En båd fødes af et træ og sjælen skal ikke trækkes i

Australien rejse, her med lidt om Aboriginals

Uluru

 

 

 

 

 

 

 

 

Uluru et særligt sted for Aboriginals

Første dag alene i Adelaide besøger jeg South Australian Museum. Jeg bruger en del tid i Aboriginals udstillingen, som er stor og rig på fakta og effekter. Jetlaget har dog lidt fat i min energi, og jeg tillader mig at lægge mig på en bænk og se en dokumentar på en skærm. En ældre amerikaner som kommer forbi, spørger om jeg er en del af udstillingen. Det er jeg, og tilbyde ham at være det også. Han betakker sig, men er misundelig kan jeg se.

En time efter tager jeg og en mindre gruppe (med amerikaneren) på rundvisning med en guide som forklarer og fortæller med stor viden og endnu større begejstring. Om Aboriginernes tid, inden de hvides ankomst, hvor de eksisterede som et stenalderfolk med rig kultur og naturkendskab. På linje med andre naturfolk, under ekstrem vanskelige geografiske vilkår, formåede de at leve og overleve ud fra en stor viden tilpasset naturen. Og med en respekt for naturen som er enestående. En af de helt fantastiske historier som fortælles, er om hvordan i de grupper som boede ved en kyst, en flod eller stort vandhul, skabte både. De skar selve rammen af båden i et træ. Men ikke således at båden kunne komme af med det samme. Den var kun ligesom antydet, dog med tilstrækkelig mening. Træet tog så med tiden anstød af formen, og med mere tid, frastødte det formen og dermed fødtes en båd. Træet voksede videre uden sår, og aboriginerne havde ikke forbrudt sig mod træet.
Videnskaben kan fortælle os mange løsninger og fremskridt (og hurra for de fleste), men som et samlede jordiske folk midt i en klimakatastrofe, bør vi nok se til de oprindelige folk for metoder til at overleve i og efter vores tidsalder.

Alice Spring

Jeg tager til Alice Spring som er den by i Australien, hvor Aboriginerne ses mest i gadebilledet. Det er også her at de er mest talrige i forhold til andre befolkningsgrupper (navnlig hvide med europæisk oprindelse). Jeg har forsøgt at samtale med nogle i gaden, hvilket er lidt vanskeligt. Men jeg oplever at de tør lidt op, som jeg spørger. Det er ikke fordi jeg har tænkt nærmere over det, men jeg spøger til mere personlig emner, og jeg tror at det gør en forskel.

Jannie fortæller at hun har tre børn, og den ene arbejder som Ranger. Hun er bekymret for de unge, som hun ser omgives af Drugs, ugidelighed og rodløshed (min tolkning). Hun selv bor 350 kilometer fra Alice Spring, forklarer hun mig. Men jeg ved at ikke er at bo som hos os. Aboriginerne bor overalt i deres land (område). De er et vandrende flok og dette er stadig eksisterende for nogle. De har samtidig en kultur, hvor man deler. Man ejer (for de som endnu lever mest i den Aboriginesiske kultur) som sådan ikke særligt meget og slet ikke land. Det er baseret på, at man kun overlever ved at dele. Så Jannie kan fint dukke op i Alice Spring hos nogle bekendte, uden at melde sin ankomst. Ingen spørger til hvor længe hun bliver. Det kan godt være længe i vores terminologi. Ingen kunne drømme om at lave regnskab. Aboriginerne har overlevet i over 50.000 år – nogle nyere fund tyder på endnu længere. De har overlevet ved at dele viden og ressourcer. Da den hvide mand landede, ankom han med stik modsatte filosofi.

Jeg spørger om lov til at tage et foto. Jannie spørger hvorfor? Jeg forklarer, at jeg gerne vil dele det jeg oplever, med dem som jeg kender, og vise dem hvem jeg taler med. Hun giver mig lov til at tage hendes foto. Læg mærke til den sætning! Man tager et foto. Og for de aboriginere som lever mest efter de gamle ideer, og ikke (endnu) er blevet helt westernized, er der meget på spil. Det handler om at komme herfra uden at efterlade sig nogle aftryk – på alle måder. Når en aboriginer dør, tager denne til stjernerne i mælkevejen. Til sine forfædre. Hvis nogle tilbage på jorden holder i ånden, via effekter (som et foto kan skabe gensyn), ja så har denne svært ved at komme af sted på rejsen. Også den dødes navn kan ændres til; ‘Kumanjayi’, ‘Kwementyaye’ eller ‘Kunmanara’ for at mindske båndet. Det er samme idé, man skal slippe relationen til ånden. Det kan synes som om, at det at opleve sorg ikke kan have større plads i og hos de efterladte. Ud fra et eksistens-synpunkt er dette dog praktisk for et naturfolk, som er i virkelig minimum med fødevare og vand. Al energi har været koncentrer på at skulle overleve. Ud fra moderne psykologi og freudiansk forståelse, er det svært at forstå at en følelse som sorg kan være (nærmest) ikke tilstede eller forsøges gemt og glemt. Måske er den tilstede, men det er ikke så acceptabelt at ”dyrke” den.

Jeg er glad for at jeg spurgte, inden jeg tog fotos i går i Alice Spring. Ibson mente, at jeg godt kunne give et par dollars for et foto. Det tog hans sjæl vist ingen skade af. Det ville jeg gerne have gjort, men jeg havde dog ingen kontanter. Jeg fik lov trods pengeløs, at tage Ibson’s foto.

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Australien, Rejser, Religion, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.