Det cubanske menneske – vestens sidste håb

Cubanske kvinder på pladsen i Santa Clara

Gitte og jeg lander i Havanas lufthavn, samme dag Obama meddeler, at handelsembargoen mod Cuba skal ophæves. Vi (Gitte og jeg) har tit talt om, at vi skal nå at se Cuba, inden amerikanerne vælter ind, og forandringen nok kommer. Således i sidste øjeblik, tager vi en taxa fra lufthavnen til vores Casa Paticulare som ligger på kanten af det ældgamle Havana.
Allerede i taxaen aner jeg, at forandringen er i gang. Chaufføren er mægtig sød, og lever op til ryet om de venlige mennesker i Cuba, mens jeg overraskes af den musikvideo som afspilles på en skærm mellem os under kørslen. Også af alt det lys der er i gaderne, og en del flere biler end jeg troede. De gamle amerikanske naturligvis, men også nyere japanske og europæiske. Det er tydeligt, at den materielle forandring nok alligevel er i gang. Og det er særligt turismen som synes at have reddet Cuba’s økonomi, hvilket taxachaufføren bekræfter, inden han ganske fikst forklarer os trætte rejsende, at han ikke har byttepenge, og vi derfor lader ham beholde omkring 30 kr. ekstra. Han er vores første eksempel på noget der måske er en enestående situation i verden. At håndens arbejdere i Cuba for tiden, er og bliver rigere end åndens arbejdere. De nyrige i Cuba er de som arbejder med og ved turisterne. Som en guide senere fortæller os, er det vanskeligt for en læge at se ideen i at arbejde i sundhedssektoren, når en taxachauffør kan tjene det samme på et par dage, som lægen gør på én måned. Senere på vores tur, kører vi i taxa med en uddannet økonom, der taler godt engelsk og som forklarer os det yderligere. Selv kan han på ingen måde tjene nok som økonom, i forhold til taxachauffør. Vi spurgte ham, om han troede det ville ændre sig, nu amerikanerne kommer. Som mange andre vi talte med i Cuba, er der en stor opgivelse i svaret; ”Det er jo politisk”.

 

Der er mange fine gamle biler i Cuba, mange kører som taxaer. Dog ikke denne som stadig har den originale motor.

Vedrørende transport i Cuba, så kan det at kører med busser kan simpelt hen ikke betale sig, i forhold til hvad man sparer af besvær og tid. Man kan kører med taxa i cirka 4 timer for omkring 700 kr. Og chaufføren har god tid til at vise passagerne seværdigheder undervejs.

Cubaner med den største selvfølge

I Danmark er alle svar i den politiske debat, på spørgsmålet: ”Hvad er et godt liv”? mest rettet mod forbedring af økonomi. Og løsning synes at være at det enkelte menneske presses konstant mere i præstation, i tid, og fjernes fra at være noget for andre og med andre. Vores (økonomiske) model kaster desværre flere og flere ud med sygdomme, som for en stor del er stress-relateret og bunder i umenneskelige krav. Og med udstødelsen kommer ofte isolation. Også vores forbrug af nyere teknologier anser jeg for at have en del af årsagen til isolation. Jeg arbejder med børn og unge til dagligt, og har set en hel del eksempler på hvordan unges liv spildes og forkrøbles foran computerspil og telefoner. Dét ses IKKE i Cuba – endnu! Til gengæld ses ofte tilfredse børn og unge som ser aldeles selv-hvilende ud. Og med det som jeg på turistens afstand vil anse som med en fast kerne af selvværd.

Ungerne leger den gamle leg med at stå stille og løbe når der vendes om. Det er i Trinidad, og disse unger har endnu ingen Ipad.

Jeg har aldrig rejst i noget land, hvor mennesker synes at hvile så solidt i sig selv, og hvor det sociale fællesskab konstant var synligt i gadebilledet. Og jeg ved godt, at mange cubanere også kæmper for at klare dagen og vejen økonomisk, og min pointe er ikke at fattigdom skaber glade mennesker. Pointen er at adgang til sociale fællesskaber, og sikring af arbejde og tid til at være, skaber mennesker der hviler i sig selv. Og måske også særligt vigtigt, at det at blive målt i forhold til noget ideelt, som reklamer og forbrugsindustrien konstant presser mennesker med i Danmark, er ikke eksisterende i Cuba. Jeg så ingen reklamer i Cuba. I stedet mener jeg, at cubanerne generelt oplever et større Vi i deres indre, en oplevelse af at være en del af andre.

Cuba er nok fattigt, dog måske et af de rigeste lande i verden på smil

Det cubanske menneske er centrum for latter og kindkys, og tiden synes altid at være der for socialt samvær. Der er mange ansatte de fleste steder, og de er mange om funktionerne. For os danskere kan det virke som helt overvældene og til tider ueffektivt. F.eks. var der mindst 8 ansatte i sikkerheden, da vi skulle tjekkes ind og ud af Cuba. Ikke at de lavede så meget, men de hyggede sig vældigt med hinanden. Der bliver grinet og flirtet, så man skulle lidt naivt tror, at kommende datingsider på Internettet ingen grobund får i Cuba. Da vi kom til Frankfurt lufthavn, var der én stresset ansat til at gene folk op i den rigtige kø. Han så ikke ud til at have det godt, og ville bestemt lyse rødt i en stresstest. Jeg ved godt, hvor jeg helst vil være som menneske og som ansat.

Cubansk tid

Det kræver at man har tid, for at kører i denne “bus”. Men det har mange cubaner også

Den tid som cubanerne lever med, inden i, synes langstrakt og vidner om det sande i, at tid er relativt. I Cuba er der god tid til langt det meste. Travlhed er ikke noget man ser, som turist. Stress som det kendes i Danmark, hvor et menneske spændes ud mellem forskellig-rettet krav, som det har svært at leve op til, har jeg ikke oplevet på nogen under vores 31 dages rejse. Men stress i den form, at overleve og kæmpe for det daglige måltid, og mere, har jeg set en del af. Overraskende mange i Cuba synes, at have svært ved at klare sig. Der sælges de mindste ting på markederne, og ældre kvinder tigger omkring cafeerne i Santa Clara. De kan på en god eftermiddag nok tjene mere, end pensionen for en måned. Og igen er det historien om, at hvor turisterne er, er pengene store.

Det er nødvendigt at sælge alt muligt på marked, for at få det til at løbe rundt. Jeg påstår ikke, at man er lykkelig som fattig.

