Hurra, Din dåse er fundet

Se hvor på kortet under

Se hvor på kortet under

Tjek fotoet af din tabte dåse ved at klikke på ikonet, og
kom ind i kortet. (Kortet kan være lidt tid om at åbne, vent).
Her kan du Zoome ind, og se hvor din dåse er fundet.
Der er også et foto af dåsen til venstre, så du kan være helt sikker.
Dåsen er nu samlet op, så du kan få den tilbage.
Du kan hente den på Genbrugsstation,
Lystrupvej 190, 8240 Risskov.
Ved henvendelse til personalet, vil den kunne udleveres.
Den er i posen med de andre tabte dåser.


Disse 450 tabte dåser er samlet op indenfor godt 7 måneder.
Jeg har primært cyklet forbi, men slet ikke taget alle og kun de fladmaste.
Der er virkelig mange dåser, som folk har mistet. Der må ganske enkelt ligge millioner overalt i Danmark. Over halvdelen er med pant.
Af 100 brugte dåser kan der laves 80 nye.
En dåse nedbrydes i naturen efter 500 år.

Denne dåse, fundet i ørken Dunas på Fuerteventura 2016, satte mig i gang med at fotograferer og samle dåserne.

Reklamer
Udgivet i Forurening, Uncategorized | Skriv en kommentar

Det ordløse digt – på fire linjer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ordfiskerens manual

De digte der ikke skrev sig selv

har jeg hængt på tørresnoren

i forglemmelsens baghave

og sat zinkbaljen derunder

til snarlig akkompagnement

ved sensommers nattelig regn

I morgen med grynet lys som vind

vil jeg sætte papirsejl

på min tømmerflåde af slidte blyanter

for med madding af knækket stifter

at fiske efter dråbeord

Udgivet i De bedste skriv, Digte | Skriv en kommentar

Gasoline koncert

006A7324

Onsdag d. 10.08.2016.
Super koncert med de fantastiske kvinder i Gasoline.
Endelig efter alle disse år, forstod jeg meningen i sangen: Alla-tin-gala. I ved den med strofen; “… Der sad en lille dreng og så på dameben – Åh ja …”
Jeg var 14 år, dengang Gasolin udgav albummet; “Sådan”.
I onsdags opløstes min nuværende alder. Sammen med alle de andre tilskuers grå hår, blev vi forynget af musikkens eliksir, og tiden blev forvandlet til; “Et stræf af en dråbe….”
Vi fik lov til at måbe, og forført af det rockende københavnske kvindeband.
De spillede så forrygende, at jeg mente at kunne se både: “Inga, Katinka og smukke Charlie”, og fik duften af Harley i næsteborene, selv om det slet ikke var lørdag aften.
Til sidst var ballet forbi, og folk stod op og krævede mere. Golfklubben i Århus var forvandlet til: “Rabalderstræde”.
Det var:”Masser af Succes”, og det band gav: “Det bedste til mig og mine venner”.
Nu er kun billederne tilbage, og mit grå hår.
Men har “Har du mistet dit gyldne håb”, så tag til Gasoline’s næste koncert.
Fortræffeligt.
Sådan.

Udgivet i Blog, Hverdagen, København, Koncert, Musik, Uncategorized | Skriv en kommentar

