Himalaya og Langtang dalen

Efter et par dage i Nepals hektiske og myldrende hovedstad Katmandu, er jeg sammen med en gruppe ankommet til Syabrubesi. Dette efter en lang køretur på otte timer på en dag. Der er omtrent 140 kilometer fra Katmandu, og at det tager otte timers kørsel (dog med pauser) siger noget om vejenes beskaffenhed og trafiktætheden i Katmandu. Man skal på alle måde ikke have travlt i Nepal, så det er bare med at finde en balance i dette. Et godt tricks er at lade en del stå til, som det er. Det løses sig som oftest mest alligevel.  Undervejs er der mange steder, hvor det er klogt ikke at se ud over afgrunden som bussen kører tæt på. Der er meget langt ned… måske 2000 meter. Kikker man derimod vandret ud, er der bjergrigt så langt øjet rækker. Små huse og byer ligger på skråningerne, og vidner om at der bor, og har boet, mennesker i Nepal i tusindvis af år.

Syabrubesi

Syabrubesi er udgangspunktet for selve vandringen gennem Langtang dalen. Byen ligger for foden af Himalaya bjergkæden, og ganske nær Tibet. Befolkningen her har også træk i ansigterne som er lidt mere tibetanske end ellers. Byen er stort set sidste vejforbindelse for biler til andre steder. Herfra er det hovedsageligt gåben og muldyr for at komme videre.
Desværre har jeg ikke lige overskud til at se ret meget af byen denne sene eftermiddag, men fornemmer at her kunne jeg godt have været et par dage. Det bliver til en hurtig og sen eftermiddagskaffe og derefter aftensmad med briefing for morgendagens start af de otte dages vandretur. Jeg rammer den gode sengs madras, som mørket kvæler det sidste rest af dagen lys.

En ung mor i  Syabrubesi vugger sit barn samtidig med at vinde garn

Niebuhr tricket for god mave
Min roommate får i løbet af natten en ubehagelig mavefornemmelse, og må på toilettet alt for hyppigt. Selv er jeg ok, men ret bekymret for om jeg kan blive smittet. Jeg har fra starten lavet Niebuhr tricket, og lagt mig tæt op ad alt hvad vores danske guide Carsten, har bestilt af mad! Dal Bhat er åbenbart mest gangbart (ris med kogte grønsager), og jeg kopier alt hvad Carsten bestiller – plus en cola. Indtil videre har maven det godt, og ved den mindste usikkerhed, har jeg snuppet 2 Imodium om morgen. Niebuhr tricket kender jeg fra bogen af Thorkild Hansen om ekspeditionen til Det lykkelige Arabien i 1761- 1767. Her kommer Niebuhr som den eneste af de danske deltagere levende hjem. Han gjorde ganske enkelt det, at han så hvordan de lokale begik sig og kopier. Iklædte sig deres tøj, og spiste som dem. Han hed sjovt nok også Carsten til fornavn….

Stærke bærere og en sikker bjergside
Min roommate er noget af den sejeste og mest tapper, som jeg har set længe. Den mand stiller op om morgen med tydelige tegn på maveforgiftning bevæbnet med toiletruller og et par af mine Imodium i maven. Så kæmper han sig fremad på denne første dag af selve vandringen mod byen Chantang.
Første etape er rimelig flad på en vej, men herefter går opad og det med trappe-lignende forhindringer. Det er en otte timers vandring, med én stigning på over 1000 meter, som der står i beskrivelsen. Let til moderat i sværhedsgrad. Flere i gruppen mener dog i løbet af dagen, at det med let kan ligge på et lige så let sted. Sammenlagt er benenes bestigning reelt nærmere på 1600 meter, for der er dæleme mange nedad undervejs, inden man igen går opad. Roommaten slider sig fremad, og har overgivet sin rygsæk til Carsten.
Jeg spørger Carsten om, han har set sådanne maveonder før. Carsten nikker som den erfarende turleder han er. ”Det plejer at gå over i løbet af et døgn”, er konstateringen.

To bærer samler kræfter til vejen videre

Gruppen er på 11 deltager plus guiden altså 12 danskere i alt. Dertil guider på 4 personer, og så seks bærere . Nogle af bærerne genkender jeg nogen gange nogle i køkkenet som madlaver. Bærerne samler om morgen hver to tasker og putter dem i en større sæk. Det er en taske fra hver af de danske deltagere med et max indhold på 10 kg. Det er der bestemt ikke i min, for jeg har været nøjsom, og har det lidt mærkeligt med at have en slags tjener. Derfor har jeg pakket med et absolut minimum, men det viser sig, at jeg nu godt kunne have undværet endnu mere. Med et reb om panden løfter bærerne byrden, og vips er de afsted før os andre. De er utrolig stærke, og jeg er fuld af beundring over deres fart og kræfter. Reglen på stierne er, at kommer der bærere, skal man give dem fortrinsret – eller trin og trin…. Når ret skal være ret, så består stierne ind imellem af stentrapper. Disse synes forsøgt langt med omtanke, men som dog er varierende i både højde og fod-størrelser som fra et børnehavebarn til en Yeti-pote. Jeg finder efterhånden en vandrestavs-taktik, som giver et godt afsæt og er en god aflastning for benene. Den får senere et navn. Men uanset teknik skal man konstant se sig godt for – eller retter ned. Det gælder både for bærerne og vandrerne samt de muldyrs karavaner, som vi alle springer til siden for, når det ringes med bjælderne (de sidder på dyrene). Husk at vælge den sikre side ind mod bjerget, for et lille puf eller skub…. så kan det være din sidste flyvetur!

Teahouses af varierende kvalitet, men altid med varme nepalesere

Et Teahouse og et bakery på vejen

Alle i vores gruppe kommer frem til det første teahousen  i 2480 meters højde for overnatning i Changtang – også kaldet for Lama Hotel, fordi der oprindeligt blot lå en enkelt lodge med samme navn. Teahouses (lodge eller mindre hoteller) som er små overnatningssteder på ruten. Kvaliteten af disse er varierende. Nogle er med varme bade, og rimelige værelser – andre uden ret meget andet end en tvivlsom madras og rigeligt med sprækker i væggene til, at se om naboen er gået i seng. Men på hver sin måde så er de allerfleste teahouses charmerende især med brændeovnene i fællesstuen og i køkkenet. (Der er kun varme der, husk varme soveposer). Værterne er oftest meget søde og smilende – ja nærmeste kærlige. I det hele taget synes smilet og varmen, at ligger først hos nepalesere ved enhver henvendelse. Humør har de også i rigt mål. Laver jeg sjov med dem, er de med det samme med på spøgen. Og foto vil de som oftest gerne tillade. Lidt ulandsstøtte i form af penge kan være hjælpsomt, og helt på sin plads, ved nogle portrætlignede skud.

Håndens arbejde er i høj kurs

Nepal er fattigt, og jeg tror aldrig at jeg har været i så fattigt et land. Tiggere har jeg næsten ikke set – bortset fra i Katmandu hvor en ung enlig mor til et spædbarn, brændte sig ind i mit hjerte og gav adgang til min pengepung. Egentlig var jeg kommet forbi hende, men hun havde opdaget mit hjerte, og vips stod hun med babyen foran mig. Jeg gav hende nok over en dagløn.
Ellers er nepaleserne et folk som synes at kunne leve af nærmest ingenting ved arbejde, husdyr eller lidt handel. På gaderne i Katmandu er der en hel del gående handelsfolk som tilbyder alt fra instrumenter til tøj og andet. Ved templerne er der guruer, som har indrettet sig bekvemt med opstilling til fotos mod en passende betaling. Men egentlig tiggere ser jeg ikke mange af.

Tæt på Tibet er budismen udbredt. Her en mand med et Mani wheel hvis “kraft”, når det drejes, mangedobler munkes mantra og bringer god visdom og karma. 
Det benyttes ved meditation, ligesom perlekæden som holder styr på antal gange man har sagt et mantra. 

Her oppe i højderne på Langtang ruten er der liv i et par af landsbyerne, hvor blandt andet ses Yak-okser som husdyr. Er det ikke alt for højt oppe kan der dyrkes afgrøder. Ellers er det åbenlyst at økonomien er centreret om os vandrere som jo både skal have overnatning, mad og snaks. Overraskende ses der flere bagerier undervejs, og havde jeg ikke være i en gruppe med en tidsplan, havde jeg helt sikkert ydet direkte u-landsstøtte her – hver eftermiddag.

Der er måske omkring 60 – 125 forskellige kaster og etniske grupper i Nepal. Svært at fastslå, når man søger viden. Af sprog er der 20 større sprog, mens andre taler om helt op imod 60 levende sprog, ja endda over 100. Den mest talte sprog er nepalis, som er beslægtet med hindi. Man regner med, at nepali tales eller forstås af mere end halvdelen af befolkningen. (Fakta taget fra; https://nepal.dk/befolkningen/)

Et af mange pausesteder i Langtang

Min roommate er kommet sig nogenlunde om aften, men mærket er han. Det bliver dog bedre for ham som dagene går. Andre slås lidt med højden, som vi nu nærmere os alpint område. Det er meget tydeligt at se omkring de 3000 meters højde. Ved grænsen afløses ko af Yak og høns kan ikke leve her (ikke uden opvarmede hønsehus som ikke ses).
Selv er jeg overraskende (for mig selv) godt gående. Ingen problem med kondien, eller højden. Jeg har trænet en del hjemmefra og lagt langsomt til i knæbøjninger med antal og vægt. Jeg har været bekymret for om, hvorvidt mit højre knæ ville brokke sig, men det er tilfreds iført et knæbind. Vandrestavene (udlånt af min ven Thomas) er super fine, og tager en del af belastningen på benene. Jeg kan kun tilråde, at man tager sådanne med. Jeg vil endda fraråde, at man undlader! Har man en moderne rygsæk (og det har jeg) kan man med et snuptag få stavene sat fast i den, mens man går.