Og sådan er det også i Cuba. Og det slår mig meget i øjnene, at fattigdommen og særlig forskellen mellem cubanerne er så stort tilstede i dette socialistiske land. Der er meget stor forskel på dem på bunden, og de som er længere oppe. Fra den oksekærre der trækker byggemateriale for bonden i Vinales til den BMW der står foran hotellet i Havana. Begge ejere af hver deres køretøj, har dog fri ret til lægehjælp og uddannelse.

Tobaksbonde, fattig, men med ret til lægehjælp og uddannelse. Han venter på regn til sine planter, og bød mig på caffesito. Jeg gav ham 5 Cuc (25 kr. – én ananas koster 1 kr.).

Men de menneskelige egenskaber er stadig det mest slående for mig. (Fattigdom findes i mange lande og udgaver). De fleste cubanere virker meget hvilende i deres indre, og med stor selvfølgelighed for at de er i verden, og at den er venlig og rar. Så det er de også. Overalt er venligheden stor. Ikke bare over for os, men også mellem cubanerne selv. Møder de en som de kender (eller sågar bare en ny), skal der tales og grines og diskuteres. Jeg er ikke etnolog eller antropolog eller biolog. Men jeg har en ide om, hvad der er grundlaget for de hvilende mennesker i Cuba. Jeg tror, at der er tale om at de opvokser i stærke tilhørsforhold. Og at netop dette ligger tæt på vores dyriske (abe) flokmentalitet. Familie og gruppetilhørs-forhold. Tilmed at de ikke så udpræget, som i den vestlige verden og andre steder, er så udsat for konkurrencementaliteten og evig krav om mere præstation. Det sidste skaber i høj grad ensomme mennesker, og det er ikke det jeg ser i Cuba.

Unge kvinder på torvet i Vinales. De spiller musik for turisterne, og måske afholder det dem fra studier. Den friske bød mig på kaffe. Andre steder ses unge cubanske kvinder med midaldrene mænd af turistisk herkomst. Jeg svarede hende, at jeg ventede på Gitte. “Hun kommer da bare med”, mente hun. Måske ville hun blot have kaffe med os.

Jeg frygter for det cubanske menneske. For lige om hjørnet og allerede ankommet, er mobiltelefoner og Internettet. Mobildækningen er super overalt i Cuba, mens Internettets tempo er som ventetiden ved visum og udrejsekontoret i Cienfuegos – for cubanerne. Det tager lang tid, og måske opnår man intet. (Vi fik god service på kontoret i Cienfuegos, og blev ledt foran de andre). Den dag cubanerne får råd til computer og internet, bliver den dag hvor det cubanske menneske bliver udfordret på det sociale fællesskab. Jeg frygter det bliver et farvel til glæden ved det sociale, for som i resten af den ”udviklede” (indviklede) verden at mennesker ender foran elektroniske skærme.

En sjældent fredelig stund i Matanzas

Cuba er et besøg værd, men overraskende også et temmelig hårdt land at rejse rundt i selv. Lige så søde de er, lige så larmende er de. Så det er meget larm. Jeg har set, at danskerne er udpeget til det mest skamløse folkefærd i verden. (Hvordan man nu ellers måler det). Men hvad angår fornemmelse for at andre kan have en anden opfattelse og tage hensyn vinder cubanerne i manglende evne her. Der er musik (larm) overalt. Sidder vi og spiser på en restaurant er der høj (meget højt) musik, som de ansatte undrende skruer ned for, når vi beder om det. Men det hjælper ikke meget, for en amigo på sin motorcykel som er udstyret med hulet lydpotte, arriverer foran og med motoren kørende råber efter sin bekendte indenfor. Hen over gaden råbes der når venner ”mødes” og med største selvfølgelighed udveksles hilsner og tanker om alt. At gå over for at tale med vennen, falder dem ikke ind.

Gitte har en teori om at cubanerne taler så højt, p.g.a støjen fra bl.a. biler

Om det kan hænge sådan sammen, at det at hvile i sig selv, også er præget af ikke at have så travlt med hvad andre måtte tænke (dømme) om en, kan være en tanke værd. Og det er IKKE fordi cubanerne er egoistiske eller uhøflige, de ejer bare ikke hensynets side særligt meget. Et par ansatte i baren på vores sidste hotel i Havana, diskuterer meget højt, mens vi tre gæster står og venter på betjening. En kvindelig ansat genner de to diskutanter ud i køkkenet, til min store overraskelse. Jeg fortæller hende, at det er første gang jeg i Cuba har set at nogen være opmærksom på, at larm kunne være generende for andre. Og jeg spørg hende, om den opførelse også er gældende i alle lag og steder. ”Ja”, svarer hun, og er en af de få der syntes at det godt måtte være anderledes.

 


Et billede der fortæller….

Cubanerne burde ophøjes til eksempler på hvordan vi bør stræbe efter at indrette vores liv. Med vægt på det at være i orden som vi er som mennesker, og med rige adgangen til sociale fællesskaber. Bekæmpelse af økonomisk fattigdom bør ikke være et argument for at kaste det vigtigste over bord. At vi først og fremmest skal være i verden på menneskeligt fundament – ikke materielt. Vi er flokdyr – ikke individuelle komponenter i en maskine. Vi er mest cubanere.

Fotos her: Fotos – Google+

Udgivet i biler, Cuba, Politik, Rejser, Støj, Uncategorized | Skriv en kommentar

Pisa og Pizza


Pisa’s varetegn, her mindre skævt p.g.a kameraets objektiv

I nærheden af Lucca, et lille time i bil, er Pisa. Vi kører et par omgange i rundkørsler og over høje bakker og vips er udsigten skøn til byen med det skæve tårn.
Engang var Pisa en stolt havneby og et centrum i 1300 tallet med dominans over meget af Middelhavet. Dengang med adgang til havet (ligesom Rom), men havet er i dag langt længere ude.


Det skæve tårn er virkeligt skævt

Pisa blev senere en del af Firenze, og altså en del af den historie som vi oplevede der tidligere på turen. På den vis hænger Toscana sammen også for os, med byerne, kulturen, Leonado, og Michelangelo og det skæve tårn. Klokketårnet trækker turister til fra hele verden, og det er i særhed også smukt. Det er dog bygget på for løst grundlag, som vores kolonihavehus – på blød jord. Derfor synker begge. Jeg ligger under vores hus med donkraft, og hæver det hvert år.
For Pisa’neserne var det ikke så let. De havde allerede problemet med skæverten kort tid efter opførelsen i august 1173. Og vægten er omkring 14.500 tons. Så det hændte mere og mere som tiden gik. Måske en afgørende begivenhed for videnskaben, for omkring 1600 demonstrerede Galileo Galilei legemers frie fald fra Det Skæve Tårn. Ganske skægt, hvad der mon ville være kommet ud af det med et lige tårn…. ?
Nu er det dog rette noget op. Moderne teknik, tankekraft og maskiner har løst opgaven. Men helt op skal det åbenbart ikke. Magien skal bevares. Renæssancens kraft, Toscana’s saft.


