s (og kærestens) soveværelsesvindue i Nuuk. Over telefonen havde sønnike  forklaret mig, at det var et gardin. Jeg kan vel have det med i kufferten, havde jeg naivt troet. Jeg kan berette, at det er ikke let at gå ind og ud af Letbanen, metroen, busser, taxaer, check in og check ud og check ud og check in, lange hotelgange og vandrehjems receptioner og værelse…. med en gardinpapkasse.  Jeg sender hermed en advarsel til alle forældre med børn i Grønland; ”Nej”, bør svaret være til at tage noget som helst med! Gardinet bliver senere navngivet af en klog grønlandsk kvinde, som; Verdens mest berejste gardin (læg mærke til navnet, læs senere om dette).

Jeg tog en taxa til vandrehjemmet fra lufthavnen. Jeg ville have taget en bus, men flere mente at der ikke kørte en bus på en helligdag. Så det blev en taxa med gardinkassen mellem chaufføren og mig. Ved vandrehjemmet tog Louise godt imod mig og bemærkede kassen. ”Den er lang”, konstaterede hun med medfølelse i stemmen. ”Historien om dens færd er endnu længere”, svarede jeg tørt som luften udenfor. Jeg fik en køje, den nederst, og kassen fik den øverste. ”Husk den i morgen”, påpegede Louise med en vis frygt mente jeg. ”Helst ikke” svarede jeg lavt…

Tiden og ekspeditionen

Udstyr til at komme frem i Kangerlussuaq her i de sidste dage i maj er: Sommertøj med antimyg camouflage (ikke opfundet endnu, men verden venter….) Jeg er glad for ikke at have pakket skibukserne. Og fortrudt ikke at have mine sommerbenklæder med…. For her er sommer med fuld solkraft og med tørke som i et ørkenland eller en westernby i Clint Eastwood-land. Mine cowboybukser og skjorte samt vinterjakke passer perfekt til min ekspedition til indlandsisen. Jo, ekspedition er nødvendig som glose her, for alene at vide hvor afgangen til turen er, er lidt at en prøvelse i ukendt land. Louise ved det ikke. Men kort fortalt, så tør jeg ikke tage chancen for at blive hentet ved vandrehjemmet, som ellers aftalt, idet rygterne fortæller, at man kun hentes i lufthaven. Så jeg vandre fra søde Louise’s vandrehjem tilbage til lufthaven ad den støvede landevej. Undervejs kommer bussen forbi, som jo ikke kører i dag på helligdagen. Måske er det en anden bus…. Militær? Jeg går så…. Og mit indre går også….. eller overgår, fra storbys galop med gardinpapkasse over Kastrup lufthavns trængsel og mas med gardinpapkasse, til westernbys slow. Imens jeg skridt for skridt vandrer slår jeg fra, eller til, transformerer til noget fredeligt. Det er ikke sådan et klarsyn eller ud af kroppen eller andre pludselig ”kvikfix”. Det sker bare på vejen i Kangerlussuaq. En rolighed ankommer. Jeg opdager det mest klart, som jeg når lufthavnen. Jeg kan vente – i tålmodighed. Jeg kan bare være.
Så udenfor lufthaven, som jeg forlod for små 2 timer siden efter landing med københavnerflyveren, venter jeg med en gruppe pensionister fra Hanstholm som trisser, og en gruppe unge mennesker med fuld læsset rygsække samt en enlig kvinde i joggingbukser og vandrestøvler. Jeg venter, jeg er her bare.
Jeg har hjemmefra booket plads i en jeep, som jeg nu husker beskrivelsen af turen, så selvfølgelig kommer en stor bus, som jeg finder ud af, at jeg også skal med. Hanstholm’erne strømmer ind med de andre i kølvandet. Laila er chaufføren, guiden og venligheden selv, og fastslår at det var godt jeg selv gik til lufthaven, for hun fandt mig ikke ved vandrehjemmet, et andet. Det viser sig, at der er ca. 3 vandrehjem, som jeg forstår det, og de henter kun ved det ene…. Eller slet ikke… som jeg forstår det…
Se her ville jeg normalt skulle begrænse et mindre vulkanudbrud af vrede og frustration, men jeg er forbavsende rolig og nærmest i buddhistisk balance-stangs-ligevægt/ gardinstangs-ligevægt. Selv overrasket over denne tilstand (stilstand) må jeg accepter det hele – både tilstanden og forviklingerne. Jeg kan ikke andet. Jeg har ganske enkelt fået Kangerlussuaq-slowness (som jeg må kalde tilstanden) i kroppen og det har på magisk vis bredt sig til sindet. Efter små to timer…
Man skal aldrig undervurdere omgivelsernes indflydelse på ens sindstilstand. Jo ældre jeg bliver, desto mere hælder jeg til den opfattelse, at al individuel (indefra) forsøg på kontrol af verden er total sekundært i forhold til al det som er udenfor én.  Er du i tvivl, så prøv stresstesten med kuffert, rygsæk og gardinpapkasse gennem Danmark og dernæst landevejen i Kangerlussuaq frem og tilbage (tilbage uden Den berejste gardinpapkasse). Jeg er fortaler for at være i den sidste tilstand og på det sidste sted. Chancen er her for at opnå Kangerlussuaq-slowness!

Turen mod indlandsisen

Turen ad Grønlands længste vej, på omkring 35 kilometer, er – slow. Også fordi det er en grusvej med huller, så Chauffør Laila må manøvrere i adstadigt tempo. Det foregår med den ene hånd på rattet og en anden til mikrofonen med informationerne om alt som er udenfor ruden. For eksempel om Volkswagen som anlagde selve vejen som fører til indlandsisen, hvor de ville teste biler. Projektet blev opgivet – efter vejen var anlagt. Og om sneharen som sidder udenfor under en sten….. hvor…? Åh der i sin hvide pels. Og om flyvraget vi lige må ud og se på, som nu er en bunke metal. Senere om Ross floden og Russel gletsjeren, som har navne efter personer. Og her er noget virkeligt interessant; Vestens opdagelsesrejsende navngiver steder efter egoer (hvide menneskers navne), mens grønlænderne har navne som beskriver stederne. For eksempel, Det irriterende bjerg (fordi det bliver ved med at stige), eller Evighedsfjorden (som synes at blive ved med at være længere bag hvert fjeld-knæk). Jeg er klart for grønlændernes måde at beskrive steder på! Dog kunne en mellemløsning måske være; Det smukke bjerg Bent, med den pæne udsigt på vej op og ned…..

Uanset, så kommer busselskabet fremad, og jeg lære jogging-bukse-kvinden at kende. Ann C som er tysk-underviser på gymnasiet et sted i København, viser sig at være hende som er i bukserne. Kemien passer fino, og vi danner nærmeste et par fra indlandsisen ad, en slags modpol til Hansholmgruppen og de unge fjeldvandrere som i øvrigt bliver herude for at gå de 12 dage til Sisimiut. “Når I går på indlandsisen, må I kun gå der hvor isen knaser”, forklarer Laila, og i næste sætning slipper hun de unge løs på egen hånd. Hvorfor vi andre ikke må, er uklart, særlig for det nyetablerede par. Måske ved Laila ikke, at jeg har erfaring fra Ushuaia’s (Sydamerika’s sydligste by) fjelde og snerydningen i Risskov. Men det er egentlig lige meget, for de unge er kun 50 meter væk og vil ikke videre. Selv er jeg galant, og hjælper Ann C over det som jeg mener er en farlig våge med en håndsrækning. Havde jeg ikke frelst hende der, kunne hun godt have fået en våd sko.
Det er utroligt som man kan komme tæt på folk her i Kangerlussuaq, på et langsomt øjeblik. Da vi er retur i Kangerlussuaq lufthavn skal Ann C desværre på flyet til Nuuk. Det er som at sige farvel til en god rejsekammerat efter flere uger, endskønt vi kun har kendt hinanden i tre timer. Jeg må drage hjemad mod vandrehjemmet ene, og på gåben, da bussen vist ikke kører…..
Pyt, nede for enden af landingsbanen, hvor man holder for rødt når fly letter og ankommer, møder jeg to kvinder i en pickup og får et lift. ”Vi har lige besøgt Allan”, fortæller de uden forklaring om hvem Allan er og med en forventning om, at jeg da ved hvem Allan er. I Grønland virker det som om at alle kender hinanden. Men det er også sandt for den ene i bilen genkender jeg fra flyet fra København, som jeg ankom med for 100 år siden, men samme dag som i dag. Kvinden i rød kjole, navngiver jeg hende i grønlandsk stil, for jeg ser hende i rød kjole mest. Vi kører ad landevejen og tiden er trukket ud som universet udvider sig, åbenlyst med startpunkt her i Kangerlussuaq. Langsomheden virker udstrakt som udsigten til fjeldene. Klar og udefinerlig i afstand. Indeni er trætheden eneste vidne om, at min dag er tilført 4 timer ekstra og kroppen har gået på Frederiksberg, Kastrup, støvede westernby-vej og indlandsis – sidste sted uden gardinkasse. Midnatssolen har forstærket langsomheden, idet skumringen synes umærkelig. Her er lyst… hele natten, nord for polarcirklen. Og nu sætter Allan’s venner mig af på vandrehjemmet – det rigtige. Jeg ville have været på Thai restauranten, som måske har åbent… vist nok…. Men jeg tager et langsomt bad og finder min køje. Som jeg slumre ind på Kangerlussuaq-slowness vis,tungt og Laaangggsss….., mener jeg at bemærke, at Verdens mest berejste gardin vender sig i den øverste køje.

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i De bedste skriv, Grønland, Kangerlussuaq, Rejser, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Kangerlussuaq-slowness

  1. niels hansen siger:

    Hej Bent

    DET var en fornøjelig og oplysende beretning om Kangerlussuaq og menneskene der. Rigtig god fornøjelse med resten af turen. Jeg befinder mig nu i Risskov. Turen hjem gled i olie og jeg landede i cph.dk lørdag aften på minuttet. Niels

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.