Hornfisk, in the Hemingway’s spirit

Hemingway i Cuba eller Horsens fjord

Ben gik langs den stenede strandbred, hvor det stille vand stod i læ af holmen længere ude. Gummistøvlerne skubbede til de små sten som blinkede i solens refleks. Længere ude mellem horisonten og det landfaste stod Michael i sine waders til livet, svingende sin fiskestang i en skrå vinkel fra hoften mod himmelen. Han kastede sit blink ud. Det lille glimt stod et øjeblik i luften, inden det forvandlede sig til et sprøjt i nedslaget, der hvor den mørke bund vidnede om dybde og søgræs.
”Omtrent 20 meter”, konstaterede Ben højt, og bedømte samtidig bevægelsen som fuldkommen. Det var tydeligt at hele Michael’s måde at sende krogen af sted på, vidnede om års tillærte færdighed som sad i kroppen. Kendere af kystfiskeriet ved Horsens fjord ville tilmed vide, at netop der hvor han stod, var den bedste fiskeplads. Det var Hornfiskenes foretrækkende sted.
Ben’s fødder satte ud fra kysten og videre ud i det gennemsigtige fjordvand. Han trak et vandspor efter sig, som delte sig i to, mens holmen kom nærmere. Der var lavvandet her mellem fastlandet og øen. Så lavt at Ben lagde mærke til stenene på bunden vekslede i nuancerne mellem sort, grå og enkelte røde. Mærkeligt som sten forandre farve, når de bliver våde, tænkte han, mens øen lod ham gå i land og gjorde færden lettere. Et bildæk, halvt opløst, lå midt på og syntes at markerer et centrum for afstanden på den korte led. Han tog fra dækket op ad holmen og gik rask til. I hånden bar han den blå nyindkøbte fiskestang med Shimano-fiskehjulet i stål og guldfarve. 4000 stod der. Det skulle nok kunne holde til en stor fisk. For enden sad allerede blinket, som lignede en lille blank sardin og i halen af blinket den røde fangstråd. Ben havde et lignede reserveblink i lommen som lignede en sardin – blot i en anden farve – rødlig. Det lå i lommen, han vidste det. Alligevel klappede han sig på lommen for at sikre sig.


Ben på Holmen

Nu var afstanden af holmen på den lange led brugt op, og Ben lod støvlerne dreje 90 grader og ud i fjordens vand. Dybden skyldende snart op over kanten på de grønne støvler, mens neopren wadernes bukseben klemte sig ind mod benene. Som han stak dybere og dybere, snart til hoften, sugende wadernes sig til, og hver en lille fold fra bukserne mellem hud og neopren meldte om ubehag. Han huskede det råd fra Michael, om at gå forsigtigt frem, og undgå at ramme de store sten. Snart stod vandet ham til livet, og Ben udså sig en sandplet som ståsted. Til højere for ham svingede Michael atter sin stang, og den hvislende lyd forplantede sig i luften og ramte Ben’s øre. ”Plup”, lød det umiddelbart derefter, eller også gjorde det ikke? Ben kunne ikke afgøre om lyden af plumpet faktisk hørtes, eller om det var forventningen af lyden, der afspilledes for hans indre.
Han lod sin venstre hånd tage fat om den nederste del af sin fiskestang. Med den højre hånd låste han linen fast mellem pegefingeren og korken. Lang ude gik en streg hurtigt gennem vandets overflade. Stangen nu mod hoften, og slippe med venstre hånd, frigøre linen ved at svinge buen over hjulet, tilbage med hånden og svinge stangen, slippe fingeren, og ”swwwiiiipppppp”. Langt ude foran stangens spids, strakte linen sig udad i stor fart. For til sidst anerkendende at fremvise et mindre sprøjt, der hvor blinket landende. Omtrent 20 meter mente Ben, og klikkede samtidigt buen over på hjulet, og lod det spinde langsomt rundt.
”Hemingway, Marlins og jagten på ubåde i Cuba”. Ordene kom, mens hjulet spandt. ”Den gamle mand og havet”. Daiquiri i Havanas barer i 50’erne som middel mod depressionens snigende skyggeland. ”Til tasterne, til tasterne”, nogle gange i tårnet i hjemmet uden for Cubas hovedstad, men mest i stuen – nær flaskerne. Her skrev forfatteren så sveden sprang, og opfandt sproget til nye former. Ind imellem fiskede han, og gik på jagt. I stuen hænger stadig trofæerne med horn, fra Afrika. I tårnet står den forladte skrivemaskine, endnu med farvebåndet tyst intakt. Papa, skrev mest i hånden. Han skrev meget om livets intensitet i fiskeriet og jagten.

