Galapagos, en vild oplevelse

Nedenstående (første del) er oplevet mest på Santa Cruz i januar 2019. Anden del om mine fem dage på San Cristobal er ovenpå – som du nok lige har læst.
Læsetid, omkring 15 minutter i alt. Podcast er 22 minutter og link til den er sidst i artiklen.

Santa Cruz

En skygge kommer i stor fart op imod mig fra bunden. På et øjeblik svinger en stor krop i en cirkel omkring mig, og havde jeg ikke holdt vejret i forvejen, her 3 meter nede under overfalden, ville jeg have mistet det. En anelse frygt for det store dyrs kræfter, er i baghovedet, men elegancen i søløvens bevægelser overtager fuldstændig oplevelsen. Den kredser omkring mig i nok tre sekunder, som var jeg en bekendt skikkelse på dens færd. Og vips er den væk, mens jeg må søge overfalden for luft gennem min snorkel og ilt til min oplevelse. Da jeg stikker hovedet op over vandoverfalden, råber nogle venlige strandgæster til mig om, at der er et stort dyr i vandet. Det er slet ikke en advarelse med et; ”Se at komme væk”, det er det modsatte; ”Se om du kan få øje på dyret”!
Jeg er med Gitte på øen Santa Cruz ved den lille strand nær Darwin forskningsstation, og jeg har lige danset undervands-kvikstep med en søløve. Det er en stor oplevelse, men ret almindeligt her på Galapagos. Lige inden dansede jeg Slowfox med en halvanden meter lang havskildpadde som spiste alger på klipperne.

En fredelig strand på Santa Cruz. Billedet snyder for der er dog flere mennesker, men alligevel god plads

På vej op fra Stillehavets varme hav, til skyggen under mangrovetræernes krone, må jeg udenom de havleguaner som sover middagssøvn. De ser ud som drager, men ild spyr de ikke. Også de lever af alger. Fælles for dyrene på Galapagos øerne er, at de fleste kan opleves helt tæt på for menneskerne. Altså så tæt på at spurvene lander på en, når man åbner madpakken og ikke sådan bare lige letter igen. Eller at man må flytte sig, når en søløve skal igennem sandet og vralter direkte hen over ens badehåndklæde på vej mod et hvilested eller havet. Galapagos er vildt – og kommer helt tæt på huden og går under huden.

En vældig stolt havleguan på vej….. mod mig

Vi bor på hovedøen (for menneskerne) Santa Cruz på Galapagos i den største by som hedder Puerto Ayora. Her skulle bo omkring 12.000 fastboende. På alle øerne er der 35.000 fastboende. Over 100.000 turister besøger øerne om året. Og her er turistet, dog stadig med charme og ro i de små gader – særligt om morgen. Som de fleste andre byer i verden er løsningen på biltrafik endnu ikke tilstede – altså den løsning hvor bilerne er sekundære i forhold til mennesker og dyr. I Puerto Ayora ses en evig bevægelig cirkel i hovedgaderne af pickup trucks, som enten sætter folk af eller søger at få nye om bord. Det virker absurd, særligt på denne ø, hvor bevarelsen af naturen skulle være helt i centrum. Det er den sædvanlige problemstilling og det samme dilemma; balancen mellem økonomi og natur. Jeg har endnu ikke set noget sted i verden, hvor økonomien har tabt! Jeg har et forslag: Se at få cykler! Jo, de har cykelstier, men her er nærmest ingen som cykler. Se at få; Ladcykler, Christianiacykler, cykeltaxaer, trehjulet cykler, børnecykler, tandem og ikke mindst cykler med stativ til surfboards (det findes). Start en cyklus!

Til trods for alt er baseret på turisme (og lidt fiskeri) på Galapagos øerne, er charmen fuldstændig uimodståelig. Her er en rolig atmosfære, og tempoet er nede for de fleste – både lokale og rejsende. Et godt eksempel er de mange agencies (butikker) på gaderne med ture til seværdigheder. Det foregår helt fredeligt og uden at nogle står og forsøger at sælge noget udenfor. Går man ind for at høre om en tur, modtages man roligt og uden noget pres for at booke eller købe noget. ”Nå, I har selv dykkermasker med. Det er da smart så sparer I jo det. Si si, I kan nok selv finde ud til den slugt. Gå I bare lige ned til havnen, snup en bådtaxa til German beach og så videre gennem…”, får man at vide. De større ture til nogle af de mindre ubeboede øer, skal man naturligvis købe, og de fleste gør det også. Vi er dog i afslapnings-mode, så vi daffer bare rundt på egen hånd – eller fod. Og det kan vi sagtens. Vi ser Darwin forskningsstation, og den dyrepark med bl.a. skildpadder som er der. Og vi snorkler på de strande, og de slugter som kan nås med bådtaxa eller bare ved en kort eller lang gåtur.