Verdens højeste bjergkæde

Kyanjin Compa

Efter 4 dages op og nedture, og særligt mod slutningen heldigvis mere svagt stigende, kommer vi frem til enden på ruten. Vi når byen Kyanjin Compa. Her er udsigt til bjerge med svimlende højder på 6000 – 7000 meter. Det har jeg set frem til, og jeg har sat byen som mål for min indsats. Resten vil være ekstra vedrørende højde og kilometer. I det hele taget er jeg ligeglad med kilometer og højde-målinger. For mig er det mere oplevelsen af landskabet, og især menneskerne, som er min rejses formål. Jeg havde først tænkt på at gå Langtang turen selv, men opgav da besværet med alt organiseringen overstod min energi. Da jeg så denne grupperejse hos Kipling rejser, og efter lidt telefonsamtale med de gode folk i bureauet, bookede jeg. Det er en super fin start på Nepal, og herfra kan jeg så selv en anden gang finde en anden og mere langsom rejseform. (Jeg kan lige her indskyde, at jeg kun har ros at give Kipling rejser. Alt klapper og er organiseret perfekt.) Mit dilemma er, at jeg godt kunne have brugt meget mere tid og gået langsommere frem. For mig ville det være endnu bedre, at blive et par dage her og der samt mærke lokal-stemningen og roen. Balance balance i det indre som ydre. Det bliver næste gang såfremt.

På toppen og måske en verdens rekord i nepalesisk blues

Vi indlogeres på et nogenlunde teahouse. En enkelt deltager slås ret hårdt med højdesyge og må i soveposen med det samme. Vi andre tager lidt forskelligt rundt i byen, eller som jeg og et lille hold mod en mindre bjergtop. Det er lige ud af døren, over landingsbanen (en flad græsplæne), forbi et par yakker, og så op ad stiens snoede himmelvej mod tinderne. Vi har klar blå himmel og udsigt til bjergtoppe med flødeskumsklatter som kroner.

Kyanjin Compa set fra 4200 meters højde

Jeg kommer fino opad, og i løbet af en times tid er vi i 4200 meters højde med flot udsigt. Jeg får en lille fornemmelse af den kamp som Edmund Hillary og Sherpa Tenzing Norgay havde, da de besteg Mount Everest, som jo rettelig hedder Sagarmatha, i Nepal. Det betyder forhovedet, eller panden, i skyen. Flot navn. Det er helt på linje som med de grønlandske navne for steder. Ikke noget med vestlige egoers udødeligheds-trang, men mere en beskrivelse af selve stedet. For eksempel hedder det jo Evighedsfjorden i Grønland for den næsten uendelige fjord med de mange bugter.
Vi er naturligvis kun i den halve højde her af Sagarmatha’s top, og med udsigten til mit hotelværelse og den varme aftensmad, er sammenligningen med de første på toppen af verdens højeste bjerg jo tynd som luften omkring. Men dog mærkes det også her, at ilten er mindre og kulden kun er et vindpust væk for at gå i minus grader. Jeg er midt i Himalaya, halvvejs af toppen mod verdens tag og har glemt at tage min mundharmonika med dette sidste stykke. 

Selskabet holder en mindre pause her, og spørgsmålet kommer op, om hvorvidt man vil videre eller nedad. Så vi deler os op, og for mit vedkommende bliver dette højdepunktet. Vi er fire som tager nedad herfra, mens fire fortsætter til toppen. De kommer først ned igen fire timer senere, og dermed har jeg regnet rigtigt. Jeg har brug for tid og fred på hotellet og lidt i byen. Desværre når jeg ikke at komme på et bakery. Men til gengæld bliver jeg måske den første som spiller en mundharmonika-blues (Summertime and the living is easy, sørme) i en solstråle i næsten 4000 meters højde! En enestående bedrift at være den første! Nærmest på halv højde med Edmund Hillary og Tenzing Norgay, He he. Guiden Uttam er mit vidne og optager koncerten. Uttam bliver i øvrigt en nær kontakt og ven som kilometerne og vores samtaler øges undervejs. Vi ender med at udveksle kontaktoplysninger. Jeg forærer ham også harmonikaen, da han er så interesseret. En nepalesisk blues er vel en fin overgang mellem østen og vesten. Mellem lavlandet Danmark og højlandet Nepal. Sidst jeg skrev med ham, var han igen på vej op ad Langtang ruten med en tysk vandre (som har min oprindelige ide med god tid som udgangspunkt med i rygsækken). Jeg har foreslået Uttam, at han kan blive den første som spiller mundharpe i 5000 meters højde.
(I den seneste opdatering fra Uttam fortæller han , at også han glemte harmonikaen på det sidste stykke. Dermed har jeg stadig rekorden!)

Baglæns gennem Langtang dalen

Næste dag var der egentlig beregnet en slags fridag, eller en bjergbestigning til Tsergo på næsten 5000 meter. Men fridagen er kun halv kan jeg forstå – og så ved jeg, at nu misser jeg bakery’et – igen. Jeg når dog i stedet for templet, efter lidt tyrefægtning med en yak som mente, at jeg hørte til på stenvejen. Jeg ville fotografere den, men opgav med det samme. Man kan ikke diskuterer med viftende horn, trods gode intentioner og løfter om modelkarrierer.

Templet herunder

“Hard Rock cafeen” på vejen retur

Størstedelen af gruppen skal afsted om eftermiddagen mod en landsby som hedder Mundu. Den ligger som den nye landsby, da den gamle blev ramt af jordskælv i 2015. Mange kroppe ligger stadig begravet under det massive sten-og jordlag. Over 100  lokale og udlændinge omkom. Det er en tur på tre timer og baglæns gennem dalen med godt 600 meter nedad, hvilket er godt for dem med højdesygen. Det er første del af tilbageturen, og vi er lovet, at teahouset TipTop Lodge er godt, for Carsten tjekkede det selv på opturen.
To af deltagerne er dog fuld indstillet på at gøre forsøget mod toppen Tsergo inden, mens en enkelt vil følge dem lidt på vej. Jeg ved på forhånd, at hele distancen sammenlagt vil blive for meget for mig. De skal nemlig gå videre, og dermed yderligere 3 timer, efter selve forsøget. De to og Carsten samt en Guide klare hele bestigningen til Tsergo (5000 meter) og ankommer med pandelygter efter mørkets frembrud til teahouset. De er glade, og forståelige meget trætte.

Landsbyen Mundu 

Inden de ankommer, har vi andre gået en skøn tur nedad – og det er altså lettere end opad! Tilmed ankommer vi i dagslyset og kan dermed nå en tur til den ældre landsby  ved Mundu. Den ligger lige om hjørnet – op ad en sti, over en bæk, gennem et stendige, forbi huset med hundehvalpene og husk at springe til siden for yakokserne som åbenbart vil forbi….
Men så er jeg der også, både midt i en landsby som synes fra en svunden tidsalder og midt i en yakflok som er meget nutidigt og levende. Mundu landsbyen ligger omkring 3500 meters højde, og her er dyrehold det åbenlyse erhverv, hvis man ikke er i turistbranchen. Der ligger yak-afføring overalt, og husene har første sal nok af samme årsag. En mand forsøger, at give en kalv en spand med mælk, men den kan ikke lige se ideen og søger læ hos sin mor. En dreng på stendiget griner hjerteligt af sin (måske) morfars forsøg. Sammen sørger de for, at jeg kan kommer forbi den lille flok af yakker, for jeg er ikke tryg ved de horn, som de smukke dyr har lige over de kønne øjne. En yak kan veje op til 1000 kg – med horn.
Jeg får lov til at tage et foto af en kvinde i en døråbning. Hendes alder er uvist, men linjerne i ansigtet vidner om et langt liv med alpin solskin og hårdt fysisk arbejde.

Livets veje ses ansigternes linjer på beboerne

Den smukkest rute

Efter en god nats søvn og en stille morgen med rimelig tid, drager vi nu videre nedad. Vi skal en anden vej end på udvejen, idet vi så skulle se et lidt anderledes landskab. Men også med den fordel at vores bus, på den sidste vandringsdag, kan møde os højere oppe for, at vi kommer direkte til Katmandu.
Kønt er det, om end det synes at gå lige så meget op som ned på stejle stentrin. For min del er jeg er blevet ret sikker på, at selve det med at vandre virker bedst på en grus-lignede vej med svag hældning eller stigning. At gå op og ned ad stentrin kræver et konstant øje på hver en afsats, og jeg savner tid til at se ud over landskaberne. Findes der stier som er mere som en vej, er det klart mit fortrukne valg.

Det smukkeste teahouse med nær til vej

Solskinssiden mod lavere højder går ofte opad, men her på en god sti.

Det gode ved denne anden vej mod Syabrubesi er, at vi går mere på bjergsider, langs bjergvæggen og i solskin, end på opturen. Da vi når omkring 2000 meters højde, minder landskabet mere som man kender det fra Norge, om end man jo ikke ser en bærer eller to der. Jeg må udbryde et WOW, da jeg sent på eftermiddagen runder et skabt hjørne, og ser vores næstsidste overnatnings teahouse i det fjerne; Hotel New Tibet Eco Guest House. En af de smukkeste belæggende teahouse i Nepal må det være. Vi får hvert sit værelse, og der er varmt vand i bruseren, samt tændt brænde i ovnene i køkkenet og fællesstuen på toppen.

Det smukkest belæggende teahouse (til venstre)

Tæt på de lokale og indfødte

Da jeg er morgenmand, har jeg ofte på turen haft den glæde at dele køkkenet og morgenkaffen med de ansatte. Også på denne morgen, som er den næstsidste vandringsdag. I køkkenet er der tændt op i ovnen, og jeg møder den lokale ejer og vores nepalesiske guider som de nu vågner. Over morgen-teen, og for mit vedkommende en Milk-coffee, får jeg et nærmere kendskab til de enkelte og ved dette teahouse også til ejeren. Hun er enke, da hendes mand døde af kræft for 9 år siden. Mandens bror er her for tiden og hjælper til. Disse morgener i køkkenerne er altid gode stunder, og det er lidt som på en ø-lejr. Går man i køkkenet, så oplever man at komme i tæt kontakt med mennesker. Ejeren her på bjergvæggen er også i godt humør, da en flok på vores størrelse spæder godt til i kassen.

Et køkken i et teahouse er det centrale mødested

Jeg kan anbefale dette teahouse, særligt hvis man ikke vil gå alt for langt. For ret tæt på er der en vej, hvor bilerne kan køre op. Og så kan man på en god times tid komme frem til dette paradis. Så har man blot lyst til en lille vandretur fra Syabrubesi, og en eller to overnatninger, så er det her! Hils den søde ejerinden.

Et kærligt knus så hatten passer, sparer nepaleserne ikke på. Ejerinden er til højre. 

Næstsidste del af vandreturen går fra det smukke Hotel New Tibet Eco Guest House i Sherpagaun til Biddrim. Det er en hel del ned ad trappe-lignede stier, og min nu veludviklet teknik og fodstil viser sig endnu en gang at være et fortrin. Tilmed har den nu fået et navn; Charlie Chaplin style. Ved at lave ”sildeben”, og bøje ned i knæene, kan jeg stå en del bedre fast på de mindre afsatser. Samtidig placerer jeg vandrestavene strategisk med støtte på det mellemste trin af i alt tre nedgange. Det er en stor fordel, og sparer mine knæ for nok 20 procents belastning. Jeg taler varmt for denne taktik, men ser dog ingen anden benytte sig af det. Alle har deres egne teknikker åbenbart.

Under varmere himmelstrøg i lavere højde

Efterhånden er vi nede i et varmere klima, og botanikken ses anderledes med blandt andet citrontræer og noget der ligner kirsebærtræer. Den sidste aften, på det allersidste teahouse i Briddhim, er der en mindre fest, hvor vi fejre bærerne, og de modtager tips. Carsten har fuldstændig styr på det, og vi har på forhånd givet, hvad han forlanger til en samlet pulje. De modtager et meget rundhåndet beløb. Der holdes lidt tale for bærerne, skåles og klappes. Og så pludselig peger lederen af guiderne, Lopsang Sherpa, på mig og fremføre til alle, at nu vil Bent siger et par ord. Det kommer bag på mig, men jeg tænker, at jeg nok er den første i en række af talere. Så jeg får heldigvis sagt noget med tak for hele oplevelsen, og at det højeste jeg har nået på denne tur, er kontakten til det nepalesiske folk. Derefter er ordene imidlertid slut, og ingen andre siger noget. Jeg hiver lidt senere fat i Lopsang Sherpa (som jeg kender ganske godt og holder af) og spørger ham, hvorfor han lavede det nummer med mig. Han griner og giver mig et knus. ”Du er så fleksibel, at jeg tænkte at det kunne du sagtens”, svarer han. Det er jo også en slags anerkendelse.

Balancen i Nepal

På dette sidste stykke nedad næste formiddag, mod den ventende bus ved LingLing, kommer vi forbi et hus, hvor mit øje aner et godt motiv. Jeg får spurgt Uttam, om han vil spørge menneskerne på terrassen, om jeg må tage et par fotos. Det må jeg. Det bliver et foto for, hvordan en formiddag bør være for et menneske. Fred og indre ro med socialt samvær. Med et Mani wheel i hånden eller en kop te i et krus. Ro og balance funderet i buddhisme, og i at være verdensborger med Himalaya som udgangspunkt. På den terrasse møder tre nepaleser verden, og betragter de mærkelige vandrere fra de nordiske lande som åbenbart vil gå og gå. Herfra begge vores verden går og står med lige adgang til Himalayas evige blå. 

Fotos fra Nepal, også med Katmandu, kan ses her:
https://www.flickr.com/photos/bentborn/albums/

Blomsten af Vesterbro

Jeg ankommer til København med bussen fra Aarhus. Sættes af ved bagenden af Hovedbanegården, og beslutter at spadserer mod Enghaveparken, hvor jeg har en aftale med en veninde. Weekendtur i Køwenhavn først i januar.
Som gammel indfødt københavner er min hukommelse stadig til at finde vej, selv om det nu er 36 år siden, at jeg boede her fast. På min rute er det fra start af tydeligt, at nogen har flyttet rundt på de veje jeg husker, eller sat forhindringer op med nybyggeri. Hvor er vejen mod Halmtorvet? Man kan da ikke forlade byen et øjeblik, før nogen skal forandre….

Jeg får dog fundet en vej ind i Kødbyen, som for længst lavet om til et kreativt miljø. Væk er de kødfirmaer, hvor jeg som ung chauffør bragte nogle vare, og hvor man kunne lugte kød, når man stod på parkeringspladsen i en af gårdene. I dag er der nogle få lukket cafeer og kun få mennesker på en regnvåd fredag eftermiddag. Lugt er her ingen af.

Halmtorvet set fra Vesterbro mod Rådhuspladsen

Jeg kommer igennem Kødbyen og ud på Halmtorvet. Her har jeg cyklet mange morgener fra Vester Fælledvej på vej til Statens pædagogiske seminarium på Islands brygge. Jeg havde en walkman i lommen og Bruce Springsteen’s ”Born in the USA” i øerne. Det var midt i 80’erne. Tomt var Halmtorvet i de tidlige timer, mens der på hjemvejen om eftermiddagen kom liv i gaden. Nu stod de prostituerede i lårkorte kjoler i gaden for at tilbyde sig. Jeg lærte, at genkende nogle af dem – de genkendte aldrig mig. På denne eftermiddag ser jeg ingen trække.

Ned af Halmtorvet mod Enghave, ses det fantastiske gavl-og vægmaleri med buen. Det er fra 1991 på medicinalfirmaet Nomecos bygning på Halmtorvet i København, projekteret af Peter Abelin og grafikeren Erik Jerichau, der ses malet på et stillads øverst tv. Dengang i 80’erne jeg cyklede forbi, synes jeg også at der var et vægmaleri, men jeg erindrer ikke hvad det var. Husker jeg forkert?

Er det Berlin eller Vesterbro?

Op ad Halmtorvet, hvor det skifter til Sønder Boulevard, mærkes det tydeligt, at beboerne ikke længere er de samme. Her er modent, og rart at gå. Jeg mindes aldrig, at have været utryg ved at gå på Vesterbro, men i min barndom og ungdom var det et råt arbejderkvarter. Dengang synes råheden at stige, som man kom nærmere mod banegården. I dag ses barnevogne, cykelvogne, og folk som går med cafelatte i papkrus. Jeg får tanker om Berlin, selv om det er 20 år siden, at jeg var der sidst…

Enghave Plads i den ene ende

Jeg kommer frem til Enghave Plads, som er forvandlet til et folkeligt centrum for Vesterbro. Det minder mig om byerne i Sydamerika med deres Plaza Mayor. For begge steder gælder, at der vil man gerne spenderer noget tid og glo på folkelivet. I 1960’erne og op til omkring år 2000 var Enghave Plads mest et sted, som jeg blot ville gå igennem. Og det helst uden at få kontakt til de ”faste beboer” på de få bænke, hvor narkohandler og forsumpning florerede. I dag har regnen skræmt folk væk, men i sommers var jeg her en aften, og det kan anbefales. Berlin, Plaza Mayor og Vesterbro’s nyvundne charme. Se det på Enghave Plads – en sommerdag.

Cafe Blomsten lige indenfor døren

På Istedgade 109, tæt på Enghave plads, drages mit blik af værtshuset på hjørnet. Cafe Blomsten, står der på grønne skilte. Jeg ser ind ad vinduet, og rammes af et ekko for fortiden – dog ikke helt tilbage fra år 1895, hvor Blomsten havde åbning. Det er et af de snart få tilbageværende gamle værtshuse på Vesterbro. Ja i hele København og Danmark. De brune værtshuse, kalder man dem i dag. Hvad farver de andre har, ved jeg ikke… Men De brune er noget kulturhistorisk, i nedadgående antal, som er ved at forsvinde fra os.
For bare 50 år siden, var der 1980’erne flere end 1.000 værtshuse i København og på Frederiksberg. I dag er der godt 220 tilbage. Med det tempo er det bare med, at komme i gang med at få besøgt dem. Da jeg således skal skynde mig, men på denne dag endnu har god tid, tager jeg døren ind.
En moden herre sidder ene ved et bord kun i selskab med en øl. Jeg ved, at det er: Kurt Alfred Vang Petersen, fordi det fortæller Kurt mig om lidt.
Det første der slår mig indenfor er, at her ikke lugter af røg – eller gammelt øl! Tilmed er her rent. Det er en slående kontrast til mine ungdoms værtshuse, som hed; Boston i Rantzausgade, Filialen på H.C Ørstedvej og Hjørnet på Gammel Kongevej (med billard om fredagene efter HF på gymnasiet på Hollændervej). De to første steder måtte man kæmpe med tårevædet øjne, mens man forsøgte at overleve en mindre røgforgiftning. Stamgæsterne havde oftest deres faste plads, og kom man tit nok, kunne man følge med i folks private liv og problemer. Blå øjne på en kvindes ansigt, skulle klares med et par skarpe, og et misblik på stodderen som stod ved hendes side. Ja ja, det var jo ikke første gang, men galt var det jo.
Stamgæsterne udgjorde det moralske værdigrundlag, men som oftest uden nogen konsekvenser. I værste fald kunne forkert opførelse medføre karantæne, med bartenderen som dommer. Det skete dog kun, når der var direkte slagsmål på stedet – eller en regning som ikke blev betalt. Øllet og tiden skyllede sår og såre bort, og vips var alt som før – til næste gang. Jeg kom der i slut 70érne og først i 80érne. Skiftede værtshus, som jeg selv flyttede eller gik i skole et nyt sted.

Cafe på Enghave Plads

Med alkohol som omdrejningspunktet og en Cowboytoast som eneste serveringsmulighed, var beværtningerne godt i live op til den tid. Men med et sådan begrænset udbud, blev det svært at konkurrere mod cafeerne. Disse bredte sig fra Indre by og ud på broerne i løbet af 80’erne og fremad. De skød op samtidigt som menneskerne forandrede sig og fik nye vaner.
Den udvikling var allerede startet i midt 70’erne som togene fra Sydeuropa trillede ind i sensommerne, og kastede de unge mennesker af på Hovedbanegården. De havde været på Interrail, og gik nu mere og mere forbi de gamle værtshuse. De søgte de nyåbnede cafeerne med navne som; Sommersko, Dan Turrel eller min ynglings; Klaptræet på Kultorvet. Caféerne tog afsæt fra den indre by og sprang ud på broerne. Når der åbnede én cafe forsvandt flere af de gamle værtshuse. Kundegrundlaget forandrede sig.
Jeg hyller selv det cafe’riske alternativ. Der er noget Parisisk over cafeerne, og skønt er det, at man kan spise godt og få kaffe som en selvfølgelighed. Ja og have børn med uden, at de er omgivet af en drukkultur. Dog virker det ikke på mig som, at nogle følger med i hinandens liv der…

Sømanden og Vesterbrodrengen Kurt

Indenfor på Café Blomsten sidder Kurt med en fredsfuldhed over sig, som jeg kun yderst sjældent ser på det yogahold, som jeg følger hver mandag i Derigesskov. Uanstrengt er ordret, og jeg aner noget verdensmand over ham, som han lægger mærke til mig. Jeg må forklare mit ærene:
”Jeg er lige på genkik. Jeg har boet her omkring engang. For enden af elefantbajeren”, forklarer jeg stående. På etiketten af Elefant øllen ses porten til Carlsberg ned ad Ny Carlsberg Vej. For enden ved Vesterfælledvej lå Elefanthuset i 1986, hvor jeg boede i kollektiv. Det er revet ned i dag.
Kurt, som lige om lidt præsenterer sig, er imødekommende:
”Ja, Blomsten er jo et gammelt sted. Hvis du ser derover (peger mod et bord ved væggen) kan du se to navneskilte. Det var deres stambord”.
Jeg kikker efter og læser Fredy og – et navn jeg har glemt. Ære være deres minde dog. Der har de to siddet så ofte, at de har vundet den ære at blive mindet med navneskilt. Måske havde det også være godt, om der havde været mulighed for at læse om, hvilke mennesker de var. Nu står deres navne i messingskilt over stambordet, men de optræder på line som andre faste værtshusgæster, som anonyme personer for mig. Kun kendt af stamgæsterne.
Ideen med skiltning er dog ganske god. I byen Gram i Sønderjylland har man på nogle af husene i nogle gader sat skilte og fotos op. Her lå en smed engang, og her boede Hansens som drev et gartneri. En by har en sjæl, når den har en historie. En bordplads med to navne på Blomsten, mangler en historie, men tanken er god. Engang havde dette sted betydning for to mennesker, og de har været her så mange gange, at de blev en del af selve stedet. Engang var det herfra, at deres verden gik.

”Jeg kan huske, at der var mange værtshuse i alle gaderne heromkring”, siger jeg og præsenter mig, ”Bent”.
”Jeg kommer her ikke så meget, hvis du går ned ad Valdemarsgade, så er der cafe Erik. Det er der, at jeg kommer mest, fortæller Kurt og tager en tår øl.
”Jeg hedder Kurt Alfred Vang Petersen”.
”Vi har gamle navne” svarer jeg.
Kurt nikker.
Kurt som nu har fået lidt hul på fortæller-lysten, beretter at han altid har boet på Vesterbro. Lige heromkring i forskellige gader. Altså bortset fra når han var på langfart som sømand. Mange lande har Kurt været i, men aldrig New Zealand, understreger han. Hjem kom han altid til Vesterbro. Og senest har Kurt været så langt væk som på Hvidovre hospital. Jeg ser scannings-fotoet af hoften. Taget for et par timer siden. Det er lidt slemt, må jeg forstå.
”Du er da nødt til, at købe noget”, mener Kurt, og bliver repræsentant for den gode opførelse på Cafe Blomsten.
Jeg er nu langt fra i stemning til en øl, og min telefon har vibreret i lommen med et signal om, at min veninde er kommet hjem. Hun bor lidt bag Enghaveparken, i renoveret lejlighed med tilført stor altan og en fælles gård med hele karreen. Vi skal have kaffe ved jeg, og opdateret vores verdener og liv.
Inden jeg tager afsked med Café Blomsten, får jeg lov af Kurt til, at bruge hans navn i min blog.
”Det er helt i orden. Du kan altid finde mig på Café Erik”, hilser Kurt mig til farvel.
En mindeplade opnår Kurt måske ikke på Cafe Blomsten, men nu er han med i bloggen – så længe den eksisterer.

Hvordan var din oplevelse…. ? Tidsberøvelse

Jeg er gået til modangreb for de konstante spørgsmål som sendes, efter enhver ydelse jeg har købt. Det er rent tidsberøvelse. Her er det PostNord, som vil have mig til at servicerer dem, selv om det er mig der er kunde. Her er mit svar til dem på dette foto (og ja, det vil tage tid at læse og svare, hvilket er pointen):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PostNord, svar mig venligst på, hvordan din oplevelse var, da du læste dette:

Jeg havde en dejlig dag i dag. Forventningsfuld over at jeg efter en lille uges tid, skulle modtage mine to bestilte varer. Og i dag var det sørme solskinsvejr med en koldt advarsel i luften om vinterens kommen. Derfor havde jeg taget min blå vinterjakke på og tilmed handskerne. Det sidste fordi, at jeg ud af mit vindue om formiddagen så, at en cyklists havde sådanne på. De varmer jo, især når man i starten af cykelturen jo slet ikke er varm i kroppen endnu.

Således vel afsted mod centrum af Aarhus kunne jeg, i et ærinde som ikke var selve pakkeafhentningen, ihukomme at jeg på hjemvejen skulle afhente kun én pakke. Ja egentligt havde jeg bestilt to varer i samme ordre – en softparaply (som benyttes til fotografering) og en kortlæser (også til foto, altså til de kort som er i et kamera og kan tages ud og sættes i en kortlæser, og derfra ind i en computer for bearbejdelse af billederne).
Som man måske kan ane, så var der opstået et mindre problem, eller måske et stort problem er det rette ord. For med en sms havde jeg fået at vide, at der ikke var plads i boksen til en af varerne, og at den derfor skulle afhentes i Føtex i Egå. Den ene pakke var dog i boksen ved Fakta i Risskov, havde jeg fået en anden sms om. ”Jeg gætter på, at det nok er paraplyen, som medarbejderen havde haft besvær med at få plads til”, tænkte jeg. (Senere i teksten kommer afsløringen, hæng på). Det var jo rask besluttet af medarbejderen, endskønt jeg ikke helt forstod, hvorfor begge pakker ikke blev sendt til Føtex. Pyt, solen skinnede og min tid netop i dag var med mulighed for at være fleksibel.

På min vej retur fra Aarhus mod Risskov og boksen ved Fakta, kom jeg forbi den nye bydel Aarhus Ø, som nogen jo har navngivet den samling; hulter-til-bulter af bygninger som har rejst sig de sidste år. Jeg tænkte: “Det egentlig er typisk århusiansk, at man efter at have insisteret på at erstatte Å’et i bynavnet til dobbelt AA (nok på grund af globaliseringen og Internettet) raskvæk tildele en ny bydel et Ø”.
Denne undren bar jeg med mig, som jeg nærmede mig boksen ved Fakta.

Ved ankomsten kunne jeg først ikke finde selve boksene, men det lykkes dog (De er på den parkeringsplads som ligger længst væk fra Fakta). Nu blev det spændende, om den app som jeg havde måtte installere på min telefon ville virke. Dertil hvad der var i boksen. Jo, efter lidt gætteri og tilslutning af GPS (som hedder Placering på min telefon) og tænd for Bluetooth, et par tilladelser mere, sprang en dør op. I samme sekund meldte min telefon, ved lydsignal, at der var en ny besked. Jeg blev lidt forvirret i det øjeblik, for kunne det være en besked om, at den anden pakke havde skiftet adresse…..?
Jeg valgte at se i den åbne boks først, og ignorere beskeden. Og se nu der, min pakke var der – den med kortlæseren gættede jeg på, for pakken var kvadratisk og flad. Paraplyer plejer jo at være aflange, i nedslået tilstand….  Pakken var ret stor, selv om kortlæseren er ganske lille, men sådan er det jo,. Der er meget luft i sådanne standart pakker.
Jeg fik nu pakken bag på cyklen, og lukkede døren med en hånd – den kan åbenbart kun springe op – ikke i. Så var det tid til, at læse den besked som var kommet. Det var fra PostNord med teksten: ”Hvordan var din oplevelse, da du modtog denne pakke”?

Den var rimelig, indtil jeg modtog den irriterende besked!
Min oplevelse derfra var domineret af den tanke, at jeg som kunde ikke gider fodre min leverandør med noget som helst, hverken min tid eller andet. Jeg betaler jo for at få sendt en pakke.
Hvis PostNord vil have mig til noget, må de betale! Og indtil den app er lavet, hvor jeg kan få digitale frimærker som betaling for (hvis jeg vælger) at bruge min tid på, at betjene PostNord, så vil jeg gerne være helt fri for at skulle spørges.
Som modstand mod den slags besluttede jeg, at skrive en historie som vil skulle læses på ikke under 3 minutter, dertil med et spørgemål som vil tage tid at svare på.

Altså: Hvis du, PostNord, har læst med så langt, vil jeg bede dig om at svare på:
“Hvordan var din oplevelse , da du læste min historie om dengang, at jeg skulle hente en pakke send af PostNord”?