_MG_6747-001

Skrivetårnet i Hemingsway’s hjem udenfor Havana

Ben havde læst ham, og oplevede at Papa’s forfatterskab i dag strandede noget på tidens nådeløse forandring. Som et forlist skib slået ind på stranden, til skue for alverden. Man kan gå om bord, men grundstødt er det. Ved kølen i sandet står et prægtigt skilt: Kom med om bord, vi sejler ikke længere. Ønsker de søgang, søg længere op ad tidens kyst, eller byg selv en tømmerflåde.
Ben havde fundet, at Papa for en del var kedelig læsning – omend også til tider fangende. Ikke at det var Hemingsway’s fejl, det kedelige, men måske mere et udslag af fortravlingens tempo, og det elektroniske billedsprogs eksplosion i det 21 århundreds fart. Tidens tunge bølger kan få mange til at forlise. Sammen har det i nogen grad overhalet forfatteren, og måske er det i dag mere Hemingways liv der fascinerer folk, end selve hans forfatterskab. Det mandlige macho-lignende liv, med rullekravesweaters, gevær og fiskestang i solnedgangens naturligheder til lyden af brølende løver og snøftende næsehorn. Nutidens mennesker ønsker ofte, at være et andet sted end lige netop der hvor de er. Længsel efter et liv a la Hemingway, med idylliseret drys til at fuldende drømmene. In the spirit of Hemingway. I skyggen af Hemingway’s eget liv rumlede dog depression, alkohol, og forliste drømme om succes hos kvinderne.
_MG_6738-001

Stuen med baren imellem de to stole. Hemingway’s ynglingsstol til højre

Hemingway kræver ro og fordybelse, og måske et par Daiuiri’s eller Whisky. Noget de færreste har i dag – eller drikker, fastslog Ben, og lod stangen swippe igen. Denne gang et endnu længere udkast. Han lod hjulet snurre i højere fart, og træk stangen lidt til siden indimellem. Snøren spandt op og ned, for pludselige at give modstand.
Der var bid! En dyrisk forbindelse til livet sprang umiddelbart ind i Ben. Gennem snøren og ind i sjælen på Ben forplantede den urgammel følelse sig. Det var ikke glæde, skønt en del af denne var repræsenteret. Ej hellere aggression, der dog let fortyndet kunne forveksles med tilstanden. Det var nærmere en fryd som slap en mængde energi løs i kroppen, og helt klart havde et anker i noget dyrisk – overlevelseskamp! Mad på bålet, og en dag mere at leve i! Primitiv var den, som alle følelser er, og med mobilisering af energi til overlevelse.
Ben lod linen slække lidt, og skævede til Michael. Mere nåede han ikke. 20 meter ude brød overfladen og en slank sort fisk viste sin rygfinne for at forsvinde igen. Et kort nu, men nok til en bedømmelse. En prægtig fisk! Forbandede prægtigt! Marlin, Havkat, Hvidhaj, eller slørhale! Umuligt at sige hvad det var der kæmpede for enden af linen. Mest fordi Ben ikke havde haft noget på krogen, siden han var dreng for over 44 år siden og havde fisket på Langeline i København, og tilmed var stolt akvarium-ejer med Gubbier. Uanset hvilken eksemplar der nu sloges for sit liv, var Ben midt i det som i sportsfiskers sprog hed Fighten. Præcis som Hemingway. Sammen dybe resonans til urmennesket, om det er ud for Cuba’s kyst i turkisblåt hav, eller Horsens fjord. Marlin eller Hornfisk. Daiquiri og Whisky eller kaffe med passende mængde mælk og Michael’s obligatoriske kage. Hemingway og Ben, liv eller dø.

