”Borno” med hjertes rækkevide til koncert på Royal Family Hotel


Bølgerne i Goolwa er skummende og kommer i retmæssige liner. De kommer direkte fra Antarktisk og temperaturen er kølig på Australiens sydkyst, her på kanten af sommeren. Fordelen for forholdene er dog åbenlyse klare. Her er lavvandet meget langt ud, og er man 2 meter høj som surf-instruktøren Chris, virker det som om, at han kan gå hele vejen til Sydpolen. Jeg er jo en del mindre, men vader dog fint ud og mestre surfingens bevægelser med erfaring fra Risskov Beach og alverdens kyster. Jeg får mange gode ture, og surfer nok på min længste bølge nogensinde. Helt inden ved strandkanten står jeg af, og vil sætte mig på bunden. Men bunden fortsætter som jeg sidder der, og jeg får endnu 10 meter ind, som sad jeg på et flydende tæppe. Det har jeg aldrig oplevet før, at havbunden fragter en videre. Det vidner om at det er vigtigt, at respektere advarslerne som står på skiltet ved livreddertårnet. Små børn og hunde er et ”no go” i vandet her. Høje surfere og lidt mindre går dog an. Jeg møder også Mcgee som er ren hjertekemi. Det er dog en anden historie værd.

Borno og Mcgee – surfere og hjerte-kemikere ét minut inden i første møde

Den menneskelige kemi

Jeg bor hos Chris, og selv om jeg lige har mødt ham for fem timer siden, er det som vi har kendt hinanden i årevis. Vores kemi passer fino. Da han ved siden af sin surfschool også er lærer og musiker, spørger han om jeg vil med til nabobyen og høre et reggaeband om aften. Min første tanke er, at jeg nok er lidt for gammel til at stå og høre musik med de unge. Men Chris er jo selv 45 år, og da jeg ikke skal andet takker jeg ja.
Inden vi skal til selve puppen, må vi lige omkring medlemmerne af bandet. Det er over i nabobyen hos Jimmy, som er trommeslageren.
Chris og jeg ankommer til huset, men drejer åbenbart af inden døren, for at gå ind i garagen. Her sidder, som ridderne om det runde bord, Jimmy med halvlangt sort hår puls en ung fyr med dreadlocks og tre kvinder, den ene med foden i en skinne som vidner om en brækket fod. Chris præsenterer mig med en naturlighed, som jeg var familiemedlem (hvad surfere jo er), og døber mig samtidigt som Borno. Australierne laver ofte øgenavne ud af folks rigtige navne, og mest ved at ændre lidt på en endelse. Mit efternavn Bornstein bliver så til Borno. De hilser alle venligt på Borno, og spørger lidt til mig. Jeg døber den unge kvinde med den brækkede fod som ”Broken Foot”, hvilket der smiles af. Der er noget over hende, som jeg godt kan lide. Det er mystisk, som man på ganske få sekunder kan mærke om, man svinger med en anden. Jeg mødte Shon, en kvindelig musiklærer i Alice Spring, som påstod at man nu kan måle den slags ”kemi”. Hun fortalte, at man nu har målt hjertes ”aura” til flere meter ude for nogle. Der er tale om den elektromagnetiske del af kroppens energifelt – hvoraf den kraftigste komponent dannes af hjertet. Med de teknologiske metoder man har til rådighed i dag, kan kroppens energifelt registreres op til ca. 10 meter fra kroppen. Sådan er det, ifølge Shon min kilde i Alice Spring som jeg mødte på en sveden græsplæne og udvekslede hjerteenergi med i en afstand af 2 meter.