Der taget fotos med tårnet i baggrunden

Omkring tårnet er det som at gå i et mindre tivoli. Masser af turister trænges omkring de små, og mærkeligt nok få, restauranter og boder med krims-kram. Lidt længere nede af gaden, er de afrikanske solbrille-sælger klar til at forsøge et salg til enhver forbigående. Hvordan de kan leve af det, fatter jeg ikke – jeg køber nemlig intet.
På vejen mod vores bil, passerer vi en af Pisa universitets bygninger, og jeg kommer til at tænke på, om det nu er så god en ide at måle og veje menneskers børns skolepræstationer. Jeg tror, at de fleste børn hellere ville have en årlig Pizza undersøgelse med fyld og eventuel måling af bøvsernes konsistens og opfattelsen af kvalitetsbegrebet.
Jeg tager den ide med, som vi flyver ud af Pisa to dage senere og retur til Danmark.

Udgivet i Pisa, Rejser, Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

Det Langsomme Bjerg og fotonens tid (Toscana og vejen mod Vinci)

Toscana folder sine rænker ud

Hjulene spinder og fælgene glitrer i morgensolen på den lejede bil. Året er 2012 Toscana, Italien, Europa, Jorden, spiralgalaksen Mælkevejen. Universet er 14.5 milliarder år gammelt – løst anslået i menneskets opfattelse af tiden.
Det tager en foton (lys partikel) 8 minutter fra den frigives på solens overflade til den rammer fælgene. Til gengæld så tager det meget lang tid for fotonen, at komme fra solens kerne og ud til overfladen. Det anslås, at der kan gå op til 300.000 år. Det er jo noget af en rejse for sådan en bette størrelse som nu altså rammer fælgene og Gittes næse. Jeg fatter det ganske enkelte ikke. Tiden, fysikken, eksistensen og livet.
Her i Toscana sprang en hel del videnskabelige teorier ud, som i dag en del af manges opfattelse af det liv som vi lever og omgives af. Også nyere med Pisa undersøgelser der måler og vejer skole-præstationer – desværre.
Jeg fatter det ikke – stadigvæk. Men de gamle historier fra renæssancen er fantastiske. Jeg elsker historier. Det er til at forså. En mand går en dag i år 1600 op i det skæve tårn i Pisa og kaster to lige genstande i forskellige vægt ud….. Senere tilslutter manden sig Kopernikus tanker om, at Jorden drejer rundt om solen, og ikke omvendt. Nogle i kirken er rasende, for det passer ikke med Biblens historie. Nogle siger, at vi kun er, hvis vi er i en fortælling.

Gitte og jeg er med i fortællingen om to berejste danskere, som nu er på vej mod Luca. Historien forfattes via Toscanas småveje. Over bakker, måske bjerge, og dale. Højderne er mig uvisse her, men er bestemt under 1000 meter. Udsigterne er til gengæld vise og smukke. De rænker sig med vinstokke, og arter sig som et Italiensk landskab bør gøre her midt i frodighedens sommerkogende højborg.
Trille og tralle, bakke og dal med god plads på vejen. Eller; vips er der cykler med tilhørende ryttere overalt midt på idyllen.
Italien er jo ramt af det hersens moderne cykleri, og nu er vi åbenbart midt i feltet. Eller måske nærmere bag feltet i et større arrangement med følgevogne og forpustede ryttere i selvpineriets og selvrealiseringens uduelige krav. Præstation, præstation og hvad er min tid?
Bedømmelse, og det at stå i forhold til noget, er et menneskeligt træk. Desværre er det ikke nok blot at være (til).
I hvert fald ser vi foran os det moderne fritidsprojekt i alle aldre, cyklende i deres ferie. Dermed et frit fald og inflation i begrebet ferie. En verden i forandring, og et jerntæppe har sænket sig mellem nyderne og yderne – sådan sat lidt på spidsen med feriebegrebet og en vis Winston Churchill, som nu åbenbart har blandet sig i kommentarerne.

Set her gennem forruden kæmpes der bragt opad af yderne, og snart er feltet spredt, og nyderne (vi) kan liste os fremad i 2 gear. Snigende op ad et mindre bjerg, som vi på Jørgens Leth’s vis døber; Det Langsomme Bjerg. Winston og Jørgen, to gamle helte af min verdenstid, kommenterer nutiden på min livsrejse. Mærkeligt som man har følgeskab i stemmer, kender du det? Hvilke har du?
”Til forskel fra en foton, bør et menneske ikke defineres i præstation, men nærmere i det nok helt enestående; Nemlig at være et væsen, som kan sætte sig i forhold til noget – andet”, tænker jeg på Descartes’ vis frit fortolket, men uden hans stemme, da lydoptagelse var umuligt på hans tid. (Jeg tænker, altså er jeg, er det oprindelige citat).

“Jeg præsterer, altså er jeg”, som Descartes fortolkes i dag

Til sidst rammer vi alle toppen. Bent, Gitte, Winston, Descartes og Jørgen samt det spredte felt.
”Her på toppen (der høres en Jørgen Leth’s stemme) samles de anstrengte udhvilede nydere. Som konger af bjerget tager de imod de tapre kæmpende ydere. Hylder dem i dette øjebliks nu. I triumf over viljens sejr på Det Langsomme Bjerg”.
Heldigvis finder vi en parkeringsplads ganske let.
”Aldrig har så få, trådt så meget, for at generer så mange”, får jeg erklæret på bedste Churchill vis – med en vis portion arrighed og høj cigarføring – nu ingen gider høre på mig alligevel.
Heldigvis er der lidt køligt her på toppen, og herligt med tydelige vejskilte mod Vince. Det er let nok, enten til højre eller venstre.