Hemingway protraet

Hemingway (Papa)  i en stille stund

Hornfisken forsøgte sig igen med et voldsomt befrielsesryk som sendte advarende smerter op gennem Ben’s ryg– forgæves. Næbet sad ubehjælpeligt fast i silkekrogen, som bestod af moderne modhager ligesom velcro. ” Hold on tight….”. hørte han i højre øre. Rykket i stangen, solens refleks i øjet, og Hemingway’s fiskeråd i ørene….. eller? Ben så op, en skikkelse råbte hen over vandet, var det Michael? ”…olll laaa… ”, umuligt at høre. Samtidig sprang fisken igen op i vandoverfladen, viste rygfinnen og piskede rasende skum omkring sig. ”Let go, let go that wire”, råbte Hemingway. ”Hold the rod low”!
Ben vippede buen over på hjulet, og linen rasede atter udad i fri position. Fisken havde kurs mod den dybe havbunds kulde og beskyttelse. ”Let it use the fishline all up. Tired it, fight it”, messede Papa, og Ben kunne mærke sit skæg gro og manddommens urkraft med det. En smag af whisky ramte tungen, og røg fra pibetobak sad pludselig i næsen. ”Damn it”, sprang det fra Ben’s mund, mens han igen klikkede hjulet i lås og trak indad. Det dirrede i stangen, og musklerne i Ben’s arme og ryg værkede. ”Damn it, marlin”, skreg Ben nu ud over havet, og lod stangen trække til højre og i modbevægelsen drejede han voldsomt ind på hjulet. Resultatet lod sig ikke fornægte. Overfladen brød igen med den sorte skikkelse og rygfinnen – denne gang åbenlys mere langsomt. Igen stangen til højre og snurre på linen i kontraen. ”Go go, get it on land. And hold that rod high”! hyllede Papa, i stanken af whisky som nu havde bredt sig på havet, mens tobaksrøgen lå som en gusten dis over hele Caribien. Ben holdt stangen højt, og gik med små skridt mod Holmens sikre land. Fisken virkede nu mere træt, og hvis bare linen ville holde, skulle han nok få den krabat ind. Et pludselig ryk i stangen ramte de ømme armmuskler, og instinktivt trak Ben kroppen sammen i en modbevægelse og tippede fremad. Fisken sprang op af vandet, og stod som en sort silhuet med et sejl bredt ud fra ryggen. Et øjebliks fastfrosset billede om hensunket tider. Ben faldt forover og tænkte, nu falder jeg i, men gjorder det ikke. Som fisken tog vandet igen, fandt Ben’s venstre fod et ståsted i et skridt fremad, mens overkroppen strakte sig og balancen blev genvundet. ”God damn it. That’s it”, skrålende og skålende Papa. Ben løftede stangen, og fisken fulgte med indad. Han tog vandkanten, og da var det ude med den sorte fisk. Den snoede sig et par gange i det lave vand for at blive trukket helt op på land. Ben slap en vejrtrækning og en spænding forløstes i ham. Fisken gav et slag med halen og lettede kort fra stenene. Det var dette det handlede om. Manddom, fiskeri, gråt skæg og linjer der danser som bølger på havet med whiskysmag. Nu skulle den slås ihjel, fangsten. Helt ihjel! I det fjerne ankom i stor fart som en voksende skygge Hemingway til øen.
”We are still alive”, vrissede Papa gennem skægget og grinede højt. Han så stolt ud i sine waders, og lagde forsigtigt……..

Hemingway tager fotoet….

Udgivet i Cuba, De bedste skriv, Fiskeri, Hemingway, Rejser, Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

Det cubanske menneske – vestens sidste håb

Cubanske kvinder på pladsen i Santa Clara

Gitte og jeg lander i Havanas lufthavn, samme dag Obama meddeler, at handelsembargoen mod Cuba skal ophæves. Vi (Gitte og jeg) har tit talt om, at vi skal nå at se Cuba, inden amerikanerne vælter ind, og forandringen nok kommer. Således i sidste øjeblik, tager vi en taxa fra lufthavnen til vores Casa Paticulare som ligger på kanten af det ældgamle Havana.
Allerede i taxaen aner jeg, at forandringen er i gang. Chaufføren er mægtig sød, og lever op til ryet om de venlige mennesker i Cuba, mens jeg overraskes af den musikvideo som afspilles på en skærm mellem os under kørslen. Også af alt det lys der er i gaderne, og en del flere biler end jeg troede. De gamle amerikanske naturligvis, men også nyere japanske og europæiske. Det er tydeligt, at den materielle forandring nok alligevel er i gang. Og det er særligt turismen som synes at have reddet Cuba’s økonomi, hvilket taxachaufføren bekræfter, inden han ganske fikst forklarer os trætte rejsende, at han ikke har byttepenge, og vi derfor lader ham beholde omkring 30 kr. ekstra. Han er vores første eksempel på noget der måske er en enestående situation i verden. At håndens arbejdere i Cuba for tiden, er og bliver rigere end åndens arbejdere. De nyrige i Cuba er de som arbejder med og ved turisterne. Som en guide senere fortæller os, er det vanskeligt for en læge at se ideen i at arbejde i sundhedssektoren, når en taxachauffør kan tjene det samme på et par dage, som lægen gør på én måned. Senere på vores tur, kører vi i taxa med en uddannet økonom, der taler godt engelsk og som forklarer os det yderligere. Selv kan han på ingen måde tjene nok som økonom, i forhold til taxachauffør. Vi spurgte ham, om han troede det ville ændre sig, nu amerikanerne kommer. Som mange andre vi talte med i Cuba, er der en stor opgivelse i svaret; ”Det er jo politisk”.

 

Der er mange fine gamle biler i Cuba, mange kører som taxaer. Dog ikke denne som stadig har den originale motor.

Vedrørende transport i Cuba, så kan det at kører med busser kan simpelt hen ikke betale sig, i forhold til hvad man sparer af besvær og tid. Man kan kører med taxa i cirka 4 timer for omkring 700 kr. Og chaufføren har god tid til at vise passagerne seværdigheder undervejs.

Cubaner med den største selvfølge

I Danmark er alle svar i den politiske debat, på spørgsmålet: ”Hvad er et godt liv”? mest rettet mod forbedring af økonomi. Og løsning synes at være at det enkelte menneske presses konstant mere i præstation, i tid, og fjernes fra at være noget for andre og med andre. Vores (økonomiske) model kaster desværre flere og flere ud med sygdomme, som for en stor del er stress-relateret og bunder i umenneskelige krav. Og med udstødelsen kommer ofte isolation. Også vores forbrug af nyere teknologier anser jeg for at have en del af årsagen til isolation. Jeg arbejder med børn og unge til dagligt, og har set en hel del eksempler på hvordan unges liv spildes og forkrøbles foran computerspil og telefoner. Dét ses IKKE i Cuba – endnu! Til gengæld ses ofte tilfredse børn og unge som ser aldeles selv-hvilende ud. Og med det som jeg på turistens afstand vil anse som med en fast kerne af selvværd.

Ungerne leger den gamle leg med at stå stille og løbe når der vendes om. Det er i Trinidad, og disse unger har endnu ingen Ipad.

Jeg har aldrig rejst i noget land, hvor mennesker synes at hvile så solidt i sig selv, og hvor det sociale fællesskab konstant var synligt i gadebilledet. Og jeg ved godt, at mange cubanere også kæmper for at klare dagen og vejen økonomisk, og min pointe er ikke at fattigdom skaber glade mennesker. Pointen er at adgang til sociale fællesskaber, og sikring af arbejde og tid til at være, skaber mennesker der hviler i sig selv. Og måske også særligt vigtigt, at det at blive målt i forhold til noget ideelt, som reklamer og forbrugsindustrien konstant presser mennesker med i Danmark, er ikke eksisterende i Cuba. Jeg så ingen reklamer i Cuba. I stedet mener jeg, at cubanerne generelt oplever et større Vi i deres indre, en oplevelse af at være en del af andre.

Cuba er nok fattigt, dog måske et af de rigeste lande i verden på smil

Det cubanske menneske er centrum for latter og kindkys, og tiden synes altid at være der for socialt samvær. Der er mange ansatte de fleste steder, og de er mange om funktionerne. For os danskere kan det virke som helt overvældene og til tider ueffektivt. F.eks. var der mindst 8 ansatte i sikkerheden, da vi skulle tjekkes ind og ud af Cuba. Ikke at de lavede så meget, men de hyggede sig vældigt med hinanden. Der bliver grinet og flirtet, så man skulle lidt naivt tror, at kommende datingsider på Internettet ingen grobund får i Cuba. Da vi kom til Frankfurt lufthavn, var der én stresset ansat til at gene folk op i den rigtige kø. Han så ikke ud til at have det godt, og ville bestemt lyse rødt i en stresstest. Jeg ved godt, hvor jeg helst vil være som menneske og som ansat.

Cubansk tid

Det kræver at man har tid, for at kører i denne “bus”. Men det har mange cubaner også

Den tid som cubanerne lever med, inden i, synes langstrakt og vidner om det sande i, at tid er relativt. I Cuba er der god tid til langt det meste. Travlhed er ikke noget man ser, som turist. Stress som det kendes i Danmark, hvor et menneske spændes ud mellem forskellig-rettet krav, som det har svært at leve op til, har jeg ikke oplevet på nogen under vores 31 dages rejse. Men stress i den form, at overleve og kæmpe for det daglige måltid, og mere, har jeg set en del af. Overraskende mange i Cuba synes, at have svært ved at klare sig. Der sælges de mindste ting på markederne, og ældre kvinder tigger omkring cafeerne i Santa Clara. De kan på en god eftermiddag nok tjene mere, end pensionen for en måned. Og igen er det historien om, at hvor turisterne er, er pengene store.

Det er nødvendigt at sælge alt muligt på marked, for at få det til at løbe rundt. Jeg påstår ikke, at man er lykkelig som fattig.

Og sådan er det også i Cuba. Og det slår mig meget i øjnene, at fattigdommen og særlig forskellen mellem cubanerne er så stort tilstede i dette socialistiske land. Der er meget stor forskel på dem på bunden, og de som er længere oppe. Fra den oksekærre der trækker byggemateriale for bonden i Vinales til den BMW der står foran hotellet i Havana. Begge ejere af hver deres køretøj, har dog fri ret til lægehjælp og uddannelse.

Tobaksbonde, fattig, men med ret til lægehjælp og uddannelse. Han venter på regn til sine planter, og bød mig på caffesito. Jeg gav ham 5 Cuc (25 kr. – én ananas koster 1 kr.).

Men de menneskelige egenskaber er stadig det mest slående for mig. (Fattigdom findes i mange lande og udgaver). De fleste cubanere virker meget hvilende i deres indre, og med stor selvfølgelighed for at de er i verden, og at den er venlig og rar. Så det er de også. Overalt er venligheden stor. Ikke bare over for os, men også mellem cubanerne selv. Møder de en som de kender (eller sågar bare en ny), skal der tales og grines og diskuteres. Jeg er ikke etnolog eller antropolog eller biolog. Men jeg har en ide om, hvad der er grundlaget for de hvilende mennesker i Cuba. Jeg tror, at der er tale om at de opvokser i stærke tilhørsforhold. Og at netop dette ligger tæt på vores dyriske (abe) flokmentalitet. Familie og gruppetilhørs-forhold. Tilmed at de ikke så udpræget, som i den vestlige verden og andre steder, er så udsat for konkurrencementaliteten og evig krav om mere præstation. Det sidste skaber i høj grad ensomme mennesker, og det er ikke det jeg ser i Cuba.

Unge kvinder på torvet i Vinales. De spiller musik for turisterne, og måske afholder det dem fra studier. Den friske bød mig på kaffe. Andre steder ses unge cubanske kvinder med midaldrene mænd af turistisk herkomst. Jeg svarede hende, at jeg ventede på Gitte. “Hun kommer da bare med”, mente hun. Måske ville hun blot have kaffe med os.

Jeg frygter for det cubanske menneske. For lige om hjørnet og allerede ankommet, er mobiltelefoner og Internettet. Mobildækningen er super overalt i Cuba, mens Internettets tempo er som ventetiden ved visum og udrejsekontoret i Cienfuegos – for cubanerne. Det tager lang tid, og måske opnår man intet. (Vi fik god service på kontoret i Cienfuegos, og blev ledt foran de andre). Den dag cubanerne får råd til computer og internet, bliver den dag hvor det cubanske menneske bliver udfordret på det sociale fællesskab. Jeg frygter det bliver et farvel til glæden ved det sociale, for som i resten af den ”udviklede” (indviklede) verden at mennesker ender foran elektroniske skærme.

En sjældent fredelig stund i Matanzas

Cuba er et besøg værd, men overraskende også et temmelig hårdt land at rejse rundt i selv. Lige så søde de er, lige så larmende er de. Så det er meget larm. Jeg har set, at danskerne er udpeget til det mest skamløse folkefærd i verden. (Hvordan man nu ellers måler det). Men hvad angår fornemmelse for at andre kan have en anden opfattelse og tage hensyn vinder cubanerne i manglende evne her. Der er musik (larm) overalt. Sidder vi og spiser på en restaurant er der høj (meget højt) musik, som de ansatte undrende skruer ned for, når vi beder om det. Men det hjælper ikke meget, for en amigo på sin motorcykel som er udstyret med hulet lydpotte, arriverer foran og med motoren kørende råber efter sin bekendte indenfor. Hen over gaden råbes der når venner ”mødes” og med største selvfølgelighed udveksles hilsner og tanker om alt. At gå over for at tale med vennen, falder dem ikke ind.