Svar venligst i kommentarfeltet.
Imens kører jeg mod Føtex……

 

Andre tre digte

Nathøsteren

I dybe lommer jeg gemmer

som oftest med begge hænder

sarte usynlige rosenblade

indfanget mens jeg aede

høstende af din månebelyste krop

i natten jeg tanker til lommer op

 

Ballon-sind uden lige

At tage sig let på sindet

begynder med at lette på mindet

til sidst det vejer så lidt

løftes så pludselig med ét

 

Derpå med tungen smæk et klik

rul med øjet rundt et blik

nu lader livet sig føje

med sindet i snor i det høje

 

Nu fødderne skridt for tage

lad sol ramme pande som hage

misse man kan til folk i flæng

vidende man har sit sind i hæng

 

Om nogen nu dertil skulle spørge

hvorledes man gjort at gøre

med sindet der før var så tungt

man svarer at have gjort det ungt

 

Med et digt der pustede en vind

og fik lettet endnu et sind

ja lod som en ballon det stige

med ord som forfra læses vil sige

 

Øen

 

I spejl af dine øjne

finder jeg min græske ø

i azurblåt vand

 

Hælder rød vin i glas

og lytter til din nynnen

der akkompagneres af cikadernes kor

 

Rækker jeg hånden ud plukker jeg en drue

spidser jeg mund rammes jeg af et kys

fra Athene

 

På det runde bord ligger postkort

der kalder på skrift

men tiden står stille

 

Jeg vover ikke

at sætte den i gang

med et ekstra hjerteslag

 

 

Tre digte

Ordfiskerens manual

De digte som ikke skrev sig selv

har jeg hængt på tørresnoren

i forglemmelsens baghave

sat zinkbaljen derunder

til snarligt akkompagnement

for sensommers nattelang regn

I morgen med grynet lys som vind

vil jeg sætte papirsejl

på min tømmerflåde af slidte blyanter

for med madding af knækket stifter

at fiske efter dråbeord

 

Luftig romance

Jeg blæser et digt med brisen

og gør det til bevingede ord

det flyver og fare

for at lande på en tørresnor

 

Nu hænger det i solens lys

dansende med poesi

mens pigen hænger en trøje

fra kæresten hun kan li

 

Den lette brise om ærmerne tager

og digtet aner sin chance

hvisker til pigen i trøjens knus

Du er offer for luftig romance

 

Gråvejr i Venedig

Det startede med et kys fra en sol

som ramte en pige i gondol

hun reflekterede et smil

det formende Amors pil

som traf gennem øjet et punkt

der i manden vejede så tungt

så lettelig blev hans tryk

at båden gav sig et ryk

gondolieren i vandet plaskfaldt

og til himlen straks blev kaldt

der skubbede han til en sky

og gemte solen for Venedigs by

 

Nu flakker mit blik og der brændtes et hul i mit hjerte

(Skrevet som minde for de træer i Fuglslev som er vist i fotos og digtet. Nu er de væk)

Thi der stod så rank og smuk en bue

Af træer som før lod sig beskue

Om aften i månes lys et relief på række

Om dagen til himlen de lod sig strække

Vi sjæle som drog vejen forbi

Tog synet ind i hjertes hi

Her ligger det nu i hengemte kamre

mens træerne nok ender i flammer

Smutlæsning – skabt af tidens overfladiske indsigt

Læsetid:
15 minutter hele teksten, 5 minutter ved smutlæsning, ved fortabelse af fotos 6 minutter

Jeg har opdaget noget, som jeg længe har vidst. Erkendelsen er dog kommet senere hen, så først nu har min indsigt givet mig udsigt til at (for)fatte, hvad som er hændt. Smut hen over alt det som står i det følgende, og som du ikke behøver at læse. Du kan smutte nedad i teksten undervejs ved nogle landingspunkter som er øjenlyse. Jeg behøver slet ikke forklare, hvordan du kan smutte, for det giver sig selv. Men skulle du være en af de få som ikke er blevet ramt af Smutlæsning, så kan du få oplevelsen ved at forsøge at tage afsæt fra de åbenlyse hentydninger, som jeg har indlagt. Jeg vil helst ikke forklare dem yderligere, men skulle du have misset det, så læs forfra, så jeg sikker på at oplevelsen kommer – automatisk.

Det er min evne til at læse, jeg har opdaget og sat kik på. Og jeg har erkendt, at den er ramt på fordybelsen. Et skud på (ikke for) boven og selve læseevnen ligger i halvvejs sunket position. Jeg kan læse, endda bedre end nogensinde før hvad angår ord af komplicerede art og snorlige vendinger. Men min læsning hænger ikke sammen. Sætningerne fragmenteres, idet mine øjne farer som en smutkastede sten hen over alt det skrevne. Rubrikken tager jeg afsæt fra, og herfra er mine øjne omdannet til målsøgende missiler i jagten på essensen – eller i hvert fald en pointe i det skrevne ordhav. Jeg har udviklet Smutlæsning. Smut For nu at komme med et eksempel, så ville jeg her have skrevet et mindre afsnit, med et eksempel af en teksttung tekst, hvor jeg analyserende og udredende samt forklarende og teoretiserende redegjorde for kompleksiteten, men Smut er det væk. Så har du sparet det, for lige her ville det være mest bogstavfyld og ordskum.

Den nye færdighed, Smutlæsning, har jeg udviklet i den digitale tidsalder. Som en konsekvens af at jeg nu oplever og har adgang til uendelig meget information overalt. Smut Vi som lever (end)nu og har været her siden 1960 (og før) har oplevet et skifte i medierne og en ankomst af det digitale sociale fællesskab. Vi står nu i den omvendte informations-trekant.

     

I de gamle dage                                                        I nutiden

Tidligere var adgangen til at udgive information bekostelig og få havde forudsætninger og økonomi til at producerer og udgive. Det var forbeholdt journalister, forfattere, fotografer og flere (få) i den liga. De var afhængige af budbringer som havde de fysiske produktionsmidler, aviser, forlag, TV-producenter og radiostationer. Derfor var der få som skabte noget, som de andre kunne opleve og læse. Til gengæld var de som modtog ordene mange. Altså de som var læsere, Tv-seer og radiolyttere mv. Jeg var blandt de sidste af den slags i 60, 70, 80 og 90’erne. . Det var i de lange artiklers æra. Fordybelsens hav hvor læseren med dybe åndedræt dykkede ned i avisernes mange emner. Dengang hvor avisen blev læst søndag morgen på ikke under en time. Hvor vi byttede de mange tillæg over morgenbordet, og hvor de senere på dagen flød overalt i stuen for nogen gange at blive genlæst. Ja såmænd. Dengang hvor flere bøger lå på sengebordet og en skærm var noget som var i stuen i form af et fjernsyn (det hed et TV dengang).
Men så fik jeg min første computer i 90’erne. Og skrev … og senere redigerede fotos, og video…. og indspillede musik…. Og fra omkring år 2000 sendte jeg en stigende del ud på Internettet. Og det gjorde alle de andre også. I takt med den stigning svandt publikum, altså de som tidligere læste og kikkede på de fås værker. Nu blev det omvendt. Den omvendte informationstrekant.

De fleste kan med computerens hjælp og Internettet som medie, få kreeret og udgivet… ja vel alt. Mens de som ser på eller læser er mindsket – i hvert fald mindsket i fordybelse. Vi har simpelthen ikke tid til at læse andres ord, for vi er selv i gang med at skabe fotos, video og skrive. Vi har overgået en forandring fra at være konsumenter/ publikum og seer til at selv at være producenter, skribenter og kreatører (nogle bedre end andre).
I nutidens 2020 plasker vi nu rundt i et informationshav af fyldord og ligegyldigheder med en katastrofal mangel på koncentrat og pointer. Det er som om det at fylde og udgive er blevet vigtigere end indhold. Derfor har jeg nu helt naturligt udviklet evnen Smutlæsning. Overflade skimming med pointeindstillet sigtekorn. Og jeg har nu erkendt, at det har en konsekvens. Jeg har mistet evnen til at læse langsomt og fordybet. Smut Jeg havde engang en bog på bordet eller i tasken. En roman, en fagbog eller som barn en Jumbobog (Disney tyk tegneserie trykt på papir). Jeg har oven i købet læst Pelle Erobreren to gange (inden 1990).  Altså jeg læste færdigt, alle sætningerne, hele kapitler og begge bøgerne (bind I og II). Min seneste huskede sammenhængende læsning, er fra Ernest Hemmingway’s noveller, som jeg lånte på biblioteket. Det er nok 7 år siden…  Jeg læste dem i hængekøjen, og tiden var langsom både i bogen, og i det tempo mine øjne bevægede sig. Jeg sneg mig ind på bøflen på savannen og hørte skuddet. Jeg så solnedgangen, jeg trak vejret. Jeg læste – laaaangsomt og fordybet. Og jeg kan huske, at jeg kedede mig flere steder.
”Aha”, vil den skarpsindige læser sige i sin indre dialog (er nogen stadig med her?).
”Han var allerede smittede dengang med tydelige tegn på begyndende Smutlæsning”!
Ja, det var jeg. Jeg erkender det nu. Og jeg modtager straffen, som er manglende oplevelse af dybde og med det viden. Og tilmed eftersøgning af behandling og genoptræning af læseevnen. Mere om det senere, men man kan smutte direkte ned til opskriften her Smut.

Så hvad er sket? Jeg har fået min hjerne til at aflærer grundighed og langsomhed. Det er en ret smart hjerne de fleste af os har. Min har erfaret, at for at finde pointerne i den stigende informationsmængde som jeg oplever, må der grov-redigeres. Energien vil altid forsøge at gå ad den vej, hvor den bruger færreste kræfter – også hjerneenergi. Smut Så i takt med det stigende antal websider med nyheder og mobiltelefon med sms, spil, aktiekurser, og mails fra myndigheder (som åbenbart er konstant voksende) samt (ikke mindst) Youtube, så har min hjerne sat tempoet op. I forsøget på at blive færdig, for det er en egenskab som vi mennesker har, at ville gøre noget færdigt. Den er medfødt vil jeg påstå. Men egenskaben har det hårdt, for det er umuligt at afslutte al det digitale. Der kommer altid en ny nyhed til som stiller krav om at blive set (ikke nødvendigvis læst). Og der er sjældent nogen afslutning i det afsendte.

 

Behandling af Smutlæsning

Er du gået lige til dette afsnit, har du foretaget dig et temmelig stort smut, og må vurderes at være ramt af syndromet på alvorlig og kraftig vis. Det må tilrådes, at du efter Smutlæsning af dette, læser det kommende to gange og forsøger behandling med denne recept som nu følger:

Du bør gøre dette:

1. Hop af de sociale medier .
”Det kan jeg ikke”, vil nogen først påstå. Men læs lige dette;
Jeg selv droppede  Facebook, for to år siden. Der er ingen af mine venner som har henvendt sig og spurgt efter mig eller sagt,  at de savner mig. Jeg har telefon. Jeg gentager, ingen!

2 .Gå på biblioteket og lån en eller flere bøger med tekst.
Læs langsomt én side (ja, det er svært). Og læg den så fra dig i 10 minutter. Du må ikke smutlæse på noget andet imens. Derefter læser du langsomt samme side igen. Ja, samme side. Din hjerne skal lære at genkende det langsomme tempo og dermed åbne for fordybelsen. Hvis du genkender det læste, ja så er du godt på vej. Hvis du genkender det læste, ja så er du godt på vej.

3. Abonnerer på noget læsestof, som ikke flytter sig.
For eksempel en avis eller et magasin i papirformat. Fordi sådan en indeholder det samme hver gang du (gen)åbner den. Og det man fik smutlæst først, kan man så forsøge at læse igen.
Jeg har gjort det med Weekendavisen, og jeg gør fremskridt. Weekendavisen er naturligvis en ordentlig dosis medicinsk cocktail af stillestående ord og ubevægelige fotos. Men det er netop pointen, dog kan mindre lixtal og/eller intellektualisering udgøre en begyndelse for behandling. Det afgørende er, at ordene står fysisk stille, og at det ikke er en skærm. I dag har jeg læst en hel side med en artikel om Karen Blixen og baggrunden for hendes historie, Babette’s gæstebud. Det er min første gennemlæste artikel i meget lang tid – år. Det går fremad, ord for ord. Og dybden kom med som gevinst. Jeg kan nu tale om Karen ved et kommende middagsselskab, hvor vi er fysiske tilstede. Og når en af de andre gæster vil gribe efter telefonen, for at finde fakta om Karen, så vil hun ikke kunne finde den baggrund, som er bag skabelsen af historien om Babette. Da vil jeg (gen)fortælle om Karen’s baggrund for at skrive om al den mad og lige netop de personer som er i romanen. Den viden, som stammer fra hendes tid i Paris, og hendes far’s før hende, med historien om kokken som blev flygtning sidst i 1700 tallet og kom til Norge. (Det er i Norge Babettes gæstebud foregår). Og den kok var i virkeligheden en mand, men som i Karen’s roman bliver en kvinde! Og med al den klogskab erhvervet fra læsning, vil der til middagsselskabet (mit, ikke Babette’s) kommer noget til, som ikke var der. En fordybelse. Takken være min hjerne som er begyndt at lære at læse langsomt igen – med fordybelse. Det er ganske enkelt tankevækkende.

Nej, der er ingen smut i det sidste afsnit. Det er med vilje.

Nøgenbadernes klæder

 

For enden af havet

har jeg sat en eventyrkiste

i den er klædningsstykker

fra Kejserens nye klæder

den er til nøgenbaderne

som blot skal lægge

de lånte dele i efter brug

Surf på den bidske drage Punta Carola

Nedenstående er oplevet på øen San Cristobal, Galapagos, i januar 2019.
Læsetid, omkring 15 minutter i alt.

Dragen Punta Carola  i baggrunden og Den blå fodet sule

Navnet er legendarisk indenfor surfing. Punta Carola. Og tænker man på en væg af 3-5 meters højde….. og så med vand…. Og så vælter vand-væggen…. Og surferen er et sted i den… eller nedenfor den…. og opdager at vandvæggen i virkeligheden er en drage som hvæser og sprutter med sølvglinsende tænder, mens surferen er som en ridder – uden anden rustning end et skumfidus-board af tvivlsom kvalitet.

Den blåfodet sule med en skummende Punta Corola i baggrunden

“I am scared”, siger den amerikanske surfer (ikke Robert) i 50,erne som jeg taler med på stranden.
”I am not”, svarer jeg venligt og det passer, for jeg er ikke bange. Jeg er sjældent bange for surf (for kitesurf er jeg). Men jeg har respekt for bølgen, for jeg kender mine evner – eller mangel på samme. Der er meget langt fra Risskov Beach til Punta Carola på San Cristobal. Som fra en søløveunge til en bidsk drage. Derfor ved jeg, efter samråd med surfboard udlejeren Carlos, jeg kun skal gribe dragen i halen.

Local surfers på San Cristobal

”I will only be riding the tail”, forklarer jeg amerikaneren og der nikkes anerkendende. Sådan oplever jeg mest surf, og det er ret enestående. Jeg har aldrig været ude for, at nogen nedgør eller presser mig. Jeg har kun mødt respekt og anerkendelse (dog ikke beundring) samt hjælpsomhed. Man soul-surfer for egen fornøjelse og udviklings skyld, og alle har været på et trin længere nede. Det er kun på overfyldte spots, at der spidses albuer og bølgerne ”ejes” af nogle – mest de lokale. Her findes lokale, Daniella’s bror, Stines mand og andre, men Punta Carola er bestemt ikke overfyldt. Vi er under 6 riddere, sludder surfere, når her er flest ved højvande. Så jeg står ud på Carlos’ surfboard (som er noget slidt…) og så padler jeg…. og padler…. og padler…. og.. Mine arme syrer til, og jeg kommer ikke mange meter fremad, efter jeg har ramt midtvejs eller nærmere midtvands. Strømmen fra bølgen er meget kraftig, og selv om jeg forsøger at finde udvejen (strømmen udad) kan jeg ikke ramme den. Det er her at det er ærgerligt at der ikke er flere surfere. For havde der været det, så kunne jeg tage med dem udad – den rigtige vej. Men jeg er bekymret for de klipper som stikker op som klør fra en drage, og jeg vil ikke fanges på dem. Den korte udgave er, at jeg må opgive efter mange forsøg og til sidst manglende kræfter. Den gode udgave er, at det nok var ok, for den drage så mega voldsom og høj ud jo nærmere jeg kom. Også i halen…
Noget strøm og bølge er der dog til indvejen, og jeg får surfet et par gange – på inderbanen som jeg kalder det. Vel i land, kan jeg sætte flueben for at have surfet på Galapagos og Punta Carola – i hvert fald dusken på dragens hale.

 

Mig med udsigt til inderbanen af Punta Carola. en time efter er dragen 3 meter høj

 Go local in Baquerizo Moreno

Nogle dage inden surfingen ankom jeg en tidlig morgen til San Cristobal og her er den historie.

“I belive he is Danish, Jacob”?
Jeg har netop prøvende banket på døren til et hus, som jeg gætter på er mit airbnb sted. Mare Mio Guest House, men hvor pokker er skiltet…? Det var noget svært at finde, for det ligger for enden af vejen og ligner en bar.
I døråbningen står en kvinde med et ét årig barn på armen. Bag hende dukker en høj vikinglignede mand op, og siger på klingende dansk:
”Nåh, velkommen, jeg hedder Jacob”.
Kvinden præsenteres som Daniella, og ungen som Liv. 15 minutter senere er vi gået over hovedgaden og op på første sal i et hus. Jeg bliver bænket til morgenmad hos familien Cox med en søster, bror, far og mor. Mit fem dages ophold på San Cristobal er begyndt som havde rejseguden ”Kuffertirush” rakt sin beskyttende hånd ud og fragtet mig til lige netop dette sted i Baquerizo Moreno.

Gode naboer 30 meter fra mit overnatningssted

Under morgenmaden får jeg historien om familien Cox, som er en af de slægter som har været på øen i generationer. De ernærer sig hovedsageligt gennem turisme, som de fleste på Galapagos gør. Far er guide, barudlejer, airbnb indehaver og morgenmads-fikser. Konen tager sig af familiens tøj- og souvenirbutik. Måske butikken skal laves om til restaurant? Der tykkes på det, for og imod under morgenmaden, hvor jeg er en del af samtalen.
Der er en lethed mellem familiemedlemmerne som er smittende og også synes at rumme dem som nu er på besøg (mig). Alle tager sig af Liv med en naturlighed som synes at udspringe fra kærlighedens kilde.
Vil du bo godt, med adgang til køkken og del af en stue, direkte ud til søløverne og med en venlig vært, så er det her hos Mare Mio Guest House.

Myldretid i Baquerizo Moreno

Efter morgenmaden tages jeg på en lille rundtur i Baquerizo Moreno.
Undervejs får jeg lidt detaljer om, at Jakob og Daniela har mødt hinanden i Australien på et universitet. Det blev til et nærmere studie ud over bøgerne, og med Liv som det foreløbige eksamensbevis i kærligheden mellem de to. Verden er blevet lille og særligt de unge kan mødes på tværs af nationaliteter.
Vi havner i en surfbutik, hvor der endnu en gang tales dansk. Det er Stine som danner par med surf-læreren, og det er sjovt at møde hende. Jeg tror, at en del af opskriften på mindre konflikter i verden er kærlighedsforbindelse mellem mennesker jorden rundt. De to par som jeg har mødt her på San Cristobal lyser op som gode eksempler.

Baquerizo Moreno er hovedbyen for administration af Calapagos øerne. Det var her at de første bosættelser fandt sted i 1880 med en straffekoloni. Den lå hvor der nu er en militærbase. Her er også en rigtig havn med en mole til større skibe og et universitet. Den helt store forskel fra Santa Cruz’s by, hvor jeg kommer fra, er freden. Her er nærmest ingen biltrafik og her er omkring 6000 fastboende. Selv om turismen er altoverskyggende som faktor med hoteller, bar restauranter og ja turisterne selv, så er her alligevel luft og plads. Det gør at man hurtig lære byen og menneskerne her at kende. Det er let at “go local” og blive hilst på.

”This afternoom is better for you, my freind”, høres min nabo Carlos’ stemmen bag en menneskestor hvid støvsky. Han er cykel og surfboard-udlejer og træffes mest, når slibemaskinen høres ude bagved butikken. Her reparerer han boards, så støvet står omkring og ender på den besøgende, for et håndtryk skal man da have.
”Ola, el amigo de Stine”, råber en skøn unge fra legepladsen. Det er hende som var i surfbutikken tidligere på dagen.
”Hi, Dude”, kalder Robert, en amerikansk pensioneret surfer (50 år) som cykler frem og tilbage på hovedgaden med sit surfboard alt efter Punta Carola’s høj og lavvande. Vi har tidligere udfoldet vores teorier om søløvehanens territorium og harem. Ved samme møde og lejlighed lancerede vi også manifestet for, at surfere i vores alder burde have haft tildelt pension allerede fra 40 år – mest for surfing som årsag.

Skøn unge i aftensolen i Baquerizo Moreno

Galapagos, en vild oplevelse

Nedenstående (første del) er oplevet mest på Santa Cruz i januar 2019. Anden del om mine fem dage på San Cristobal er ovenpå – som du nok lige har læst.
Læsetid, omkring 15 minutter i alt. Podcast er 22 minutter og link til den er sidst i artiklen.

Santa Cruz

En skygge kommer i stor fart op imod mig fra bunden. På et øjeblik svinger en stor krop i en cirkel omkring mig, og havde jeg ikke holdt vejret i forvejen, her 3 meter nede under overfalden, ville jeg have mistet det. En anelse frygt for det store dyrs kræfter, er i baghovedet, men elegancen i søløvens bevægelser overtager fuldstændig oplevelsen. Den kredser omkring mig i nok tre sekunder, som var jeg en bekendt skikkelse på dens færd. Og vips er den væk, mens jeg må søge overfalden for luft gennem min snorkel og ilt til min oplevelse. Da jeg stikker hovedet op over vandoverfalden, råber nogle venlige strandgæster til mig om, at der er et stort dyr i vandet. Det er slet ikke en advarelse med et; ”Se at komme væk”, det er det modsatte; ”Se om du kan få øje på dyret”!
Jeg er med Gitte på øen Santa Cruz ved den lille strand nær Darwin forskningsstation, og jeg har lige danset undervands-kvikstep med en søløve. Det er en stor oplevelse, men ret almindeligt her på Galapagos. Lige inden dansede jeg Slowfox med en halvanden meter lang havskildpadde som spiste alger på klipperne.

En fredelig strand på Santa Cruz. Billedet snyder for der er dog flere mennesker, men alligevel god plads

På vej op fra Stillehavets varme hav, til skyggen under mangrovetræernes krone, må jeg udenom de havleguaner som sover middagssøvn. De ser ud som drager, men ild spyr de ikke. Også de lever af alger. Fælles for dyrene på Galapagos øerne er, at de fleste kan opleves helt tæt på for menneskerne. Altså så tæt på at spurvene lander på en, når man åbner madpakken og ikke sådan bare lige letter igen. Eller at man må flytte sig, når en søløve skal igennem sandet og vralter direkte hen over ens badehåndklæde på vej mod et hvilested eller havet. Galapagos er vildt – og kommer helt tæt på huden og går under huden.

En vældig stolt havleguan på vej….. mod mig

Vi bor på hovedøen (for menneskerne) Santa Cruz på Galapagos i den største by som hedder Puerto Ayora. Her skulle bo omkring 12.000 fastboende. På alle øerne er der 35.000 fastboende. Over 100.000 turister besøger øerne om året. Og her er turistet, dog stadig med charme og ro i de små gader – særligt om morgen. Som de fleste andre byer i verden er løsningen på biltrafik endnu ikke tilstede – altså den løsning hvor bilerne er sekundære i forhold til mennesker og dyr. I Puerto Ayora ses en evig bevægelig cirkel i hovedgaderne af pickup trucks, som enten sætter folk af eller søger at få nye om bord. Det virker absurd, særligt på denne ø, hvor bevarelsen af naturen skulle være helt i centrum. Det er den sædvanlige problemstilling og det samme dilemma; balancen mellem økonomi og natur. Jeg har endnu ikke set noget sted i verden, hvor økonomien har tabt! Jeg har et forslag: Se at få cykler! Jo, de har cykelstier, men her er nærmest ingen som cykler. Se at få; Ladcykler, Christianiacykler, cykeltaxaer, trehjulet cykler, børnecykler, tandem og ikke mindst cykler med stativ til surfboards (det findes). Start en cyklus!

Til trods for alt er baseret på turisme (og lidt fiskeri) på Galapagos øerne, er charmen fuldstændig uimodståelig. Her er en rolig atmosfære, og tempoet er nede for de fleste – både lokale og rejsende. Et godt eksempel er de mange agencies (butikker) på gaderne med ture til seværdigheder. Det foregår helt fredeligt og uden at nogle står og forsøger at sælge noget udenfor. Går man ind for at høre om en tur, modtages man roligt og uden noget pres for at booke eller købe noget. ”Nå, I har selv dykkermasker med. Det er da smart så sparer I jo det. Si si, I kan nok selv finde ud til den slugt. Gå I bare lige ned til havnen, snup en bådtaxa til German beach og så videre gennem…”, får man at vide. De større ture til nogle af de mindre ubeboede øer, skal man naturligvis købe, og de fleste gør det også. Vi er dog i afslapnings-mode, så vi daffer bare rundt på egen hånd – eller fod. Og det kan vi sagtens. Vi ser Darwin forskningsstation, og den dyrepark med bl.a. skildpadder som er der. Og vi snorkler på de strande, og de slugter som kan nås med bådtaxa eller bare ved en kort eller lang gåtur.

Priser og mad
Alle har råbt op om, at Galapagos er dyrt. Det er nu slet ikke vores oplevelse, for man må huske at man jo ikke er i Vietnam i et lille øde landdistrikt på et slidt hostel. F.eks. kan man spise frokost på alle spisesteder for omkring kr. 50. De serverer variationer af gårsdagen rester og saftevand er inklusive. Om aften er prisen ca. 150/ 200 kr. for et godt måltid mad med drikkevare. Santa Cruz har en gade, hvor de forskellige restauranter har opsat ét langt bord midt i gaden. Der finder man sit sted, og lader sig betjene. Udvalget er en anelse forskelligt, men det er nogenlunde det samme og til samme pris. Betjeningen er så det, man kan vælge mest imellem. Vores valg falder fra første aften på Erik, som er fra Guayaquil på fastlandet. Han taler fint engelsk, og er en sjov og charmerende fyr. I de godt 10 dage som vi er på øen, spiser vi nok hos Erik de 6 gange. Han har kone og to børn på fastlandet, og må tjene pengene her. Erik har et arbejdsliv, hvor der er mere vægt på første del af ordret end det sidste, forstår jeg. Det er kendetegnende for mange af de som arbejder på øerne.
”Vi arbejder konstant, men det er bedre lønnet end på fastlandet”, har Erik forklaret mig mellem forretten og hovedretten.

Restaurant gaden midt i byen. Du finder den let. Gå efter duften og strømmen af mennesker ved spisetid.

Vil man selv, kan man købe ind i de små supermarkeder og selv lave sin mad. (Det nede ved havnen er det bedste). Priserne er lidt under niveauet i Danmark.
For nattesøvnen, og et sted til siestaen, findes der et hav af variationer for hoteller, hostels, airnb og skibe. Priserne er lige så forskellige som antallet. Uanset hvor man bor, er der højst 15 minutters gåtur til nærmeste havleguan. Der er noget længere til en surfstrand, og det er her at kunne være en super idé med en cykel. Så kunne man også cykle ad den lange over 35 minutters gåbens-turs-sti ud til Tortugero Bay. Men det må man ikke. Så surferne (og andre) er udmattet, når de endelig når frem til stranden, med udkørte armmuskler af at bære surfboardet. Det er naturligvis en skandale!

Skildpadder

I højlandet midt på øen på vej mod kaffeplantagen og kæmpeskildpadderne

Efter et par dage med strand og by booker vi en taxa som skal tage os op til en kaffeplantage på øens centrum. Det er blandt andet her, at de store skildpadder lever (de lever overalt i højlandet). Vi har booket taxaen for hele den tid turen tager – ud og hjem. Vores chauffør er både køremand og lidt guide. Som vi kører ad den smukke allé op mod kaffeplantagen, ser jeg en enlig kvinde gå langs vejen. Jeg spørger taxamanden, om vi skal tilbyde hende et lift. Det gør vi. Det er en ung fransk kvinde, som fortæller at hun da sagtens kan gå, men hopper dog glad om bord. Efter tre kilometer videre ned ad alléen tænker jeg, at hun havde været ret udkørt uden os. Hun er godt selskab på vejen rundt på kaffeplantagen. Sådan er det ofte, når man er rejsende. Det er let og ubesværet, at være sammen med de fleste som man møder. Det er helt klart fordi, at vi kun skal dele oplevelser, og ingen forpligtelser eller ansvar. Samtidigt er de fleste møder med et udløbstidspunkt. Det er en ganske let og befriende verden at være befinde sig i. Mange som har fået blodet iltet fra rejser vil genkende dette. Og der er reelt fare for, at man bliver afhængig.

Vi ser de store skildpadder, og jeg får et af mine bedre foto, med en flok unge kvinder fra USA som baggrund. I forgrunden er Galapagosskildpadden som er verdens største landlevende skildpadde. Den her på Santa Cruz er den største art i verden. Den kan bære et skjold med en længde på op til 1,3 meter. Tung er den også. Den kan veje op til 200 kg. I sejlskibenes tid kom disse forbi, og besætningen supplerede kosten med skildpadder. Man kender til historier om skildpadder med vægt på til 400 kg. Der har været endnu flere arter af skildpadder, men mens vi er der er antallet af skildpaddearter på Galapagos-øerne 15. Da vi kommer hjem opdager man i februar 2019 en ny art på øen øen Fernandina. Den er dog ikke så stor, og har gemt sig godt. Nu er den på Darwin stationen, hvor man håber på at finde et genetisk match, eller endnu bedre at der dukker endnu flere op på Fernandian.
Ordet Galapagos er i øvrigt spansk for saddel. De spanier som navngav øerne, syntes at skjoldet på skildpadderne lignede sadlen til deres hest. Så derfor hedder øerne således.

Morgentur til fiskemarkedet i Santa Cruz og fotoshoot med havleguaner

Jeg tager en tidlig morgen afsted for at finde fiskemarkedet. Jeg har læst et sted, at der er mulighed for at se søløver der. De skulle valte omkring på selve markedet. På vejen er jeg lige omkring politistationen, idet jeg søger efter de havleguanerne som skulle holde til på klipperne bag. Jeg møder en betjent, og vi taler om kriminaliteten på øerne. Der er ikke meget. Men bunken af konfiskerede scootere, som er temmelig stor vidner om, at mange ser løst på regler om lydpotter og bremser der burde virke. Det gør politiet ikke.

Bag bunken er klipperne, og straks jeg balancerer ud møder jeg havleguanerne. Store som små. Jeg ser direkte ind i øjet på den. Øjnene sidder mest på siden. Jeg kommer helt tæt på, så tæt som jeg nu fornemmer at dyret vil, og i mit baghoved jeg husker reglerne er for afstand – også til politistationen. Man må ikke røre dyr på Galapagos. Det tror jeg nu heller ikke, at ret mange vil eller tør for leguanernes vedkommende. De har et kraftigt bid og er meget stærke, når de er først er varmet op. De er afhængig af solen for at få varme i blodet. Så de er ofte på land mellem jagten på alger på klipperne under havet. De er meget fotogene og sidder helt stille. Og det med regler for afstand, er leguanerne ikke bekendt med. På strandene og vejene går de lige ind i folk uden frygt, så man må flytte sig. Den som jeg sigter på med kameraet har et blik som virker intelligent, men er det nok ikke. Jeg har usvigeligt øjenkontakt, og vi er begge rolige. Jeg knipser adskillige eksemplar også af de som har iført sig læbestik, er det for fotografens skyld? Nej, farverne er kraftigere, når de er i parringshumør. Af reptiler er de nogle af de mest smukke.

Her er en som man skulle tro har iført sig læbestik.

En havleguan hviler sig nær et hus

Efter fotoshoot med havleguanerne leder jeg efter fiskemarkedet. Det skulle være lige i nærheden af politistationen. Jeg slentrer langs kystvejen og har havet på højre side. De små butikker holder lukket her i morgentimerne, og kun et par søvnige lokale ses på gaden. En lille havn med ti både, kan det være der? Men her er tomt og det ligner ikke fiskerbåde. Jeg går videre og opdager først senere min fejl. Jeg søger efter et marked, der ligner noget som jeg kender det fra andre steder. Med mange boder og folk i livlig handel. Som jeg når et godt stykke ud ad kystvejen og byens tynder ud, må jeg vender om. Hvor pokker er det fiskemarked? Jeg finder det dog på tilbagevejen, med havet til venstre, også fordi det nu er ved at åbne. Det ér ved den lille havn, og nu er tilmed kommet nogen. Det vil sige tre. En smuk kvinde og en travl mand som åbenbart er hele fiskemarkedet, og så – en søløve. Og lad mig sige det med det samme og som en advarsel: Det er umuligt at undgå at blive forelsket i beboerne på Galapagos. Jeg taler her om – søløverne!

Vandsjov med en hunsøløve på fiskemarkedet. Den er hel fri og kommer ad sig selv

Hør podcast om min morgentur blandt søløverne på San Cristobal ved at klikke på youtube’en nederst (men læs lige færdig først…).

En sikker gæst på markedet er søløverne. De er som hunde, og folk elsker dem ligesådan

Ad søvejen mod San Cristobal

Søløve og surfing på San Cristobal – et oplagt par

Vi tager en dagstur fra Santa Cruz til øen San Cristobal. Vi vil opleve søløverne som skulle være i rigt antal på denne ø. Det kræver en bådtur på omkring 3 timer hen over Stillehavet, som ikke nødvendigvis er helt så stille. Vi ankommer på havnen tidligt kl. 06. Vi har nemlig fået fortalt at det er meget vigtigt, at være der til tiden. Vi er jo nordboer, så vi gør som vi har fået fortalt. Men vi er kun meget få på dette tidspunkt. Så vi venter en god stund, mens folk langsomt dukker op som tiden går. Til sidst er vi ganske mange, og en lille forvirring synes at brede sig i den voksende flok. Hvor er båden? Og alle de mennesker kan jo ikke være i én? Men det viser sig, at der er fint styr på det hele. Nogle billetfolk opstår som ad sig selv pludseligt, og åbner nogle boder med fotos af den båd man skal med. Det er ikke helt let, for alle bådene er skåret af samme list, og ligner hinanden som søløver ligner søløver. Men heldigvis har bådene navne, og derfra kan man så finde den man skal med. Alle afleverer deres billet i en bod, og bliver velsignet med et halsbånd med navn på den båd de skal med. Og de venlige galapagos-folk tjekker grundigt efter; ” Senior Bent y Senoritta Gitte”? ”Si si” det er os. “Og turen går til San Cristobal”?
Jo jo, det foregår organiseret, og vi skal jo helst ikke til øen Isabella. Inden afgang med bådtaxaerne (husk altid 1 Dollars) og ud til selve speedbådene, må alle gennem kontrollen. Kontrollører med hunde tjekker bagagen for eventuel smuglervare som dyr, mad eller effekter. Man er meget påpasselig med biologi som kan viderebringe vira og smitsomme sygdomme. Det virker oprigtigt, og de er bestemt grundige. Jeg er dog tvivlende på, at det har en virkning på længere sigt. Jeg så en stewardesse med anti-insekt spray gå sprøjtende gennem kabinen i flyet fra Ecuador inden landing på Galapagos. Dette forsøg på at forhindre, at insekter bliver invasive arter på Galapagos er nok forgæves. Jeg kunne sagtens have noget med om bord mellem øerne, hvis jeg ville, eller uforvaret kom til det. Der er 100.000 turister om året på Galapagos øerne. Det er i virkeligheden den invasive art. Ja, jeg selv inklusive….

 

San Cristobal i baggrunden

Gitte finder et hjørne på det åbne bagdæk i båden, mens jeg foretrækker kahytten…. eller kabinen. Vi er begge bekymret for søsyge, selv om vi er nogenlunde søstærke. Jeg propper høretelefonerne i ørerne og finder Peter Frampton små 2 timers livekoncert og nynner med på; ”I want you to show me the way”, mens båden forcerer Stillehavet for fuld kraft. Det hjælper, men måske også at Stillehavet viser sig at have bølger som er mere som dønninger. Snart sidder jeg og ser ud gennem koøjet og ind i en væg af hav, mens jeg lidt efter løftes op over og ser ned på det samme hav. Stille hav er det ikke, men har man prøvet færgen fra Aarhus til Odden i en vindstyrke 12 s/m, så ved man at salget af kaffe går i stå og folk sidder ned for at undgå rusketurerne. Mellem Santa Cruz og San Cristobal er der ingen kaffe, og bådens bevægelser midt i Stillehavet er laaaange glid op og ned med udsigt til hav eller himmel -over eller under horisontlinjen. Midtvejs er Peter Frampton nået til ”Do you feel like we do”, og jeg kan se op og ned på noget land. Det er øen Isla Santa Fé som er ubeboet, men besøges af guidede ture. Så ved jeg, at vi næsten er halvdelen af (sø)vejen, for jeg kan mit indre søkort. Herefter flader søerne lidt ud for til sidst at aftage helt. Det passer mægtigt, for Peter er helt færdig og afløses af John Mayer’s forrygende koncert; Live in LA. Da John når til ”Gravity”, har vi landkending af San Cristobal. Det passer jo forrygende, og ingen er søsyge. Lad os få noget tyndekraft under sålerne.

Søløver

God stemning og let trafik er kendetegnede for Puerto Baquerizo

I land på San Cristobal er oplevelsen slående vedrørende selve befolkningstæthed eller måske nærmere utætheden. For her er betragtelig færre mennesker, end hvor vi kommer fra. Hvor Puerto Ayora’s 12.000 indbygger til tider kunne opleves sådan lidt storbys-agtigt, er vi nu som ankommet til provinsen med de lidt under 7000 som bor her. Men byen Puerto Baquerizo Moreno er faktisk hovedby for Galapagos øerne og har bl.a. et universitet, en stor fiskeflåde samt en flådebase for militæret. Her til formiddag er hovedgaden nærmest uden trafik. Vi finder et morgenmadssted og kan sidde udenfor og nyde roen i gadebilledet. Jeg kan mærke, at denne ø er endnu bedre for mig. Freden er velsignende.

Gode motiver findes overalt

Efter morgenmaden er målet søløverne. Vi leder lidt, men ser ingen. Det skal senere vise sig, at det nærmest har været umuligt, men sådan var det. Da jeg vender tilbage 5 dage efter, for at bo en lille uge i Puerto Baquerizo, finder jeg søløverne overalt langs stranden og havnen. Men denne morgen ser vi ingen. Vi snupper en taxa og kører et lille stykke ud af vejen til stranden Playa Loberia. Her er de, søløverne og nogle lokale surfere. Det er et herligt syn, begge dele. Vi bader og snorkler med søløverne. Man må og skal ikke røre dem, så vi nøjes med at sidde sammen med dem i vandkanten og snorkle. De svømmer elegant rundt om mig, og en hun svømmer hen til min dykkermaske og ser mig direkte ind i øjnene. Havde jeg spidset læberne der, havde vi kysset. Man er ikke helt det samme menneske efter sådan et møde.

En søløve er et af verdens skønneste dyr. På Galapagos er de skønnest

Vi bliver et lang stykke tid på stranden, og nyder selskabet af især søløverne, men også de lokale surfere. På tilbagevejen til Santa Cruz beslutter jeg, at jeg vil forlænge mit ophold på Galapagos, og droppe min jungletur i regnskoven i Ecuador. San Cristobal er gået mig i blodet, og det er søløvernes skyld – mest.

Hvem kan stå for sådan en ….. altså den til højre…

Husk at abonnerer på min blog for at få den fortsatte historie om de forrygende dage på San Cristobal – når den udkommer. Det bliver med historier om surf, blåfodet suler, lokale beboer og fred og ro. Kan du ikke vente, så se eller hør min Podcast om min morgen på stranden med søløverne her:

Fakta om Galapagos

Galapagosøerne ligger i Stillehavet, 1000 km fra det nærmeste landområde – Sydamerika

Galápagosøerne blev opdaget i 1535, og der er ingen spor af forhistorisk beboelse.

1832 anlagde Ecuador den første koloni på øerne; i dag er de en ecuadoriansk provins. Hovedbyen er Puerto Baquerizo.

Fastboende befolkning på omkring 35.000 på alle øerne. I Puerto Ayora lever omkring 20.000.

100.000 turister hvert år.