Shon, underviser unge aboriginals i rytmisk afrikansk musik i Alice Springs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg sidder lige ved siden af ”Broken Foot” kan jeg tydeligt mærke, at to meters afstand er tilstrækkeligt til at få forbindelse. Også fordi jeg helt sikkert på denne rejse har mit hjerte løst hængende og er glad for at det rummer fire kamre. Det lønner sig deslige med mit åbent sind.
Over det runde bord rulles nu en joint med pot. Måske derfor vi sidder i garagen. Jointen sendes rundt. Der ryges, lidt på skift. Jeg tilbydes, takker nej. ”Jeg holder af at have et greb i virkeligheden”, forklarer jeg.  Der nikkes anerkendende. Der ryges mere. Nogen forandring hos dem mærker jeg slet ikke. De virker søde og fattet. ”Broken Foot” mener, at hun nok har skandinaviske rødder. Jeg giver hende ret. Også fordi hun ligner en af os ”Skandi’er”. Jeg adler hende med det samme med et imaginært sværd i luften, og melder hende fluks ind i Os. Det mener jeg, at jeg har ret til, som repræsentant for Os og udsending i vildmarken. Jeg er en slags korsfarer ridende på et surfboard og som våbenskjold bærer jeg mit hjerte med vidtfavnende aura og kemimåler. Nu har jeg erobret Jerusalem, som åbenbart er en garage i Port Elliot.
Jeg spørger forsigtigt ”Broken Foot”, hvordan hun er kommet til skade. På trods af adlingen, og det nylige medlemskab og forbrødring, er ”Broken Foot” nu ikke helt parat til at give historien fra sig. Hun skulle dog have haft et bryllup ”comming up, men det er nu aflyst – vist nok”, fortæller hun. Det gør mig ikke mindre nysgerrig. Jimmy bryder ind ved at sætte noget selvkomponeret hård rockmusik på. Det er ganske godt lavet, og passer fuldstændig kontra til både ham og de andre. Sådan er sjovt nok med heavy musik, og dens udøver. Meget rolige mennesker som sender voldsomme rytmiske toner ud i verden. ”En kvindestemme ind over, vil være oplagt”, mener jeg højt og der nikkes. Der lyttes. Der ryges…
På et signal som jeg i hvert fald ikke hører, er tiden åbenbart kommet til, hvor vi skal til Pubben Royal Family Hotel. Selskabet rejser sig bræt, og søger mod døren. Det er bare om at hænge på. Jeg kommer afsted med ”Broken Foot”, og drister mig endnu en gang til at spørge om foden. Om det nu er fordi hun er blevet mere tryg, hvor vi har fordelt os, mere skæv eller blot kan mærke min elektromagnetiske hjerteaura’s gode vilje, ved jeg ikke. Men på vej over vejen mod pubben, får jeg historien. Alice, som hun rigtigt hedder, skulle giftes. Alt var såre godt, men så kommer hun hjem, og finder den kommende ægtemand i seng med en veninde. Alice bliver rasende og – sparker så hårdt til sengen at foden brækker. Hendes fod. Hvor dum kan man være, og her tænker jeg på fyren. Alice er en skøn kvinde, og på alle måder en god fangst. Nu ved hun ikke, hvor hun står angående bryllup eller ej. Jeg siger medfølende; ”Nu har du både a broken heart and a broken foot”. Jeg håber for tøsen, at hun ikke skal skifte navn til ”Broken Heart”.  Selv om jeg ikke siger det højt, så har jeg et øgenavn til ham fyren som han bør bære en god tid. Det er ikke pænt…

Verdens bedste pub

Pubben Royal Family Hotel

Ind ad døren til pubben, mødes jeg af en stemning som oser af velkommen. Her er tilpas med mennesker, så rummet på en gang opleves som fyldt, men samtidigt ikke mere end at man fint kan komme omkring mellem hinanden. Så det gør folk, med øl i hånden og lys i ånden. Der hilses på alle, også mig, med en gensynsglæde og hjertelighed. For mit vedkommen hilser jeg mest tilbage med hjertelighed, afstand 1 meter,  for jeg mener bestemt, at det er første gang jeg møder flere af de som trykker min hånd. Det er dog tydeligt, at her kender folk hinanden, eller har et bekendtskab fælles, og det er nok her jeg passer ind, som et goddaw til en nok bekendt.
Det overrasker mig at se, at spredningen i alderen blandt gæsterne er fra 22 til nok 80 år. Og vi er flest mellem 40 og 65. Her går de lokale på pub uden tanke for alder. Ægtefæller står kælent sammen, venner slår hinanden på skulderen og der skules til singler som genskuler. Dresskoden er åbenlyst frit valg med alt fra skovhuggerskjorter over kjoler til en enkelt maori-prinsesse som ses med blomster i håret. Imidlertid skal håret for mændenes vedkommende helst være lidt surfer-dude-rastafari-artigt, til nød blot langhåret. Lydbilledet summer af samtaler, grin og instrumenter som stemmes fra scenen bagerst i lokalet. Og nu sætter musikken i gang, med ska/ reggae toner fra guitar, bas og trommer som fylder lokalet. Det pumper, det flyder det bølger. En hæs mandestemme i front synger løs, mens et tvivlsomt keyboard understøtter ham og indimellem også rammer rigtigt. Men mest hænger bandet sammen og unoderne er jo ofte, specielt i reggae, forklædt som den skæve takt og tone. Musikken og energien er utvivlsom og de caribiske vibrationer som udspilles her i Sydaustralien, har sat hele puppen på et gigantisk surfboard og sendt os afsted mod Jamaica. Yah man!
Jeg er ganske sikker på, at her er beviset på virkelighedens kemi. Den som man ifølge Shon fra Alice Spring kan måle med et videnskabeligt instrument. Vi er alle på cafeen ude med hjerterne, og vores vips flettes ind i hinandens rytmer. Kvinderne vugger i takten, mens fyrrerne falder i, eller ud, som de bevæger sig mest som fjortenårige drengekroppe ret op og ned. Det er dog kun mig som bedømmer, alle andre er optaget af samværet og musikken. Med eller uden måler så virker vibrationer. Jeg ved det fra egen krop, og senest fra verdens bedste pub; Royal Family Hotel.
Og i morgen skal jeg surfe igen med min hjerteveninde og soulmate Mcgee.

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Australien, Blog, Musik, Surf, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.