Priser og mad
Alle har råbt op om, at Galapagos er dyrt. Det er nu slet ikke vores oplevelse, for man må huske at man jo ikke er i Vietnam i et lille øde landdistrikt på et slidt hostel. F.eks. kan man spise frokost på alle spisesteder for omkring kr. 50. De serverer variationer af gårsdagen rester og saftevand er inklusive. Om aften er prisen ca. 150/ 200 kr. for et godt måltid mad med drikkevare. Santa Cruz har en gade, hvor de forskellige restauranter har opsat ét langt bord midt i gaden. Der finder man sit sted, og lader sig betjene. Udvalget er en anelse forskelligt, men det er nogenlunde det samme og til samme pris. Betjeningen er så det, man kan vælge mest imellem. Vores valg falder fra første aften på Erik, som er fra Guayaquil på fastlandet. Han taler fint engelsk, og er en sjov og charmerende fyr. I de godt 10 dage som vi er på øen, spiser vi nok hos Erik de 6 gange. Han har kone og to børn på fastlandet, og må tjene pengene her. Erik har et arbejdsliv, hvor der er mere vægt på første del af ordret end det sidste, forstår jeg. Det er kendetegnende for mange af de som arbejder på øerne.
”Vi arbejder konstant, men det er bedre lønnet end på fastlandet”, har Erik forklaret mig mellem forretten og hovedretten.

Restaurant gaden midt i byen. Du finder den let. Gå efter duften og strømmen af mennesker ved spisetid.

Vil man selv, kan man købe ind i de små supermarkeder og selv lave sin mad. (Det nede ved havnen er det bedste). Priserne er lidt under niveauet i Danmark.
For nattesøvnen, og et sted til siestaen, findes der et hav af variationer for hoteller, hostels, airnb og skibe. Priserne er lige så forskellige som antallet. Uanset hvor man bor, er der højst 15 minutters gåtur til nærmeste havleguan. Der er noget længere til en surfstrand, og det er her at kunne være en super idé med en cykel. Så kunne man også cykle ad den lange over 35 minutters gåbens-turs-sti ud til Tortugero Bay. Men det må man ikke. Så surferne (og andre) er udmattet, når de endelig når frem til stranden, med udkørte armmuskler af at bære surfboardet. Det er naturligvis en skandale!

Skildpadder

I højlandet midt på øen på vej mod kaffeplantagen og kæmpeskildpadderne

Efter et par dage med strand og by booker vi en taxa som skal tage os op til en kaffeplantage på øens centrum. Det er blandt andet her, at de store skildpadder lever (de lever overalt i højlandet). Vi har booket taxaen for hele den tid turen tager – ud og hjem. Vores chauffør er både køremand og lidt guide. Som vi kører ad den smukke allé op mod kaffeplantagen, ser jeg en enlig kvinde gå langs vejen. Jeg spørger taxamanden, om vi skal tilbyde hende et lift. Det gør vi. Det er en ung fransk kvinde, som fortæller at hun da sagtens kan gå, men hopper dog glad om bord. Efter tre kilometer videre ned ad alléen tænker jeg, at hun havde været ret udkørt uden os. Hun er godt selskab på vejen rundt på kaffeplantagen. Sådan er det ofte, når man er rejsende. Det er let og ubesværet, at være sammen med de fleste som man møder. Det er helt klart fordi, at vi kun skal dele oplevelser, og ingen forpligtelser eller ansvar. Samtidigt er de fleste møder med et udløbstidspunkt. Det er en ganske let og befriende verden at være befinde sig i. Mange som har fået blodet iltet fra rejser vil genkende dette. Og der er reelt fare for, at man bliver afhængig.


Vi ser de store skildpadder, og jeg får et af mine bedre foto, med en flok unge kvinder fra USA som baggrund. I forgrunden er Galapagosskildpadden som er verdens største landlevende skildpadde. Den her på Santa Cruz er den største art i verden. Den kan bære et skjold med en længde på op til 1,3 meter. Tung er den også. Den kan veje op til 200 kg. I sejlskibenes tid kom disse forbi, og besætningen supplerede kosten med skildpadder. Man kender til historier om skildpadder med vægt på til 400 kg. Der har været endnu flere arter af skildpadder, men mens vi er der er antallet af skildpaddearter på Galapagos-øerne 15. Da vi kommer hjem opdager man i februar 2019 en ny art på øen øen Fernandina. Den er dog ikke så stor, og har gemt sig godt. Nu er den på Darwin stationen, hvor man håber på at finde et genetisk match, eller endnu bedre at der dukker endnu flere op på Fernandian.
Ordet Galapagos er i øvrigt spansk for saddel. De spanier som navngav øerne, syntes at skjoldet på skildpadderne lignede sadlen til deres hest. Så derfor hedder øerne således.

Morgentur til fiskemarkedet i Santa Cruz og fotoshoot med havleguaner

Jeg tager en tidlig morgen afsted for at finde fiskemarkedet. Jeg har læst et sted, at der er mulighed for at se søløver der. De skulle valte omkring på selve markedet. På vejen er jeg lige omkring politistationen, idet jeg søger efter de havleguanerne som skulle holde til på klipperne bag. Jeg møder en betjent, og vi taler om kriminaliteten på øerne. Der er ikke meget. Men bunken af konfiskerede scootere, som er temmelig stor vidner om, at mange ser løst på regler om lydpotter og bremser der burde virke. Det gør politiet ikke.


Bag bunken er klipperne, og straks jeg balancerer ud møder jeg havleguanerne. Store som små. Jeg ser direkte ind i øjet på den. Øjnene sidder mest på siden. Jeg kommer helt tæt på, så tæt som jeg nu fornemmer at dyret vil, og i mit baghoved jeg husker reglerne er for afstand – også til politistationen. Man må ikke røre dyr på Galapagos. Det tror jeg nu heller ikke, at ret mange vil eller tør for leguanernes vedkommende. De har et kraftigt bid og er meget stærke, når de er først er varmet op. De er afhængig af solen for at få varme i blodet. Så de er ofte på land mellem jagten på alger på klipperne under havet. De er meget fotogene og sidder helt stille. Og det med regler for afstand, er leguanerne ikke bekendt med. På strandene og vejene går de lige ind i folk uden frygt, så man må flytte sig. Den som jeg sigter på med kameraet har et blik som virker intelligent, men er det nok ikke. Jeg har usvigeligt øjenkontakt, og vi er begge rolige. Jeg knipser adskillige eksemplar også af de som har iført sig læbestik, er det for fotografens skyld? Nej, farverne er kraftigere, når de er i parringshumør. Af reptiler er de nogle af de mest smukke.

Her er en som man skulle tro har iført sig læbestik.

En havleguan hviler sig nær et hus

Efter fotoshoot med havleguanerne leder jeg efter fiskemarkedet. Det skulle være lige i nærheden af politistationen. Jeg slentrer langs kystvejen og har havet på højre side. De små butikker holder lukket her i morgentimerne, og kun et par søvnige lokale ses på gaden. En lille havn med ti både, kan det være der? Men her er tomt og det ligner ikke fiskerbåde. Jeg går videre og opdager først senere min fejl. Jeg søger efter et marked, der ligner noget som jeg kender det fra andre steder. Med mange boder og folk i livlig handel. Som jeg når et godt stykke ud ad kystvejen og byens tynder ud, må jeg vender om. Hvor pokker er det fiskemarked? Jeg finder det dog på tilbagevejen, med havet til venstre, også fordi det nu er ved at åbne. Det ér ved den lille havn, og nu er tilmed kommet nogen. Det vil sige tre. En smuk kvinde og en travl mand som åbenbart er hele fiskemarkedet, og så – en søløve. Og lad mig sige det med det samme og som en advarsel: Det er umuligt at undgå at blive forelsket i beboerne på Galapagos. Jeg taler her om – søløverne!

Vandsjov med en hunsøløve på fiskemarkedet. Den er hel fri og kommer ad sig selv

Hør podcast om min morgentur blandt søløverne på San Cristobal ved at klikke på youtube’en nederst (men læs lige færdig først…).

En sikker gæst på markedet er søløverne. De er som hunde, og folk elsker dem ligesådan

Ad søvejen mod San Cristobal

Søløve og surfing på San Cristobal – et oplagt par

Vi tager en dagstur fra Santa Cruz til øen San Cristobal. Vi vil opleve søløverne som skulle være i rigt antal på denne ø. Det kræver en bådtur på omkring 3 timer hen over Stillehavet, som ikke nødvendigvis er helt så stille. Vi ankommer på havnen tidligt kl. 06. Vi har nemlig fået fortalt at det er meget vigtigt, at være der til tiden. Vi er jo nordboer, så vi gør som vi har fået fortalt. Men vi er kun meget få på dette tidspunkt. Så vi venter en god stund, mens folk langsomt dukker op som tiden går. Til sidst er vi ganske mange, og en lille forvirring synes at brede sig i den voksende flok. Hvor er båden? Og alle de mennesker kan jo ikke være i én? Men det viser sig, at der er fint styr på det hele. Nogle billetfolk opstår som ad sig selv pludseligt, og åbner nogle boder med fotos af den båd man skal med. Det er ikke helt let, for alle bådene er skåret af samme list, og ligner hinanden som søløver ligner søløver. Men heldigvis har bådene navne, og derfra kan man så finde den man skal med. Alle afleverer deres billet i en bod, og bliver velsignet med et halsbånd med navn på den båd de skal med. Og de venlige galapagos-folk tjekker grundigt efter; ” Senior Bent y Senoritta Gitte”? ”Si si” det er os. “Og turen går til San Cristobal”?
Jo jo, det foregår organiseret, og vi skal jo helst ikke til øen Isabella. Inden afgang med bådtaxaerne (husk altid 1 Dollars) og ud til selve speedbådene, må alle gennem kontrollen. Kontrollører med hunde tjekker bagagen for eventuel smuglervare som dyr, mad eller effekter. Man er meget påpasselig med biologi som kan viderebringe vira og smitsomme sygdomme. Det virker oprigtigt, og de er bestemt grundige. Jeg er dog tvivlende på, at det har en virkning på længere sigt. Jeg så en stewardesse med anti-insekt spray gå sprøjtende gennem kabinen i flyet fra Ecuador inden landing på Galapagos. Dette forsøg på at forhindre, at insekter bliver invasive arter på Galapagos er nok forgæves. Jeg kunne sagtens have noget med om bord mellem øerne, hvis jeg ville, eller uforvaret kom til det. Der er 100.000 turister om året på Galapagos øerne. Det er i virkeligheden den invasive art. Ja, jeg selv inklusive….

 

San Cristobal i baggrunden

Gitte finder et hjørne på det åbne bagdæk i båden, mens jeg foretrækker kahytten…. eller kabinen. Vi er begge bekymret for søsyge, selv om vi er nogenlunde søstærke. Jeg propper høretelefonerne i ørerne og finder Peter Frampton små 2 timers livekoncert og nynner med på; ”I want you to show me the way”, mens båden forcerer Stillehavet for fuld kraft. Det hjælper, men måske også at Stillehavet viser sig at have bølger som er mere som dønninger. Snart sidder jeg og ser ud gennem koøjet og ind i en væg af hav, mens jeg lidt efter løftes op over og ser ned på det samme hav. Stille hav er det ikke, men har man prøvet færgen fra Aarhus til Odden i en vindstyrke 12 s/m, så ved man at salget af kaffe går i stå og folk sidder ned for at undgå rusketurerne. Mellem Santa Cruz og San Cristobal er der ingen kaffe, og bådens bevægelser midt i Stillehavet er laaaange glid op og ned med udsigt til hav eller himmel -over eller under horisontlinjen. Midtvejs er Peter Frampton nået til ”Do you feel like we do”, og jeg kan se op og ned på noget land. Det er øen Isla Santa Fé som er ubeboet, men besøges af guidede ture. Så ved jeg, at vi næsten er halvdelen af (sø)vejen, for jeg kan mit indre søkort. Herefter flader søerne lidt ud for til sidst at aftage helt. Det passer mægtigt, for Peter er helt færdig og afløses af John Mayer’s forrygende koncert; Live in LA. Da John når til ”Gravity”, har vi landkending af San Cristobal. Det passer jo forrygende, og ingen er søsyge. Lad os få noget tyndekraft under sålerne.

Søløver

God stemning og let trafik er kendetegnede for Puerto Baquerizo

I land på San Cristobal er oplevelsen slående vedrørende selve befolkningstæthed eller måske nærmere utætheden. For her er betragtelig færre mennesker, end hvor vi kommer fra. Hvor Puerto Ayora’s 12.000 indbygger til tider kunne opleves sådan lidt storbys-agtigt, er vi nu som ankommet til provinsen med de lidt under 7000 som bor her. Men byen Puerto Baquerizo Moreno er faktisk hovedby for Galapagos øerne og har bl.a. et universitet, en stor fiskeflåde samt en flådebase for militæret. Her til formiddag er hovedgaden nærmest uden trafik. Vi finder et morgenmadssted og kan sidde udenfor og nyde roen i gadebilledet. Jeg kan mærke, at denne ø er endnu bedre for mig. Freden er velsignende.


Gode motiver findes overalt

Efter morgenmaden er målet søløverne. Vi leder lidt, men ser ingen. Det skal senere vise sig, at det nærmest har været umuligt, men sådan var det. Da jeg vender tilbage 5 dage efter, for at bo en lille uge i Puerto Baquerizo, finder jeg søløverne overalt langs stranden og havnen. Men denne morgen ser vi ingen. Vi snupper en taxa og kører et lille stykke ud af vejen til stranden Playa Loberia. Her er de, søløverne og nogle lokale surfere. Det er et herligt syn, begge dele. Vi bader og snorkler med søløverne. Man må og skal ikke røre dem, så vi nøjes med at sidde sammen med dem i vandkanten og snorkle. De svømmer elegant rundt om mig, og en hun svømmer hen til min dykkermaske og ser mig direkte ind i øjnene. Havde jeg spidset læberne der, havde vi kysset. Man er ikke helt det samme menneske efter sådan et møde.

En søløve er et af verdens skønneste dyr. På Galapagos er de skønnest

Vi bliver et lang stykke tid på stranden, og nyder selskabet af især søløverne, men også de lokale surfere. På tilbagevejen til Santa Cruz beslutter jeg, at jeg vil forlænge mit ophold på Galapagos, og droppe min jungletur i regnskoven i Ecuador. San Cristobal er gået mig i blodet, og det er søløvernes skyld – mest.

Hvem kan stå for sådan en ….. altså den til højre…

Husk at abonnerer på min blog for at få den fortsatte historie om de forrygende dage på San Cristobal – når den udkommer. Det bliver med historier om surf, blåfodet suler, lokale beboer og fred og ro. Kan du ikke vente, så se eller hør min Podcast om min morgen på stranden med søløverne her:

Fakta om Galapagos

Galapagosøerne ligger i Stillehavet, 1000 km fra det nærmeste landområde – Sydamerika

Galápagosøerne blev opdaget i 1535, og der er ingen spor af forhistorisk beboelse.

1832 anlagde Ecuador den første koloni på øerne; i dag er de en ecuadoriansk provins. Hovedbyen er Puerto Baquerizo.

Fastboende befolkning på omkring 35.000 på alle øerne. I Puerto Ayora lever omkring 20.000.

100.000 turister hvert år.

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Blog, Dyr, Ecuador, Galapagos, Rejser, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Galapagos, en vild oplevelse

  1. Kate Nilsson siger:

    Skøn læsning her midt i tropeheden i skyggen af en Palme. Jeg ser det hele så lyslevende for mig kære ven. Ku faktisk ha været så hyggeligt om du havde været med her. i morgen får jeg glæde af dine dykkerbriller, når vi skal på Ø trip, med snorkling fra Gili Gede , Lombok hvor vi nu bor i en lille uge. Knus og hils. ❤️💕❤️ Kate

    ons. 29. jan. 2020 kl. 19.24 skrev Born2b’s Blog :

    > born2b posted: ” Nedenstående er oplevet mest på Santa Cruz i januar 2019. > Anden del om mine fem dage på San Cristobal er under udarbejdelse. Læsetid, > omkring 15 minutter i alt. Podcast er 22 minutter og link til den er sidst > i artiklen. En skygge kommer i stor fa” >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.