Surf på den bidske drage Punta Carola

Nedenstående er oplevet på øen San Cristobal, Galapagos, i januar 2019.
Læsetid, omkring 15 minutter i alt.

Dragen Punta Carola  i baggrunden og Den blå fodet sule

Navnet er legendarisk indenfor surfing. Punta Carola. Og tænker man på en væg af 3-5 meters højde….. og så med vand…. Og så vælter vand-væggen…. Og surferen er et sted i den… eller nedenfor den…. og opdager at vandvæggen i virkeligheden er en drage som hvæser og sprutter med sølvglinsende tænder, mens surferen er som en ridder – uden anden rustning end et skumfidus-board af tvivlsom kvalitet.

Den blåfodet sule med en skummende Punta Corola i baggrunden

“I am scared”, siger den amerikanske surfer (ikke Robert) i 50,erne som jeg taler med på stranden.
”I am not”, svarer jeg venligt og det passer, for jeg er ikke bange. Jeg er sjældent bange for surf (for kitesurf er jeg). Men jeg har respekt for bølgen, for jeg kender mine evner – eller mangel på samme. Der er meget langt fra Risskov Beach til Punta Carola på San Cristobal. Som fra en søløveunge til en bidsk drage. Derfor ved jeg, efter samråd med surfboard udlejeren Carlos, jeg kun skal gribe dragen i halen.

Local surfers på San Cristobal

”I will only be riding the tail”, forklarer jeg amerikaneren og der nikkes anerkendende. Sådan oplever jeg mest surf, og det er ret enestående. Jeg har aldrig været ude for, at nogen nedgør eller presser mig. Jeg har kun mødt respekt og anerkendelse (dog ikke beundring) samt hjælpsomhed. Man soul-surfer for egen fornøjelse og udviklings skyld, og alle har været på et trin længere nede. Det er kun på overfyldte spots, at der spidses albuer og bølgerne ”ejes” af nogle – mest de lokale. Her findes lokale, Daniella’s bror, Stines mand og andre, men Punta Carola er bestemt ikke overfyldt. Vi er under 6 riddere, sludder surfere, når her er flest ved højvande. Så jeg står ud på Carlos’ surfboard (som er noget slidt…) og så padler jeg…. og padler…. og padler…. og.. Mine arme syrer til, og jeg kommer ikke mange meter fremad, efter jeg har ramt midtvejs eller nærmere midtvands. Strømmen fra bølgen er meget kraftig, og selv om jeg forsøger at finde udvejen (strømmen udad) kan jeg ikke ramme den. Det er her at det er ærgerligt at der ikke er flere surfere. For havde der været det, så kunne jeg tage med dem udad – den rigtige vej. Men jeg er bekymret for de klipper som stikker op som klør fra en drage, og jeg vil ikke fanges på dem. Den korte udgave er, at jeg må opgive efter mange forsøg og til sidst manglende kræfter. Den gode udgave er, at det nok var ok, for den drage så mega voldsom og høj ud jo nærmere jeg kom. Også i halen…
Noget strøm og bølge er der dog til indvejen, og jeg får surfet et par gange – på inderbanen som jeg kalder det. Vel i land, kan jeg sætte flueben for at have surfet på Galapagos og Punta Carola – i hvert fald dusken på dragens hale.

 

Mig med udsigt til inderbanen af Punta Carola. en time efter er dragen 3 meter høj

 Go local in Baquerizo Moreno

Nogle dage inden surfingen ankom jeg en tidlig morgen til San Cristobal og her er den historie.

“I belive he is Danish, Jacob”?
Jeg har netop prøvende banket på døren til et hus, som jeg gætter på er mit airbnb sted. Mare Mio Guest House, men hvor pokker er skiltet…? Det var noget svært at finde, for det ligger for enden af vejen og ligner en bar.
I døråbningen står en kvinde med et ét årig barn på armen. Bag hende dukker en høj vikinglignede mand op, og siger på klingende dansk:
”Nåh, velkommen, jeg hedder Jacob”.
Kvinden præsenteres som Daniella, og ungen som Liv. 15 minutter senere er vi gået over hovedgaden og op på første sal i et hus. Jeg bliver bænket til morgenmad hos familien Cox med en søster, bror, far og mor. Mit fem dages ophold på San Cristobal er begyndt som havde rejseguden ”Kuffertirush” rakt sin beskyttende hånd ud og fragtet mig til lige netop dette sted i Baquerizo Moreno.

Gode naboer 30 meter fra mit overnatningssted

Under morgenmaden får jeg historien om familien Cox, som er en af de slægter som har været på øen i generationer. De ernærer sig hovedsageligt gennem turisme, som de fleste på Galapagos gør. Far er guide, barudlejer, airbnb indehaver og morgenmads-fikser. Konen tager sig af familiens tøj- og souvenirbutik. Måske butikken skal laves om til restaurant? Der tykkes på det, for og imod under morgenmaden, hvor jeg er en del af samtalen.
Der er en lethed mellem familiemedlemmerne som er smittende og også synes at rumme dem som nu er på besøg (mig). Alle tager sig af Liv med en naturlighed som synes at udspringe fra kærlighedens kilde.
Vil du bo godt, med adgang til køkken og del af en stue, direkte ud til søløverne og med en venlig vært, så er det her hos Mare Mio Guest House.

Myldretid i Baquerizo Moreno

Efter morgenmaden tages jeg på en lille rundtur i Baquerizo Moreno.
Undervejs får jeg lidt detaljer om, at Jakob og Daniela har mødt hinanden i Australien på et universitet. Det blev til et nærmere studie ud over bøgerne, og med Liv som det foreløbige eksamensbevis i kærligheden mellem de to. Verden er blevet lille og særligt de unge kan mødes på tværs af nationaliteter.
Vi havner i en surfbutik, hvor der endnu en gang tales dansk. Det er Stine som danner par med surf-læreren, og det er sjovt at møde hende. Jeg tror, at en del af opskriften på mindre konflikter i verden er kærlighedsforbindelse mellem mennesker jorden rundt. De to par som jeg har mødt her på San Cristobal lyser op som gode eksempler.

Baquerizo Moreno er hovedbyen for administration af Calapagos øerne. Det var her at de første bosættelser fandt sted i 1880 med en straffekoloni. Den lå hvor der nu er en militærbase. Her er også en rigtig havn med en mole til større skibe og et universitet. Den helt store forskel fra Santa Cruz’s by, hvor jeg kommer fra, er freden. Her er nærmest ingen biltrafik og her er omkring 6000 fastboende. Selv om turismen er altoverskyggende som faktor med hoteller, bar restauranter og ja turisterne selv, så er her alligevel luft og plads. Det gør at man hurtig lære byen og menneskerne her at kende. Det er let at “go local” og blive hilst på.


”This afternoom is better for you, my freind”, høres min nabo Carlos’ stemmen bag en menneskestor hvid støvsky. Han er cykel og surfboard-udlejer og træffes mest, når slibemaskinen høres ude bagved butikken. Her reparerer han boards, så støvet står omkring og ender på den besøgende, for et håndtryk skal man da have.
”Ola, el amigo de Stine”, råber en skøn unge fra legepladsen. Det er hende som var i surfbutikken tidligere på dagen.
”Hi, Dude”, kalder Robert, en amerikansk pensioneret surfer (50 år) som cykler frem og tilbage på hovedgaden med sit surfboard alt efter Punta Carola’s høj og lavvande. Vi har tidligere udfoldet vores teorier om søløvehanens territorium og harem. Ved samme møde og lejlighed lancerede vi også manifestet for, at surfere i vores alder burde have haft tildelt pension allerede fra 40 år – mest for surfing som årsag.


Skøn unge i aftensolen i Baquerizo Moreno

Om born2b

Bor i Risskov
Dette indlæg blev udgivet i Blog, Ecuador, Galapagos, Rejser, Surf, Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.