Vinci, enten til højre eller venstre

Vinci
Vi vil besøge et museum med Leonado da Vinci opfindelser. Det ligger i byen Vinci, og som er hvor Leo er født. Skulle man følge den måde at få et efternavn på i vore dage, ville vi være mange med slægtsnavnet, Af København.
Ideen til besøget har vi fået en lumsk og hed eftermiddag, på et skyggefyldt spisested i San Gimignamo. En hollandsk mand, med en Mona Lisa lignende kvinde, sad ved nabobordet. Manden fortalte os venligt om museet, og anbefalende det. Selve huset som den lille Leo voksede op i, i Vinci, skulle der ikke være noget at komme efter, forklarede manden, mens hans mørklødige kvindelige ledsager nikkede. Selv sagde hun intet, for hun kunne ikke sproget, forklarede manden, hvortil kvinden nikkede på smukkeste vis. På mange måde enhver mands drøm af en kvinde, tænkte jeg stille, og holdt øje med om Gitte nikkede.

Jo, det er Mona Lisa der kikker og museet ovenpå

Vi kommer fint ind i Vinci, for det er mig der kører bilen. Ud går det helt gak.
Mellem ind og udkørsel er Museet et besøg værd. En genial mand ham Leonado da Vinci, som var forud af sin tid (født 15. april 1452), og blot ikke havde de materialer der skulle til for at virkeliggøre sine ideer. (Jeg tror egentlig, at jeg selv er bagud for min tid). Havde Leo haft materialerne, var mennesket nok blevet flyvende i hans tidsalder, og magthaver ville have vundet krige med hans tanks og næsten selvkørende maskiner som er udstillet. Lægevidenskaben ville have fået et løft, krigsindustrien ligeledes.
Jeg falder i staver midt i museet foran en af Leo’s ingeniør-konstruktioner, mens jeg husker at jeg som barn var opslugt af en tv-film om Leo og hans liv. Imens Gitte bliver væk i sit eget tempo og tidsalder. Det er ganske almindeligt sådan et sted – og for Gitte. Man bliver optaget af noget forskelligt, og har brug for egen tid.
Vi ender nogenlunde samtidig i tårnet for at fotograferer den flotte udsigt. Jeg vælger trappen nedad igen til skyggens land, inden Gitte. Jeg frygter at blive opløst af varmen, og som damp forsvinde ud over landskaberne.

Udsigten fra tårnet i Vinci museet.

Da vi skal ud af Vince kører Gitte, hvilket betyder at vi ikke kommer ud. Vi kører tre gange ad ensrettet veje samme rute igennem den (meget) lille Vinci. Jeg tror, at jeg sætter menneskelig rekord i undertrykkelse af raseri, desværre uden testudstyr og måler på. Fotonens lange vej gennem solen føles oplevet. Kun det at airconditionen virker, holder netop mig og bilen fra at eksploderer i det som ellers ville blive det auto/menneskelige svar på Big Bang. Dybt i tilbageholdelsens sidste rest af fornuft, fortryder jeg, at jeg ikke lod mig opløse i tårnet. Tidsaldre i opløsning og forstøvelse. Jeg er svævende i uendelighedens møde i Vinci. Fotoner, Leonado og jeg. Ved tredje gennemkørsel ad Via Halleluja, er universets gåde løst: Heureka; Universet er genopstået tre gange. Det springer i raseri. Alt kører i ring!
”Vi er ude nu”, knitre Gitte.

Udgivet i Italien, Rejser, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

San Gimignano i Toscana og Barberen i Sevilla

Et hus i Toscana

Fra Firenze og mod San Gilliamo er landskabet som taget ud filmen; En hus i Toscana (Under The Tuscan Sun). Fredelige vingårde og søvnige småbyer strøet langs vejen som snor og bugter sig mellem høje bakker og dale. Der er noget over de der stenhuse som er romantiske, særligt når beboerne lader blomster gro som ekstra dekoration. Man kan let forstå de som falder for at ville bosætte sig her som hun jo gør i filmen. Hvad man dog ikke kan se på mure og landskaber er, at Italien er i dyb krise og mange er ramt af økonomisk nedtur. Det ses måske heller ikke så meget i lige netop Toscana som nok er bedre stillet end andre provinser, idet det ligger i det nordlige Italien som er mere økonomisk indviklet (med vilje ikke udviklet). Italienerne deler landet op i nord for Rom og syd for Rom. En del ejendomme er med skiltet Vendesi udenfor og dermed til salg – og synes at have været det længe.

San Gimignano

San Gimignano er oprindeligt en middelalderby med godt 7000 indbygger som umuligt alle kan leve inden i byen, i så fald er de ikke til at se. Her er totalt turistet, men der er heldigvis luft nok omkring os alle og på sin vis dejligt fredeligt. Alle motorkøretøjer er forbudt indenfor murerne som man kan gå rundt på hele vejen om byen. Man bor (vi gør) midt inde i de gamle gader, og det er lige før man frygter at møde en ridder eller munk, så autentisk er her.

Den virkelige barber i San Gimignano

I det lille pensionat som vi har fundet (nok i Lonely Planet) er der dybt fredeligt. Vi har udsigt til de lokale beboers haver og baggårde. De tre dage vi er her, kan vi dagligt følge med i en dames vasketøjs-cyklus overfor. Hun vasker lidt ad gangen, og hænger det på tørresnoren ude på husmuren. Det gir gode billeder.

udsigt til vasketøj

En eftermiddag, hvor byen er ved at være opbrugt for vores vedkommende, møder vi to canadier. De fortæller os, at de har købt billet til Barberen i Sevilla til i aften. Det er en opera af Gioachino Rossini. Vi gør fluks det samme – eller fluks og fluks…. Det tager sin tid med de billetter, for turistbureauet ligger et hemmeligt sted skal først findes. Endelig fundet får vi så en henvisning til at købe billetterne et andet sted, henne om hjørnet, nede i en kælder ….. . Men nej, det er ikke Osvald Helmut der findes her efter søgen af en ølhund, men en sød dame. Hun giver mig fuldstændig ret i, at det er tosset at turistbureauet ikke kan sælge de billetter selv. ”We knoooww”, forklarer hun nærmest syngende, og i det svar ligger samtidigt at det er der såmænd ingen grund til at lave om på. Vi køber billetter til gulvet – bogstaveligt talt for damen oplyser, at det er stentrappen op til kirken som er pladserne. Operaen afsynges nemlig udenfor på pladsen (en af dem). Jeg reagerer prompte for forestilling om, at jeg skal sidde en hård aften til den forestilling er skræmmende. Jeg får tiltusket mig en tom papkasse, fra kælderens hjørne, som skal bruges som siddeunderlag. Damen nikker anerkendende, ” Buona idea”, velsigner hun initiativet.
”I knoowww”, svarer jeg.

Barberen i Sevilla… vist nok ham i midten

Om aften er vi på plads med udsigt til et par af de mange tårne som er temmelig høje. Scenografien er enkel, og siddeunderlaget ligeså, men begge virksomme. Derfor sidder vi nu på en stentrappe på min medbragte papkasse, som to andre canadier ved siden af mig er misundelig på. Vi har udsigt til Sevilla lige frem og Canada til vor venstre side. Imens har den italienske nat, akkompagneret af den stillestående lunkne luft, sneget sig ind på det samlede publikum. Med stentrappens varme i stenene er temperaturen dalet til acceptabelt for T-shirt og korte bukser. Orkesteret spiller op og stemningen er eccellente.
Ind kommer nogle sangere klædt i 1700’tals kostumer. De synger på italiensk, og vi fatter ingen af de hurtige sætninger, heller ikke canadierne. Men sangerne er fantastisk dygtige, det forstår vi alle. Og ligeledes kan de spille skuespil, så også vi turister kan begribe, at det er morsomt – uden tolkning. Det er nu tilmed ganske let, hvis jeg tolker det rigtigt, for nu synges der ”Lalalala, Lalalala, Lalalala”, som en slags omkvæde på en forklaring eller forvikling. Det er en velkendt ørehænger som selv jeg, der ikke er velbevandret i operaer, genkender. Det klinger fornøjeligt og med god rumklang her i det fri.

Barberen er nr. 3 fra højre og den påvirket præst nr. 2

En dreng nede på de lavere stentrapper på omkring 12 år griner hjerteligt, af sangeren som spiller præsten og som tydeligvis er påvirket (i spillet). Latteren smitter alle os andre, og snart klukker hele stentrappen både af de dygtige sangere og af gruppeeffekten. Det hele er en skøn fornøjelse, og en klar anbefaling til at se en udendørs opera i Italien, hvis nogen skal til støvlelandet.
Selve operaen tager sin tid for der er tydeligvis mange forviklinger og misforståelser undervejs som vist kun ham barberen kan udrede. Godt han er med, også fordi Gitte mener, at han er den bedste sanger.

Pludselig er det åbenbart slut – eller er det? Folk klapper og nogle råber ”Bravo og Brava”, som jo er noget med hankøn og hunkøn i forskellen (a = hun, o = han). Vi turister aner ikke om det er enden på komedien eller en pause, mange går, andre bliver. Jeg sidder stadig på mit papstykke – for en sikkerheds skyld. Vi konfererer med canadierne som også mener, at det nok er slut. Vi beslutter firestemmigt, at det i hvert fald er det for os turister. Jeg lader mit papstykke blive, såfremt nogle skulle synes at der bør være en blød overgang mellem en kirketrappe og en løsslupen opera.
Gitte og jeg slentrer hjemad den lange vej fra Sevilla til porten i middelalder-gaden i San Gilliamo. ”Gud ved hvilket vasketøj damen hænger op i morgen”, når jeg at tænke inden drømmeland, mens jeg stadig har et” Lalalala, lalalala, lalalala, (didum didum didum didum)” kørende.

Udstillingen af vasketøj er skiftende

Flere fotos her: https://plus.google.com/photos/102049459937056320302/albums/5777886497266596417

Udgivet i Blog, De bedste skriv, Italien, Rejser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Toscana og Firenze i hedebølge

Et sted i Toscana

Hurra, 2 timer fra Billund og vips er vi i Bergamo i Norditalien. Mens fødderne tager den glohede asfalt i besiddelse, er jeg allerede på vej ad snoede landevej i den udlejede Ford Fiasko. Det tegner godt. Der ligger jo udlejningsbureauet (skuret) i solen, og der står jo en Ford i skyggen – sammen med en længere menneske-kø…. ”Pjat”, siger fornuften, for Gitte og jeg har jo betalt og bestilt hjemmefra, så hvor længe kan det tage? Ud af boksen farer en svær kvinde med et stresset smil, og låser til forfærdelse døren til kontoret, og køligheden. Siesta? Næh, noget med en bil der er parkeret forkert – langt væk synes jeg at tolke begyndelsen af en sætning, som hun forsvinder. ”Just a minuuutte”, lyder ekkoet til sidst på utroværdigt engelsk/ italiensk, mens kroppen skyndsomt forsvinder og opløses i lufthavnsdisen. Et fatamorgana?
Nedsmeltningen er begyndt, og vi tilbringer i alt tre timer i bagende hede, som to beduiner fra Nord strandet i ørken uden kamel og overladt til solens nåde. Gribbene kredser over os i form af fly med afgang til de kolde lande. Italienske møg bil-bureau!
Endelig kommer vi frem til skranken og den korte udgave er: Alt er forvirrende, GPS’en koster ekstra kr. 800 (Nej tak), depositum på kr. 8000, ”opgraderet” til en Hyundai-et-eller-andet (som ofte sker når man bestiller en billig bil) og kryds af på papir som sættes tilfældigt af skader på bilen (Der er ingen bil at se på). ”Normaaalee”, forklares på italiensk med dialekt af engelsk som mit kreditkort tappes.
Den bil er godt gennemfotograferet, efter Gitte’s ordre, som vi endelig forlader lufthaven og velsignes med aircondition, men er uden kort eller GPS. Hvor svært kan det være? Toscana er vel sydover, og denne tur på 14 dage skal være spontan kørsel med lange ophold i Firenze, San Gimignano, Luca og smuttur til Pisa. Alle lokationer ligger for vores fødder – hvis ikke de er smeltet allerede.

Klassisk Toscana

Det med bilen viser sig at være en tåbelig idé. Bestilt i kølighedens nord via en tvivlsom webside med skjulte omkostning og et billede af fredelige veje og god tid. Vi racer dog en del på motorveje (betaling) som ved Gud er kedelige, for vi er landet for langt nordpå til at starte med. Og det kort vi nu har erhvervet, på en tankstation, er noget svært at tyde og tilmed uden småveje. Så første dag er et langt stræk mod det hotel, som vi har booket hjemmefra (også en fejl). Oven i forsinkelsen med biludlejningen er vi temmelig udkørte (passende ord) da vi endelig finder hotellet på noget der ligner en mark om aften kl. 22. Til gengæld er hotellet ganske fino (for nu at bruge lidt italiensk udtryk) og vi rammer sengen i rene lagner – godt og tiltrængt.

Vinranker i Toscana

Dagen efter går turen ind i selve Toscana. Her er der små bjerglignede bakker, og de nærmest klassiske vingårde ligger spredt rundt i landskabet ganske maleriske.

Italien er charme og varme i denne august måned. Alle mennesker virker rolige, måske døsige, og egentligt modsat mit billede af italienere med iltert blod og gestikulerende armbevægelser til understregning af hver sætnings betydning. Måske er det varmen, selv Gitte er rolig, eller måske en forandring i mentaliteten, både den italienske og min egen i form af mit indre der kikker ud, og fanger noget andet i dag modsat i mine yngre dage.

Idylisk og køligt et sted i Toskana, men hvor?

Som vi kører et ukendt sted fanger både Gitte’s og mit blik et fotogent hus ved en flod. Vi parkerer bilen og bliver overrasket, da omgivelserne byder på mere nede langs floden, hvor ungerne bader og hygger sig. Selv kommer jeg ikke i med andet end fødderne, og fortryder det senere. Idyllisk er her, og vi tager os god tid og nyder køligheden. Jeg aner ikke hvor vi er, og det skal ske flere gange undervejs – endda med en stor glæde og også fortrydelse.

Et spisested et sted i Toscana

Senere samme dag er den helt store overraskelse en restaurant, som jeg insisterer på, at vi skal have en kop kaffe i. Det har de nu ikke, forklarer den stille og venlige kvindelige tjener på forståeligt kropssprogs-italiensk, og heldigvis. Vi opdager nemlig samtidigt, at vi er sultne. Vi bænkes udenfor med udsigt til de rolige dale med postkortlignede maleriske sceneri, og et menukort – på italiensk. Heldigvis kan naboen lidt engelske, og hjælper til med valg af retter. Vi ender med at få, hvad de andre rundt om har på talerkerne, idet vi tolker deres tilfredse udtryk som et kvalitetsstempel. Retterne synes velsignet fra oven i smag og variationer. Tilfældighedernes indtruffen er nogle gange livets bedste stunder. Godt vi ikke fik den GPS! Jeg kan ikke fortælle hvor vi var, aner det ikke. Men det spisested er absolut værd at kører efter.

Firenze

Udsigt over Firenze som kan nås med en lokalbus

I Firenze har vi hotel lige ved togstationen, og for at parkerer bilen i de fire dage, må vi slippe kr. 200 pr. dag. Men så bliver den også kørt væk for os til et ukendt sted, hvor den kan stå sammen med andre overflødige biler. Skal man bruge sin bil, må man huske at bestille den dagen inden. Italienerne kan det der med at begrænse trafikken og samtidig tjene på det. (Ni måneder efter at vi kom hjem, fik vi tilsendt en bøde på godt 1000 kr. for at køre i et distrikt i Luca som vi ikke måtte i det tidsrum).
Pyt, Firenze er herlig, selv om den er ved at smelte under sommerens kvælertag. Det er op mod 40 grader og asfalten føles blød under sandalerne på vej mod den eneste overlevelse – isbaren. Heldigvis er de i sving overalt og disse pitstops er lagt med nænsom og strategisk hånd – uanset ruten. Pistacien er suveræn, særlig ved broen Ponte Vecchio (Den gamle bro). Vi må forbi sammen sted dagen efter – på grund af isen.

Ponte Vecchio (Den gamle bro)

Detaljer af den gamle bro

Piazza della Signoria

På torvet i centrum, hvor mennesker myldre, står statuen af David (en kopi) som Michelangelo huggede. Efter signe havde han sat marmoret i et bassin vand, og huggede sig nedad som det så passede, kun med det over vandet som skulle formes. Selv en fænomenal kunster må have sine begrænsninger (selvskabt) og kunne fokuserer ved udelukkelse. En ung mand stod model, om hvorvidt han var skærmet af ved jeg ikke.

Statuen af David er ham til venstre….. i hvidt

På torvet er også bygningen Palazzo Vecchio som måske er en borg eller et rådhus. Det ligner jo Københavns rådhus, og helt forkerte er den sammenligning vist ikke, da arkitekten som jeg husker det, søgte inspiration i netop Firenze. Her (i Firenze) blev en af byens helt store famile-magthaver; Cosimo Medici lukket inden øverst i tårnet med uvis skæbne af et par rivaliserende familier; Strozzi og Albizzi. Man plejede at smide irriterende modstander og overflødige eksistenser ud fra tårnværelset. Den stakkels Cosimo (såfremt han altså var det) må have gruet for dette, som han sad deroppe. Hr. Medici fik nu lov til at gå ned af trappen og men ikke hjem igen, da han fik forhandlet sig til eksil. Dette fortrød de nok ved en senere lejlighed, da Medici overtog hele magten i Firenze med sin rige bankforretning samt pavens velsignelse. Medici havde selv sponsoreret denne pave trods det, eller måske netop da, denne havde kompetencer som tidligere sørøver. Senere endte han altså som pave. (Godt set, som talentspejdere nok ville sige i dag). Hele Medici historien og Firenzes er lige så let at overskue og optrævle som en portion kogt spagetti til 40 sultne romerske galejslaver. Og lige så blodig som tomatsovsen dertil. Den korte udgave er, at Medici-familien efterhånden fortrængte alle andre familier i et inferno af intriger, mord og rænkespil. Med det er der ikke langt til en opera eller operette ad saftig vis (findes denne?). Hele historien er på sin måde meget italiensk, og måske udspringer nutidens enevældiske mediemonopol, mafia, bestikkelser, tvivlsomme moralske regeringer og statsministre samt lyssky affærer sig bl.a. i sådanne historier. Vi nævner ikke navnet; Berlusconi…..

Der peges af turister

Michelangelo’s David står utrolig flot og kikker mod Rom. Den er dog temmelig død i forhold til menneskemyldret på pladsen. Sikken et leben og et sammenrand her på pladsen, skønt solens stikkende stråler. Det forekommer typisk italiensk, som folk slentre og plapre løs, endskønt langt de fleste er turister fra andre lande. Der peges, diskuteres, også om de mange kunstværker. Der fotograferes naturligvis med familien i front. Menneskerne optager mig mere end statuer og bygninger. Og jeg skal ikke ind i det tårn og slet ikke op! Jeg låner lidt teknik fra Mich og skærmer og fokuserer ved hjælp af kameraet. Hvad ville Mich’ mon have fundet på – hvis ham levede i dag, med vores teknologi….. 3 d print og vips….. lidt uhyggeligt. (Der blev ikke plads til et ? tegn).

En levende David og en beklemt turist

På trods af at Firenze bærer præg af turismens invaderende horder på linje med andre store byers, lykkes det alligevel at fastholde det italienske. Her er en god og afslappende stemning, og fra de mange restauranter (med store variationer i kvalitet) serveres italienske retter. Der er langt mellem fastfood og plastikstole. Små butikker med specialiteter i det kulinariske, river fra stor afstand i næsen og trækker folk ind. Venligheden er overalt.

Toscanske fristelser river i næsen

Santa Maria del Fiore

Der er virkelig meget at se, og umuligt at nå på fire dage. Firenzes domkirke, Santa Maria del Fiore, er et gennembrud i arkitektur kuplen skabt af Filippo Brunelleschi og som Medici satte på opgaven. Vi kommer ikke ind da køen er lang, men den flotte kirke ses fra overalt i gadebilledet. Museer er der overalt, og de er i superligaen internationalt set.
Som det meste i Italien er det centrale at opleve stemningen. Slentre, spise, se og op-leve.

Firenze i en nøddeskal

Flere fotos her: https://plus.google.com/photos/102049459937056320302/albums/5777886497266596417

Billede | Udgivet den by | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Nuets vinrøde aroma, tilsat Jørgen Leth

Vin og glas

På bordet i en arms længde, står et glas med rødvin.
Det er hældt fra en grøn flaske tidligere, for ikke så længe siden. Tiden er målt i rødvins- perspektiv, hvor den afgørende faktor indtræffer, når proppen forlader flasken. År nul, i denne sammenhæng.
Flasken er nøje udvalgt blandt mange tilfældigheder i et supermarked, for noget andet tids siden. Geografisk er indholdet fra Chile, duftenes land med bjergkølige lufte, der transporter aromaen. De milde vinde kommer ned ad Andesbjergene, når det passer, som en rekyl fra Stillehavets salte luftstrømme. Som oftest langsomt, nærmest ubemærket signende, men uundgåelig med et prik af nærvær i næsen.
Jeg ved det, for jeg har været der ad to gange, i Chile. Et langt land, som nu er koncentreret i et rundt glas som står på stilk tilsat erindringernes inspiration.
Det er et smukt glas med tilpas runding af oval hældning, hvor vinen ligger lige over midten. Midten som skifter mellem lavere og højere på det forunderlige sted som er samme punkt, hvor nu’et skifter mellem fortid og fremtid. Det ligger godt i glasset, rødvinen fra Chile med udslip af bouquet fra oven. Det passer sammen, et hele; glas, rødvin og længsel som skabt til sagens formål; nydelse med let beruselse og forførende mindeværdig flygtighed.

IMG_8139
Flasker fra vingård (i Argentina ganske vist)

De sproglige ord og formen minder mig om Jørgen Leth. Manden Jørgen Leth som en konstant vandrende poetisk ordstrøm. Gennemtrængende i sagens enkelthed og nærvær. Med ord som beskriver og forklarer uden at tage fødderne væk fra underlaget, nærmest modsat. Man klistres, som iført gummistøvler med våd jord som hænger i som man graver sig frem – eller ned. Jørgens ord og stemme som forbinder, og fastlæser lytteren i et øjebliks billede af det underlige format, tilstedeværelse. Et værelse hvor man kan være. Som et øjebliks fuld opmærksomhed i krop og ånd på evighedens hav. At være her, ikke der over, men lige her hvor jeg er, med udgangspunkt i mine øjne og deres afgrænsning af horisonten. I en arms rækkevidde fra et glas, sunket i en sofas underlag og hævet op over en uges fortræffeligheder og forfærdeligheder som det hedder om fredagen. Denne særlige tilfældige fredag i aftenstide. Lige her i Risskov med udsigt til Chile på den indre horisont. Draget af rejsens minde, forført af rødvinsk kulør og aroma.

Oh, Jørgen Leth, læs din stemme op ad dette nu, mens jeg åbner vinduet for den lette aftens-sommerbrise og rejser med duftens land….

valparaiso vue
Valparaiso ved Stillehavskysten i Chile

IMG_9147
Vue i Valparaiso

IMG_8027

Andesbjergene midt på mellem Argentina og Chile

 

Udgivet i Argentina, Blog, Chile, Hverdagen, Rejser, Uncategorized | Skriv en kommentar

Fuerteventura og den nye lære

storbolge

Det skummer på Fuerteventura’s hav i bugten nord for El Cotillo. Oscar har samlet mig op, med hunden Jansen, boards på taget – og en ung kvinde fra Venedig.

Det er noget af det forunderlige ved at surfe. Man møder ganske enkelt andre mennesker let, fordi man har noget fælles. Det var det samme, dengang jeg dykkede. Vips var vi i samme båd – so to speak.
Her er vi dog på hvert sit board, men det fælles er forholdet til havet og den evige kamp for at blive bedre og oplevelse af at være i nuet.

_MG_6570

Hotzone’s sidste dage på øen, da Oscar rejser til Portugal

Oscar, som jeg møder for tredje gang på to år, har skiftet bil – til samme model og lige så støvet og rodet som den slags åbenbart skal være. Oscar som har været surf school instructor i flere år på øen, er nu på vej til Portugal, forklarer han mig. Og lægger til at han også er forelsket. Det har nu intet med pige på bagsædet fra Venedig at gøre. Det samlede resultat betyder, at manden fra Holland i sit hoved er optaget af fremtiden, blandet op med en forstyrrelse af noget med en gamle kærlighed som afruster og rumsterer med. Sikken en tilstand at være i. Heldigvis er ”Den flyvende hollænder” mest fattet, og glæden til havet er stadig til stede, og han pønser på at blive erhversdykker i Portugal. Dog er kommunikationen trængt til fordel for kærlighedens livsbølge, som de fleste ved efterlader dønninger i særlige forstyrrende format.

MillaogBentMig og Milla fra Venedig

Bremserne slår i og de tunge Landrover døre åbnes. Vi tre, hunden, Venezianernes udsendte skønhed og jeg, står ud og ser på herlighederne. Det lover godt. Bølgerne er stabile, og jeg er kampklar efter skarp træning i kajakklubbens vægttrænings-rum og Ingerslevs svømmestadions klorholdige vand.
”Til sidst var jeg så god til at crawle, at jeg skubbede en tredjedel af vandet op i den ene ende”, som jeg forklarede en af unger fra arbejdet.

_MG_6568(Milla’s billede af surfere)

Visp i min våddragt og vups i bølgen. Oscar er også med ude, og giver råd til min kamp for at komme hen langs bølgen og op og ned ad den. Det er nu ikke så nødvendigt. Jeg kender teorien, mener jeg. Det er praksis der i højere grad mangler.
”Look up, and move your arms”, instruerer Oscar.
”Ja ja, det sagde du også sidste år”, tænker jeg og undlader at nævne hvor mange gange jeg HAR øvet i Risskov. Jeg snupper den første og bedste bølge, og er oppe på et søsprøjt. Dét kan jeg, lært af de mange gange jeg har øvet i Risskov Surf Club. Nu hvor jeg er oppe hører jeg, at der er en der råber til mig fra min højre side. Jeg ser op og der lidt længere nede af bølgen er – Oscar! Og jeg smiler tilbage og drejer en smule, mens armene trækker tilbage mod bølgens ophav. Jo jo, det er skægt det her, og jeg er godt på vej.
”Good”, råber Oscar, mens han forsvinder fra mit syn, for jeg lider af en gammel vane og kommer til at kikke på boardet – igen.

_MG_6492-001

Rimelige bølger og rimelig drej

Undervejs er Venedig’s havfrue også kommet op og Oscar vandleder hende om bølgernes retning og veje. Jeg husker de første gange jeg var her, og ved at det ikke er let at finde balancen, timingen og den rigtige bølge. Det er det sted Milla er, som havfruen egentlig hedder.

_MG_6629Milla

Efter surfing bliver det til kaffe på den gode cafe, som ligger på hjørnet i El Cortillo med udsigt til solnedgang (Det er et must at besøge denne, hvis du kommer forbi – kagerne er også gode). Mens jeg bogstaveligt hælder vand ud af det ene øre, lægger jeg det andet til for historier om forlist kærlighed fra Milla og om at prøve verdens muligheder. Og fra Oscar om en gammel flamme fra barndommen, som nu gløder i hans hjerte, og som der skal pustes til fra Portugal, hvor han vil flytte til.
Milla er lige kommet til øen, og Oscar er på vej væk. Hver med deres motiv – begge drevet af kærlighed og ungdommens vovemod og udlængsel.

sunsetAfter surf og udsigt fra cafeen i El Cotilo

Et par dage efter dukker Alexandro op, foran mit hotel i Correlejo, i en (anden) næste ren jeep med et board på taget. Jeg havde ventet Oscar, men han har entreret med Alexandro som er hidkaldt i sidste øjeblik, da Oscar åbenbart må pakke noget. Alexandro viser sig at være fra Chile, og oven i købet fra Pichilemo, hvor jeg har surfet. Det er jo morsomt, og forbinder os med det samme. Nu underviser han i surf her på Fuerteventura, og fortæller at han også underviser sin datter i skolearbejde hjemme i Chile – via Skype. Verden er på mange måder blevet lille.

alex

Alexandro fra Pichilemo fra Chile, hvor jeg har surfet

Vi tager til en strand lidt syd for Dune (sandørken) for Correlejo, hvor bølgerne er meget begyndervenlige. Det skuffer mig lidt, for de minder mig for meget om hjemlig forhold i Risskov. Til gengæld er råd og vejledning gode og nye, fra chileneren.
”Du må fokusere på, at erobrer boardet”, forklarer Alexandro. Og viser mig, hvordan man allerede i afsættet, Pop-up’en, lader vægten falde mere til den ene side.
”På den vis drejer du allerede, inden du rejser dig op”, viser Alexandro. Det er et af de bedste råd, jeg endnu har fået. Det virker ganske logisk, og pludselig kan jeg se for mig, hvordan de der surfere på Påskeøen kom så hurtig til siden. Man er stort set allerede i drejet, INDEN man kommer op!

_MG_6709-001

Syd for Dune og små bølger

Nu er det jo så bare at øve det 100000000000 gange, så er den på plads. For med denne sport er det nuancerne og detaljerne der er afgørende. Jeg har ikke erfaring for andre sportsgrene, hvor konsekvensen er så tydelig og mærkbart som i surf. Man bliver ganske enkelt smidt af for den mindste fejl, får en ny bølge i hovedet og må som tillægs-straf padle hele vejen ud igen.
Men hvis (når) man fejler, kan det nu også skyldes bølgernes forskellighed. Det er nemmere, at lære at surfe på store og tunge bølger, end på mindre og ikke så vandfyldt. Desværre er det de sidste der er her i dag, og det gør træningen noget mere svært. Jeg sender en tanke til Californien, hvor nogle af de bedste bølger jeg har surfet på findes.
Men nu er det bare at klø på, og forsøge. Og jeg forsøger……. Og forsøger….. og søger ….  Hmm…… jo vist surfer jeg og lidt kommer jeg hen ad bølgen. For så er ramme stranden efter kort tid.
“Det gode nyhed er, at nu har jeg fået noget at træne med, hjemme i Risskov. Den mindre gode er, at det tager nok sig tid at lære det”, får jeg fortalt mig selv mellem de talrige forsøg.

_MG_6769

Det er sådan man skal gøre det. Gittes billede.

Efter Alexandro’s gode selskab indser jeg, at jeg ligeså godt nu selv kan leje et board og kører rundt. Vi, Gitte og jeg, har lejet en bil hele uge for sølle kr. 650- . Og surfboardet kan fint ligge inden i Mercedes’en. Så dagen efter tager vi selv til samme strand og den sidste dag ud til den store strand ved El Cotillo.
Her er det rent flødeskum og dæleme hårdt at komme ud. Det lykkes 4 gange af forcerer de brådende søer, for derefter at tumle totalt brat nedad og indad på alt for voldsomme bølger som bare brækker sig hele vejen. Men hurra for min surfer form. Jeg holder fint til det, og sender mine kedelige svømmehals-ture et nemmeligt tak.

_MG_6875-001

Stranden ved El Cotillo. Cafeen ligger i det hvide hus (th) på klippen bag.

Den sidste dag, hvor vi skal hjem om formiddagen er det (naturligvis) californiske forhold – lige udenfor hotellet. Der ligger de heldige surfer med fede og langsomme kraftfulde bølger.  Øv, men heldigt for de som er ude.

_MG_6963

Den fine bølge kom på afrejsedagen.

Tak for en herlig uge på Fuerteventura, du fredens ø, og surfen’s oplevelsesrige oase.

Udgivet i Blog, Fuerteventura, kærlighed, Kitesurfing, Rejser, Surf, Uncategorized | 1 kommentar