Gitte har en teori om at cubanerne taler så højt, p.g.a støjen fra bl.a. biler

Om det kan hænge sådan sammen, at det at hvile i sig selv, også er præget af ikke at have så travlt med hvad andre måtte tænke (dømme) om en, kan være en tanke værd. Og det er IKKE fordi cubanerne er egoistiske eller uhøflige, de ejer bare ikke hensynets side særligt meget. Et par ansatte i baren på vores sidste hotel i Havana, diskuterer meget højt, mens vi tre gæster står og venter på betjening. En kvindelig ansat genner de to diskutanter ud i køkkenet, til min store overraskelse. Jeg fortæller hende, at det er første gang jeg i Cuba har set at nogen være opmærksom på, at larm kunne være generende for andre. Og jeg spørg hende, om den opførelse også er gældende i alle lag og steder. ”Ja”, svarer hun, og er en af de få der syntes at det godt måtte være anderledes.

 


Et billede der fortæller….

Cubanerne burde ophøjes til eksempler på hvordan vi bør stræbe efter at indrette vores liv. Med vægt på det at være i orden som vi er som mennesker, og med rige adgangen til sociale fællesskaber. Bekæmpelse af økonomisk fattigdom bør ikke være et argument for at kaste det vigtigste over bord. At vi først og fremmest skal være i verden på menneskeligt fundament – ikke materielt. Vi er flokdyr – ikke individuelle komponenter i en maskine. Vi er mest cubanere.

Fotos her: Fotos – Google+

Udgivet i biler, Cuba, Politik, Rejser, Støj, Uncategorized | Skriv en kommentar

Pisa og Pizza


Pisa’s varetegn, her mindre skævt p.g.a kameraets objektiv

I nærheden af Lucca, et lille time i bil, er Pisa. Vi kører et par omgange i rundkørsler og over høje bakker og vips er udsigten skøn til byen med det skæve tårn.
Engang var Pisa en stolt havneby og et centrum i 1300 tallet med dominans over meget af Middelhavet. Dengang med adgang til havet (ligesom Rom), men havet er i dag langt længere ude.


Det skæve tårn er virkeligt skævt

Pisa blev senere en del af Firenze, og altså en del af den historie som vi oplevede der tidligere på turen. På den vis hænger Toscana sammen også for os, med byerne, kulturen, Leonado, og Michelangelo og det skæve tårn. Klokketårnet trækker turister til fra hele verden, og det er i særhed også smukt. Det er dog bygget på for løst grundlag, som vores kolonihavehus – på blød jord. Derfor synker begge. Jeg ligger under vores hus med donkraft, og hæver det hvert år.
For Pisa’neserne var det ikke så let. De havde allerede problemet med skæverten kort tid efter opførelsen i august 1173. Og vægten er omkring 14.500 tons. Så det hændte mere og mere som tiden gik. Måske en afgørende begivenhed for videnskaben, for omkring 1600 demonstrerede Galileo Galilei legemers frie fald fra Det Skæve Tårn. Ganske skægt, hvad der mon ville være kommet ud af det med et lige tårn…. ?
Nu er det dog rette noget op. Moderne teknik, tankekraft og maskiner har løst opgaven. Men helt op skal det åbenbart ikke. Magien skal bevares. Renæssancens kraft, Toscana’s saft.


Der taget fotos med tårnet i baggrunden

Omkring tårnet er det som at gå i et mindre tivoli. Masser af turister trænges omkring de små, og mærkeligt nok få, restauranter og boder med krims-kram. Lidt længere nede af gaden, er de afrikanske solbrille-sælger klar til at forsøge et salg til enhver forbigående. Hvordan de kan leve af det, fatter jeg ikke – jeg køber nemlig intet.
På vejen mod vores bil, passerer vi en af Pisa universitets bygninger, og jeg kommer til at tænke på, om det nu er så god en ide at måle og veje menneskers børns skolepræstationer. Jeg tror, at de fleste børn hellere ville have en årlig Pizza undersøgelse med fyld og eventuel måling af bøvsernes konsistens og opfattelsen af kvalitetsbegrebet.
Jeg tager den ide med, som vi flyver ud af Pisa to dage senere og retur til Danmark.

Udgivet i Pisa, Rejser, Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar