Retten til mit blik på min …

På en rasteplads på E 20 fra Fyn mod Aarhus, findes der nu på mandetoilettet en LCD- skærm på selve urinalet. Lige i det synsfelt, hvor mænd sædvanligvis i fred tidligere kunne præciserer deres stråle via blikket. Den tid er nu forbi, og må vige for virksomheders ønske om at reklamere for produkter – tæt på den potentielle kunde. På skærmen vrimler nu tilbud med alt fra plæneklipper til motorbåde. Og det er helt umuligt at kikke væk, for det er med stor stænkerisiko at lukke øjnene. Med andre ord man(d) er chanceløs, hvis man ønsker at skærme sig mod skærmens budskab. Nogen vil mene, at det sidste frihedsrum er forsvundet, og at nogen har solgt rettet til mit eget blik på min pik. Jeg er enig, og det ærgrer mig, for jeg synes at den profit burde tilfalde mig. En ophavsret. Jeg forlanger, at eje mit synsfelt.

Hvis du synes, at urinal-reklamen er et pikant og lidt overraskende udtryk for markedsførernes iderigdom (også kaldet markedsføringens glubske og uhæmmede rovdrift på menneskers opmærksomhed), så har du ikke set nok om, hvor vidt det er kommet.

I vejkrydset på Grenåvej og Lystrupvej i Risskov, er der nu foreløbig sat to storskærme op på private grunde, med levende billede-reklamer der spiller konstant ud i Det offentlige rum – vejkrydset. Selve skærmene hænger på en husvæg og på en trailervogn, nemt og smart. I modsætning til herretoilettes urinal-skærm, som afspiller i et lukket privat rum, et rum du kun kan afskærme dig fra ved ikke at benytte det, så sendes reklamerne i Risskov ud i vores allesammens rum, Det offentlige rum. Reklamemulighedernes frie land, som det rum nok bør kaldes fremover.
I krydset er folk chanceløse, såfremt de ønsker at styre deres blik væk fra reklameskærmene. For levende billeder fanger øjet. Sådan er det. En overvågningsrefleks fra vores biologiske alarmsystem. Derfor kan nogle måske også mene, at det kan være farligt med disse skærme for trafiksikkerheden, for forbrugerne (tidligere kaldet trafikanterne) burde jo holde øje med de andre forbrugere og ikke med en reklameskærm. Heldigvis for markedsføringsfolkene kan de færreste målgrupper (tidligere trafikanter) vælge at kører en anden vej eller lukke øjnene. Den ret har de jo ikke. Det står i loven, at man skal køre med åbne øjne. Det er også godt … for omsætning af produkter og øget indtjening.

Levende reklamebilleder på Grenåvejen i Risskov

For ikke at stå tilbage for udviklingen og blive sat i bås som en brokrøv, er jeg selv i gang med at konstruerer en LCD-skærm til cykler, som kan fremvise reklamer. Foreløbig til at sidde på bagagebærere så cyklisten bagved kan se frem på budskaberne. Jeg påtænker også en duftspreder med forstøver med 20 meters rækkevidde ved sæbe og parfumereklamer. Jeg er ved at ansøge om patent på samme idé for en cykehjelmsmodel med en LCD-skærm på, med højtalere til at fremme reklamebudskaberne. Også selve storskærmene agter jeg, at blive forhandler af med et samlesæt: Over-hæk-højde-på-et-stilads-opstillede-LCD-skærm til landets husejere. Jeg overvejer et smartere og positivt navn til sættet; SMASK. Det bliver stort. Det bliver rigtigt stort!

Imens jeg udvikler de nye reklameideer, undrer jeg mig dog over de tabte markedsmuligheder, som gik mig forbi.
Hvem har solgt Det offentlige rum til udsendelse af video-reklamer? Og hvor er de penge?
Og hvem har solgt retten til mit blik på min pik? ­­­­­

 

Udgivet i De bedste skriv, Foto, Hverdagen, opfindelser, Penge, Politik, Reklamer, Støj, Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg har altid været en sur gammel mand i en ung krop


Forskellen på mine lidt yngre dage og nu, hvad angår mine personlighedstræk, er som forskellen på kogende vand og kogende vand. Ingen altså. Men for dem som betragter mig, vil selve kedlen være forandret i det fysiske. Den er noget slidt i lakken og har buler samt ridser her og der. Måske også en hel del kalk indenbords. Selve emmen der slipper ud – er dog den samme som altid. Altså; jeg siger min mening om dit og dat om diverse emner som altid, og brokker mig – som jeg har gjort i de 57 år jeg har kogt over, når det er nødvendigt.

Det er jeg altid blevet taget alvorligt for og på. Men ikke længere. Nævner jeg i dag en kritisk bemærkning om et emne, oplever jeg tiltagende bemærkninger fra folk omkring mig som; Pas nu på at du ikke bliver en sur gammel mand.
Det er mystisk, for jeg har ikke tidligere i mit liv, oplevet bemærkninger som; pas nu på at du ikke bliver en sur ung mand. Eller, pas nu på at du ikke bliver en sur midaldrende mand.

Jeg har en ide om, hvad der er på færre her. En mærkelig, og nok (forhåbentlig) særlig dansk, klassificering og inddeling af mennesker i faser og kasser – med tilhørende værdiansættelse. Og i min alder er det med en klar værdiforringelse på etiketten; gammel mand. Argumenterne høres ikke længere så vægtigt, idet rynker og grå hår synes at trække fra og benævnes først i stedet for selve argumenterne eller kommentarerne. Samtidigt er det også tydeligt, i betragternes øjne, at der ikke er tale om en fase som jeg åbenbart lige skal igennem. Der er ingen overbærenhed som ved for eksempel; en teenager, en nybagt mor eller en mand i en 40 års krise. Altså noget man har en slags ret til at være, da der er forhåbninger om at det ændrer sig på den anden side af fasen. Den sure gamle mand er åbenbart ingen fase. Her er tale om udsigten til en permanent tilstand, hvor ingen variation kan være til stede. Kun ringeagt samt isolation står for døren, såfremt man ikke kan styre sig. Derfor advares der: pas nu på at du ikke bliver en sur gammel mand.

Men jeg har aldrig styret mig, eller været en ikke-brokke-røv. Vrøvl og sludder samt sure opstød er mine mellemnavne. I mit tilfælde er det at have meninger om al verden i verden, og gerne kritiske holdninger været i mig altid. Det er fordi, at jeg altid har været undrende, og kunne tage det modsattes synspunkt og set efter bedre løsninger. Før min nu anløbende diagnose som; Sur-gammel-mand stilstand, har jeg altså været et positivt skoleeksempel på den kritiske samfundsborger. Et succesfuldt resultat af den kritiske pædagogik i 70’ernes skoler. Jeg fik gode karakter i kritiske spørgsmål og i at rakke det eksisterende ned – og tilmed kunne komme med ændringsforslag. Samme egenskaber har jeg stadig. Samme personlighed har jeg stadig. Jeg har ikke forandret mig – kun min alder er blevet ældre. Derfor agter jeg fortsat, at være mig selv. Som en ung mand fanget i en; Kritisk, vidende, sjov, analyserende, konstruktiv krop – med spidset pen, albuer og med tilhørende spidsrøv og brokrøv.
Og hvis det her virker som et surt opstød, så er det helt på sin plads. Sådan har jeg ofte virket på folk, en sur gammel mand i en ung krop.
Jeg tror blot, at det er en fase som I skal igennem.

Udgivet i De bedste skriv, Hverdagen, Uncategorized | Skriv en kommentar

Classic Race Aarhus 2018 fotos

Udgivet i biler, Foto, Motorcykel | Skriv en kommentar

Japansk have på Shogunzuka Seiryuden Templet i Kyoto

Endnu en podcast fra min rejse til Kyoto. Denne gang et besøg i en japansk have på Shogunzuka Seiryuden Templet i Kyoto. En blanding af stemningsreportage, fakta og oplevelse af; Japanske haver, Zenbuddhisme, shogun Zuka og en rejsendes oplevelse af fred.
Der er to udgaver (samme lyd); en podcast uden foto her:
https://soundcloud.com/bent-bornstein/japansk-have-pa-shogunzuka-seiryuden-templet-i-kyoto

og en fra Youtube med fotos på her (det er helt den samme lyd kun de mange fotos er lagt på):
https://t.co/tsE1FyNgn5

Udgivet i Buddhisme, Kyoto, Rejser | Tagget , | Skriv en kommentar

Blomsterceremonien og Buddha i Chion-In templet i Kyoto

Shinto munk venter utålmodig udenfor Chion Templet – inden ceremonien. I hånden har han sin hat som er aflang.

 

Så er min første podcast udgivet.
Det er en optagelse og dokumentar af Blomstercermonien i det Buddhistiske Chion-In templet (Jodo Shu Pure Land sect) i Kyoto, Japan. Optaget april 2017 i ugen hvor Hõner fejres.
Det er en lidt lang udgave på 38,4o minutter, men absolut værd at lytte til. Den er beskåret en hed del, og den faktiske ceremoni varede langt over en time. Hvis man mest er til at lytte til munkesangene, skal man hen i slutningen af udsendelsen.
Der er information undervejs om Chion-In Templet og om Hõner og dennes fortolkning af Buddhisme. Også om Kyoto og Japan.

Linket til podcasten er her (samme som ovenover):
https://soundcloud.com/user-147618807/chion-in-templet-honer

Fine borde til munkene

Munkene læser op fra skrifter

Lamaen Hõner i Chion templet i Kyoto

 

Udgivet i Buddhisme, Kyoto, Rejser, Religion | Skriv en kommentar

Hurra, Din dåse er fundet

Se hvor på kortet under

Se hvor på kortet under

Tjek fotoet af din tabte dåse ved at klikke på ikonet, og
kom ind i kortet. (Kortet kan være lidt tid om at åbne, vent).
Her kan du Zoome ind, og se hvor din dåse er fundet.
Der er også et foto af dåsen til venstre, så du kan være helt sikker.
Dåsen er nu samlet op, så du kan få den tilbage.
Du kan hente den på Genbrugsstation,
Lystrupvej 190, 8240 Risskov.
Ved henvendelse til personalet, vil den kunne udleveres.
Den er i posen med de andre tabte dåser.


Disse 450 tabte dåser er samlet op indenfor godt 7 måneder.
Jeg har primært cyklet forbi, men slet ikke taget alle og kun de fladmaste.
Der er virkelig mange dåser, som folk har mistet. Der må ganske enkelt ligge millioner overalt i Danmark. Over halvdelen er med pant.
Af 100 brugte dåser kan der laves 80 nye.
En dåse nedbrydes i naturen efter 500 år.

Denne dåse, fundet i ørken Dunas på Fuerteventura 2016, satte mig i gang med at fotograferer og samle dåserne.

Udgivet i Forurening, Uncategorized | Skriv en kommentar

Det ordløse digt – på fire linjer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ordfiskerens manual

De digte der ikke skrev sig selv

har jeg hængt på tørresnoren

i forglemmelsens baghave

og sat zinkbaljen derunder

til snarlig akkompagnement

ved sensommers nattelig regn

I morgen med grynet lys som vind

vil jeg sætte papirsejl

på min tømmerflåde af slidte blyanter

for med madding af knækket stifter

at fiske efter dråbeord

Udgivet i De bedste skriv, Digte | Skriv en kommentar

Gasoline koncert

006A7324

Onsdag d. 10.08.2016.
Super koncert med de fantastiske kvinder i Gasoline.
Endelig efter alle disse år, forstod jeg meningen i sangen: Alla-tin-gala. I ved den med strofen; “… Der sad en lille dreng og så på dameben – Åh ja …”
Jeg var 14 år, dengang Gasolin udgav albummet; “Sådan”.
I onsdags opløstes min nuværende alder. Sammen med alle de andre tilskuers grå hår, blev vi forynget af musikkens eliksir, og tiden blev forvandlet til; “Et stræf af en dråbe….”
Vi fik lov til at måbe, og forført af det rockende københavnske kvindeband.
De spillede så forrygende, at jeg mente at kunne se både: “Inga, Katinka og smukke Charlie”, og fik duften af Harley i næsteborene, selv om det slet ikke var lørdag aften.
Til sidst var ballet forbi, og folk stod op og krævede mere. Golfklubben i Århus var forvandlet til: “Rabalderstræde”.
Det var:”Masser af Succes”, og det band gav: “Det bedste til mig og mine venner”.
Nu er kun billederne tilbage, og mit grå hår.
Men har “Har du mistet dit gyldne håb”, så tag til Gasoline’s næste koncert.
Fortræffeligt.
Sådan.

Udgivet i Blog, Hverdagen, København, Koncert, Musik, Uncategorized | Skriv en kommentar

Hornfisk, in the Hemingway’s spirit

Hemingway i Cuba eller Horsens fjord

Ben gik langs den stenede strandbred, hvor det stille vand stod i læ af holmen længere ude. Gummistøvlerne skubbede til de små sten som blinkede i solens refleks. Længere ude mellem horisonten og det landfaste stod Michael i sine waders til livet, svingende sin fiskestang i en skrå vinkel fra hoften mod himmelen. Han kastede sit blink ud. Det lille glimt stod et øjeblik i luften, inden det forvandlede sig til et sprøjt i nedslaget, der hvor den mørke bund vidnede om dybde og søgræs.
”Omtrent 20 meter”, konstaterede Ben højt, og bedømte samtidig bevægelsen som fuldkommen. Det var tydeligt at hele Michael’s måde at sende krogen af sted på, vidnede om års tillærte færdighed som sad i kroppen. Kendere af kystfiskeriet ved Horsens fjord ville tilmed vide, at netop der hvor han stod, var den bedste fiskeplads. Det var Hornfiskenes foretrækkende sted.
Ben’s fødder satte ud fra kysten og videre ud i det gennemsigtige fjordvand. Han trak et vandspor efter sig, som delte sig i to, mens holmen kom nærmere. Der var lavvandet her mellem fastlandet og øen. Så lavt at Ben lagde mærke til stenene på bunden vekslede i nuancerne mellem sort, grå og enkelte røde. Mærkeligt som sten forandre farve, når de bliver våde, tænkte han, mens øen lod ham gå i land og gjorde færden lettere. Et bildæk, halvt opløst, lå midt på og syntes at markerer et centrum for afstanden på den korte led. Han tog fra dækket op ad holmen og gik rask til. I hånden bar han den blå nyindkøbte fiskestang med Shimano-fiskehjulet i stål og guldfarve. 4000 stod der. Det skulle nok kunne holde til en stor fisk. For enden sad allerede blinket, som lignede en lille blank sardin og i halen af blinket den røde fangstråd. Ben havde et lignede reserveblink i lommen som lignede en sardin – blot i en anden farve – rødlig. Det lå i lommen, han vidste det. Alligevel klappede han sig på lommen for at sikre sig.


Ben på Holmen

Nu var afstanden af holmen på den lange led brugt op, og Ben lod støvlerne dreje 90 grader og ud i fjordens vand. Dybden skyldende snart op over kanten på de grønne støvler, mens neopren wadernes bukseben klemte sig ind mod benene. Som han stak dybere og dybere, snart til hoften, sugende wadernes sig til, og hver en lille fold fra bukserne mellem hud og neopren meldte om ubehag. Han huskede det råd fra Michael, om at gå forsigtigt frem, og undgå at ramme de store sten. Snart stod vandet ham til livet, og Ben udså sig en sandplet som ståsted. Til højere for ham svingede Michael atter sin stang, og den hvislende lyd forplantede sig i luften og ramte Ben’s øre. ”Plup”, lød det umiddelbart derefter, eller også gjorde det ikke? Ben kunne ikke afgøre om lyden af plumpet faktisk hørtes, eller om det var forventningen af lyden, der afspilledes for hans indre.
Han lod sin venstre hånd tage fat om den nederste del af sin fiskestang. Med den højre hånd låste han linen fast mellem pegefingeren og korken. Lang ude gik en streg hurtigt gennem vandets overflade. Stangen nu mod hoften, og slippe med venstre hånd, frigøre linen ved at svinge buen over hjulet, tilbage med hånden og svinge stangen, slippe fingeren, og ”swwwiiiipppppp”. Langt ude foran stangens spids, strakte linen sig udad i stor fart. For til sidst anerkendende at fremvise et mindre sprøjt, der hvor blinket landende. Omtrent 20 meter mente Ben, og klikkede samtidigt buen over på hjulet, og lod det spinde langsomt rundt.
”Hemingway, Marlins og jagten på ubåde i Cuba”. Ordene kom, mens hjulet spandt. ”Den gamle mand og havet”. Daiquiri i Havanas barer i 50’erne som middel mod depressionens snigende skyggeland. ”Til tasterne, til tasterne”, nogle gange i tårnet i hjemmet uden for Cubas hovedstad, men mest i stuen – nær flaskerne. Her skrev forfatteren så sveden sprang, og opfandt sproget til nye former. Ind imellem fiskede han, og gik på jagt. I stuen hænger stadig trofæerne med horn, fra Afrika. I tårnet står den forladte skrivemaskine, endnu med farvebåndet tyst intakt. Papa, skrev mest i hånden. Han skrev meget om livets intensitet i fiskeriet og jagten.

_MG_6747-001

Skrivetårnet i Hemingsway’s hjem udenfor Havana

Ben havde læst ham, og oplevede at Papa’s forfatterskab i dag strandede noget på tidens nådeløse forandring. Som et forlist skib slået ind på stranden, til skue for alverden. Man kan gå om bord, men grundstødt er det. Ved kølen i sandet står et prægtigt skilt: Kom med om bord, vi sejler ikke længere. Ønsker de søgang, søg længere op ad tidens kyst, eller byg selv en tømmerflåde.
Ben havde fundet, at Papa for en del var kedelig læsning – omend også til tider fangende. Ikke at det var Hemingsway’s fejl, det kedelige, men måske mere et udslag af fortravlingens tempo, og det elektroniske billedsprogs eksplosion i det 21 århundreds fart. Tidens tunge bølger kan få mange til at forlise. Sammen har det i nogen grad overhalet forfatteren, og måske er det i dag mere Hemingways liv der fascinerer folk, end selve hans forfatterskab. Det mandlige macho-lignende liv, med rullekravesweaters, gevær og fiskestang i solnedgangens naturligheder til lyden af brølende løver og snøftende næsehorn. Nutidens mennesker ønsker ofte, at være et andet sted end lige netop der hvor de er. Længsel efter et liv a la Hemingway, med idylliseret drys til at fuldende drømmene. In the spirit of Hemingway. I skyggen af Hemingway’s eget liv rumlede dog depression, alkohol, og forliste drømme om succes hos kvinderne.
_MG_6738-001

Stuen med baren imellem de to stole. Hemingway’s ynglingsstol til højre

Hemingway kræver ro og fordybelse, og måske et par Daiuiri’s eller Whisky. Noget de færreste har i dag – eller drikker, fastslog Ben, og lod stangen swippe igen. Denne gang et endnu længere udkast. Han lod hjulet snurre i højere fart, og træk stangen lidt til siden indimellem. Snøren spandt op og ned, for pludselige at give modstand.
Der var bid! En dyrisk forbindelse til livet sprang umiddelbart ind i Ben. Gennem snøren og ind i sjælen på Ben forplantede den urgammel følelse sig. Det var ikke glæde, skønt en del af denne var repræsenteret. Ej hellere aggression, der dog let fortyndet kunne forveksles med tilstanden. Det var nærmere en fryd som slap en mængde energi løs i kroppen, og helt klart havde et anker i noget dyrisk – overlevelseskamp! Mad på bålet, og en dag mere at leve i! Primitiv var den, som alle følelser er, og med mobilisering af energi til overlevelse.
Ben lod linen slække lidt, og skævede til Michael. Mere nåede han ikke. 20 meter ude brød overfladen og en slank sort fisk viste sin rygfinne for at forsvinde igen. Et kort nu, men nok til en bedømmelse. En prægtig fisk! Forbandede prægtigt! Marlin, Havkat, Hvidhaj, eller slørhale! Umuligt at sige hvad det var der kæmpede for enden af linen. Mest fordi Ben ikke havde haft noget på krogen, siden han var dreng for over 44 år siden og havde fisket på Langeline i København, og tilmed var stolt akvarium-ejer med Gubbier. Uanset hvilken eksemplar der nu sloges for sit liv, var Ben midt i det som i sportsfiskers sprog hed Fighten. Præcis som Hemingway. Sammen dybe resonans til urmennesket, om det er ud for Cuba’s kyst i turkisblåt hav, eller Horsens fjord. Marlin eller Hornfisk. Daiquiri og Whisky eller kaffe med passende mængde mælk og Michael’s obligatoriske kage. Hemingway og Ben, liv eller dø.

Hemingway protraet

Hemingway (Papa)  i en stille stund

Hornfisken forsøgte sig igen med et voldsomt befrielsesryk som sendte advarende smerter op gennem Ben’s ryg– forgæves. Næbet sad ubehjælpeligt fast i silkekrogen, som bestod af moderne modhager ligesom velcro. ” Hold on tight….”. hørte han i højre øre. Rykket i stangen, solens refleks i øjet, og Hemingway’s fiskeråd i ørene….. eller? Ben så op, en skikkelse råbte hen over vandet, var det Michael? ”…olll laaa… ”, umuligt at høre. Samtidig sprang fisken igen op i vandoverfladen, viste rygfinnen og piskede rasende skum omkring sig. ”Let go, let go that wire”, råbte Hemingway. ”Hold the rod low”!
Ben vippede buen over på hjulet, og linen rasede atter udad i fri position. Fisken havde kurs mod den dybe havbunds kulde og beskyttelse. ”Let it use the fishline all up. Tired it, fight it”, messede Papa, og Ben kunne mærke sit skæg gro og manddommens urkraft med det. En smag af whisky ramte tungen, og røg fra pibetobak sad pludselig i næsen. ”Damn it”, sprang det fra Ben’s mund, mens han igen klikkede hjulet i lås og trak indad. Det dirrede i stangen, og musklerne i Ben’s arme og ryg værkede. ”Damn it, marlin”, skreg Ben nu ud over havet, og lod stangen trække til højre og i modbevægelsen drejede han voldsomt ind på hjulet. Resultatet lod sig ikke fornægte. Overfladen brød igen med den sorte skikkelse og rygfinnen – denne gang åbenlys mere langsomt. Igen stangen til højre og snurre på linen i kontraen. ”Go go, get it on land. And hold that rod high”! hyllede Papa, i stanken af whisky som nu havde bredt sig på havet, mens tobaksrøgen lå som en gusten dis over hele Caribien. Ben holdt stangen højt, og gik med små skridt mod Holmens sikre land. Fisken virkede nu mere træt, og hvis bare linen ville holde, skulle han nok få den krabat ind. Et pludselig ryk i stangen ramte de ømme armmuskler, og instinktivt trak Ben kroppen sammen i en modbevægelse og tippede fremad. Fisken sprang op af vandet, og stod som en sort silhuet med et sejl bredt ud fra ryggen. Et øjebliks fastfrosset billede om hensunket tider. Ben faldt forover og tænkte, nu falder jeg i, men gjorder det ikke. Som fisken tog vandet igen, fandt Ben’s venstre fod et ståsted i et skridt fremad, mens overkroppen strakte sig og balancen blev genvundet. ”God damn it. That’s it”, skrålende og skålende Papa. Ben løftede stangen, og fisken fulgte med indad. Han tog vandkanten, og da var det ude med den sorte fisk. Den snoede sig et par gange i det lave vand for at blive trukket helt op på land. Ben slap en vejrtrækning og en spænding forløstes i ham. Fisken gav et slag med halen og lettede kort fra stenene. Det var dette det handlede om. Manddom, fiskeri, gråt skæg og linjer der danser som bølger på havet med whiskysmag. Nu skulle den slås ihjel, fangsten. Helt ihjel! I det fjerne ankom i stor fart som en voksende skygge Hemingway til øen.
”We are still alive”, vrissede Papa gennem skægget og grinede højt. Han så stolt ud i sine waders, og lagde forsigtigt……..

Hemingway tager fotoet….

Udgivet i Cuba, De bedste skriv, Fiskeri, Hemingway, Rejser, Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar